FREDSFORHANDLINGER OM UKRAINE // ANALYSE – Torsdag morgen i Paris efter Europas stats- og regeringschefer havde talt med hinanden og med Ukraines præsident Zelenskyj, talte den franske præsident Macron også med Donald Trump. Men europæerne kommer fortsat ikke med til forhandlingerne. EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, advarer om, at ”hurtige løsninger” uden Europa aldrig vil føre til varig fred. Det er Danmarks statsminister enig i.
PARIS – I dag tirsdag mødes USA’s og Ruslands udenrigsministre i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh. Mødet er starten på den fredsforhandling, som efter planen skal afslutte Ruslands invasionskrig mod Ukraine. Det står klart, at Europa stadig befinder sig i en marginal rolle i processen og ikke vil blive inviteret med.
Europas vrede over at være blevet udelukket vokser efter mandagens møde i Paris, som var indkaldt af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron
Donald Trumps USA og Vladimir Putins Rusland har det fint med det arrangement, der anbringer dem med beslutningskraften for hver ende af bordet – sandsynligvis med Ukraine i rummet, men på en metaforisk skammel ved siden af.
Men Europas vrede over at være blevet udelukket vokser efter mandagens møde i Paris, som var indkaldt af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
Europas manglende plads ved forhandlingsbordet
”Man kan forhandle alt det, man vil. Men hvis ikke de europæiske lande, på hvis kontinent krigen udspiller sig, og hvor flere lande deler grænse med Ukraine, er med, kommer der ingen varig fred,” lød det således sent mandag aften fra EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, tidligere statsminister i Estland.
”Ethvert quick fix vil slå fejl. Det vil ikke stoppe the killing in Ukraine, men ende som en dirty deal. Se blot på fredsaftalen fra Minsk,” lød det advarende fra hende med henvisning til de aftaler, der blev indgået efter Ruslands annektering af Krim i 2014, og som var et forsøg på at håndtere krigen i det østlige Ukraine, hvor russisk støttede separatister havde overtaget dele af Donetsk og Luhansk, Donbas-regionen.
EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen advarede efter mødet i Paris på et mere overordnet plan også om, at europæisk sikkerhed aldrig må blive et spørgsmål, der afgøres mellem Moskva og Washington uden europæisk inddragelse, og at det er nødvendigt med en betydelig styrkelse af en forsvarsdimension i EU: Europe needs an ”urgency mindset” on defense, sagde hun.
Kallas mødtes også med Canadas udenrigsminister for at diskutere bl.a. Ukraine og Trumps trusler om en handelskrig og tariffer mod såvel EU som Canada:
Efter et senere nattemøde mellem Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Macron lød samme toner fra Ukraines præsident: ”Vi deler en fælles vision: Sikkerhedsgarantierne skal være robuste og pålidelige … en beslutning uden sikkerhedsgarantier – såsom en skrøbelig våbenhvile – vil blot være endnu et bedrag fra Rusland og en forløber for en ny russisk krig mod Ukraine eller andre europæiske nationer,” lød det på X:
Endelig sagde Danmarks statsminister Mette Frederiksen det samme ved et pressemøde i Paris:
”En våbenhvile i Ukraine kan lyde bedre, end det er, for vi risikerer, at en våbenhvile ikke bringer fred med sig og sætter andre europæiske lande, men også Ukraine i en endnu farligere situation, fordi Rusland måske bruger en våbenhvile – hvis den er på forkerte præmisser – til at mobilisere, begynde forfra og angribe ind i et nyt land,” lød det fra statsministeren.
Macron og Trump: En ny dynamik?
Den franske præsident Emmanuel Macron havde allerede før mødet i Paris positioneret sig som en nøgleaktør. Efter mødet talte han igen med Donald Trump og herefter igen med Zelenskyj.
Macron står i en delikat balancegang mellem at sikre europæisk enighed og samtidig bevare en dialog med Trump, der har presset på for en mere pragmatisk løsning – potentielt på bekostning af Ukraines territoriale integritet
Efter samtalen betonede Macron, at varig fred ikke blot kræver, at Rusland stopper sin aggression, men også kræver, at Ukraine får troværdige sikkerhedsgarantier.
Macron står ikke desto mindre også i en delikat balancegang mellem at sikre europæisk enighed og samtidig bevare en dialog med Trump, der har presset på for en mere pragmatisk løsning – potentielt på bekostning af Ukraines territoriale integritet.
Zelenskyj selv har gentaget, at sikkerhedsgarantier er afgørende for enhver aftale, og at en skrøbelig våbenhvile uden garantier fra Vesten kun vil give Rusland tid til at genopbygge sine styrker.
En anden mulig ”bro” mellem Trump og Europa: Starmers Storbritannien
Dette synspunkt deles af flere europæiske ledere, herunder den britiske premierminister Keir Starmer, som allerede i weekenden åbnede for muligheden for at bidrage med britiske boots on the ground i en europæisk fredsbevarende mission, men kun hvis den understøttes af amerikanske sikkerhedsgarantier eller som et minimum et amerikansk backstop:
”There must be a US backstop, because a US security guarantee is the only way to effectively deter Russia from attacking Ukraine again,” lød det fra Starmer, der også erkendte, at ”Europa må bidrage mere” til kontinentets sikkerhed, når det gælder truslen fra Rusland:
”Europe will have to do more to defend the continent in the face of the general security challenge Russia poses.”
Krigen i Ukraine og især amerikanernes udspil om fredsforhandlingerne har udvirket den første egentlige tilnærmelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken mellem UK og EU i årevis
Starmer møder selv Trump i Det Hvide Hus i Washington på statsbesøg i den kommende uge, og hvis man vil pege på én positiv ting, som de nye amerikanske signaler har udvirket, kunne det være den nye britiske måde at tale om “fælles europæiske skridt på”.
Starmer sagde eksempelvis forud for mødet, at det ville være vigtigt at finde “Europas vej fremad”, hvilket ikke er verbal hverdagskost i Storbritannien efter Brexit. Krigen i Ukraine og især amerikanernes udspil om fredsforhandlingerne har således udvirket den første egentlige tilnærmelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken mellem UK og EU i årevis. Hvis London skal kunne udvirke noget som en bro mellem Europa og Washington er dette selvsagt også en nødvendig udvikling.
Modsatrettede signaler fra Washington
Trump-regeringen har ikke tilbudt nogen egentlig sikkerhedsgaranti, men før det nylige sikkerhedstopmøde i München lød der imidlertid en trussel rettet mod Rusland fra vicepræsident J.D. Vance i et interview med Wall Street Journal. Her advarede han om, at USA ikke vil udelukke aktiv militær indsats i regionen, hvis Rusland ikke bidrager konstruktivt til fredsprocessen eller giver indrømmelser.
Samtidig lægger den amerikanske politiske ledelse ikke skjul på sin kritik af Europas afhængighed af amerikansk militær støtte, og såvel Trump som forsvarsminister Pete Hegseth og udenrigsminister Marco Rubio har fra starten krævet, at EU-landene tager et større ansvar for Ukraines sikkerhed.
USA’s særlige Ukraine-udsending Keith Kellogg har samtidig forsikret om, at en fredsaftale ikke vil blive ”påduttet” Ukraine, og har også ifølge mediet Ukrinform sagt, at USA vil true Rusland med yderligere økonomiske sanktioner og nedbryde Ruslands alliancer med Nordkorea, Iran og Kina. Kellogg siger ifølge samme medie, at Rusland ikke kan regne med at beholde hele den del af Ukraine, som landet har erobret under krigen.
USA’s forsvarsminister Pete Hegseth har også antydet, at Ukraine må afgive noget af sit territorium for at opnå en aftale, hvilket har skabt yderligere bekymring i Kyiv
Det sidste bliver en svær kamel at sluge for Moskva. I FN’s Sikkerhedsråd erklærede Ruslands ambassadør Vasilij Nebenzja mandag, at krigens ”varme fase” nærmer sig sin afslutning, og at Ukraine bør acceptere tabet af Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja – et krav, som Ukraine utvetydigt afviser. USA’s forsvarsminister Pete Hegseth har også antydet, at Ukraine må afgive noget af sit territorium for at opnå en aftale, hvilket har skabt yderligere bekymring i Kyiv.
En fortsat splittet vestlig alliance
Spørgsmålet, der imidlertid står tilbage efter topmødet – uanset enighed i Europa både om at tale med en stemme, om at øge forsvarsudgifterne og om at stå samlet bag Ukraines vej mod EU og Nato, trods amerikansk modstand mod netop det – er, om de faktuelle realiteter ændrede sig efter mødet.
Og her må svaret mestendels være et nej.
Mens USA og Rusland forbereder sig på de bilaterale forhandlinger – adskillige amerikanske ministre og topdiplomater er allerede landet i Saudi-Arabien, og det samme er Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov – så står Europa fortsat tilbage i en utilfredsstillende og derfor frustreret position.
Hverken Keir Starmer eller Emmanuel Macron (der begge har et godt forhold til Donald Trump modsat EU’s stærke kvinder, Frederiksen, von der Leyen og Kallas) har opgivet forsøget på at bygge bro mellem amerikanske og europæiske interesser.
Men uden en stærkere samlet europæisk strategi og uden noget synderligt at ”handle med” risikerer Europa fortsat at blive skubbet helt ud af processen.
Det har ført til en voksende bekymring især i Ukraine og i landets nabostater for, at en hurtig fredsplan uden reelle sikkerhedsgarantier blot vil bane vejen for en ny konflikt. Europas ledere insisterer derfor af indlysende grunde på, at varig fred ikke kun handler om at stoppe kampene, men om at skabe en sikker fremtid for Ukraine og for hele kontinentet.
De to Minsk-aftaler
I februar 2014 annekterede Rusland Krim efter den pro-vestlige Euromaidan-revolution, som førte til, at Ukraines præsident Viktor Janukovitj blev væltet.
I april 2014 erklærede Rusland-støttede separatister i Donetsk og Luhansk uafhængighed, hvilket udløste hårde kampe med ukrainske regeringsstyrker.
Ukraine, Vesten og NATO beskyldte Rusland for direkte militær involvering, hvilket Rusland benægtede.
Minsk I
Aftalen fra 2014 blev forhandlet på plads af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), Ukraine, Rusland og separatistledere.
Formålet var en øjeblikkelig våbenhvile, tilbagetrækning af tunge våben og større autonomi til separatistkontrollerede områder, men aftalen brød hurtigt sammen, da kampene fortsatte i Donbass.
Minsk II fra 2015 blev forhandlet af Tyskland, Frankrig, Ukraine og Rusland efter slaget om Debaltseve, der var en stor sejr for separatisterne. Den blev underskrevet af repræsentanter for Ukraine, Rusland, separatisterne og OSCE.
Hovedpunkter i Minsk II
-
- Våbenhvile i det østlige Ukraine.
-
- Tilbagetrækning af tunge våben fra frontlinjen.
-
- OSCE-overvågning af våbenhvilen.
-
- Dialog om selvstyre for Donetsk og Luhansk.
-
- Amnesti for separatister.
-
- Fangeudveksling mellem Ukraine og separatisterne.
-
- Genoprettelse af Ukraines grænsekontrol, men først efter forfatningsreformer.
Styrker:
-
- Forhindrede en fuldskala krig mellem Ukraine og Rusland.
-
- Skabte en diplomatisk ramme for konfliktløsning.
-
- Havde international opbakning fra Tyskland og Frankrig.
Svagheder:
-
- Uklart tidsperspektiv: Ukraine ville først have grænsekontrol, mens Rusland krævede autonomi til separatisterne først.
-
- Ruslands involvering var uofficiel, hvilket gjorde håndhævelsen vanskelig.
-
- Hyppige brud på våbenhvilen.
-
- Ukraine så aftalen som russisk afpresning, mens Rusland brugte den til at fastfryse konflikten uden en reel løsning.
Minsk II blev aldrig fuldt implementeret, og i 2022 brugte Rusland Ukraines påståede manglende efterlevelse som en del af sin begrundelse for sin invasion af Ukraine.
Læs flere artikler af vores USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og