ONDSKAB OG HÅB // KRONIK – Pludselig drypper ordet jernpresse ned i vores hverdag, skriger på vores opmærksomhed, men unddrager sig vores forståelse. Hvordan skal vi overhovedet forstå, at nogen finder på at bruge en jernpresse til at knuse mennesker?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jernpresse, substantiv, fælleskøn. Tilføjet Leksikon over ondskabens verdenshistorie i december 2024. Betydning: I industriproduktion, en maskine til fremstilling af metalbriketter gennem hydraulisk sammenpresning af metalaffald. Processen muliggør en optimeret opbevaring.
I mellemmenneskelig sammenhæng et instrument, som, iflg. internationale medier, blev fundet i Slagtehuset, et af den syriske diktator Bashar al-Assads fængsler i Syrien. Maskinen beskrives som en hydraulisk presse, hvor fanger angiveligt skulle være blevet knust, som led i deres henrettelse og forsvinden fra verden.
Det siges, at i Kina lyder en af de alvorligste forbandelser: ”Gid du må komme til at leve i en interessant tid.” Det ellers opbyggelige ønske kan sammenlignes med: ”Gid fanden måtte tage dig.” Det, der menes med den gamle kinesiske forbandelse om ”interessante tider”, er først og fremmest krige, revolutioner, sociale konflikter og omvæltninger, økonomiske sammenbrud, terror, forfølgelser, sult, fattigdom og vold.
Modsætningerne møder mig gennem mit barnebarns varme hånd i min, og den forbandede jernpresses oprivende larm i mit hoved
Et af nutidens paradokser er imidlertid, at man kan bo i et roligt land, det kunne være Danmark, og så alligevel konstant opleve, at man lever i meget ”interessante” tider, selv om jeg nok selv ville foretrække det danske udtryk forbandede tider, ikke mindst når disse tider viser sig i form af en jernpresse til bløde menneskekroppe.
Der findes ingen øer i verdenshavet
Jeg sidder og skriver dette en tidlig morgen i en fredelig dansk provinsby på Sydsjælland. Skolebørnene er lige gået forbi ude på stien bag huset. Deres stemmer lyder stadig nede fra engen; de står sikkert stille på broen over Tubæk Å for at kigge ned på vandet mellem træplankerne, det gjorde mine egne piger altid. Så vil de fortsætte op mod skolen, på stierne, hen over den fugtige eng, som er inddæmmet havbund og svupper genkendeligt under støvlerne.
Dæmonisering er det letteste i verden, og den er tilfredsstillende; den forklarer både de andres ondskab, fordi de simpelthen er onde, og begrunder ens egen, fordi de onde jo skal bekæmpes
Her lufter naboen også Prop, som ingen nogensinde har hørt gø. Over engen lysner mørket, så jeg fra vinduet kan se, om fiskehejren sidder, hvor den skal. Her lever jeg på det mest fredsommelige sted, i den mest stille gade, eksistenssikret i et ret begivenhedsløst liv – og samtidig oplever jeg det fulde paradoks i den kinesiske forbandelse om at leve i en interessant tid.
Jeg bor på en halvø, som tidligere var en ø, endda præstens ø. Men som en digter skrev: Intet menneske er en ø, og det må tilføjes, at der heller ikke længere er noget sted i verden, som for alvor kan være en ø. Der findes hverken afstande eller andre forhindringer, som kan afholde den omkringliggende verden fra at nå frem til ens hoveddør. Vinden i engens piletræer ledsages af mine indre billeder, af helt ukendte mennesker i en kælder, et sted, hvor jeg aldrig selv har været, og af den skramlende lyd fra en jernpresse, inde i mørket.
Modsætningerne møder mig gennem mit barnebarns varme hånd i min, og den forbandede jernpresses oprivende larm i mit hoved. På grund af teknologien, internettet og vores smartphones oplever vi dybe menneskelige rystelser, som ikke er udtryk for direkte oplevelser.
Den personlige erfaring har forvandlet sig til også at inkludere den daglige rystelse over alt det, som vi simpelthen blot ved sker, selv om vi ikke selv er til stede og personligt oplever det. På den måde lever vi alle i interessante og forbandede tider, selv når vi går tur over engen på præstens gamle ø.
Det skyller konstant ind over os i form af en summende vibration i lommen fra det device, som er blevet formidleren af en slags teknologisk adrenalin; kamphormonet, der udløses, så øjnene klistres til skærmen, og krop og sjæl sættes i alarmberedskab: Ukraine, Gaza, Libanon, Sydkorea, Georgien, og nu altså Syrien med jernpressen, for blot at nævne noget af det, som på det seneste, trods geografisk afstand, har svitset os i kanterne. Verden tier ikke længere stille om de ulykker, mennesker påfører den – eller hinanden.
En hellig sag er farlig
Hvordan skal vi overhovedet forstå, at nogen finder på at bruge en jernpresse til at knuse mennesker? Pludselig drypper ordet jernpresse ned i vores hverdag, skriger på vores opmærksomhed, men unddrager sig vores forståelse. Ofte ender det med en række næsten ubesvarlige spørgsmål: Findes der virkelig mennesker, som er så onde? Hvordan er de blevet det? Kunne vi selv handle på den måde?
Og ikke mindst: Hvordan protesterer vi imod den slags ondskab, vi er jo ikke i nærheden? Hvilket perspektiv er tilgængeligt for at kunne nærme sig disse o.l. spørgsmål, som vi møder hver dag, fordi vi på afstand er ramt af forbandelsen om at leve i interessante tider.
I romanen Brødrene Karamazov skrev Dostojevskij: ”Hvis Gud ikke findes, så er alt tilladt.” Lad os prøve at vende det om og følge den slovenske filosof Slavoj Žižek, som hævder, at det modsatte faktisk er tættere på sandheden: ”Hvis Gud eksisterer, så er alt tilladt.” Menneskers oplevelse af at have et bånd til Gud har til alle tider og alle steder tilladt den mest utænkelige behandling af andre mennesker.
Žižek skriver, at det ofte er menneskers kærlighed til Gud, som ”legitimerer de mest forfærdelige gerninger”. Han tilføjer imidlertid også, at det samme gælder for de gudløse, altså de ideologiske fanatikere, som fx nazisterne, stalinisterne eller De Røde Khmerer i Cambodja for blot at nævne nogle få fra ondskabens annaler.
Gudtroende eller gudløse, alt kan hævdes at være tilladt, fordi tilhængerne opfatter sig selv som ”direkte instrumenter for deres guddom”. Overalt retfærdiggøres terror og massedrab med, at der er en Gud. Det at sprænge mennesker i luften er således blot udtryk for, at man følger denne guddoms vilje.
Et guddommeligt eller ideologisk formål kan tjene den ”hellige sag”, som legitimerer næsten al nederdrægtighed. Žižek ser ikke mennesker som grundlæggende onde, tværtimod: ”Det store flertal af mennesker er spontant moralske.” En ”hellig sag” kan imidlertid få de fleste til at se stort på ethvert individuelt moralsk hensyn. Både religion, etnisk tilhørsforhold og ideologisk fundamentalisme kan udfylde rollen som en hellig sag, skriver Žižek i sin analyse af vold.
På grund af mediernes allestedsnærværelse bliver det ellers fysisk fraværende alligevel psykisk nærværende for os
Jernpressen blev fundet i en kælder i Syrien. Alle er nu glade for, at den ikke opererer længere. Men grundkonflikten i Syrien er af religiøs karakter, som så mange andre konflikter i verden. Og når Gud er involveret, fortæller historien, at alt er tilladt. Derfor er der heller ikke ret langt til næste spørgsmål: Hvornår vil nogen begynde at hævne anvendelsen af jernpressen på mennesker, som man føler sig fælles og beslægtede med?
Dæmonisering er det letteste i verden, og den er tilfredsstillende; den forklarer både de andres ondskab, fordi de simpelthen er onde, og begrunder ens egen, fordi de onde jo skal bekæmpes. Had vil der aldrig mangle. Og religiøst betinget had er paradoksalt nok noget af det, som i stor udstrækning bidrager til, at verden er ramt af forbandelsen fra interessante tider.
Empati-træthed?
Vi ved, at de interessante tider vil fortsætte. Måske bliver den vanskeligste øvelse, at vi ikke begynder at vænne os til konsekvenserne af denne forbandelse, men bevarer den menneskelige evne til at blive oprørt over afsløringer af ting, som fx jernpressen. For godt 20 år siden skrev den amerikanske forfatter Susan Sontag, at den moderne spredning af billeder, som formidler menneskers lidelse og smerte, både giver en viden om, hvad der sker med mennesker rundtomkring i verden, men også resulterer i en slags tilvænning.
Med internettet er konsekvenserne af denne problemstilling blevet mangedoblet. Billederne og historierne kommer til os, direkte fra torturkælderen. Vi ser jernpressen og de blodige reb, som bødlerne brugte til at hænge deres ofre. Giver denne viden os magt til handling, eller efterlader den os blot magtesløse og empati-trætte?
Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger har beskrevet, hvordan vi er tvunget til at være tilskuere til langt mere end tidligere i historien. På grund af mediernes allestedsnærværelse bliver det ellers fysisk fraværende alligevel psykisk nærværende for os.
Når andre, helt konkret og personligt, rammes af forbandelsen om at leve i interessante tider, så rammes vi andre, trods afstanden, alligevel også midt i vores helt nære liv: ”Det adskiller os fra tidligere mennesker, som, hvis de ikke selv var ofre, gerningsmænd eller øjenvidner, kun hørte rygter,” skrev Enzensberger, og tilføjede, at vi mødes af et moralsk krav om at gøre noget og gribe ind. Men spørgsmålet ”hvordan” vil næsten altid forblive ubesvaret, hvilket, i ren og skær nødværge, kan føre til en forråelse.
Fra et skud i Saigon til jernpressen i Syrien
I februar 1968 var jeg lige blevet 11 år. Jeg sad og legede på gulvet, mens min far så TV-avisen. Inden han nåede at reagere, blev der klippet over til et indslag fra gaderne i Saigon, hvor Vietnamkrigen rasede.
Jeg kikkede op og så, at en fange fra Viet Cong blev skudt i hovedet, henrettet på åben gade og tilfældigvis filmet af journalisten Eddie Adams. Min far sprang op og råbte til mig: ”Så du det?” Jeg vidste præcis, hvad der var sket, og mærkede, at min far var bange for min reaktion. Noget i mit hoved fik mig til at sige: ”Nej, jeg leger jo med biler.” Børn beskytter deres forældre!
det moralske engagement vil ofte være vores eneste aktive indsatsmulighed i en verden, hvor vi både er psykologisk tæt på alle begivenheder og fysisk langt væk
Siden da har jeg set mange lignende billeder og endda langt værre. Først på TV, senere på det helt uregerlige internet, men det er altid manden fra Saigon, som vender tilbage. Måske fordi jeg ikke kunne fortrænge oplevelsen, jeg var jo et lille barn, måske fordi medierne gennem det grænseoverskridende internet har vænnet mig til at se andre menneskers lidelse, så jeg bedst husker den første gang, jeg blev konfronteret med det? Billedet fra Saigon var imidlertid dengang et af de dokumenter, som for alvor satte gang i modstanden mod Vietnamkrigen.
Skuddet gav genlyd over hele verden, billedet er blevet ikonisk og skabte yderligere grobund for modstand mod krigens grusomhed. Det stoppede ikke krigen, men det åbnede for en omfattende moralsk fordømmelse, som endte med at få krigens legitimitet til af smuldre totalt.
Sådan ser essensen af en moderne politisk handling ud, når den spontant viser sig i menneskers daglige liv: ”Nu er det nok!” Moralen og det moralske engagement vil ofte være vores eneste aktive indsatsmulighed i en verden, hvor vi både er psykologisk tæt på alle begivenheder og fysisk langt væk. Men det gør alligevel noget ved vores egen selvforståelse at engagere os på disse givne vilkår.
Hver dag viser den slags moralske engagement at have en spredningseffekt, så noget sker, som trods alt kan få ting til at ændre sig. Moralsk anfægtelse har den skjulte effekt, at den forhindrer os i at tilvænne os og tavst acceptere, når andre mennesker udsættes for grusomheder.
Juleønsket i år kunne derfor være, at billederne af jernpressen i Syrien måtte ramme lige så mange menneskers hjerte, som henrettelsen på åben gade i Saigon gjorde i sin tid.
Klik dig videre til meget mere opinionsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og