EUROPAS MINDRETAL #23 // KRONIK – Selv valgte ledere kan udgøre en trussel mod demokratiet, hvis de bruger valget som springbræt til at undergrave det system, der bragte dem til magten. Men hvordan forsvarer demokratiet sig – uden selv at blive mindre demokratisk? Fra AfD i Tyskland til Le Pen i Frankrig, Trump i USA og Modi i Indien rejser populismens fremmarch spørgsmålet: Hvem må udelukkes, og hvem skal beskyttes?
Man kan ikke kun være tilhænger af demokratiet, når man vinder et valg, eller når der er udsigt til at vinde. Demokratiet har også brug for, at nogen taber et valg, uden at de af den grund betragter det som en krise for demokratiet. Men hvad nu, hvis der er udsigt til at tabe til nogen, som måske vil ødelægge demokratiet? Partier og politikere, som vil bruge de demokratiske rettigheder og processer til at blive valgt, for senere at indskrænke demokratiet?
Når demokratiet frygter sit eget valg
Et aktuelt eksempel kunne være Tyskland, hvor der i disse uger er politiske og juridiske forsøg på at få det kontroversielle højrefløjsparti AfD forbudt, med den begrundelse, at partiet vil underminere den frie demokratiske orden i Tyskland. Der må naturligvis spørges: Er det en krise for demokratiet, fordi magten truer med at falde i hænderne på AfD? Eller knytter krisen sig til, at AfD måske ender med at blive forbudt og udelukket fra de demokratiske valg?
I hvert fald er vi nu nået til et punkt, hvor der ser ud til at være en vis enighed om, at demokratiets farligste fjender ikke længere kommer udefra, men indefra demokratierne selv. Det er imidlertid ikke noget nyt
Bekymringen for demokratiet er også helt aktuel i Frankrig. Her blev der i forrige måned truffet en retslig beslutning om at udelukke Marine Le Pen fra at stille op til offentlige valg i de næste fem år. Le Pen er frontfigur for partiet Rassemblement National fra den yderste højrefløj. Et parti med stor vælgertilslutning, som truer de etablerede partiers fortsatte regeringsmuligheder.
Og så er der jo også Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Holland, Belgien, Italien, Polen, Østrig, og en del flere lande i Europa, hvor medierne og de internationale analyseinstitutter gang på gang advarer om den trussel mod demokratiet, som kommer fra højrepopulismens fremgang. Uden for Europa har vi Trump-regimet i USA, og Indien, verdens største demokrati, som Narendra Modi tilsyneladende har lagt i en populistisk benlås.
Der går ikke en dag, uden at vi hører, hvordan populismen er blevet et voksende problem. Næsten som om demokrati er blevet et enten-eller, med en klar og veldefineret grænse mellem populister og demokrater. Men sådan har demokratiet aldrig været; det er et både-og, med åbne grænseovergange, som ikke ligger fast, og som jævnligt flytter sig i uventet retning. Det er denne uafklarethed, som er demokratiets politiske dimension, og som helt fra begyndelsen har gjort det til den politiske slagmark, som et demokrati altid skal være.
Er populismen demokratiets egen skygge?
Det hævdes ofte, at demokratiet opstod i det gamle Athen. Det er imidlertid kun korrekt i den betydning, at det var her, at ordet opstod. Helt fra begyndelsen har “demokrati” nemlig været betegnelsen for mange forskellige, og ofte modsatrettede, betydninger. Under den kolde krig var det vores demokrati mod deres autoritære regimer. Måske havde demokratierne det lettere, da de kunne måle sig op imod mere eller mindre totalitære og autoritære regimer.
I hvert fald er vi nu nået til et punkt, hvor der ser ud til at være en vis enighed om, at demokratiets farligste fjender ikke længere kommer udefra, men indefra demokratierne selv. Det er imidlertid ikke noget nyt. Det har været et klassisk problem for demokratiet, at det er en styreform, som er truet af sig selv.
Folkestyre eller fåmandsvælde?
I Platons dialog Menexenos kan vi læse, at styreformen i Athen var demokratisk, dog kun af navn. I praksis var det et fåmandsvælde. For Platon var dette imidlertid ikke noget problem, tværtimod. Han anså nemlig demokratiet for at være det, som vi i dag ville kalde for populistisk. “Populis” betyder “folk” på latin. På græsk stammer ordet ”demokrati” fra ”demos,” som betyder ”folk”. ”Demokrati” er altså folkestyre, og det er populisme også. Men i antikken blev folkestyre ikke betragtet som noget positivt på samme måde som i dag, hvor det er noget positivt, når vi altså bare bruger det græske ord, nemlig “demokrati,” og ikke ”populisme.”
Både Platon og senere Aristoteles var stærkt kritiske overfor demokrati. Platon mente ikke, at der var tale om en regeringsform. Der var blot tale om en betegnelse for folks luner og løse tilbøjeligheder til at opføre sig ”tøjlesløst,” som han sagde. Aristoteles lagde en mere ironisk distance til den datidige snak om demokrati ved at sige, at det var jo meget godt, bare demokraterne blev forhindret i at udøve demokratiet. I Aristoteles’ “Statslære” kommer det klart frem, at selv om der tales om demokrati, så blev Athen i realiteten styret af et fåmandsvælde, et oligarki, valgt ud fra deres formue, besiddelser, familierelationer, tidligere magtpositioner o.l.
Er demokratiet ved at selvdetonere?
Det er svært at sige, med hvilke forventninger vi i dag taler om demokratiet. Men grundlæggende eksisterer det “demokratiske paradoks” næsten på samme måde, som i det gamle Grækenland.
Helt fra begyndelsen har det således været et tema, at demokratiet som styreform er truet af sig selv, gennem sin egen måde at fungere på. Platon sagde, at demokratiet altid ville føre til kaos, fordi det resulterer i en konstant forøgelse af krav fra borgerne. Krav, som først og fremmest knytter sig til forventningen om, at demokratiet er en folkelig (demokratisk) styreform, som i princippet tillader alle at have adgang til styring af samfundet.
Måske kan det, som Platon kaldte for tøjlesløshed, sammenlignes med det, som de etablerede politikere i dag kalder for populisme? Både Platon og Aristoteles mente, at den demokratiske styreform var så kaotisk, at der aldrig kunne sikres befolkningen lige adkomst til magten, hvilket uundgåeligt måtte resultere i styringsmæssig uro, konflikter og vold.
Når midten bøjer sig for yderfløjene
Det var altså for over 2000 år siden. I dag kan vi konstatere, at Tysklands næststørste parti ikke har adkomst til magten. Overalt findes der partier, som har fået store stemmeandele ved demokratiske valg, men som ikke af den grund har fået adkomst til magten. Det var den situation, som man i antikken mente, kunne blive dødbringende for demokratiet.
Det, som i dag kan få et demokrati til at selvdetonere, er imidlertid ikke nødvendigvis kun de yderste højrefløjspartier, populisterne, men centrum-venstre partierne rundt omkring i Europa. Der opstår en ikke ubetydelig trussel mod demokratierne, når disse mainstream-partier i stigende grad gør de ekstreme højrefløjsholdninger til en del af deres eget politiske normalbillede, ikke mindst i forhold til minoritetsgrupper, menneskerettigheder, frihedsrettigheder, strengere straffe o.l.
Skal demokratiet beskytte politikernes ret til at mene og iværksætte hvad som helst? Eller skal demokratiet beskytte de mest udsatte borgere
Hvad er den største trussel mod demokratiet? At bestemte partier bliver holdt ude fra magten, selv om de fx i Tyskland repræsenterer tilstrækkelig mange mennesker til at være det næststørste parti? Eller at mainstream-partierne overtager betydningsfulde dele af de såkaldte populistiske partiers programpunkter og menneskesyn?
I det første tilfælde signaleres, at det ikke er problemerne, som skal løses, men at det er vælgerne, som er problemet. Disse grupper vil naturligvis føle sig marginaliserede i forhold til demokratiet, og problemerne vil derfor ganske givet vokse frem igen.
I det andet tilfælde bliver problemerne taget alvorligt, men med risiko for, at de grupper, som anses for at være det reelle problem (ikke mindst indvandrere), mister deres mest basale rettigheder og grundlæggende beskyttelse. I Tyskland er bl.a. de regeringsbærende parter begyndt at afsøge feltet for samarbejde med AfD, trods det sideløbende forsøg på at få partiet forbudt ved domstolene.
Demokrati er altid et kommende demokrati
Der er ikke nogen tvivl om, at et demokrati må opbygge en form for immunitet og beskyttelse mod angreb og svækkelse. For filosoffen Jacques Derrida betyder det bl.a., at demokratiet skal have en iboende og ubegrænset kapacitet for selvkritik. Det kan fx betyde, at grænserne for indflydelse og adgang til magten periodisk må udsættes for en udemokratisk indskrænkning som den, der forsøges i Tyskland i forhold til AfD.
Det kommende demokrati, som Derrida talte om, er derfor i en vis forstand afhængig af populismen, hvis det skal forblive et levende demokrati
Ifølge Derrida skal demokratiske regeringer altså kunne tilbagekalde demokratiske rettigheder for at beskytte sig mod de fjender, som misbruger frihedsrettighederne til at bekæmpe demokratiet. Når Derrida siger, at demokratiet skal kendes på dets ubestridte evne til selvkritik, mener han først og fremmest evnen til konstant at sikre demokratiets muligheder for at forsvare de mest udsatte borgere, beskytte mindretalsrettigheder og menneskerettighederne.
Selvkritikken knytter sig til konstant refleksion over demokratiets grænser, og ikke mindst kritisk refleksion over de metoder, der bruges til at udelukke nogen, og ikke andre. Skal demokratiet beskytte politikernes ret til at mene og iværksætte hvad som helst? Eller skal demokratiet beskytte de mest udsatte borgere mod at miste deres menneskerettigheder, hvis der kommer partier til magten, som vil fjerne disse rettigheder?
Det kommende demokratis paradoks
Det afgørende og selvkritiske spørgsmål er derfor altid, hvem det demokratiske fællesskab udgrænser? Hvem hører med i det demokratiske folkestyre med dets rettigheder, og hvem hører ikke med? Et demokratisk fællesskab bliver aldrig nogensinde fuldkomment. Noget og nogen vil altid være udelukket. Men hvem det er, og hvordan, skal altid være til kritisk politisk diskussion og må ikke afgøres én gang for alle. Derrida sagde, at demokratiet også altid skal være et kommende demokrati, og derfor er en stadig og konstant opgave.
Demokratiet har en tendens til at afpolitisere de forskelle og dybe konflikter, der altid vil eksistere, også i et demokrati. Når vi i dag så let trykker på populisme-knappen, så demokratiets røde lamper lyser, er det bl.a. fordi populismen trækker disse konflikter og modsætninger frem i lyset. Populismen gør det tydeligt, at der i vores demokrati rent faktisk eksisterer “herredømmeformer,” som vi helst ikke vil se, og i hvert fald helst ikke vil konfronteres med. De afslører jo lige netop, at i et demokrati må vi også leve sammen med dem, som vi ikke bryder os om at leve sammen med. Ellers holder det op med at være et demokrati.
Det kommende demokrati, som Derrida talte om, er derfor i en vis forstand afhængig af populismen, hvis det skal forblive et levende demokrati.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og