Sommeren er forbi, og de fleste fik trods alt badet en del. Men uanset om han er i Alsace, Malaga eller på Vesterbro, så kværner tankerne og spørgsmålene rundt i Jacob Sabirs hoved, hver gang han ser en muslimsk kvinde med tørklæde, poolside. Hun kommer aldrig i vandet, lige meget hvordan vejret er. Og der er noget, han ikke forstår.
“Hvorfor hopper hun ikke i?” Det var et dumt spørgsmål, siger jeg til mig selv i Nice. Jeg ved det jo godt.
“Hvordan kan hun ikke sige noget til ham ægtefællen, “spørger jeg mig selv på Kreta. “Hvad med hendes datter, hvornår må hun ikke længere være med?”
Situationen er ofte den samme. Familien tager børnene med til vandet, for det meste med en højlydt fader i badebukser i front. Dog sker det også, at moderen tager børnene med ud alene blot kun til siden af poolen eller til vandkanten.
Der er kulturelt og socialt ligeværd. Børnene er lige. Piger og drenge er lige i det skønne blå bassin. Det er ligestillingens Pool-paradis.
Her går der så en klap ned for mig. En af dem, der får hjernen til at koge.
Og vreden breder sig i mit sind. En vrede, jeg forbander. For burde jeg ikke bare være glad på børnenes vegne? De er på ferie, har det sjovt og skal i vandet.
Måske. Men jeg er vred på en del af den fremtid, de går i møde. Den ukendte, men bratte “adgang forbudt” til at svømme frit, som de gør nu, mens de er små, som kommer til at ramme familiens piger
På kanten af det blå Paradis
Pool-turen er et tiltrængt pusterum for enhver i sommermånederne. Og her er også det skønne i en sådan badebegivenhed. Familiens piger og drenge må bade sammen, også sammen med de andre børn der ikke nødvendigvis er muslimer.
Der er kulturelt og socialt ligeværd. Børnene er lige. Piger og drenge er lige i det skønne blå bassin. Det er ligestillingens Pool-paradis.
Den ene sommer må hun glad bade med fætre og kusiner, brødre og søstre eller venner. Den næste sommer skal hun udelukkende se på, mens de andre børn hopper i vandet
Men lige udenfor dette blå paradis sidder moderen med fuld tildækket muslimsk kvindelighed. En kvinde, der selv engang var en pige. En kvinde, der måske engang også selv fik lov til at bade i det gratis blå paradis på Vesterbro. Men i dag må erkende, at hun ikke længere kan/skal/må/vil/tør hoppe i.
Det blå paradis er forbudt land for den voksne muslimske kvinde.
Tørklædet ved poolen er et vidneudsagn om den uskyldige datters kommende afsavn. Hun er uskyldig, for der er ingen medfødt skyld, som kan danne grundlaget for, at hun skal nægtes adgang.
Men det går hurtigt med at sætte skylden på barnets sind. Den ene sommer må hun glad bade med fætre og kusiner, brødre og søstre eller venner. Den næste sommer skal hun udelukkende se på, mens de andre børn hopper i vandet. Intet høres fra poolside-pigen, der allerede som 10-11-årig, betegnes som kvinde. Sommeren det år starter aldrig. Barndommen slutter brat.
Mandens badebukser er hellige
Sagen er til gengæld en hel anden, når det gælder muslimske mænd. Der er tilsyneladende intet seksuelt over en muslimsk mand i badebukser. Bag det tynde stof og i den nøgne krop er der intet, der vækker erotikkens drage. Derfor må han fra barn til døden nyde det blå paradis, som han vil. Mænd har bare nemmere adgang til det der Paradis som muslim. Både på jord, til vands og i efterlivet.
Den religiøse retsstilling er blevet diskuteret til hudløshed. Muslimske mænd og kvinder skal dække sig til, og begge skal neddæmpe den seksuelle kropslige tone. Begge køn, lige vilkår, ingen offentlig badning med fri udsigt.
Men hvordan i hede hulen kan Ibrahim, lad mig kalde ham det, så være iklædt Speedos i neonfarver på Strandvejens strande, mens Jasmin skal være næsten helt tildækket?
Slår iltmanglen pludselig til lige der hos kvinderne? Eller er de muslimske mænd bare så fantastisk gode til at argumentere for de hellige badebukser? Hvordan er dette scenarie overhovedet muligt? Der er jo lige regler for dette, ikke sandt kære mand? Hvorfor er din krop ikke lige så blufærdighedskrævende som din kones og datters?
Men hvordan i hede hulen kan Ibrahim, lad mig kalde ham det, så være iklædt Speedos i neonfarver på Strandvejens strande, mens Jasmin skal være næsten helt tildækket?
Men der er ingen slinger i valsen og ingen kære mor. Man skal blot betragte Vestegnens, Amagers og Nordsjællands strande, så er formlen klar. Kvinderne ordner maden i skyggen, mens mændene, og de sjæle, der stadig anses som børn, får lov til at svømme ud.
Kvinderne, nogle gange endog gennemtildækket, bakser med den opsatte grill og de mindre børn på samme tid.
For mig er dette en personlig skildring af en afmagt, som jeg intet kan stille op med – og noget som jeg har ville skrive om i fem-seks år: Kære muslimske lille uskyldige pige, nyd din sommer i det blå paradis. Jeg håber, du kan komme tilbage næste år.
Hvis I kunne lide min blogpost, så donér gerne et par kroner til mine tanker på MobilePay 20603822. De koster mere, end man skulle tro.
Hovedillustration: Instagram.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
