FILOSOFI // KRONIK – 2000-tallet er blot 22 år gammelt, men føles allerede, som om det har været en lang række af jordskælv. Hvor mange gange på de blot 22 år er det ikke blevet sagt, at verden har ændret sig og ikke mere vil blive den samme? Måske kan vi stadig ikke tillade os at kalde vores århundrede for et ekstremernes århundrede, som den engelske historiker Eric Hobsbawn kaldte 1900-tallet. Men der er allerede bevægelser i undergrunden, som kunne pege i den retning.
Verden har overvældet os med sin pluralitet af krav, forventninger, uforståeligheder, forskelle, problemer og endda med oplevelser af usikkerhed og forvirring over, at både mennesker og konflikter fra andre dele af verden har gjort sin entré her hos os i verdens lykkeligste land.
Danmark er ikke længere et lille brugsforeningssamfund, som historikeren Palle Lauring en gang sagde. Vi er blevet en del af en globaliseret verden, og vi har været borgere i en krigsførende nation uden at kunne forestille os, at de såkaldte regionale krige og konflikter ville følge sporet tilbage til dem, til os, som på forskellig måde har været involveret i disse krige.
Nu står vi i en situation, hvor der med god grund kan spørges, om Europa ikke for altid er blevet forandret?
Kun i meget begrænset omfang har alt dette dog motiveret os til politisk at gen- eller omtænke vores samfund og verdensorden. Nu – i begyndelsen af marts år 2022 – ser denne politiske motivation imidlertid ud til at være der som en konsekvens af krigen i Ukraine.
Ikke fordi der ikke har været krige nok før. Men de har været det, som vi strategisk og kynisk har kaldt for “regionale konflikter.” Det vil først og fremmest sige, at de har foregået et andet sted, og ikke påvirket os direkte i form af usikkerhed og frygt for egentlige krigshandlinger.
Ny forståelse af Europa
Selv krige andre steder i Europa, selv krige med dansk deltagelse, selv krige med danske tab, selv krige, som har sendt flygtningestrømme mod den fredelige del af Europa, herunder Danmark, har ikke motiveret til anden politisk debat end den, der er blevet tematiseret under overskriften “flygtningepolitik.” Men nogen politisk motivation til at sætte spørgsmål ved politiske institutioner og politiske ideer, har disse krige ikke fremkaldt.
De næsten konstante “regionale konflikter” rundt omkring i verden og i Europas udkant har ikke rejst de stor og tunge spørgsmål i Dansk eller europæisk politik. Men nu står vi i en situation, hvor der med god grund kan spørges, om Europa ikke for altid er blevet forandret?
I løbet af de sidste to år har statsminister Mette Frederiksen to gange benyttet variationer over temaet “verden bliver ikke den samme igen.” Første gang var i forbindelse med covid19- pandemien: “Vi danskere kan ikke forvente at møde det samme velfærdssamfund, når vi er ovre på den anden side,” lød det fra statsministeren. “Verden er forandret,” slog hun ved flere lejligheder fast.
Anden gang var for et par dage siden, hvor hun tydeligt definerede, hvad Ruslands invasion af Ukraine d. 24. februar ville komme til at betyde for fremtiden: “Der var et Europa inden 24. februar. Og et andet Europa efter.” Og statsministeren tilføjede, at “Det er nu, alle i den vestlige verden skal gøre deres stilling op.”
Det store chok siden d. 24. februar har naturligvis været genopførelsen af de værste kapitler i Europas historie: Putins Hitler-lignende erklæring om et nabolands manglende ret til at eksistere, det russiske militærs overskridelse af Ukraines grænser, beskydningen af civile kvarterer, det russiske krav om fjernelse af Ukraines valgte præsident og indsættelse af en pro-russisk regering og den direkte trussel om at anvende atomvåben.
Efter den russiske invasion af Ukraine vender alle de store og tunge spørgsmål pilen mod Europa. For første gang i verdenshistorien er der blevet truet med atomvåben. De politisk-tektoniske plader har allerede forskubbet sig så meget siden d. 24. februar, at den forståelse af Europa, som har hersket siden Natos oprettelse, siden EU’s etablering, og senest siden Den Kolde Krigs afslutning, ikke længere vil kunne genetableres.
Ruslands trussel står ikke alene
Radikale Venstres leder Sofie Carsten Nielsen sammenfattede, hvad der nu må ske: “Når de allerstørste kriser banker på vores dør, er der brug for to ting: At vi tør tænke nyt og stort.”
Spørgsmålet er imidlertid, om der ikke skal tænkes endnu større og endnu mere nyt end en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, en økonomisk opprioritering af militæret og iværksættelsen af en strategi til forsyningsmæssig uafhængighed af Rusland?
Når Mette Frederiksen siger, at nu handler det om “placere Danmark det rigtige sted,” så ved vi faktisk meget lidt om dette sted
Sagen er nemlig, at Ruslands trussel mod de europæiske lande ikke står alene. Sofie Carsten Nielsen siger, at krigen i Ukraine har forandret vores virkelighed og realiteterne i Europa. Det er korrekt, men hvis krigen ikke eskalerer til en europæisk storkrig og måske til en atomkrig, så tegner der sig et billede af fremtidens Europa, hvor Rusland ikke er den eneste trussel.
Når politikerne taler om de fundamentale ændringer i Europa, som krigen allerede har foranlediget, så skal Europa også have blikket stift rettet mod årstallet 2024. Her er Putin (principielt) på valg og der er valg i USA. Medmindre Putin bliver sat ud af spillet, eller sætter sig selv ud af spillet gennem en atomkrig, så bliver han genvalgt. I USA er det på ingen måde usandsynligt, at Trump bliver valgt igen, eller i hvert fald en klonet udgave af ham i form af en anden republikaner.
Når Mette Frederiksen siger, at nu handler det om “placere Danmark det rigtige sted,” så ved vi faktisk meget lidt om dette sted. Utvivlsomt har Ruslands invasion og krigsførelse i Ukraine ændret meget. Men endnu mere kan ændre sig, som vil fjerne grundlaget for hele den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. I hvert fald den del, som knytter sig til Nato. Og det er jo trods alt det, der har været kernen i europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik siden 2. Verdenskrig.
Blot et muligt scenarie: Som præsident var Trump yderst kritisk og skeptisk over for Nato-samarbejdet og samarbejde i det hele taget. For nogle dage siden fortalte Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, at Putin havde en forventning om, at Trump efter et genvalg ville have trukket USA ud af Nato. En forventning som næppe er frit opfundet, men faktisk har haft belæg i Trumps handlinger og udtalelser.
Med Rusland som en uforudsigelig terrorstat med atomvåben og ambitioner om at genoprette det gamle sovjetiske rige, og en lige så uforudsigelig amerikansk præsident med betydelig folkelig opbakning til at isolere USA og trække landet fra alle internationale samarbejdsaftaler om klima og sikkerhed – så er det virkelig korrekt, som Mette Frederiksen siger, at vi skal vi gøre vores stilling op.
Som verden ser ud allerede nu, vil Europa blive oprustet, også Danmark. EU vil komme til at få en stærkere sikkerheds- og forsvarspolitisk profil, sandsynligvis med et Danmark uden de tidligere forbehold. Og det er nok nødvendigt, fordi USA på længere sigt næppe kan regnes for en stabil sikkerhedspartner i Nato. Det er ikke usandsynligt, at Europa om få år står med et Nato uden USA, som måske på sin side bliver ligeså splittet og opdelt i mindre stater, som Sovjetunionen blev det i sin tid.
Parallelt med øget vægt på den militære forsvarsdimension i EU er det nødvendigt med seriøs gentænkning af de værdier, som vi skal være parate til at forsvare
Parallelt med øget vægt på den militære forsvarsdimension i EU er det nødvendigt med seriøs gentænkning af de værdier, som vi skal være parate til at forsvare. Det må ikke kun blive en diskussion af midlerne. Diskussionen og varetagelsen af demokratiet, pluralismen og friheden bliver let underordnet bestræbelserne på at skabe militær sikkerhed og forsvarsevne.
Den værdimæssige og kulturelle dimension skal udvikles
Freden vil i stigende grad blive bundet op på frygt og afskrækkelse. Den kommer til at bygge på isolation og afstand, og forsøget på militært at afbalancere og afskrække mulige fjender. Det betyder en nedtoning og endda afbrydelse af samarbejde og forestillinger om gensidig afhængighed, samtidig med fokus på opbygning af en stadig mere avanceret militærteknologi o.l. På de indre linjer kan det imidlertid betyde, at de værdier, som vi således ønsker at forsvare, bliver presset.
Derfor er det nødvendigt, at EU-samarbejdet ikke kun bliver domineret af forsvarspolitik og militært samarbejde, men at den politiske, værdimæssige og kulturelle dimension parallelt udvikles stærkere. Det er jo den politiske dimension bl.a. i form af demokratiet, friheden og pluralismen, som et stærkere militært forsvar skal værne mod trusler udefra.
Hvad skal Europa være, hvis det ender i en situation, hvor freden er væbnet og sikkerheden er afhængig af isolation og afstand?
Disse perspektiver kan ikke tænkes ud af ligningen om Europas fremtidige sikkerhed. Hvad skal Europa være, hvis det ender i en situation, hvor freden er væbnet og sikkerheden er afhængig af isolation og afstand? Det er ikke nok, at vi kan forsvare os, der skal også være noget at forsvare. Dette må ikke glemmes i bestræbelserne på at garantere sikkerheden med et nødvendigt og stærkt forsvar.
Bag kanonerne vil der altid være et land med mennesker, som lever deres daglige liv. Hvordan skal fremtidens Europa, herunder Danmark være, når krigstågerne letter? Hvordan skal Europa, herunder Danmark udvikles rent politisk, når det ikke længere kun er sikkerheden og det militære forsvar, der diskuteres, men også hvilken verden, hvilke politiske værdier, der skal forsvares og gives tilstrækkelig sikkerhed til, at mennesker kan leve deres daglige liv?
På den måde følger vi ikke kun den brutale magts spilleregler, men kan måske ende med at få civiliseret magten, så den udvikler et menneskeligt ansigt.
Læs mere om Ukraine-krigen på POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og