KOMMENTAR // POLITIK – I fredags udkom Uffe mod magten om Alternativets valgkamp i 2019 og månederne op til. Bogen har meget naturligt skabt debat, og eftersom jeg, som folketingskandidat for partiet, medvirker i bogen, vil jeg gerne kommentere på min rolle og give mit syn på bogens skildring af valgkampen.
Først og fremmest synes jeg, at det er et modigt projekt at sige ja til fra Uffe Elbæk og ledelsens side. Og det synes jeg, at de skal klappe sig selv på skuldrene for. Også selvom de her ved bogens udgivelse har været lige lovligt ivrige efter at miskreditere den.
Politikere fra Alternativet er ikke værre end andre mennesker. Vi siger også nogle hudløst ærlige ting til hinanden, når vi er afslappede. Igennem bogen kommer der friske bemærkninger – også nogle hårde af slagsen. Men det er ikke noget, jeg vil betragte som unormalt for en politisk organisation. De tæsk jeg får, er jeg heller ikke helt i kælderen over. Så alt i alt finder jeg bogen rimelig lødig.
Vi er Alternativet. Hverken vores politik eller vores politikere skal være så styret af presset fra medierne
En af de hårde ting for mig at læse var denne passage omkring mit dårlige resultat til et opstillingsmøde:
“Men der er også en anden, tungtvejende årsag til hans [Anders Stjernholms, red.] degradering på listen. De andre kan simpelthen ikke lide ham. Helt personligt, helt upolitisk bryder de sig ikke om ham. Ingen kan eller vil rigtigt forklare, hvad det præcist er ved ham, men ‘han fylder bare rigtigt meget. Han er for kæk’, som én siger.”
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Det er selvfølgelig lidt svært at læse den slags om sig selv. Men jeg ved godt, hvad de taler om. Jeg har nogle irriterende træk, som jeg nok aldrig slipper helt af med. Og samtidig er det nogle af de træk, der holder mig skarp, så jeg vil heller ikke undvære dem alle.
Ikke en holdspiller
I bogen tegnes et billede af mig som upopulær blandt mine medkandidater og blandt nogle “højererangerende medlemmer”, som gerne vil have mig ud af partiet. Det er sikkert rigtig nok. Jeg står ret stærkt på mine holdninger, og jeg har en personlighed, der ikke er helt nem at holde af. Det ved jeg som nævnt godt.
En anden bemærkning, der faktisk gjorde mig mere ked af det, var Uffes bemærkning om, at jeg ikke er en holdspiller. Uffes kommentar (jeg formoder, der er hans, det fremgår ikke helt tydeligt) falder i forbindelse med, at jeg offentligt melder ud, at jeg ikke er enig i et racismeudspil, som blev præsenteret en af valgkampens sidste dage.
Et udspil jeg ikke var med i udarbejdelsen af og som gik på kompromis med ytringsfriheden. Den frihedsret er jeg kompromisløs omkring, så naturligvis luftede jeg min afstandstagen til det element af udspillet. Jeg blev stillet i en situation, hvor jeg var nødt til at melde ud, og det ser jeg ikke som dårligt holdspil. Til gengæld burde en dygtig træner måske have vidst, at der kunne blive knas hos mig med sådan en udmelding?
Men det er næppe kun derfor, Uffe kommer med karakteristikken. Det skyldes nok også, at jeg ikke bare lagde mig ned omkring kirkeordførerposten, da jeg var inde som suppleant i Folketinget og de førnævnte karaktertræk, der nogle gange fremstår arrogante og indelukkede.
Mine handlinger vil jeg dog mene taler for noget andet: Jeg ventede med at komme med nogen som helst udmelding om mit indtog i politik, indtil jeg blev valgt som kandidat på et internt opstillingsmøde. Jeg har aldrig brugt min semikendisstatus til at vinde stemmer med til opstillingsmøder (hvilket mine dårlige interne valg også vidner om), og når det kom til plakater og det praktiske arbejde omkring valgkamp, tog jeg bestemt min andel af arbejdet. Jeg trak også mit kandidatur uden at skabe bøvl.
Har Alternativet været topstyret?
Jeg anser mig selv som en speciel type, men bestemt en holdspiller. Men jeg har spillet for en træner, der valgte at holdet skulle spille efter point hos vælgersegmenter, jeg ikke delte holdninger med – og det ledte meget naturligt til, at jeg var mere alene i min valgkamp. En træner, der konsekvent kaldte Sikandar Siddique for spidskandidat, selv om han rent faktuelt var “førstenomineret”, som det hedder. Det er ikke den mest motiverende træner, jeg har spillet for, ærlig talt.
Derudover drejer det mest spændende afsnit om mig, sig om en anklage om kupmageri, jeg har fremsat ved et opstillingsmøde. Den anklage står jeg ved, og jeg mener, at partiet har grund til at være mere opmærksom på den slags. For skal vi arbejde for en ny politisk kultur, skal vi også passe på ikke at blive ramt af den gamle.
Vi skal have selvtilliden tilbage, så vi kan blive det vildt tænkende, kreative og fokuserede parti, som medierne ikke bare kan sætte i bås og behandle efter humør
Til spørgsmålet om Alternativet har været topstyret, svarer jeg ja. Men det er ud fra en begrænset indsigt i ledelsen af andre politiske partier, og hvad der kunne være gjort anderledes. Som jeg ser det, er topstyring heller ikke det største problem, for det kan godt gøres gennemsigtigt.
Hvad der står tydeligere for mig, er hvor utroligt mediestyret partiet har opført sig. Gennem hele bogen oplever man tydeligt, hvordan det er mediernes vinkling af Å, der har den største indflydelse på partiets beslutninger.
Allermest sigende var det, da Uffe reagerede på et nærved-trafikuheld med sætningen: “Det kunne være blevet en forside!” Ikke et: “Stakkels cyklist, hvis bilen havde ramt!” (Sandheden af den reportage er muligvis diskutabel). Hvis den er sand, tror jeg ikke, Uffe mangler empati eller perspektiv generelt. Men på det givne tidspunkt var han simpelthen syltet så meget ind i valgkampen, at pressen kom i første række. Det gear skulle han aldrig have været i. Vi er Alternativet. Hverken vores politik eller vores politikere skal være så styret af presset fra medierne.
Vores forhold til medierne har haft en pris
Lige siden historien om penis-collagen i 2017 fik lov til at forblive negativ, har vores forhold til medier haft sin pris. Lige siden vi bare lagde os ned og sagde: “ja det var også for galt. Der dummede vi os.” Nej, nogle af os tog en chance og fik en vild idé. Andre kan ikke lide den, sådan er det. Men det er ikke det samme som, at vi har dummet os. Vi skulle have stået ved vores vilde idé.
Da vi afholdt en valgfest på en swingerklub, burde udmeldingen have været:
“Ja, vi gør! Hvad er problemet? Er de mennesker, der kommer på klubben de normale aftener forkerte? Har de gjort noget kriminelt? Eller er de småkorrupte? Er de grådige? Ser de ned på andre for at have en anderledes moral? Hvad er problemet?!”
Dén debat skulle vi have taget – lige dér.
I stedet bøjede vi nakken, gruppeformanden stak piben ind og sagde: “Vi har dummet os igen”. Da udbrød jagtsæsonen. Fra det tidspunkt forsøgte enhver journalist sig med en “er I nu sikre på X, Y, Z?” for at hive en indrømmelse ud af os.
I 2015 styrede vi medierne, i 2019 blev det forhold vendt om. For at Alternativet kan blive den faktor i dansk politik, som vi bør blive, hvis klimakrisen skal håndteres, skal vi vende magtforholdet igen. Vi skal have selvtilliden tilbage, så vi kan blive det vildt tænkende, kreative og fokuserede parti, som medierne ikke bare kan sætte i bås og behandle efter humør.
Du kan lytte til debatten om Alternativets korte seks-årige historie, nuværende kampform og fremtid i Blomsterbørn Hørm torsdag d. 30. januar i R4dio klokken 21.05.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Fra bogens omslag
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her