Portugals første sejr i Eurovisionens finale var også en sejr for musikken i resten af den portugisisktalende verden. Lars Luplau, der har en særlig svaghed for brasiliansk musik, mener at vindersangen er en blanding af europæisk og brasiliansk tradition. Den lyder, som var den blevet til midt ude i Atlanten, skriver han.
Først en indrømmelse: Denne skribent er ikke ret trofast, hvad Melodi Grand Prix angår. Er jeg hjemme på dagen, plejer jeg at se det, men det kunne aldrig falde mig ind at indrette en weekend efter Eurovisionen. Men når jeg har set showet, har jeg altid undret mig over, hvorfor Portugal ikke i højere grad har ladet sig inspirere af resten af den portugisisktalende verden.
RTP (Rádio e Televisão de Portugal) har tilsyneladende holdt fast i en forestilling om, at landets bidrag til Eurovision skulle have et klart og traditionelt portugisisk udtryk uden spor af aftryk fra de tidligere kolonier. Folk i Portugal, især de yngre af slagsen, har slet ikke fortidens forbehold overfor indflydelsen fra brasiliansk og afrikansk kulturproduktion. Musik, de meget populærere brasilianske telenovelas, og film bliver uden fine postkoloniale fornemmelser i stor stil konsumeret af helt almindelige portugisere.
Når man kigger rundt i det portugisiske sprogområde, som er verdens 6. største, er der ellers nok inspiration at hente udenfor Portugal. Fra Afrika er en del af teksterne ikke på portugisisk men på kreol – et blandingssprog, som portugisisktalende med lidt anstrengelse kan forstå. Men der er ingen tvivl om, at lidt inspiration fra eksempelvis den nu afdøde Cesária Évora kunne have løftet tidligere tiders portugisiske bidrag til Eurovisionen.
Den største indflydelse kommer imidlertid fra Brasilien – landet med over 200 mio. indbyggere og en kulturproduktion, der nogenlunde afspejler denne størrelse. Denne er umiddelbart tilgængelig for portugisere, fordi man taler samme sprog. I 2017 ser vi endvidere en generation, der er vokset op i en verden, hvor ingen har sorteret i eller filtreret det, som har fået lov at tage turen over Atlanten.
Så det måtte jo komme. En portugisisk kunstner ved Eurovisionen, der helt tydeligt har ladet sig inspirere af de bedste brasilianske musikere. Salvador Sobral nævner selv Caetano Veloso som en inspiration. Og beundringen er gengældt. Caetano har selv været ude med en video, hvor han giver sin støtte til Salvador. Blitz fortæller i sin deling af videoen, at Salvador fik Caetanos hilsen refereret i timerne efter sejren og skulle have sagt, at “den hilsen var mere værd end trofæet.”
Når man hører Caetano i denne coverversion af Peninhas Sozinho – som den canadisk/portugisiske Nelly Furtado også har lavet en fin version af – er det tydeligt at fornemme, at Salvador har lyttet mange timer til Caetano.
Amar Pelos Dois er komponeret af Salvadors søster, Luísa. Hendes komposition er temmelig brasiliansk med klar inspiration fra tropicalismo, mens man i arrangementet har gjort, hvad man kunne for at iklæde melodien et portugisisk udtryk. Derfor lyder sangen, som var den blevet til midt i Atlanterhavet. Derudover aner man bestemt også søskendeparrets fælles begejstring for Chet Baker.
Det er ikke kun arrangementet, der skriger “Portugal”. Den særlige og ekstremt melankolske måde at synge om ulykkelig og uendelig kærlighed på, som kendes fra fadoen, rammer sangen ret godt. Den patos er ligeså portugisisk som grillede sardiner med vinho verde.
Første gang, jeg hørte Salvador fremføre sangen, kom jeg til at tænke på Zeca Baleiro fra São Luis i delstaten Maranhão. Hvis man indsvøbte en af hans ballader i et arrangement som Amar Pelos Dois, ville Salvador Sobral på troværdig vis kunne fremføre den som et portugisisk bidrag til konkurrencen. Omvendt ville Zeca Baleiro med lidt guitar og harmonika få vindersangen fra Eurovision 2017 til at lyde som en typisk nordøstbrasiliansk folk-sang.
I 2003 udgav Zeca denne ballade sammen med Raimundo Fagner. Det er for mig tydeligt, at Zeca Baleiro og søskendeparret Sobral har drukket fra samme inspirationskilde.
Den portugisisksprogede verden er kæmpestor. Og kulturproduktionen er mangfoldig og spændende. Portugiserne kalder Tejo – floden der i Lissabon løber ud i Atlanterhavet – for “Floden hvorfra verden blev opdaget”. Næste år afholdes Eurovisionens finale formentlig i Lissabon. Portugals sejr er måske et signal om, at den verden, som portugiserne mener at have opdaget, bliver genopdaget. Og igen med Tejos udløb som udgangspunkt.
Topfoto: Andres Putting/Eurovision press photo.
Mikrobidrag til skribenten via MobilePay på 21222329
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
