TEATER // ANMELDELSE – I deres nye forestilling Teatermaskinen undersøger Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller genren, leger med virkemidlerne og udfordrer skuespillerne i en metaforestilling, hvor publikum kommer rundt i teatrets centrifuge af følelser, ord og illusioner. Det hele som en finale i Staffan Valdemar Holms teaterliv, hvor han vil have svar på: Hvad er det egentlig, teater kan? Hvor er teaterkunsten på vej hen? Og hvordan gør de?
”Hvordan gør de?”
Sådan skulle den svenske verdensinstruktør Ingmar Bergman have spurgt, fordi han egentlig ikke forstod, hvordan skuespillerne arbejdede på scenen.
Måske spurgte han i virkeligheden sådan her: ”Jag har fan aldrig förstått hur de gör!” Efter sigende fik Bergman aldrig svar.
Derfor søger landsmanden Staffan Valdemar Holm nu svaret i sin afskedsforestilling, som sætter punktum for en lang karriere, med urpremieren på forestillingen Teatermaskinen på Det Kongelige Teater.
Alene de seks skuespilleres optræden er hele aftenen værd. De seks leverer teaterkunst og skuespil i verdensklasse
Her undersøger Holm genren, leger med virkemidlerne og udfordrer skuespillerne i en metaforestilling, hvor publikum kommer rundt i teatrets centrifuge af følelser, ord og illusioner. Det hele som en finale i Staffan Valdemar Holms teaterliv, hvor han vil have svar på: Hvad er det egentlig, teater kan? Hvor er teaterkunsten på vej hen? Og hvordan gør de?
Hvis man har været teaternørd siden 1980’erne og 1990’erne, kan man næsten ikke undgå at have hørt om den svenske teaterinstruktør og teaterchef Staffan Valdemar Holm og den danske scenograf Bente Lykke Møller.
I omkring 40 år har de været makkerpar i teaterverdenen og delt seng i privatlivet. De er kendt for deres stramme teateræstetik og minimalistiske scenebilleder, hvor publikum bliver tvunget til at tage stilling til ordene i skrabede, tidløse, arkitektoniske scenerum, som har givet plads til, at skuespillere, kostumer og rekvisitter kan træde stærkere frem.
De store øjeblikke skabes af tillid
For at nå i mål med deres vision om at undersøge teatrets væsen og hvordan skuespillerne gør det, har Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller allieret sig med seks helt fantastiske skuespillere: de danske Jens Albinus, Nicolas Bro, Olaf Johannessen, Tina Gylling Mortensen og Karen-Lise Mynster samt den svenske stjerne Stina Ekblad.
Og lad mig sige det med det samme. Alene de seks skuespilleres optræden er hele aftenen værd. De seks leverer teaterkunst og skuespil i verdensklasse.
Der er tillid mellem instruktøren og skuespillerne, kan man mærke. Og netop tillid har været et af Staffan Valdemar Holms vigtigste værktøjer gennem hans arbejdsliv.
I et interview med Isabelle Reynaud i Rehearsal Matters sagde den svenske instruktør om teaterprocessen og tillid:
”Bergman sagde noget, jeg synes er meget godt: At kun en atmosfære af lys, venlighed og disciplin kan nærme sig det grænseløse. Det tror jeg er vigtigt. At skabe en grundtryghed i processen, der gør, at skuespillerne tør. Man bliver ikke særlig kreativ, hvis man er bange. Den anden ting er, at de virkelig skal stole på ens øjne. At de bliver set, at det, man gør, bliver set, at det, man bringer ind i en proces, bliver set. Og det er vigtigt at tage imod.
De skuespillere, jeg har arbejdet med, som jo næsten alle er af allerhøjeste klasse, er virkelig dygtige inden for deres område. Teater er en kollektiv kunstart, så man skal skabe denne her tryghed og tillid og alt det der. Man skal også have disciplin, og man skal stille krav: ’Jeg vil, at du skal blive endnu bedre nu, og at du krydser den grænse, hvor du altid standser.’
I alt dette bliver der nødt til at være en tryghed, men det er også det, at man ikke er for insisterende. Jeg har et meget klart koncept, når jeg begynder. Jeg ved, hvad jeg vil, men jeg ville ikke være tilfreds, hvis jeg kom til en premiere, hvor det ’kun’ var blevet til det, jeg ville. Jeg vil, at det skal være bedre end det, jeg ville, og det er afhængigt af de andres kreativitet.
For at kunne være kreativ bliver man nødt til at have tillid og respekt. Jeg synes, det er det vigtigste af alt. Jeg har også studeret mange teaterprocesser, fordi jeg har været teaterchef på Dramaten. I min tid har jeg haft næsten 150 premierer, hvor jeg har fulgt disse processer. Jeg ved præcis, hvad der sker, når det går galt. Det er tilliden, der forsvinder. Man stoler ikke på hinanden, og så kan det aldrig blive godt.”
Disse ord fortæller nærmest alt om Staffan Valdemar Holm og alt det, han er kendt og respekteret for i teaterverdenen.
Han er uddannet på Statens Teaterskole i København. Helt naturligt, mener han selv. Han er nemlig vokset op i Skåne, så København føltes mere som hans hovedstad end Stockholm, og så kom han ikke ind på uddannelsen i Stockholm! Siden er han vendt tilbage til Danmark mange gange. Han har nået at være teaterdirektør på det nuværende Malmö Stadsteater, Dramaten i Stockholm og Düsseldorfer Schauspielhaus i Düsseldorf. Han har altid haft en idé om, at det er en nødvendighed for kunsten og livet ikke at sidde fast for længe i de samme positioner og stillinger.
Tour de force
Staffan Valdemar Holm har sat sit aftryk, siden han sammen med Bente Lykke Møller grundlagde Nyt Skandinavisk Forsøgsteater i 1988.
Nu slutter en teaterepoke pudsigt nok med forestillingen Teatermaskinen. Pudsigt, at netop Staffan Valdemar Holm kalder sin forestilling det. Han har nemlig altid været imod det, som han kalder ”industri-produktions-agtigt-teater”, som betyder, at scenekunsten aldrig må blive rutinepræget, forudsigelig og mekanisk.
Jeg skal love for, at Teatermaskinen aldrig bliver mekanisk! Tværtimod er det en manisk tour de force, et kalejdoskopisk indblik i teaterkunstens verden.
Teatermaskinen er også, i øvrigt som de fleste af Staffan Valdemar Holms iscenesættelser, en blanding af intellektuel eftertænksomhed og fornøjelig underholdning
Jeg vil ikke prøve at forklare forestillingen, der som forstået ikke er en lineær fortælling med en start, en midte og en slutning, men består af fragmenter af værker af de store dramatikere som Euripides, Shakespeare, Schiller, Molière, Strindberg, Tjekhov og Norén. Ekstremt morsomme sekvenser, hvor skuespillerne møder deres teaterpædagog til forskellige øvelser. Gennemgang af diverse teaterteorier og kloge ord på video fra nogle af Staffan Valdemar Holms europæiske kolleger.
Jeg havde en fest, da jeg så forestillingen. En kæmpe fest faktisk. Den har alt det, teater skal have: ord, følelser, overraskelser, rytme, morskab, spænding, genkendelse, sorg, kærlighed, konflikt og så videre og så videre.
MEN Teatermaskinen er også, i øvrigt som de fleste af Staffan Valdemar Holms iscenesættelser, en blanding af intellektuel eftertænksomhed og fornøjelig underholdning, der pirrer lidt til vores syn på verden.
Hvis man kan lide skuespil fra øverste hylde og normalt går i teater, så skal man afsted, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men hvis man kun ser en enkelt musical om året og tænker, at Teatermaskinen kan være en slags introduktion til teaterkunsten, så tror jeg, man skal blive hjemme. For Teatermaskinen er først og fremmest Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers kærlighedserklæring til teatret og livet, der ganske melankolsk slutter med David Bowies sang fra 2013, Where Are We Now?, der handler om erindring, tid og tab.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og