
LIGESTILLING // DEBAT – I Europa har der vist sig at være en villighed til at lukke ned for fakta, hvis de er ubelejlige – også selvom det har omkostninger for piger og kvinder. Den paradoksale konsekvens er, at piger og kvinders retssikkerhed bliver udfordret i netop de samfund, der anser sig selv som mest ligestillede og inkluderende. Det gælder også Danmark, skriver Birgitte Baadegaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kvindeliv er er truet overalt i verden. Både i de lande, Vesten bryster sig af at være ’foran’ – og i Vesten selv. Det gælder også Europa, herunder Danmark.
Rundtom i verden er der rigeligt at gribe fat i: I Afghanistan er kvinders blotte eksistens en torn i øjet. I Irak er det nu muligt at gifte 9-årige piger bort. 70 procent af Gazas døde er kvinder og børn. 1 ud af 66 kvinder syd for Sahara dør ifm. graviditet og fødsel, og på verdensplan ”mangler” der 60 mio. kvinder, overvejende i Asien, fordi pigebørn aborteres, slås ihjel efter fødslen eller dør af overlagt udsultning og mangel på pleje.
Hvis en politisk vision i Europa, herunder i Danmark, er frakoblet virkeligheden, men alligevel fastholdes af både politikere, medier og organisationer, er det et demokratisk problem. Vi skal kunne tale åbent om, at piger og kvinder er udsatte i denne tid – også i Europa
Men i vores egen lille andedam, Vesten og Europa, foregår en anden form for undertrykkelse. En undertrykkelse, der eksisterer ud over den nyligt dokumenterede vold, de truede abortrettigheder samt de organiserede overgreb på kvinder og piger, der foregår via (fysiske og virtuelle) netværk i både Frankrig, Tyskland og andre lande. Denne undertrykkelse er mere subtil og dermed også farlig, for den sker i inklusionens navn og bakkes op af både politikere, organisationer og medier, bl.a. i love, vedtægter, nyhedsartikler og sprogbrug:
I England er unge kvinder og piger i årevis blevet systematisk voldtaget af grupper af mænd uden politi eller politikere har adresseret sagens alvor på grund af konfliktskyhed. I Danmark og Sverige har samme tendens vist sig: kvinders og pigers traumatiserende oplevelser tæller mindre end ønsket om ro, orden og (officiel) sammenhæng. Politiet vasker sager, der også omfatter vold og voldtægt.

I danske lovtekster er ordet kvinde siden 2014 ud- og omskrevet, og kvinde defineres nu som ’person med livmoder’ og person med ’kvindeligt brystvæv’. I Australien og Storbritannien er retssager i gang for at definere ’hvad en kvinde er.’
I store medier som New York Times italesættes kvinder som ’non-transgender women’ – dvs. 50 % af befolkningen defineres nu af medier ud fra en minoritet af fødte mænd, der kalder sig kvinder. Herhjemme bruger Politiken overskriften ’For første gang er det en kvinde som Alex Monette Consani, der tildeles titlen som årets model’ i deres dækning af en transkvindes sejr i en skønhedskonkurrence – for kvinder. Og DBU mener, at ’enhver person bedst ved, hvordan man identificerer sig’ – også når det kommer til fodbold i kvinders spillerækker.
Kvindeliv er truet af politisk korrekthed
Flere steder i Europa har der kort sagt gennem årene vist sig at være en villighed til at lukke ned for fakta, hvis de er ubelejlige – også selvom det har omkostninger for pige- og kvindeliv. Den paradoksale konsekvens er, at pigers og kvinders eksistensberettigelse og (rets)sikkerhed bliver udfordret i netop de samfund, der anser sig selv som mest ligestillede og inkluderende. Det gælder også Danmark.

Når sager, der specifikt har konsekvenser for pige- og kvindeliv, ignoreres eller gøres ‘politisk mere spiselige’ af både organisationer, medier og politikere, er det bias. Det er kønsbias. Det er bias – imod kvinder. I inklusionens navn. Og hvis vi ikke kan tale åbent om det ubelejlige faktum, opretholdes vores tusindår lange historie: kvinders uligeværdige vilkår fortsætter. For der er ingen chance for, at hverken individer eller systemer ændrer sig, hvis vi ikke kan tale åbent om fakta.
Det gælder, uanset om der er tale om organiserede (gruppe)voldtægter, vaskede politisager, udfordringerne i den nuværende fortælling om køn, lovteksters og vedtægters udformning eller mediernes ukritiske overskrifter og sprogbrug i artikler.
Tavshed, konfliktskyhed og omgåelse af sandheden koster overalt i Vesten hver eneste dag piger og kvinder liv, trivsel og rettigheder – også her i landet
Faktum er: Hvis en politisk vision i Europa, herunder i Danmark, er frakoblet virkeligheden, men alligevel fastholdes af både politikere, medier og organisationer, er det et demokratisk problem. Vi skal kunne tale åbent om, at piger og kvinder er udsatte i denne tid – også i Europa.
Og vi skal kunne tale om, at de specifikt er udsat på grund af officielle fortællinger, der ikke hænger sammen med (dele af) virkeligheden – for nej, virkeligheden er ikke alene sådan. Der findes også mange andre gode strømninger – heldigvis. Det ændrer dog ikke ved, at det underliggende mønster, jeg beskriver her, eksisterer, og det skal vi kunne tale åbent om.
Tavshed, konfliktskyhed og omgåelse af sandheden koster overalt i Vesten hver eneste dag piger og kvinder liv, trivsel og rettigheder – også her i landet. Det er på høje tid at se mønsteret. Ikke for at udskamme enkelte segmenter eller grupper, men så flere ser det underliggende mønster: Vi har en demokratisk udfordring, fordi vores politikere, institutioner og medier er villige til at forvrænge borgernes virkelighed for at fastholde en illusion om et samfund, der ikke er helt så ideelt, som det præsenteres.
Klik dig videre til mere opinionsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og