TV-DOKUMENTAR // ANMELDELSE – DR’s nye dokumentarserie Velkommen til Pengeland er historien om en fejde mellem to rigmænd – den russiske oligark Dimitri Rybololev og den schweiziske kunsthandler Yves Bouvier. Det bedste ved serien er helt afgjort, at filmholdet har kunnet følge og interviewe Bouvier selv. Her bliver dokumentaren meget nærværende. Desværre overdøves portrættet af Bouvier af seriens insisteren på fremdrift i selve historien om livet blandt de rige, og hvordan de måske/måske ikke svindler og generer hinanden.
Jeg kan levende forestille mig, hvor meget research og arbejde, der er indgået i produktionen af DR’s dokumentarserie Velkommen til Pengeland, som handler om forholdet og fejden mellem den nu 60-årige russiske kunstgødnings-oligark, Dmitry Rybolovlev, og den cirka tre år ældre schweiziske entreprenør og kunsthandler, Yves Bouvier, som Rybolovlev troede, han havde ansat som agent til at indkøbe dyre malerier af kendte kunstnere til sin private samling.
Det skete omkring 2002 og var formentlig beregnet til at være en form for pengehvidvask, men hvad Rybolovlev ikke vidste, var, at Bouvier udover at få den aftalte kommission købte billederne billigere end han solgte dem videre til sin ”chef” for. Bouvier tjente derfor millioner på hver handel, og påstår, at han bare var – lovligt – smart. Rybolovlev føler sig snydt, og tv-serien følger med en masse vidner sagen frem til en slags afgørelse via juridiske tiltag og retssager – den sidste i 2024, hvor også auktionshuset Sotheby’s er indblandet.
Samtidig er serien imidlertid et slags portræt af Bouvier, som i modsætning til Rybolovlev har stillet op, og vi får et indblik i hans nærmest vanvittige spind af selskaber og såkaldte frihavne rundt omkring i verden, hvor rigmænd kan placere deres kunstsamlinger uden at skulle betale skat af værdien. Det er lidt svært at forstå mekanismerne, men serien giver sig god tid, jf. spillelængden, og jeg vil ikke råde til at ’second screene’ undervejs, idet man dermed risikerer at misse en eller anden spidsfindighed.
Det er seriens store scoop, at Bouvier medvirker. Han prøvede ganske vist efterfølgende at nedlægge fogedforbud, idet han åbenbart ikke var så glad for sin optræden i den færdige serie
I stedet for Rybolovlev – der altså kun medvirker i diverse arkivbilleder fra nyhedsudsendelser m.m. – er hans tidligere såkaldte ”finanschef” og adskillige af hans advokater med som interviewvidner, og det samme gælder kunstkendere og især en række journalister, der tidligere har dækket sagen for aviser eller har skrevet bøger om den. Også nogle af Bouviers venner – og måske mest sigende hans rådgivende shitstorms-afværge-ekspert – er med.
Seriens scoop
Men seriens store scoop er, at Bouvier medvirker. Han forsøgte ganske vist efterfølgende at nedlægge fogedforbud, idet han åbenbart ikke var så glad for sin optræden i den færdige serie, og man har da også svært ved at finde sympati for den schweiziske rigmand i portrættet. Men det bedste er helt afgjort, at filmholdet har kunnet følge og interviewe Bouvier selv. For her bliver dokumentarserien helt nærværende.
Jo, der er masser af elegante og begavede sammenklip af de forskellige medvirkendes udsagn, når de siger det modsatte af hinanden – sådan som det ofte er kutyme i ’true crime’-genren. Men jeg fornemmer, at det er i karakteren Bouvier, at filmens instruktør ser det egentlige potentiale til at lave et personligt og filmisk prægnant værk. Scenerne med ham med deres akavede pauser og hans modspørgsmål, den indre modstand fra Bouvier og den interessante blanding af en usikker og selvsikker fremtoning er det hele værd. Spændingsfeltet mellem at være tæt på og langt fra dette menneske på samme tid er dybt fascinerende.
Desværre overdøves dét portræt noget af genrens insisteren på fremdrift i selve historien om livet blandt de rige, og hvordan de måske/måske ikke svindler og generer hinanden med sagsanlæg og det, der er værre, og som så desværre kommer til at virke en lille smule generisk.
Billederne er ofte flot arrangeret med de medvirkende en face i et stort billede med en grandios og mere eller mindre uskarp baggrund og for enkelte af dem, især Bouvier, også med et andet kamera i en anden vinkel. Der er en hel del – heller ikke ukendt for genren – genskabte tekster på computeren, der gengiver gamle samtaler, og diverse tydeliggørende grafikker. Der er mange dronebilleder af flyvemaskiner og områder i for eksempel Monaco og Gstaad, talløse sekvenser med kunst, der pakkes ned og op og transporteres i kasser, og så er der næsten væg-til-væg-musik, der skal understrege de enkelte scenernes valør via deres instrumentalisering og rytmik.
Det er selvfølgelig ikke en lektion i kunsthistorie, serien har lovet mig, men derimod en yderst velproduceret og berettiget spændende historie om nogle mennesker og en verden, man ikke kender til.
Det hele ser knaldgodt ud, og det virker, men distancen fornemmes også. Tag bare den tilsyneladende ubetydelige lille detalje, at intervieweren bag kameraet (oftest instruktøren, så vidt jeg kunne høre) ikke har mikrofon på, hvorfor hans spørgsmål og stemme derfor er lavere end dem foran kameraet.
Dette er i mine øjne og ører med til at give fornemmelsen af – sammen med det øvrige formsprog – at serien lægger afstand til indholdet, og at filmholdet betragter disse besynderlige mennesker klinisk og udefra, som gennem et mikroskop. Måske for netop at kunne sige, at man lægger afstand til deres handlinger.
Kunst og ingen kunst
Selve de malerier, som Bouvier sælger til Rybolovlev, optræder også, flere gange i rekonstruktioner af, hvordan Bouvier præsenterede kunstværkerne for Rybolovlev, men sådan godt inde i andet afsnit begyndte jeg at savne, at seriens medvirkende – og dermed også serien selv – ville få os seere til at falde i svime over kunsten.
Det handler trods alt om værker af Chagall, Picasso, van Gogh, Gauguin, da Vinci, Klimt med flere. Bouvier siger på et tidspunkt i første afsnit, at han altid kunne se på en potentiel køber, samler og rigmands øjne, om denne var ude i stand til ikke at ville anskaffe sig maleriet, koste hvad det vil, men det er vist først i tredje afsnit, at han – eller nogen anden – giver udtryk for, hvorfor de kunstværker er så fantastiske at eje. Jeg tror, det var i forbindelse med videresalget af Mark Rothkos værk ”No. 6 (Violet, Green and Red)”.
Men det er selvfølgelig ikke en lektion i kunsthistorie, som serien har lovet mig, men derimod en yderst velproduceret og berettiget spændende historie om nogle mennesker og en verden, man ikke kender til. At det samlede udtryk så undervejs fik mig til i lidt for høj grad at mindes andre internationale dokumentarserier og film, der mere eller mindre – ja, her er jeg lidt strid, det indrømmer jeg – benytter det samme formsprog, er måske bare mit problem.
Men tænk, hvis man i stedet havde set stort på sit selvpålagte opdrag og i stedet havde ladet portrættet af Bouvier stå helt centralt og kun være flankeret af historien om fejden i mindre grad. For det er i de scener, at materialet virkelig lever, og så bilder jeg mig ind, at serien og seerne ville have kunne opnå en større emotionel og intuitiv fornemmelse af livet i ”Pengeland”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og