Fred til velstand – Trumps ‘Vision’ for Mellemøsten

i Politik & Samfund/Mellemøsten af

KOMMENTAR // MELLEMØSTEN – Jo mere man læser i den amerikanske præsidents Vision for Mellemøsten, ‘Fred til velstand’, jo mere må man give de kritikere ret, som siger, at det slet ikke er meningen, at palæstinenserne skal acceptere den, hvilket også må anses for en umulighed, skriver Birgitte Rahbek. Her forklarer hun hvorfor. 

Tirsdag den 28. januar, dagen efter den officielle mindedag for Holocaust, blev der i Det Hvide Hus i Washington opført et nøje koreograferet skuespil, der i sin tragikomiske opsætning ikke stod tilbage for et afsnit af House of Cards.

Hovedpersonerne var den amerikanske præsident Donald Trump, den tredje amerikanske præsident der er blevet stillet for en rigsret, og Benjamin Netanyahu, den første siddende israelske premierminister, der anklages for korruption, bestikkelse m.m. Som klakører var inviteret repræsentanter for det yderste højre med multimilliardæren Sheldon Adelson i front. Samme Adelson har udtalt, at palæstinenserne er et folk, der er opfundet med det ene formål at ødelægge Israel.

I flokken kunne også skimtes Trumps advokat i forbindelse med rigsretssagen, Alan Dershowitz, der i årtier har bekæmpet alt og alle, herunder ikke mindst den Israel-kritiske professor Norman Finkelstein, der på amerikanske universiteter ytrer sig kritisk om Israel. Og så var der naturligvis svigersønnen Jared Kushner, hvis uvidenhed om Mellemøsten kun overgås af hans arrogance, som illustreret i interviewet på Al Jazeera, hvor han efter ceremonien føjede hån, spot og latterliggørelse til sin plan.

Med i salen var desuden flere repræsentanter for den israelske højrefløj samt Trumps solide vælgerbasis, de evangeliske kristne, hvis kærlighed og urokkelige støtte til Israel baserer sig på den i bund og grund antisemitiske holdning, at det drejer sig om at få alle jøder til Israel, for så vil Messias komme, men så skal jøderne til gengæld også omvendes til kristendommen. Hvis ikke, vil de ende med at brænde op i helvede.

Visionen indledes med at konstatere, at både israelere og palæstinensere har lidt meget under deres langvarige konflikt, men det er kun de israelske tab, der fremhæves – Hamas har dræbt hundredvis – og dræbt og såret i tusindvis – af israelere

Donald Trumps fremlæggelse af sin ’Deal of the Century’ var grum i sin ensidige pro-israelske tilgang, hvor palæstinenserne i vid udstrækning blev reduceret til terrorister og en trussel imod Israels sikkerhed. Netop denne sikkerhed går igen i hele planen, eller Visionen, som den kaldes; ordet sikkerhed forekommer således 167 gange, og refererer så godt som hver gang til Israels sikkerhed. For som der står på side 8:

USA kan ikke bede noget land, og da slet ikke staten Israel, en nær allieret, om at indgå kompromiser, som ville forværre en allerede prekær sikkerhedssituation. USA vil kun bede Israel om at indgå kompromiser, som vi tror på vil gøre staten Israel og dens befolkning mere sikker på kort og lang sigt. Denne Vision blev designet i den ånd. Alle andre lande bør have samme indstilling.”(s. 12)

Hvis man ikke vidste bedre – hvilket de fleste amerikanere ikke gør – ville man ikke ane, at Israel er en af verdens stærkeste militærmagter med en meget betydelig våbenindustri og -eksport og ydermere under USA’s beskyttende vinger. Dertil kommer at Israel har noget af det mest sofistikerede militære udstyr og ikke mindst atomvåben i alle varianter. Det er derfor grænsende til det komiske, når der står, at det er vigtigt for Israels sikkerhed at annektere Jordandalen, som i dag allerede er plastret til med israelsk militær og drivhuse.

Israel skal også bibeholde mindst en ’early-warning station’ i den kommende palæstinensiske stat (s. 23). Ligesom det er op til Israel, og Israel alene, at bestemme, hvilke luftbårne overvågningsudstyr de vil anvende, også på palæstinensisk territorium. Dertil kommer, at selvom de to ”stater” hver især kan udarbejde deres egne zone-inddelinger og udstede byggetilladelser, så skal zoning og planlægning i de områder af den palæstinensiske stat, som grænser op til den israelske stat være underkastet ’den israelske stats altoverskyggende sikkerhedsansvar’. (s. 24) Et kig på den planlagte palæstinensiske stat af form som en lang bræmme af øer, i bedste fald forbundet med broer eller tunneller, vil vise, at der ikke er mange områder i den palæstinensiske stat, der ikke støder op til Israel.

Noget af det, der karakteriserer en stat, er at den har kontrol over sine grænser, men det gælder ikke den palæstinensiske, hvor ”Alle personer og varer vil krydse grænserne ind til den palæstinensiske stat gennem regulerede grænseovergange, som skal overvåges af staten Israel”. (s. 24)

Visionen indledes med at konstatere, at både israelere og palæstinensere har lidt meget under deres langvarige konflikt, men det er kun de israelske tab, der fremhæves – Hamas har dræbt hundredvis – og dræbt og såret i tusindvis – af israelere. Mere nøgterne israelske kilder kan fortælle, at palæstinenserne fra den anden intifada (september 2000) til september 2017 dræbte 813 civile israelere. Hvorimod Israel ifølge FN’s OCHA i perioden 1.1.2008 til 1.1.2020 har dræbt 5.562 palæstinensere, heraf langt størstedelen i Gaza og her igen især i 2014-krigen. Det fremhæves desuden flere gange, at Hamas er skyld i, at Gaza er ved at udvikle sig til en humanitær katastrofe. Israels luftbombardementer og blokade af Gaza er tilsyneladende ikke en del af forklaringen.

Trumps forsøg på at knipse flygtningeproblemet væk

Størstedelen af Gazas indbyggere er flygtninge eller efterkommere af flygtninge fra 1948. De fleste andre flygtninge fra den tid bor i de omkringliggende arabiske lande, og de har i alle årene håbet på at kunne vende tilbage til Palæstina. Det kan de godt glemme alt om; eller næsten alt, for det vil hvert år blive tilladt 5.000 palæstinensiske flygtninge at slå sig ned i den palæstinensiske stat i de kommende 10 år, dvs. tilsammen 50.000 ud af de i alt 4-5 mio. palæstinensiske flygtninge. Det siger næsten sig selv, at palæstinenserne ikke alene kan bestemme, hvem og hvor mange de vil lukke ind i landet som flygtninge, der skal også her tages hensyn til Israels sikkerhed.

Nogle af de flygtninge, der ikke kan eller vil flytte til den palæstinensiske stat, kan måske få en vis kompensation gennem en ”Palestinian Refugee Trust”, som skal administreres af USA og den palæstinensiske stat.

Men ellers skal det være slut med al den snak om palæstinensiske flygtninge, for ifølge Visionen er der over 70 mio. flygtninge i verden, og desuden blev lige så mange jøder fordrevet fra de arabiske lande. Dette argument er af nyere dato, dvs. et par årtier gammelt, for i sagens natur kan de arabiske landes handlinger ikke lægges palæstinenserne til last, og spørgsmålet blev fx ikke rejst under fredsforhandlingerne med Egypten i 1978.

Flygtningeproblemet har alle dage været et stort problem i forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. Men sidstnævnte har hver gang vist sig villige til at ville forhandle en mindelig løsning, som ikke forringede Israels jødiske dominans

Endelig er det ikke uvæsentligt, at Israel var meget aktiv i at hente jøderne ud (i Bagdad måtte Mossad ty til håndgranater, for at skræmme jøderne til at udvandre) eller sørge for, at de rejste til Israel og ikke til noget andet land. Alle beretninger tyder på, at jøderne havde et godt liv i de arabiske lande, indtil staten Israels oprettelse, men derefter vendte stemningen sig flere steder imod dem. Det var og er et tab for den arabiske verden, at jøderne forlod den, og mange arabiske/orientalske jøder i Israel nærer endnu nostalgiske følelser for deres oprindelseslande.

Trumps forsøg på at knipse flygtningeproblemet væk begyndte allerede, da han indstillede støtten til UNRWA, FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge, og organisationen tænkes nedlagt, når parterne har underskrevet Trumps plan. Sådan blev det problem løst. Og det selvom palæstinensernes ret til at vende tilbage til det historiske Palæstina er en individuel ret, som ingen ydre instans kan ophæve.

Flygtningeproblemet har alle dage været et stort problem i forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. Men sidstnævnte har hver gang vist sig villige til at ville forhandle en mindelig løsning, som ikke forringede Israels jødiske dominans. Hvor Trumps plan fritager Israel for noget som helst ansvar – og/eller kompensation – kunne man i det uofficielle paper, der blev resultatet af Tabaforhandlingerne, som fulgte efter de fejlslagne Camp David forhandlinger i 2000, læse, at Israel tog et delvist ansvar for Sabra-Shatila-massakren i september 1982 i Libanon, og derfor ville tilbyde overlevende flygtninge derfra at vende tilbage til selve Israel.

Spørgsmålet om Jerusalem

Et af de store temaer ved de såkaldte fredsforhandlinger har alle dage være spørgsmålet om Jerusalem, der ifølge den oprindelige delingsplan fra FN (1947) skulle have været en selvstændig enhed under international administration. Det kom som bekendt ikke til at ske, i stedet blev byen i 1948/49 delt i Øst- og Vestjerusalem, og endelig blev Østjerusalem erobret af Israel i Junikrigen 1967. Siden dengang har indbyggerne i Østjerusalem haft en særlig status med et såkaldt Jerusalem-ID, der stillede dem bedre end indbyggerne i de andre besatte områder, men dårligere end israelske statsborgere.

Ikke mindst efter Osloaftalen har Israel gjort alt for at fordrive palæstinenserne fra både den gamle bydel inden for muren og fra resten af Østjerusalem. Det er sket ved at smide folk ud af deres lejligheder og huse for at give plads til israelske bosættere, eller ved at fratage folk deres Jerusalem-ID, eller sørge for at ikke alle i familien har et ID, så de må flytte til Vestbredden, hvis de vil være sammen.

Yitzhak Rabin, Bill Clinton og Yaser Arafat under mødet i Oslo, 13. september 1993. Foto: Wikimedia Commons

Alligevel bor der stadig flere hundrede tusinde palæstinensere i Østjerusalem, som ifølge Trump-planen nu vil kunne vælge, om de vil blive statsborgere i Israel eller i den palæstinensiske stat eller beholde deres status med permanent opholdstilladelse i Israel. For som bekendt skal både Øst- og Vestjerusalem fremover være Israels evige og udelelige hovedstad. Til gengæld kan palæstinenserne få hovedstad i landsbyen Abu Dis, der grænser op til Jerusalem, og hvor adskillelsesmuren løber midt ned igennem hovedgaden. Det skal så stå dem frit for at kalde Abu Dis for Al Quds (det arabiske navn for Jerusalem).

Fra starten har zionisternes mål været at tilegne sig så meget af Palæstinas (og oprindeligt også Transjordaniens) jord som muligt med så få indbyggere som muligt. Ifølge Jerusalem Post boede der i 2012 293.000 palæstinensere i Østjerusalem. Det vides ikke hvor mange af disse, der i mellemtiden er blevet fordrevet, fordi deres hjem er blevet ødelagt. Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem har de israelske myndigheder siden 2004 ødelagt 949 hjem i Østjerusalem og derved fordrevet over 3.000 palæstinensere. Husødelæggelserne er taget til i antal, således at der alene i de første 10 måneder af 2019 blev ødelagt over 140 palæstinensiske hjem, hvorved 238 palæstinensere, heraf 127 mindreårige, blev gjort hjemløse.

Under alle omstændigheder betragter Israel så stort et antal palæstinensere som en demografisk trussel. Det er formentlig i det lys, at man skal forstå Visionens forslag om at ændre grænsen mellem Israel og Vestbredden, således at den såkaldte Trekant med byerne Umm al Fahm, Kafr Qasim, Kafr Qara og 7 andre byer med en samlet befolkning på omkring 300.000 indbyggere, der som Trump sagde ved sin fremlæggelse af Visionen, alligevel identificerer sig som palæstinensere, bliver lagt ind under den kommende palæstinensiske stat. Denne del af planen har allerede skabt stor bekymring i det pågældende område, en bekymring for at indbyggerne mister deres israelske statsborgerskab og bliver skubbet over i en utopi af en fremtidig palæstinensisk stat. Ifølge Visionen skal parterne dog være enige om det.

Da den palæstinensiske ’præsident’, Mahmoud Abbas, et par dage efter mødet i Det Hvide Hus talte til et hasteindkaldt møde i den Arabiske Liga, gjorde han meget ud af spørgsmålet om Jerusalem, velvidende at det spørgsmål er vigtigt ikke kun for palæstinenserne, som de arabiske lande er ret ligeglade med, men for alle arabere og muslimer, da det er islams tredjehelligste sted med al Aqsa moskeen, den Trump i første omgang kaldte Al Aqua moskeen, der ligesom Klippemoskeen (med den forgyldte kuppel, der fremstår som byens vartegn) ligger på Haram al Sharif, af israelerne kaldet Tempelpladsen. Det var på denne plads at Ariel Sharon i 2000 mødte op med en talstærk flok soldater og tilhængere, en provokation som blev startskuddet på den 2. intifada.

Planen for palæstinenserne bør være en oplagt tilskyndelse til at få skabt enhed, først og fremmest mellem Fatah og Hamas. Det må også siges at være på tide at afholde valg, så man kan stille med en legitim ledelse

Jøder har haft adgang til pladsen, men det er dem forbudt at bede på pladsen. Dette bliver betragtet som en provokation og som en forløber for de yderligtgående israelske jøders drøm om at rydde Tempelpladsen og genopbygge et jødisk tempel. Men Trumps plan fjerner dette forbud og fremover skal folk af enhver trosretning (i praksis jøder og muslimer) have lov til at bede på Haram al-Sharif, idet man tager hensyn til hver religions bedetidspunkter og helligdage. Dette bliver af alle palæstinensere og muslimer opfattet som en uhørt provokation.

For øvrigt mente Mahmoud Abbas slet ikke, at Donald Trump havde haft noget med planen at gøre, endsige læst den. Forfatterne var derimod svigersønnen Jared Kushner, selv ortodoks jøde med finansielle interesser i bosættelserne, USA’s ambassadør i Israel David Friedman og Jason Greenblatt, tidligere USA’s særlige Mellemøstudsending.

Israel roses i Visionen for ved sin accept af denne plan at have givet betydelige indrømmelser i form af afståelse af landområder til den kommende palæstinensiske stat, ganske vist golde ørkenområder, men som der står (s. 8), “så er det en historisk sjældenhed at trække sig tilbage fra områder, som man har erobret i en defensiv krig”. Der er ifølge planen tale om områder, som “Israel har valide retskrav og historiske krav på, og områder som er en del af det jødiske folks fædrene hjemland”. Det hedder, at Israel allerede har trukket sig tilbage fra 88% af det område, som landet besatte i 1967. Det høje tal medregner naturligvis den store Sinaihalvø, der i 1979 blev givet tilbage til Egypten, men tilbage står de frugtbare syriske Golanhøjder og de mest frugtbare dele af Vestbredden.

Kravene til palæstinenserne

Palæstinenserne skal anerkende Israel som ’den jødiske stat’ og tage afstand fra og bekæmpe enhver form for terrorisme. Den palæstinensiske stat skal være helt demilitariseret, og Israel skal stå for den overordnede sikkerhed. USA forventer ikke, at Israel vil forhandle med en palæstinensisk regering, der rummer medlemmer af Hamas, Islamisk Jihad eller stedfortrædende grupper. Hvis forhandlinger mellem israelere og palæstinensere resulterer i en fredsaftale, forventes Israel kun at opfylde sine betingelser, hvis den Palæstinensiske Selvstyremyndighed eller en anden institution, som er acceptabel for Israel, har fuld kontrol med Gaza, og hvis terrororganisationer i Gaza er afvæbnet, og Gaza er helt demilitariseret.

PA (den palæstinensiske selvstyremyndighed) beskyldes med rette for at være plaget af fejlslagne institutioner og korruption. Det skal der rettes op på, hvis palæstinenserne skal gøre sig håb om at få en stat. Der skal også oprettes et uafhængigt retsvæsen, der sikrer lov og ret og straffer dem, der overtræder lovene.

Dertil kommer at ”palæstinenserne skal sætte en stopper for alle programmer, inklusive læseplaner og skolebøger, som har til formål at tilskynde til eller fremme had eller antagonisme i forhold til naboer, eller som kompenserer eller ansporer til kriminel eller voldelig handling” (s. 38). Dette er en beskyldning der igen og igen rettes imod palæstinenserne, at deres skolebøger er fulde af anti-israelsk propaganda. Påstanden er gang på gang blevet tilbagevist. Til gengæld har den israelske forsker Nurit Peled-Elhanan undersøgt, hvorledes palæstinensere fremstilles i israelske skolebøger, og hun konkluderer sin forskning således:

“Det fremgår tydeligt af denne undersøgelse at racistiske og diskriminerende tiltag imod palæstinensere fremstilles som legitime over for de israelske elever.

Mange israelske skolebøger er ofte gennemsyret af etniske fordomme over for en ’fjende’ som ikke alene inkluderer de underkuede og ude-af-syne palæstinensiske ikke-statsborgere i de besatte områder og Gaza. Men også de palæstinensiske statsborgere i Israel, der fra officiel israelsk side ofte bliver omtalt som ’den indre fjende’ eller ’femte kolonne’.”

Et yderligere krav til palæstinenserne er, at de skal indstille deres politiske og juridiske krigsførelse imod staten Israel. Det betyder i klartekst først og fremmest, at Palæstina ikke må indbringe Israel for ICC for påståede krigsforbrydelser. De må heller ikke søge at få FN til at vedtage resolutioner vendt imod Israel, og de skal indstille enhver støtte til boykotbevægelsen BDS (Boycott, Divestment and Sanctions).

Planen slår endnu engang fast, at magt er ret. Sådan fungerer det blot ikke i de undertryktes hjerter

I sidste instans er det op til Israel at vurdere, om palæstinenserne lever op til de mange krav. Hvis Israel på et tidspunkt beslutter, at den palæstinensiske stat har udvist såvel vilje som evne til at bekæmpe terrorisme, vil man udpege et område på Vestbredden, som skal være et pilotprojekt, for at finde ud af, om den palæstinensiske stat er i stand til at imødekomme de udstukne sikkerhedskrav.

På samme måde skal det med tiden afgøres, om palæstinenserne kan få lov til at bygge deres egen havn i Gaza (indtil da kan de allernådigst få anvist lidt havneplads i Haifa og Ashdod) og dertil en lufthavn til små fly.

Jo mere man læser i denne Vision, jo mere må man give de kritikere ret, som siger, at det slet ikke er meningen, at palæstinenserne skal acceptere den, hvilket også må anses for en umulighed. Meningen er, at planen kan bekræfte zionisternes yndede mantra om, at palæstinenserne aldrig lader en chance gå fra sig til at lade en chance gå fra sig. Som om palæstinenserne på noget tidspunkt har fået tilbudt noget, der blot nærmer sig international ret. Risikoen for palæstinenserne er i denne omgang, at Israel eksekverer sine annekteringsplaner og sammen med USA fortsætter kvælningen af de sidste rester af Palæstina.

Til gengæld kan man mene, at planen for palæstinenserne bør være en oplagt tilskyndelse til at få skabt enhed, først og fremmest mellem Fatah og Hamas. Det må også siges at være på tide at afholde valg, så man kan stille med en legitim ledelse.

Planen slår endnu engang fast, at magt er ret. Sådan fungerer det blot ikke i de undertryktes hjerter.


Topfoto: Donald Trump og Benjamin Netanyahu under deres møde d. 28  januar 2020, Wikimedia Commons

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Min interesse for Mellemøsten går tilbage til mit første besøg i Libanon i 1968. Jeg kom der som turist ved et tilfælde, men dette første møde med det brogede og gæstfrie land skulle blive afgørende for meget af det, der skete senere i mit liv. Jeg kom dertil uden interesse for eller kendskab til Mellemøstkonflikten, men det blev der rettet op på et par år senere, da jeg gik på det Amerikanske Universitet i Beirut og der blev undervist af nogle af de mest fremtrædende palæstinensiske og libanesiske professorer, bl.a. Walid Khalidi, Hisham Sharabi, Halim Barakat og Samir Khalaf.

Min uddannelsesmæssige baggrund går fra en tresproglig (engelsk, tysk og fransk) korrespondenteksamen fra Århus Handelshøjskole, over et bifag i fransk fra Københavns Universitet til en magistergrad i kultursociologi samme sted med konferens om arabiske kvindekår (senere udkommet som bog af samme navn i 1982) - videre til en licentiatgrad (Phd) i pædagogik fra Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet) om de sociokulturelle, pædagogiske og psykologiske aspekter ved indvandrerundervisning, med afhandlingen "Børn mellem 2 kulturer" (udgivet som bog i 1987). Endelig har jeg taget en fireårig uddannelse som psykoterapeut fra Psykoterapeutisk Institut i København og en grunduddannelse i konfliktløsning ved Center for Konfliktløsning.

Jeg var ansat i Danmarks Radio i 23 år, hvor jeg har lavet montager, dokumentarprogrammer, portrætter, reportager, ”Den europæiske filosofis historie” i 37 afsnit á 1 time, (udkommet som bogen "Når mennesket undrer sig").

Jeg var i 7 år redaktør af det samfundsvidenskabelige magasinprogram "Synsfeltet". Mine sidste serier i DR handlede om den Menneskelige psyke, Danmarks industrialisering og Traditionel konfliktløsning. Se desuden her - artikel af Leif Hjernøe.
I hele perioden har jeg holdt min interesse for og viden om Mellemøsten ved lige, og har foruden mange artikler og foredrag udgivet bøger om dette og andre emner: Se venligst under menupunktet 'Bøger'.

Jeg har boet et par år i Libanon, hvor jeg bl.a. læste political science, historie, sociologi og antropologi på Det amerikanske Universitet (AUB), desuden har jeg rejst i mange af de andre arabiske lande, ikke mindst i Israel og de besatte palæstinensiske områder.

Endvidere har jeg boet et år i Paris og et halvt år i USA.

Læs mere på www.birgitterahbek.dk

Seneste artikler om Politik & Samfund