Det skulle være forbudt at være så dum, som jeg var den aften, men det er det desværre ikke. Og kun fordi det lykkedes mig at få rettet op på min dumhed, fortæller jeg nu om denne koncertoplevelse med Kasper Winding. Han har været på Danmarksturné og optrådt til intimkoncerter rundt i landet. Ham alene med sine keyboards, klaver, mikrofoner, computere og historier – fortalt med humor, selvindsigt og ydmyghed.
”Jamen har hende der Monica ikke lige skrevet om hans søster Alberte Winding i POV International”, spørger den vakse læser.
Jo det har jeg. Det er et mærkeligt tilfælde. Ligeså mærkeligt som at jeg brugte Albertes sang “Det er lørdag” som kending til det program, jeg lavede på DR P4 og bror Kasper Windings sang “Alle har en drøm” som kending til det program, jeg lavede, på DR P5 – samtidig.
Sådan er det bare.
Men nu til historien: Den begynder med, at jeg blev mindet om, at der er gået et år siden, jeg havde mit sidste program i DR, et radioprogram på P5, hvor Kasper Winding var min gæst. Dejlig oplevelse, god snak, hvor jeg bl. a. fik mulighed for at sige tak for lån af hans sang som kending.
Og så var jeg ude af DR!
Billedet fra den lejlighed lagde jeg ud på Facebook dengang, og altså igen for nylig. En af kommentarerne lød, om jeg var klar over, at Kasper Winding spillede i Koncerthuset nogle dage senere. Det var jeg ikke, så jeg skyndte mig at købe billet. Den koncert ville jeg bare opleve, ikke mindst fordi det var en aften, hvor Kasper fortæller om sin karriere og sine sange.
Dumheden
Jeg ankom til Koncerthuset fuld af forventninger, glad i låget. Jeg var alene, gik gennem kontrollen ved indgangen og ned ad trapperne til Studie 2. Gik ind i studiet, og gisp (!) konstaterede, at det var en stående koncert! Jeg hader det. Hvad er der nu i vejen med stole? Ikke skyggen af en skammel eller andet at sidde på. Heldigvis var vi flere, der fordrev ventetiden til koncertstart ved simpelthen at sætte os på gulvet.
Nå, ham Kasper Winding er jo en flink fyr, så han har sikkert givet nogle unge mulighed for at være opvarmning til sine koncerter, var min konklusion
Her havde jeg rig anledning til at undre mig over, at ingen af mine jævnaldrende ville opleve denne mand, der har fornøjet os danskere med masser af gode sange og er et kæmpestort navn blandt verdensberømte musikere.
Har mine jævnaldrende glemt ham? Gider de ikke gå i byen og høre musik mere? Alle tilskuere i lokalet var unge, og jeg var den ældste. Virkelig mærkeligt! Nå, der er åbenbart magneter i sofaerne, når man er over 30, tænkte jeg.
Og jeg fremturede i min dumhed: en ung fyr gik på scenen og sagde kort, at han optrådte for første gang og havde to musikere til hjælp.
Hvad? Tænkte jeg.
Nå, ham Kasper Winding er jo en flink fyr, så han har sikkert givet nogle unge mulighed for at være opvarmning til sine koncerter, var min konklusion. Jeg tjekkede billetten, nej, der stod ikke noget om ham der oppe på scenen. Men jeg lyttede, det var ok, uden at vi behøver at skrive hjem om det.
Efter 5-6 sange gik de af scenen. Derefter var der en længere pause, mens der blev skiftet instrumenter på scenen. Imens tænkte jeg, at det var som om lokalet var skrumpet, mens jeg undrede mig over, at man havde sat sorte plader på væggene hen over de smukke bruntonede portrætter af store musikalske danskere, som Studie 2 er kendt for.
Her vågnede jeg
Hvor dum kan man være? Ja, så dum.
Da der kom en ny gruppe musikere på scenen, der overhovedet ikke har noget med Kasper Winding at gøre, rejste jeg mig resolut op, gik ud og spurgte en kontrollør, om jeg lige kunne få indblik i aftenens program.
“Jamen hvad skal du høre?”
“Kasper Winding”, svarer jeg.
“Men det er inde i Studie 2!”
Ja, du har selvfølgelig allerede gættet det, men først her vågnede jeg!
Hjernedøde Monica var gået ind i den forkerte koncertsal, nemlig Studie 3, og imens jeg kedede mig musikalsk i over en time, var Kasper Winding blevet færdig med første del af sin koncert. Foyerområdet var fyldt med folk, hans tilhørere, der holdt pause, mens de nød en forfriskning.
Jeg var ude af mig selv. Totalt nar! Klaptorsk! Kvajpande!
Jeg følte mig så tordnende dum, at jeg ikke kunne have det. Selvbebrejdelser, ærgrelser, efterrationaliseringer: Hvorfor tjekker de ikke billetterne, når man går ind til en koncert? Hallo, du er 67 år, det er vist dit eget ansvar
Selvbebrejdelserne stod i kø. Der var ingen døde, men jeg var faktisk ulykkelig og virkelig vred på mig selv. Jeg havde mistet halvdelen af koncerten, hele første del, og kom derfor underligt skævt ind i oplevelsen, da vi gik ind til anden del.
Han var jo i gang. Publikum var allerede i gang. De havde fundet stemningen. Mens jeg først skulle ud af den forkerte koncert og ind i den rigtige. En trøst var det dog, at her var der stole at sidde på, og der var selvfølgelig tilhørere i alle aldre, sådan som jeg havde forventet.
På scenen optrådte Kasper Winding, sang og fortalte historier, hvor man har svært ved at tro, at det er rigtigt. Men det er de. Om Frank Zappa, der ringede til den 18-årige Kasper og spurgte, om han ville spille trommer for ham, og om Kanye West, der for nylig ringede og spurgte, om ikke han ville lave nogle sange til ham. Om tyske Kraftwerk, der var så banebrydende anderledes end al den musik han hørte hjemme hos forældrene. Her var ingen bluesrock, her var ingen guitarer. Her var hans generations musik dengang, illustreret af hans udgave af deres ”Neonlicht”.
Sangene, han spillede og sang for os, var personlige, spændende og underholdende, som han sad der afslappet i sine espadriller og fortalte.
Frustrationen koger
Så jeg fik oplevelsen af Kasper Winding, men jo kun den halve, og tog dybt frustreret hjem. Der manglede noget. Hvis nogen spurgte, hvad jeg syntes om koncerten, hvad skulle jeg så sige?
Og skulle jeg for altid tænke, at hvis Daniel Joy bliver et stort navn, så var jeg med til hans Københavnerdebutkoncert, ved en fejl, fordi jeg egentlig skulle have hørt Kasper Winding?
Jeg følte mig så tordnende dum, at jeg ikke kunne have det. Selvbebrejdelser, ærgrelser, efterrationaliseringer: Hvorfor tjekker de ikke billetterne, når man går ind til en koncert? Hallo, du er 67 år, det er vist dit eget ansvar. Men hvorfor reagerede du ikke på din undren over, at de var alt for unge alle sammen, og hvorfor fandt du dig i, at der var et ukendt navn på scenen?
Jeg vendte tilbage til de spørgsmål natten igennem, sov elendigt og uroligt, vågnede flere gange af frustration og selvhad. Det sad i kroppen.
Hvad hvis jeg aldrig fik hørt første del? Hvad mon jeg var gået glip af?
Hvad hvis det var sidste gang, han var på turne i Danmark? Og værst af alt: Hvorfor var jeg så dum, at jeg ikke opdagede det? Dybt frustreret kunne jeg konstatere, at det kunne jeg ikke svare på.
Og så lykkedes det. Jeg fik ro igen. Sang for sang fik jeg som med en mental lynlås lukket ærgrelsen inde og gjort skaden god igen, fjernet skammen over min dumhed
Frustrationerne fortsatte, og næste dag var der anmeldelse af koncerten i min avis, med overskriften ”Spektakulært onemanshow”. Med omtale af hvad der foregik i første del. “Særligt rørende er fortællingen om Lis Sørensens ‘Verden er i farver’ fra 1991” f eks. Hvilken rørende historie? Jeg var ved at gå ud af mit gode skind af ærgrelse.
Der var kun én ting at gøre. Jeg undersøgte, om der var en mulighed for at høre koncerten igen. Det tætteste på var i Næstved samme aften, hvor jeg havde et heftigt program dagen igennem.
Men der var ingen vej udenom. Ved 20-tiden var billetten købt, og jeg rullede af sted på motorvejen fra København til Næstved, ankom til det hyggelige sted Vershuset i god tid og fik plads tæt på scenen.
Forløsningen
Vi var vel 100-120 mennesker til stede i det aflange mørke, og hyggelige rum. Et par kvinder ved mit bord sad og snakkede. ”Nå, mon han står derude bagved og er nervøs”, spurgte den ene. ”På den anden side, så har han jo optrådt, siden han var teenager!”, sagde den anden. Jo, vi var hardcore fans, der var til koncert.
Der var ingen introduktion, Kasper Winding kom ligeså stille ind på scenen, satte sig og begyndte at spille. Og så lykkedes det. Jeg fik ro igen. Sang for sang fik jeg som med en mental lynlås lukket ærgrelsen inde og gjort skaden god igen, fjernet skammen over min dumhed.
Jeg fik hørt mit programs kendingsmelodi spillet af mesteren selv. Hørt historien om dengang, da han fik opfordringen til at lave to sange til “Mig og Charly”. Men det skulle være med ”en folkesanger fra Lyngby”, som det blev sagt om C.V. Jørgensen. Han forstod slet ikke, hvordan det kunne lade sig gøre for C.V. at synge de tekster, han havde skrevet, “han lagde jo en hel roman ind i første linje!”
Her er første vers:
Du finder sikkert aldrig
ud af hvem Charly var
for pludselig så var han der bare
& lige med et står du her
& ka’ nu næsten ikke se ham mer’
kun som en lille bitte prik
i horisonten der langsomt forsvinder
ja så er drømmen imidlertidigt slut
men du vil huske hvert eneste mikroskopiske minut
Den anden sang i filmen var ”Lidt til og meget mer’”, som Sanne Salomonsen synger med på; og det var i den produktion, Kasper Winding for første gang troede på, at han kunne leve af at skrive musik.
“Før det var jeg bare en trommeslager”, som han sagde.
Han og C.V. Jørgensen har stadig kontakt og laver noget hvert 10. år, som han sagde. ”Så der kommer nok snart noget”.
Det tror jeg er sød musik i rigtig manges ører. Der har længe været alt for stille omkring ham, men nu er det annonceret, at C.V. Jørgensen spiller på Roskilde Festival 2018; og han netop har fået Wilhelm Hansens musikpris 2017. Troede man, at han var gået på frivillig pension, ja så er den i hvert fald aflyst.
Og jo, jeg fik både fortællingen om, hvorfor Kasper Winding og Thomas Blachmann lavede sange til Caroline Henderson og den rørende historie om Lis Sørensen og sangen ”Verden er fuld af farver”, som Kasper Winding har skrevet. Men dem får du ikke her, for jeg skulle jo helt til Næstved for at få dem, og noget skal der også være tilbage, hvis Kasper Winding laver flere koncerter i Danmark.
Til gengæld får du her sangen i en smuk instrumental version.
Og så nød jeg forresten 2. del af koncerten med Kasper Winding – igen.
Topfoto: Kasper Winding på scenen i Næstved i Vers-Huset fredag 25. oktober 2017, privatfoto.
Point of View er gratis, og vi, der blogger, modtager ingen betaling.
Hvis du holder af, hvad jeg skriver og har lyst til at støtte min forsatte skribentvirksomhed, så modtager jeg med glæde både små og store beløb på Mobile Pay 2424 6242
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
