POV 10 ÅR // TALE – Den 1. februar 2026 fylder POV 10 år. Det uafhængige medie og journalistiske fællesskab blev stiftet af Annegrethe Rasmussen, Signe Wenneberg og Morten Bay. I dag er POV rigt befolket med både arbejdsheste, indadvendte genier, selvbevidste primadonnaer, søjlehelgener, hidsigpropper, kæmpetalenter og pissegodt opdragede skribenter, fotografer eller redaktører, og vi kan ikke undvære nogen af dem
Kære læsere, vi er trådt ind i et år med en ret vild milepæl lige foran os: Søndag har POV rund fødselsdag – vi fylder 10 år.
Mediet POV International kom til verden den 1. februar 2016 efter, hvad jeg tror, må være den hurtigste skabelsesproces for noget medie nogensinde. Det tog én skaldet måned med et budget på 0 kroner og 23 journalister i skribentgruppen, der tog sig af alt: Vi skrev, redigerede, illustrerede og fortalte til alle, der gad lytte, at jo, man kunne godt lave et journalistisk fællesskab – et medie, hvor man både behandlede hinanden ordentligt og gav fri adgang til kvalitetsjournalistik til alle læsere.
Som vi dengang sagde: “Vi vil lave public service på private hænder” – som The Guardian, som det gamle Huffington Post og som amerikanske NPR, der svarer til radiodelen af DR i USA.
Uafhængige er vi fortsat, og vi er stolte af også at være rebellernes avis – et medie, hvor en vis fandenivoldskhed er velkomment, og vi udelukkende står til ansvar for læserne og Pressenævnet
Vi så det som en kæmpe styrke, at vi ikke havde eksterne ejere. Journalisterne bestemte selv, og man kunne hverken eje os eller investere i os. Uafhængige er vi fortsat, og vi er stolte af også at være rebellernes avis, et medie, hvor en vis fandenivoldskhed er velkommen, og hvor vi udelukkende står til ansvar for læserne og Pressenævnet.
“Hvad vi ikke har i rigtig kapital, må vi have i social kapital,” sagde vi til hinanden, og i en iskold og nedskæringspræget mediebranche, hvor fyringer nærmest var og stadig er månedens tilbud, er det også nu i 2026 en styrke for POV, at vi er et rart journalistisk fællesskab, hvor vi opmuntrer og kritiserer hinanden på redaktionen, men hvor vi aldrig bagtaler hinanden.
Til gengæld giver POV den enkelte skribent mulighed for at folde sig ud, en frihed som topstyrede medier ikke rutter med til andre end nogle få “stjerneskribenter”.
Den enkelte skribents lyst til at skrive med passion om emner, vedkommende ved noget om og synes er vigtige, er fortsat en drivkraft i POV og et overordnet redaktionelt princip for os. Vi er også stolte af at have sat det, man i gamle dage kaldte “den angelsaksiske nyhedsanalyse”, i højsædet. Det vil sige en journalistik, hvor man ikke fokuserer på “breaking news”, men i stedet sætter viden og perspektiv i centrum og tilbyder læserne et overblik over døgnets største historier, i dag kyndigt styret af habile redaktører.
Når ens største styrke også er en svaghed
I dag ved vi godt, at vores styrke også er en betydelig svaghed, ja måske endda en fare for vores overlevelse. Vi ved, at vores mangel på penge ikke i længden kan opvejes af ildsjæle, der dag ud og dag ind knokler pro bono. Vi har brug for at konvertere vores mange tusinde læsere til abonnenter eller medlemmer, kald det hvad du vil, som vil lægge 25 kroner om måneden. Og vi har brug for fonde, der kan se det demokratisk værdifulde i at støtte et åbent kvalitetsmedie i en tid, hvor fake news, uredigeret AI og en stigende polarisering af både det politiske og økonomiske rum er dagens ret.
Men værdifuldt er det ikke desto mindre, at POV i dag findes som et fristed i den danske medieverden. Og at vi findes, for nu at låne et andet slogan fra en hedengangen avis, som en avis for folk, der har lyst til at skrive, lavet til folk, der har lyst til at læse og lytte. For podcasts laver vi i dag også flere af.
Alligevel er det lidt uvirkeligt for mig, at POV fylder 10 år. Tiden er spurtet af sted over stok og sten, og der har været tidspunkter undervejs siden 2016, hvor jeg troede, skibet ville kæntre. Oftest fordi der var for mange løse ender og umulige praksisser, når det gjaldt alt andet end journalistik – især økonomi og budgetlægning – men også vores tendens til at have tusind vildtvoksende idéer og drømme om tusind projekter, der ikke var mandskab, tid eller penge til.
Kun døde fisk flyder som bekendt med strømmen og man lærer også en del om, hvad man ikke skal eller vil via konflikter
Et par gange tårnede uenighederne sig op, folk skændtes, så det bragede, og et par stykker afmønstrede POV-skuden. Det sidste var sikkert nyttigt nok, uanset at det føltes ubehageligt. Kun døde fisk flyder som bekendt med strømmen, og man lærer også en del om, hvad man ikke skal eller vil, via konflikter.
I dag er vi i POV rigt befolket med både arbejdsheste, indadvendte genier, selvbevidste primadonnaer, søjlehelgener, hidsigpropper, kæmpetalenter og pissegodt opdragede skribenter, fotografer eller redaktører, og vi kan ikke undvære nogen af dem!
Hvad vi har nået på de 10 år
POV har flere gange i løbet af de 10 år formået at funkle som et lille kvalitetsmedie, der endda har været først med alt muligt – som da vi lavede en anonym hotline, hvor mennesker kunne dele overgrebsfortællinger fra den politiske og journalistiske verden i den danske #metoo-barndom.
Vi blev lynhurtigt overhalet af både TV 2 og Politiken, men vi var først. Eller som de gange, hvor vi har leveret egne temaer om emner, der lå mange skribenter på hjerte – hvad enten det var barndomsfortællinger (der senere blev til en bog), en serie med beretninger fra 1970’erne i anledning af GOLDEN DAYS Festivalen eller et fuldt udfoldet tema om sammenhængen mellem litteratur, erhvervsliv og ledelse.
POV har altid været et fællesskab, før vi var noget andet, og det er præcis dét, vi skal fejre med vores medlemmer, der bliver inviteret med som gæster
Vores anmeldelser inden for især musik og litteratur har opnået berettiget opsigt og ros i brede kulturelle kredse, og til min glæde er vores udlandsdækning i dag også af usædvanlig høj kvalitet. Vi har gennem tiden bragt skønne serier med rejsebreve, vi har udviklet en succesrig fredagsmadklumme, og vi har kastet os ud i adskillige podcast-succeser, som da vi samarbejdede med Tine Bryld-komitéen og igen lavede faste formater om litteratur, politik og musik.
Vi har også skabt nye formater med en række idérige redaktører: POV Weekend, POV Study og senest vores nyhedsbrev fra mandag til fredag, POV Overblik. Samtidig har vi søsat projekter, der er mislykkedes, som POV Radio og POV Business. Og snart går vi i gang med et helt nyt projekt, hvor vi skal sætte AI i arbejdstøjet for at frigøre flere ressourcer til journalistikken.
Men fælles for det hele er, at det alt sammen havde været umuligt uden læsernes og skribenternes entusiasme, bistået af lige så flittige illustratorer, fotografer, webfolk og bestyrelsesmedlemmer, der også arbejder uden løn.
Jeg glæder mig til, at vi sammen med vores abonnenter skal samles og fejre POV på søndag i Demokrati Garage i København NV med en minifestival: Vi lægger ud med med festtaler og tre skarpe paneler om journalistik, udenrigspolitik og dansk politik. Kl. 18 skåler vi og ønsker hinanden tillykke og hygger til loungemusik af vores egen DJ, Aida Mai Ceesay.
POV har altid været et fællesskab, før vi var noget andet, og det er præcis dét, vi skal fejre med vores medlemmer, der bliver inviteret med som gæster.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.