TRUMPVÆLGER // PORTRÆT – For nogle er Trump den værste præsident nogensinde, men for hans tilhængere er han den bedste. I februar interviewede Martin Poul Gangelhoff tilhængeren Robin for at finde ud af, hvor denne loyalitet kommer fra. Det blev til et sjældent dybdegående og personligt portræt. Men kan det gøre os lidt klogere på fænomenet Trump og hans tilhængere? Bedøm selv. Dette er del 2 af portrættet. Del 1 kan læses her.
Fra bagsædet kan Robin se mandens kæbe tygge som en besat.
Hans store, mørke pupiller spejder rovdyragtigt ud, hvor bilens lyskegler fortoner sig i natten. Hans ene hånd på rattet, den anden på whiskyflasken.
Selv er hun kun fuld, men det er nok til at tage toppen af dødsangsten og fokusere på den gode følelse i maven: endelig at være accepteret af de seje
35-årige Robin er rædselsslagen. Hun har aldrig i sit liv set for sig, at hun skulle køre ned ad motorvejen i høj fart med en chauffør med blodet pumpende fuld af ecstasy og alkohol.
Selv er hun kun fuld, men det er nok til at tage toppen af dødsangsten og fokusere på den gode følelse i maven: endelig at være accepteret af de seje.
Skuffelse
Sine 20’ere brugte Robin på at blive en selvstændig og selvforsørgende kvinde. Hun var stadig lidt af en enspænder. Men i en alder af 34 fandt hun pludselig sig selv som en del af en større gruppe festaber. Alle i 20’erne og med meget anderledes værdier end hende.
I dag er hun ikke i tvivl om, at de tog hende ind, fordi hun var så naiv og uskyldig:
”De ville korrumpere mig. Det sagde de faktisk. ”Vi skal have hende til at ryge pot”.
Og det lykkedes dem. Jeg endte med at lære at ryge pot. Det var ikke nemt, men det var ok. Jeg endte også med at date et pothoved.”
Forholdet med pothovedet varede ikke længe, og i løbet af et par år faldt festgruppen også fra hinanden. Robin gik atter enegang gennem tilværelsen.
Robins mor og tyggede på lidt, før hun svarede: ”Jamen, jeg kan jo ikke både være din mor og din ven”
Da Robin var fyldt 40 og en dag kom hjem fra arbejde, lå der en konvolut og ventede på hende i postkassen. Brevet fra søsteren, som ikke havde villet tale til hende i 30 år.
”Hun undskyldte og forklarede, at hendes måde at behandle mig på skyldtes hendes OCD og angst. Jeg sad bare med brevet i hånden og tænkte ”hvilken forskel gør det?”
Alligevel valgte Robin at tilgive sin søster, og de fik en skrøbelig relation op og stå. Således har de tos forhold været de sidste 25 år. Korte perioder, hvor de prøver på at tale sammen, efterfulgt af lange perioder, hvor de ikke gør.
Lige nu er de inde i sådan en periode.
Robin forsøgte også flere gange at række ud til sin mor.
Engang samlede Robin mod til sig og sagde til hende: ”Vi fungerer ikke som mor og datter, sagde jeg til hende. Men måske vi kan fungere som venner, for jeg kunne virkelig godt bruge en ven.”
Der er bred enighed om, at Trump er en mand fyldt med kærlighed. Ifølge hans tilhængere elsker han alle. ”Også afrikanske amerikanere og homoseksuelle”
Den sad Robins mor og tyggede på lidt, før hun svarede: ”Jamen, jeg kan jo ikke både være din mor og din ven.” Robin gav hende to valg: De kunne give hendes forslag en chance eller fortsætte den relation, de hidtil havde haft.
Moren valgte det sidste.
Tålmodighed
Køen kurver så langt øjet rækker, men niveauet af tålmodighed hos forsamlingen ville være et tibetansk munkekloster værdigt.
Efter halvanden time i kø koger det dog over for en mand foran mig. ”Det her er jo sindssygt.” Men han får hurtigt samling på sig selv: ”Vi må hellere fortælle Trump om det her,” joker han.
Der er bred enighed om, at Trump er en mand fyldt med kærlighed. Ifølge hans tilhængere elsker han alle. ”Også afrikanske amerikanere og homoseksuelle”.
Det er ikke altid lige sjovt som ung konservativ at færdes i et udpræget venstreorienteret miljø
To timer i kø og jeg kan nu skimte pølserne, der ligger og roterer på grillen i boden.
Lige foran mig slår et ungt par tiden ihjel ved at se en kamp mellem to hold i computerspillet CS:GO-kamp på pigens telefon. Bag mig er et andet ungt par i gang med en ivrig diskussion på et computersprog, jeg ikke fatter et ord af. De hedder Carson og Julia og går begge på Northern Arizona University.
Det er ikke altid lige sjovt som ung konservativ at færdes i et udpræget venstreorienteret miljø, fortæller de:
”Vi bliver set ned på”, siger Carson. ”Selv af underviserne”, tilføjer Julia og fortæller, at hun blev nødt til at fjerne et Trump-klistermærke fra sin computer, da en lærer i statistik begyndte at lange ud efter hende. ”Men han sagde ikke noget til alle dem med Bernie-klistermærker.”
Carson kan også fortælle, at hjemme hos hans forældre har han fået forbud mod at tale om Trump. Selvom hans mor, der er demokrat, ikke holder sine politiske synspunkter tilbage.
Kampen
Mad har været en tro følgesvend for Robin gennem det meste af livet. Det har været en trøst, hvor ingen anden har meldt sig. Vægten har derfor svinget meget, og efter Robin var fyldt 40, søgte hun hjælp for sin overspisning hos Anonyme Overspisere.
I deres 12-skridts program fandt hun Jesus. ”Jeg har læst mig igennem mange selvhjælpsbøger, og intet af det var ægte, men Jesus er ægte, så han hjalp mig.”
På samme tid begyndte Robin også at interessere sig for politik. Ikke meget til en start, men nok til at hun for første gang stemte til et præsidentvalg. Det var i 2000, og stemmen faldt på Bush. Den endelige politiske vækkelse kom først med Obama.
”Med ham indså jeg, at vores land havde et virkelig stort problem.”
Demokraterne hader USA. De mener, det er et ondt, racistisk land, der ikke fortjener at have det så godt. Deres hoveder er virkelig forskruede. Jeg tror, de er mentalt syge
Erkendelsen kom helt præcist 24. juli 2008, hvor Robin tændte for fjernsynet og så den endnu ikke valgte præsident stå og holde tale i Berlin foran 200.000.
”Jeg er en verdensborger,” parodierer Robin Obama og ruller med øjnene. ”Jeg tænkte, ‘det er forkert det der’. Han er en amerikansk borger. I hvert fald i teorien.”
Robin vidste med det samme, at Obama ville blive præsident, og som hans tale skred frem, blev hun fyldt med afsky.
”Det var kvalmende. Der var noget galt med den mand. Den måde han talte på som nærmest var messiansk: ”Jeg vil sænke havene”, eller hvad det nu var. Det var nok noget med global opvarmning.”
Det, Obama sagde i sin tale, var: “ Nu er det nu, hvor vi må gå sammen og redde denne planet. Lad os løse, at vi ikke vil efterlade vore børn en verden, hvor havene rejser sig og sult spreder sig og forfærdelige storme ødelægger vore jorde.”
Robin kastede sig over politiske bøger, de fleste konservative, meldte sig ind i borgerlige bogklubber og blev aktiv i Tea Party-bevægelsen, en ultrakonservativ fraktion i det republikanske parti.
Med dette engagement opstod også et nyt socialt liv for Robin.
Hun mødte folk, der tænkte, som hun, og fik ros for sin ildhu og intelligens. For Robin og hendes nye venner var Obama personificeringen af det fjendebillede, de så vinde frem i USA, og som har Demokraterne som deres politiske apparat.
I en kristen forståelse er de onde, fordi djævlen arbejder gennem venstrefløjen. De vil nedbryde samfundet, og hvordan gør man det? Man starter med familien. Vi taler om kommunisme, nazisme og seksuelle perversioner
For hende står de for mindre gud, mere regering, højere skatter og et skred i ærkeamerikanske værdier.
”De hader USA. De mener, det er et ondt, racistisk land, der ikke fortjener at have det så godt. Deres hoveder er virkelig forskruede. Jeg tror, de er mentalt syge.”
Et andet problem, Robin har med Demokraterne, er, at hun ikke kan have en fornuftig diskussion med dem. ”De baserer ikke deres argumenter på fakta, men på følelser. Deres politik er, hvad der føles godt”.
Én af Trumps vigtigste opgaver har derfor været at rydde op i konsekvenserne af denne føle-politik, forklarer Robin. Især ved at rense statsapparatet for jurister og dommere, som blev indsat under Obama.
Kampen om forfatningen er for Robin en kamp om den amerikanske sjæl. Endda en kamp mellem godt og ondt, mellem Gud og Satan
For Robin med det primære formål, at gøre Demokraternes fortolkning af forfatningen til den universelt gældende:
”Demokraterne mener, at forfatningen skal tilpasses tiderne, hvor vi konservative mener, man kun kan forstå den ordret, hvilket er den eneste rigtige måde at læse forfatningen på.”
Kampen om forfatningen er for Robin en kamp om den amerikanske sjæl. Endda en kamp mellem godt og ondt, mellem Gud og Satan. Hun ved, at det er hårde ord, og det er heller ikke, fordi hun mener Demokraterne nødvendigvis er onde.
”Men i en kristen forståelse er de onde, fordi djævlen arbejder gennem venstrefløjen. De vil nedbryde samfundet, og hvordan gør man det? Man starter med familien. Vi taler om kommunisme, nazisme og seksuelle perversioner. ”
“Se på Hitler. Han gik fuldt ind for disse perversioner. Hans hær bestod af homoseksuelle, men ikke af den feminine slags. De voldtog små drenge for at ødelægge dem, så de også kunne blive aggressive homoseksuelle.”
Vrede
Efter to og en halv time har køen delt sig i to med retning mod hver deres bod.
Min sidemand er nu en skaldet, lavstammet mand med en tyk vom og et halt ben. Han taler med en kvinde om, hvad de anser som en orkestreret invasion af demokrater i Arizona.
”De spreder sig som rotter,” siger han. Jeg spørger, om det ikke kan skyldes, at boligpriserne i Californien er eksploderet de senere år. ”Måske for nogle,” svarer manden, som præsenterer sig som Bob. Vi falder i snak.
Bob er 58, og for 20 år siden tvang en arbejdsulykke ham på tidlig pension fra militæret. Lægerne sagde ifølge ham selv, at han ville tilbringe resten af livet i kørestol.
Men Bob ”snød alle de kloge hoveder.” Gennem 17 år har han praktiseret shamanisme, der gør, at han – som han forklarer det – kan tappe energi fra åndeverdenen. ”Det gør mit liv tåleligt.”
Den indianske kultur har dog altid fascineret Bob, og det at være Shaman er en livsstil for ham. ”Jeg kan snakke med dyr,” siger han, da jeg spørger, hvad det indebærer.
Fortryllelsen har nærmest løftet hende og alle andre op ved håret, og under de enorme bifald bekræfter de to sole i salen hinanden: Trump og tilhængerne, tilhængerne og Trump. En mægtig og svimlende rotation
Da jeg langt om længe og med favnen fuld af hotdogs træder ind i areanen igen er det til Donald Trump Junior, der fra scenen råber noget om ”kommunister.”
Jeg spotter Robin og drager et langt suk, da jeg sætter mig ved siden af hende. Om en halv time er det seniors tur.
View this post on Instagram#Repost @nelkboys ・・・ Just sauced up the YMCA with @realdonaldtrump 💃🏻🇺🇸
Ekkokammer
Demokraterne er ikke den eneste hjemlige trussel. Medierne er den anden akse i den tandem, der ifølge Robins konspirationer forsøger at trække et rødt slør henover USA.
”De liberale medier rapporterer ikke nyhederne, faktaene. Jeg ser dem på Fox – fordi de viser udpluk fra mainstreammedierne – og det er rædsomt.”
Uanset hvor meget underholdning, CNN og andre liberale medier skulle forsøge sig med, vil de aldrig kunne lokke Robin til: ”De lyver det meste af tiden
“På Fox giver de dig specifikke fakta, og hvis de tager en kommentator ind, deklarerer de det, så det er tydeligt, at der tale om meninger, ikke nyheder.”
Jeg spørger, om hun har tænkt på, at forskellene i mediernes nyhedsrapportering skyldes en forskel i perspektiver.
”Selvfølgelig kan du have en anden vinkel, men… Det virker som om… Og de kalder Fox News for State News, fordi det skulle være et talerør for Trump.”
Jeg spørger igen, og Robin svarer: ”Du kan have forskellige perspektiver, men en masse af det, de liberale medier siger, er åbenlyst politisk motiveret.”
Mønstret gentager sig i løbet af det seks timer lange interview.
Når jeg presser på for at få en forklaring på en af hendes alvorlige anklager, stopper hun op, leder efter ordene og ender som regel med at vige uden om. Meget ukarakteristisk for en dame, der ellers er kvik i replikken og ikke holder sig tilbage.
Før hun blev politisk, forsøgte hun at give CNN en chance. ”Dengang var det en respekteret nyhedskanal, men det var altså for kedeligt til, at jeg gad se det”
Konservative medier er det eneste, der står på menuen hjemme hos Robin. Udover Fox News er det i form af taleradio og nyhedsbreve, som hun læser hver morgen. Før hun blev politisk, forsøgte hun at give CNN en chance. ”Dengang var det en respekteret nyhedskanal, men det var altså for kedeligt til, at jeg gad se det.”.
– Hvad fandt du kedeligt ved det?
”Fordi det bare var rene nyheder, som var til at falde i søvn over. Jeg kan lide at blive underholdt, samtidig med at jeg får mine nyheder”.
Men uanset hvor meget underholdning, CNN og andre liberale medier skulle forsøge sig med, vil de aldrig kunne lokke Robin til: ”De lyver det meste af tiden. Ikke altid bevidst, men de er så besmittet af deres eget skrald, at de tror på det. Andre gange lyver de åbenlyst, fordi de er så fyldt med had”.
– Hvad med de konservative medier. Sker det aldrig, at de lyver?
”Nej, det sker aldrig. Det er meget underligt.”
– Kan du forstå, hvis nogen synes, du lever i ekkokammer?
”Nej, for det gør jeg ikke,” svarer Robin med eftertryk, ”men det gør dem, som ser CNN og MSNBC.”
Håbet
Som en operasanger indtager Donald Trump scenen. Med sin vanlige udskudte underlæbe og sammenknebne øjne vandrer den evige showman rundt på scenen og hilser på sit folk.
I sin åbning slår han fast: ”Der har aldrig været en bevægelse som denne.” Og videre ”Vi har gjort mere end nogen anden regering i historien.” Lidt efter: ”Syv millioner nye job er skabt, siden vi, VI, blev valgt.” Folk eksploderer i ekstase.
Buh-råbene er længe og hånlige. Det chokerer mig at se, hvordan mine kollegaer tager spotten. Som et mobbeoffer, der forsøger at ignorere sine bøller i skolegården: med nonchalant angst
”Han siger aldrig ”jeg”, ligesom Obama. Han siger altid kun vi”, råber Robin ned til mig.
Fortryllelsen har nærmest løftet hende og alle andre op ved håret, og under de enorme bifald bekræfter de to sole i salen hinanden: Trump og tilhængerne, tilhængerne og Trump. En mægtig og svimlende rotation.
Magien bliver til fysik, og de to nukleare kerner smelter sammen i én, hvis radierende stråler går kloden rundt.
Og så kommer det. ”FAKE NEWS,” raser Trump og retter en anklagende finger mod platformen midt i salen, hvor pressen har opstillet deres mange kameraer. Buh-råbene er længe og hånlige.
Det chokerer mig at se, hvordan mine kollegaer tager spotten. Som et mobbeoffer, der forsøger at ignorere sine bøller i skolegården: med nonchalant angst.
Tilhængerne er mest vakse, når Trump taler om ting, de kan forholde sig til. Deres pensioner, de socialkonservative værdier, den socialistiske trussel fra Demokraterne og de løgnagtige mainstreammedier.
Fra tidligere at være venlig og tålmodig, er det nu svært ikke at kategorisere stemningen som andet end fanatisk, hysterisk og hadefuld. Især da Trump gylper en gammel kending op til sit publikum: ”Croooooked Hillary Clinton.”
Et iskoldt pust går gennem arenaen, i det folk nærmest skriger deres lede ud. Jeg kigger op på Robin. Hendes blide øjne er ikke til at kende, og en meget virkelig frygt strømmer gennem mine årer.
På scenen fortsætter Trump sit angreb: ”Illegale har det bedre, end vores forfædre havde det.” Kvinden foran rejser sig op. ”Det er rigtig, det er rigtigt”
Mit blik flakker rundt i salen og standser ved rækkerne af langborde bag medieplatformen.
Her sidder den øvrige presse indhegnet. Mandlige og kvindelige studieværter lægger makeup eller retter på håret. Krumbøjede, gråhårede veteraner taster løs på deres bærebare.
Bagerst sidder en ung mand ved sin computer og stirrer ud i luften. Fingrene fifler nervøst rundt. Fra hagen, til næsen, til tindingen. De ender ved munden og hiver en streng af tyggegummi ud, nulrer lidt ved det og putter det tilbage igen.
På scenen har Trump kastet sig over emnet ‘illegale immigranter’. ”Demokraterne vil give dem livslange sundhedsforsikringer,” kommer det fra præsidenten. ”Og kanyler,” råber en kvinde foran mig.
Manden ved siden af mig tilslutter sig med et højlydt ”Yep.”
Præsidenten påstår derpå, at illegale immigranter koster Arizona to milliarder dollar om året. ”20 procent af Arizonas årlige budget,” tordner Trump. Penge, han hellere vil bruge på at genopbygge USA’s byer, og endnu et bifald følger
På scenen fortsætter Trump sit angreb: ”Illegale har det bedre, end vores forfædre havde det.” Kvinden foran rejser sig op. ”Det er rigtig, det er rigtigt.”
Præsidenten påstår derpå, at illegale immigranter koster Arizona to milliarder dollar om året. ”20 procent af Arizonas årlige budget,” tordner Trump. Penge, han hellere vil bruge på at genopbygge USA’s byer, og endnu et bifald følger.
Ude i kulissen klapper den storsmilende republikanske guvernør med, selvom han ved, at Arizonas budget ikke er på ti milliarder, men over 40. Ligesom et faktatjek af USA Today viser, at Trump formentlig har tallet to milliarder fra en kritiseret og gammel rapport, lavet af en organisation, der bekæmper indvandring.
Ifølge avisen ‘USA Today’ er de virkelige omkostninger efter al sandsynlighed noget lavere. Men guvernøren lader til at være ligeså fortryllet af Trump som resten af forsamlingen, og med Arizonas republikanske magtelite ved sin side klapper han ivrigt videre.
Hulrum
– Har du nogensinde været bange for at ende som din mor?
”Nej. Det har jeg aldrig behøvet at bekymre mig om, for jeg ér endt som min mor.”
I Prescott Valley giver solen himlen en orange afskedssalut, idet den forsvinder ned bag bjergene. Bruddet med kirkegruppen har rystet Robins tro på, om lykken nu også findes i denne bjergby.
Hun overvejer at hive teltpælene op og starte forfra andetsteds: ”Jeg føler bare, jeg sidder fast her.”
”Vi bliver nødt til at vinde universiteterne og folkeskolerne tilbage, fordi hele skolesystemet er infiltreret af de liberale, som hjernevasker børnene.”
Robins problem er ikke længere at få venner:
”Folk sværmer nærmest om mig. De synes, jeg er charmerende og sjov”.
Robins problem er, at hun holder folk ud i armslængde. Kun meget få får lov til at komme tæt på. Men grundlæggende handler det om, at hun stadig har det svært med mennesker. ”Jeg har nemt ved at få venner, og jeg har nemt ved at miste dem igen. Det er utroligt udmattende.”
Tårerne begynder atter at rulle ned ad hendes kinder.
”Jeg har problemer med intimitet, og overfor mænd er der slet ingen. Jeg flirter kun, hvis jeg ikke er interesseret, men hvis jeg endelig møder en fyr, jeg kan lide, er jeg på forhånd overbevist om, at jeg bliver afvist.”
“Overfor en ung fyr som dig, har jeg dog ikke svært med at være venlig og cool. Det er latterligt.”
Selv Jesus glider hende af hænde. ”Jeg føler mig afkoblet, og på trods af alle de vækkelser, jeg har haft i mit liv, har jeg det stadig, som om jeg sover.”
Robin tager en serviet fra bordet for at tørre sine øjne, men bryder så sammen i en hulken.
Hun fortæller, at hun har bipolar 2-lidelse og er allergisk overfor al medicin: ”Jeg har lært at kontrollere det så godt som muligt. Men det påvirker alle mine beslutninger, og det går ud over min kristne tro.”
Efter et langt øjeblik med stilhed siger Robin: ”Kan vi ikke nok snakke om Trump igen?”
“Fordi jeg i det ene øjeblik kan være dybt engageret, for i det næste at vende ryggen til. Jeg tror fuldt ud på Jesus, men for tiden kan jeg ikke se ham for mig.”
Efter et langt øjeblik med stilhed siger Robin: ”Kan vi ikke nok snakke om Trump igen?”
Robin forklarer, at Trump faktisk ikke var hendes førstevalg. Der gik dog ikke længe, efter at han blev taget i ed som præsident, at han vandt Robins tiltro:
”Det var alle de fantastiske ting, han gjorde… og hans karisma. Det er noget over hans vulgaritet.”
“Altså hvis det var Obama, der sagde de ting, vil jeg være komplet frastødt. Og ja, i den perfekte verden vil jeg måske ikke… Jeg kan bare vældig godt lide ham og synes om alt, hvad han foretager sig, også det upassende.”
Får Trump fire år mere, håber Robin, at han vil fokusere mere på børn og unge. Fordi de er i centrum af den kulturkrig, som udkæmpes mellem de progressive og konservative kræfter. En krig, som de konservative er ved at tabe.
Endnu et Trump Rally er forbi. Nogle af bilerne er fyldt med glade venner, mens andre kun har en ensom skikkelse bag rattet …. ”Det har været ligesom en kæmpe BBQ-fest, hvor vi alle er én stor familie”
”Vi bliver nødt til at vinde universiteterne og folkeskolerne tilbage, fordi hele skolesystemet er infiltreret af de liberale, som hjernevasker børnene.”
– Men du nævner selv, at der skal ske noget. Har du nogle konkrete forslag til, hvad det kan være?
”Tjaa, jeg laver jo ingenting og er meget modløs. Alt hvad jeg har forsøgt her i Prescott er kikset for mig.
– Jeg mente, hvad du synes, man skal gøre ved skolesystemet?
”Åh! Det var mærkeligt. Hvordan endte jeg med at tale om mig selv igen?”
I Phoenix har himlen skiftet ham fra blå til sort, og en parade af pickups og amerikanske muskelbiler ruller ud ad parkeringspladsen i sneglefart. Endnu et Trump Rally er forbi. Nogle af bilerne er fyldt med glade venner, mens andre kun har en ensom skikkelse bag rattet.
Jeg kører Robins Hyundai Accent. Hun sidder på passagersædet, træt og opkørt på samme tid. ”Jeg vil afsted igen i morgen,” jubler hun.
”Det har været ligesom en kæmpe BBQ-fest, hvor vi alle er én stor familie.”
LÆS FØRSTE DEL AF PORTRÆTTET AF ROBIN SHIELD HER
Topillustration: Martin Poul Gangelhoff til Trump-rally med bl.a. Robin Shield i Arizona. Foto: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
