ISRAEL/PALÆSTINA // DEBAT – De omfattende pro-palæstinensiske protester, som krigen i Gaza har medført på verdensplan, har illustreret, hvordan sociale dynamikker, identitetspolitik og tilhørsforhold trumfer nuancer og kompleksitet i den krig, protesterne kredser om, mener René Bank Isager.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I oktober 2023 kort tid efter Hamas’ blodige terrorangreb, den største enkeltstående massakre på jøder siden Anden Verdenskrig, satte den amerikanske politolog Ron E. Hassener fra University of California Berkeley sig for at undersøge, hvordan 250 pro-palæstinensiske demonstranter, der var etnisk, racemæssigt og socioøkonomisk forskellige, opfattede et af de slogans, der skulle blive så kendetegnende for de globale, pro-palæstinensiske demonstrationer, det omdiskuterede og kontroversielle: From the river to the sea – Palestine must be free.
I perioder har krigen i Gaza været det altdominerende tema og har sågar haft indvirkning på noget så – umiddelbart – fjernt som et kommunalvalg
En tredjedel (32,8 %) støttede sloganet ”i høj grad”, mens hele 53,2 % støttede det ”i mindre grad”. Dog havde flere af de adspurgte demonstranter svært ved at redegøre for, hvilken konkret river og sea, der var tale om. Nogle troede, at floden var Nilen. Andre vurderede, at det mest oplagte bud på en flod eller et hav måtte være Atlanterhavet eller Eufrat. Endelig skød andre på Det Døde Hav som the sea.
En del af de adspurgte respondenter var af den opfattelse, at sloganet var en opfordring til fredelig sameksistens mellem palæstinensere og israelere. Og man kan – med god vilje – godt opfatte sloganet som en sympatisk opfordring til, at alle palæstinensere i Gaza og på Vestbredden, mellem floden og havet, opnår frihed, uden at det nødvendigvis er ensbetydende med, at Israel som stat skal ophøre med at eksistere.
Men sloganet kan også opfattes anderledes. At der mellem the river og the sea skal etableres en palæstinensisk stat på bekostning og som erstatning for Israel. At Israel som stat de facto skal ophøre med at eksistere for at gøre plads til en palæstinensisk stat.
Det afføder en lang række uhyggelige spørgsmål: Hvad skal der så ske med Israels jødiske befolkning, der udgør 75 % af en befolkning på godt ti mio. mennesker? Hvad med de 20 % af Israels befolkning, der er israelske arabere? Vil jøder og israelske arabere være sikre i sådan en fremtidig, palæstinensisk stat, hvor Hamas’ ideologi og tankesæt, der ikke er blevet svækket, snarere tværtimod, af mere end to års krig i Gaza, stadig vil være stærkt repræsenteret?
Det vil i værste fald kunne ende i endnu en shoah, katastrofe, som er det hebraiske udtryk, der ofte anvendes om holocaust. Et folkemord defineres ikke kun som det forsætlige og aktive massedrab på en hel etnisk gruppe mv., men også at man nægter en sådan gruppe at eksistere på et givent territorium.
Weekendavisen afdækkede i september 2025, hvordan det at bekende politisk kulør til fx Socialdemokratiet, Venstre eller andre partier længere ude på højrefløjen var den sikre vej til eksklusion og stigmatisering på Københavns Universitet
De pro-palæstinensiske demonstranter beskylder ofte Israel for folkemord mod palæstinenserne i Gaza, ligesom det ofte og med rette fremhæves, at palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden nægtes deres basale rettigheder. Men hvis demonstrationernes potentielle profeti, From the river to the sea – Palestine must be free, ender med at gå i opfyldelse, vil den frihed, de ønsker at se realiseret hos palæstinenserne, ende med at blive nægtet jøderne, som i tillæg vil blive udsat for det folkemord, som Israel beskyldes for at udsætte palæstinenserne for.
Da Ron E. Hasseners respondenter blev forelagt denne mulige udlægning af sloganet, frafaldt flere end halvdelen af de adspurgte deres støtte til sloganet. ”Det er ikke en skam at være uvidende, medmindre man taler om udryddelsen af millioner,” som Ron E. Hassener selv udtrykte det i Wall Street Journal, da han præsenterede sine resultater.
Globalize the Intifada
Sloganet Globalize the Intifada var ikke en del af Ron E. Hasseners undersøgelse, men indkapsler alligevel mange af de samme tendenser som føromtalte slogan. Intifada kommer af det arabiske ord ”at ryste noget af sig” og forbindes ofte med to palæstinensiske oprør fra 1987-1993 og igen fra 2000-2005, hvor den palæstinensiske befolkning i Gaza og på Vestbredden gjorde oprør mod den israelske besættelse, manglen på deres egen stat og deres elendige levevilkår og fremtidsudsigter.
Især 2. intifada, også kendt som Al Aqsa-intifadaen, er for israelerne noget, man forbinder med selvmordsterrorister fra Hamas og Islamisk Jihad, der sprang sig selv – og mange israelere – i luften ved busstoppesteder, caféer og andre menneskefyldte lokationer. Omkring 1.000 israelere mistede livet, langt de fleste civile, i sådanne angreb under 2. intifada.
For israelere er intifada lig med mord på uskyldige israelere. I bredere forstand uskyldige jøder. Derfor opfattes sloganet også af jøder som en global, legitim jagt på jøder. Forstår demonstranterne mon, at intifada for jøder – og andre – kan opfattes sådan? Vil nogle – som med From the river to the sea, Palestine must be free – ændre mening, når de ser, hvordan sloganet kan opfattes? Nogle vil muligvis frafalde deres sympati og støtte til sloganet, mens andre uden at blinke helhjertet vil fortsætte med at bekende sig til begge slogans. Det vil i så fald være en tydelig varedeklaration som antisemit.
Hvilken fortid?
Ron E. Hasseners begrænsede feltstudie og survey undersøgte også de adspurgte demonstranters mere generelle viden om og forståelse for konfliktens lange og komplicerede historie. Her anede en fjerdel af de adspurgte ikke, hvem Yasser Arafat var, PLO’s mangeårige leder, der døde i 2004. Nogle af de adspurgte, der mente at have hørt om Yasser Arafat, troede, at han var Israels første premierminister.
Såfremt Arafat kan forveksles med David Ben-Gurion, er det nok tvivlsomt, om de kender andre centrale skikkelser i konfliktens historie som Theodor Herzl, Amin al-Husseini, David Lloyd George, Chaim Weizmann, Menachem Begin, Mahmoud Abbas eller Yitzhak Rabin.
Og nej – man behøver ikke at kende til alle konfliktens mange nuancer, årstal, personer, begivenheder, fredsaftaler osv. for at gå på gaden for at demonstrere. Men demonstranterne påberåber sig gentagne gange, at der er en lang historie, der går forud for Hamas’ terrorangreb i oktober 2023, som man skal kende til for at forstå, hvorfor Hamas foretog terrorangrebet. Hvilket er fuldstændig korrekt.
Der er en lang forhistorie, hvor man sagtens kan forklare – ikke forsvare – 7. oktober. Hvis man som ung palæstinenser i Gaza er opfostret med bedsteforældrenes minder om livet i Palæstina før fordrivelsen i 1948 i kombination med Hamas’ ideologi, en israelsk blokade af Gaza og fire korte krige (2008-2009, 2012, 2014 og 2021) med al den død, vold og ødelæggelse, det fører med sig, har man nogle af de bedste forudsætninger for ekstremisme. De forudsætninger har Israel ikke forsøgt at mindske – nærmere tværtimod.
Det bliver dog problematisk, hvis man henviser til fortiden, og ikke kender til den selvsamme fortid, der ligger forud for terrorangrebet. Dog vil nogle demonstranter højst sandsynligt kunne henvise til Al Nakba, Katastrofen, i 1948-49 under den 1. arabisk-israelske krig, som opstod som reaktion på Israels oprettelse som stat i maj 1948, hvor 750.000 arabiske palæstinensere blev flygtninge. Den begivenhed er også helt central i konflikten og er vigtig at kende til, og dens betydning kan næppe undervurderes.
Men det er næppe lige så mange af de pro-palæstinensiske demonstranter, der er opmærksomme på, at en arabisk, palæstinensisk stat kunne have set dagens lys i 1947, hvis man havde accepteret FN’s delingsplan. Måske ved de færreste også, at navnet Palæstina går tilbage til romertiden, hvor Romerriget som reaktion på de mange jødiske oprør, sluttende med Simon Bar-Kochba-opstanden i 132-135, valgte at omdøbe området til Palæstina efter jødernes gamle ærkefjender, filistrene.
Zap-generationen
De unge, der er den primære drivkraft og motor i demonstrationerne, er vokset op i en tid, hvor flygtighed, fart og forandring er mere dominerende faktorer end fordybelse og fortolkninger. Den struktur har også til en vis grad koloniseret de ældre generationer, hvorved det ikke – alene – kan betragtes som et fænomen for unge.
Men i netop denne konflikt bliver den flygtighed og manglende evne til fordybelse særlig problematisk, for her er der vitterligt tale om en konflikt med dybe historiske rødder, en enorm kompleksitet og et ubeskriveligt antal af fortolkninger og myter om væsentlige dele af konfliktens lange historie.
Demonstranterne er en del af en generation, hvor tingene er flygtige, og man zapper hurtigt videre til noget nyt. Man kan også sige, at de swiper eller scroller hurtigt videre. Det skal gå hurtigt. Det er ikke en bevidst modvilje mod at fordybe sig og læse substantiel baggrundslitteratur.
Mange gør det bare ikke. Og de får ikke deres nyheder fra etablerede medier, som de betragter som både gammeldags, men også som håndlangere for – med deres ord – den zionistiske apartheidstat eller terroristerne i Hamas.
De tilgår deres viden om konflikten via TikTok, Snapchat, Instagram og andre sociale medier, hvor man bliver tæppebombet af reels, stories, videoer mv. Man når slet ikke at forholde sig til kildekritikkens mest basale værktøjer som tendens, kontekst, troværdighed og ophavsperson.
Det er ikke uvæsentligt, om det er Times of Israel eller Al Jazeera, der uploader content om konflikten på deres platforme. Men indtrykkene lagrer sig alligevel i ens bevidsthed. Og bombarderes man konstant med videoer af palæstinensiske børn, der grædende og desperate står i en madkø i Gaza i håbet om at få en lille smule mel, eller sønderknuste, palæstinensiske forældre, der bærer rundt på liget af deres barn, bliver rammen for din forståelse af konflikten også derefter. Algoritmerne besværliggør også et mere mangfoldigt perspektiv, da de blot reproducerer de forestillinger og fortællinger, som man i forvejen har om konflikten.
At være udenfor
I lang tid har disse demonstrationer nærmest været ophøjet til en slags pilgrimsfærd, som ”man” skulle deltage i for at forblive en accepteret del af de fællesskaber, man befandt sig i, blandt andet på universiteterne. Der er ikke noget værre for et menneske end at blive ekskluderet fra et fællesskab.
De unge føler sig næppe presset til at demonstrere, men er nok i højere grad bevidste eller ubevidste om, hvilke signaler, man sender ved ikke at deltage i demonstrationerne. Bliver man betragtet som én, der aktivt støtter et folkemord i Gaza, hvis man ikke deltager ud fra devisen: Enten er du med os, palæstinenserne, eller også er du for folkemord, etnisk udrensning og apartheid. Bliver man mon inviteret med til næste fest, hvis man bliver væk fra en demo?
Weekendavisen afdækkede i september 2025, hvordan det at bekende politisk kulør til fx Socialdemokratiet, Venstre eller andre partier længere ude på højrefløjen var den sikre vej til eksklusion og stigmatisering på Københavns Universitet. Det er alment kendt, både historisk set og i dag, at mange studiemiljøer – ikke mindst i de større byer – abonnerer på en overvejende pro-palæstinensisk diskurs og en bredere anti-imperialistisk og antikolonial tilgang. For dem er Israel den koloniserende besættelsesmagt og apartheidstat, der er bakket op af imperialisterne over dem alle, USA. De strukturer er stærke på uddannelsesinstitutioner, og samtidig findes der dygtige, mobiliseringsstærke – og kompromisløse – studerende, der formår at samle de studerende om den palæstinensiske sag.
Det er bestemt ikke kun i studiemiljøer og på campus, at sådanne fænomener findes. Det eksisterer også i muslimske miljøer, men det er nøjagtig de samme dynamikker, der er på spil.
FOMO
Demonstranterne er også drevet af fænomenet FOMO (Fear of missing out, red.) – frygten for at gå glip af noget. I perioder har krigen i Gaza været det altdominerende tema og har sågar haft indvirkning på noget så – umiddelbart – fjernt som et kommunalvalg. Krigen i Gaza var den dagsorden, som man skulle være med på.
Netværkssamfundet, som det er døbt af den spanske sociolog Manuel Castells, taler netop ind i det fænomen, hvor mobilisering skal ske hurtigt – og ikke mindst være synlig. Det handler om konstant online at eksponere andre for det, som de går glip af.
Dermed kan man også iscenesætte sig selv og sin identitet gennem en demonstration og både høste anerkendelse og det, som den franske sociolog Pierre Bourdieu vil kalde symbolsk kapital. Man skal ikke underkende følelsen af at være en del af et engageret fællesskab, hvor man nærmest kan mærke viben og energien hos sine meddemonstranter. Den energi er en langt større drivkraft for protesterne end konfliktens anatomi og historie, endsige det at forholde sig kritisk til nogle af de slogans, der bliver råbt ud i gaderne. Det er større end det.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og