Så er det nu, præsident Macron skal bestå sin første lakmusprøve. Ved det franske parlamentsvalg, der finder sted over to runder 11. og 18. juni 2017, kæmper 7882 kandidater om 577 pladser i Nationalforsamlingen. 461 er opstillet for Macron. Det er ikke uden grund, at valget kaldes for præsidentvalgets ”tredje runde”: En sejr er altafgørende for præsidentens magt og mulighed for at gennemføre sit politiske program. Det store spørgsmål er: Kan den nyvalgte Emmanuel Macron få lov til at regere landet?
PARIS – Emmanuel Macron, Frankrigs og Europas unge komet, har startet en revolution. For tre år siden var han fuldkommen ukendt i den brede offentlighed, da han startede sin egen politiske bevægelse, En Marche!, og nu er han Frankrigs yngste præsident nogensinde. Er vi vidner til et systemskifte, eller bliver hans femårige regeringsperiode blot en parentes i historien?
For at svare på det spørgsmål er vi nødt til at kende resultatet af det forestående valg til Nationalforsamlingen, det ene af de to kamre i det franske parlament. Valget løber af stablen de to kommende weekender. Hvis ikke det lykkes for Macron at vinde Nationalforsamlingen og ”sikre et bredt, klart og sammenhængende flertal”, som han skriver i sin egen valgpjece, risikerer hans magt at smuldre og han vil blive nødsaget til at pege på en premierminister og en regering med en anden politisk farve.
Poltikerne vælges for fem år i direkte valg i enkeltmandskredse. Hvis ingen kandidat får over halvdelen af stemmerne i “le premier tour” mødes kandidater med over 12,5 procent af stemmerne i en anden valgrunde – le deuxième tour. Ofte indgår partierne aftaler med det formål at samle stemmerne på to kandidater i anden runde.
Men hvorfor er det parlamentsvalg så enestående? Franskmændene plejer at vælge præsidenten og lidt over fem uger senere bekræfte det ved at give ham et flertal i Nationalforsamlingen, så valgløfterne kan gennemføres.
Så mens Macron brillerer på den internationale scene med håndfaste klimaudmeldinger og modsvar til Trump og god karma med Merkel, så er hans hold kommet på arbejde for at sikre, at fornyelsen også kommer til Nationalforsamlingen
Dog plejer vinderen blot at være en nyvalgt præsident fra et af de etablerede, historiske partier – Les Républicains eller Partie Socialiste – der på baggrund af et velfunderet partiapparat (gen)opstiller kandidater til Nationalforsamlingen, hvorefter der så kan regeres.
Emmanuel Macron har bare ikke et velfunderet partiapparat eller kandidater at genopstille, for hans bevægelse, der i anledning af parlamentsvalget har skiftet navn til La République En Marche!, er kun lidt over et år gammel og mange af kandidaterne er nye i politik.
Så mens Macron brillerer på den internationale scene med håndfaste klimaudmeldinger, modsvar til Trump og god karma med Merkel, er hans hold kommet på arbejde for at sikre, at fornyelsen også kommer til Nationalforsamlingen.
Politikerne gør deres arbejde
Og der er i den grad kamp om pladserne. I Paris’16. valgkreds for eksempel, hvor overtegnede bor, stiller 24 kandidater op:
Jean-Christophe Cambadélis, socialistpartiets formand, der populært går under navnet Camba, er efter mere end 20 år i Nationalforsamlingen for første gang udfordret af to unge nybegyndere. For i valgkredsen fik partiets præsidentkandidat Benoît Hamon kun 13,2 procent af stemmerne, langt efter både Macron og Mélenchon, der begge kom op omkring 30 procent.
Udfordringen kommer fra 33-årige Mounir Mahjoubi, manden bag Emmanuel Macrons digitale valgkampagne og nyudnævnt juniorminister i regeringen med ansvar for digitalisering, samt den 31-årige Sarah Legrain, som er fransklærer i en Paris-forstad fra La France Insoumise, der er præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchons bevægelse.
Cambas kampagne er, ifølge avisen Le Parisien, op ad bakke med et vandaliseret kampagnelokale og mobning på de sociale medier. Han har modtaget tidligere premierminister Cazeneuves opbakning og “tror på det”, skriver avisen, mens socialistpartiet er i totalopløsning.
Derimod var der tryk på, da premierminister Édouard Philippe besøgte mit lokale co-working sted sammen med Mahjoubi for at høre om start-up-virksomheder og nye måder at arbejde på.
Juniorministeren skal vinde og overlade pladsen til sin suppleant, hvis han ønsker at fortsætte som minister. Hele deres rundtur foregik med en hobe journalister i hælene, der dog mest var interesseret i, hvordan regeringslederen forholdt sig til Ferrand-sagen.
Den uforståelige lortesag
Richard Ferrand er den nye minister for territorial sammenhørighed. Han har været valgt til Nationalforsamlingen for socialistpartiet siden 2012 og var den første parlamentariker, der tilsluttede sig En Marche! i 2016, som han sidenhen blev formand for. Han hører til i præsident Macrons inderkreds.
Lighedspunkterne med Fillon-sagen, der med fiktive jobs til familiemedlemmer tilgodeså sig selv og sine egne, springer i øjnene. Det er jo netop den slags praksis, det skulle være slut med efter valget af Macron
Men blot en uge efter hans regeringsstart afslørede avisen Le Canard enchaîné, at Ferrand, i sin tid som generaldirektør for Mutuelles de Bretagne (en privat sygesikring) mellem 1998-2012, sørgede for, at det blev hans kæreste, der udlejede et sundhedscenterlokale til sygesikringen. I kraft af lejekontrakten med sygeforsikringen kunne kæresten få et banklån, købe lokalet og sikre afdragene på hendes lån med lejeindtægten.
Det er smart. Men ikke ulovligt, som Ferrand forsvarer sig med. Dog er det i manges øjne moralsk bekymrende, idet ministeren har tilgodeset sin egen familie. Senere er flere afsløringer kommet til, domstolen i Brest har åbnet en sag og det er også kommet frem, at han tidligere har ansat sin søn som parlamentarisk assistent.
Le Monde har lavet en video om Ferrand-sagen (på fransk), der kan ses her:
Lighedspunkterne med Fillon-sagen, der med fiktive jobs til familiemedlemmer tilgodeså sig selv og sine egne, springer i øjnene. Det er jo netop den slags praksis, det skulle være slut med efter valget af Macron. De folkevalgte skal være gode eksempler, have rene straffeattester og må ikke ansætte deres familiemedlemmer.
Et af regeringens første initiativer er netop en lovpakke, der skal ”moralisere” det politiske liv. Men premierministeren er blevet sendt i byen med fuld opbakning til Ferrand og ræsonnerer, at det må være op til vælgerne at afgøre ministerens skæbne.
For Géraldine Muhlmann, journalist og forsker i politisk filosofi, som jeg har talt med, ”er det fuldkommen uforståeligt, at Macron ikke har bragt Ferrand-sagen til ende med det samme. Det er bekymrende, at præsidenten i den grad lader sig svække”.
I de nationale meningsmålinger står Macron til en sikker sejr
Ferrand-sagen ser imidlertid ikke ud til at få indflydelse på parlamentsvalgresultatet.
Flora Dancourt 32 år og byudvikler, der endnu ikke har fundet ud af, hvem hun vil stemme på, er ikke overrasket over skandalen:
”Fransk politik er fyldt med rådne typer – også på det lokale niveau, som jeg arbejder med. Ja, det er trættende, men det kommer ikke til at påvirke, hvem jeg stemmer på,” siger hun til POV International.
Og selvom hun nok ikke stemmer på en af præsidentens kandidater, er hun nysgerrig efter, hvordan Macrons regeringsperiode udspiller sig.
Meningsmålinger peger også på et sikkert flertal til præsidenten. I en måling fra Ipsos-instituttet, der kom ud en uge før første runde, står En Marche! til 29,5 procent af stemmerne. Derefter kommer Les Républicains/Union des démocrates et indépendants (23 procent), Front National (17 procent), France insoumise (12,5 procent) og Partie Socialiste (8,5 procent).
Oversat til sæder i Nationalforsamlingen er præsident Macron sikret mellem 385 og 415 ud af de 577 pladser.
Se Nationalforsamlingens video om, hvordan de arbejder, her. Den er på fransk, men kan også give dig et indtryk af stemningen:
Valgsystemet kan byde på lokale overraskelser
Hvor mange pladser de forskellige partier ender med at få, står mere klart efter første runde, men det franske valgsystem kan bidrage til lokale valgdramaer. Frankrig og verden er opdelt i 577 valgkredse, 11 af dem befinder sig udlandet, der hver vælger et nationalforsamlingsmedlem. Valgteknisk er det et flertalsvalg i enkeltmandskredse over to valgrunder, men reglerne for at komme i anden runde er anderledes end ved præsidentvalget, hvor det er de to kandidater med flest stemmer, der går videre til den afgørende runde.
I alt 61 partier og politiske bevægelser stiller op, dog ikke alle i samtlige valgkredse. Til parlamentsvalget kan franskmændene for eksempel også stemme på et dyrebeskyttelsesparti, et piratparti inspireret af et islandsk søsterparti og et hav af grønne partier
Til parlamentsvalget kan en kandidat i princippet vinde i første runde, hvis den heldige får mere end 50 procent af stemmerne. De 50 procent skal samtidig svare til 25 procent af de indskrevne på valglisten. Sker det ikke, går alle kandidater, der har opbakning fra minimum 12,5 procent af de stemmeberettigede, videre til anden runde.
Og det er her interessante, afgørende valgrunder med tre eller fire kandidater kan blive til virkelighed. Samtidig har Frankrig tradition for, at parlamentsmedlemmerne har en stærk lokal tilknytning, idet de indtil 2014 også godt måtte være lokalvalgte. Det er dog slut nu og vil også være en brik i systemskiftet.
I anden runde er vinderen kandidaten, der får flest stemmer. Bemærk at valgdeltagelsen, som traditionelt er lavere ved parlamentsvalget, har større betydning end ved præsidentvalget.
Overraskelser kan også stamme fra, at der bag ved de 7882 kandidater ikke kun findes store partier. I alt 61 partier og politiske bevægelser stiller op dog ikke alle i samtlige valgkredse. Til parlamentsvalget kan franskmændene for eksempel også stemme på et dyreparti, et piratparti inspireret af deres islandske søsterparti og et hav af grønne partier.
Macron har en ny metode
Desuden lovede præsidenten under valgkampen en omfattende og hurtig arbejdsmarkedsreform, der skal gennemføres via et lovteknisk kneb, hvor regeringen går via bekendtgørelser og derved undgå en langvarig parlamentsdebat.
Som Le Parisien forklarer, så følger Bruxelles og andre europæiske hovedstæder nøje med i, om Macron lykkes med det projekt i landet, der ellers går for at være umuligt at reformere.
Direkte dialog mellem præsidenten og de sociale parter var en af de første ting, Macron tog sig tid til at foreslå, og planen er nu offentliggjort. Bekendtgørelserne præsenteres på det ugentlige ministerråd den 28. juni og regeringen ønsker reformen gennemført inden sommeren er omme.
Her er det værd at huske, at Hollandes arbejdsmarkedsreform endte med omfattende protester fra gadens parlament. Macron vil nu gå endnu længere.
Allerede den 8. maj, dagen efter Emmanuel Macrons valgsejr demonstrede franskmænd i Paris’ gader mod præsidentens antisociale politik.
Et vigtigt spørgsmål er derfor: Vil franskmændene gå med til Macrons plan for arbejdsmarkedet?
Som Flora Dancourt bemærker, er ”mange folk virkelig vrede efter den sidste arbejdsmarkedsreform og de hader Macron, så hans arbejdsmarkedsreform vil helt sikkert skabe problemer”.
Sikkert er det, at Emmanuel Macron med vilje sørger for, at regeringen fremlægger omridset af reformprogrammet før parlamentsvalgets første runde.
Så når (og hvis) sejren er i hus den 18. juni, er der fuld legitimitet bag hans kommende love, som sigter mod omfattende reformer af Frankrig – inklusive arbejdsmarkedet, som ikke desto mindre er dømt til at reagere med omfattende strejker og protester. For nok kan franskmændene vælge en ny præsident og måske en regering, der vil noget nyt – men den velkendte reaktion med at ty til gadens parlament efterfølgende er nok sværere at stemme sig væk fra.
Hovedillustration: Leweb, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
