BØGER // ANMELDELSE – Selamlik er en hjerteskærende og smuk roman om livet som homoseksuel i en ofte homofobisk verden. Khaled Alesmael skriver tankevækkende om tilværelsen som flygtning, hvor et asylcenter i Sverige ikke er nogen ubetinget lykke, og hvor minderne om Syrien tager en ny form, mener Hans Henrik Fafner.
I Åseda er kirkegården en park, mens parkerne i Syrien er blevet til kirkegårde. Denne tankevækkende iagttagelse bliver gjort af Furat. Han er syrisk flygtning og er blevet indkvarteret under kummerlige forhold på et asylcenter i Åseda, en lilleby langt ude i de smålandske skove. Fra sit værelse ser han over på det lokale plejehjem, der med svensk sans for det praktiske ligger dør om dør med kirkegården. Den er velplejet i enhver forstand, og det slår ham, at de sorte gravsten er udhugget i dyrebar sort sten med de dødes navne indgraveret som signaturer på et kunstværk.
Gennem disse optegnelser er romanen et langt tilbageblik, eller rettere en følsom krydsklipning mellem Syrien og Sverige
Der sker ikke meget i Furats dagligdag. Udover en hundelufter i ny og næ virker byen mennesketom, og han søger derfor ned i kirkegårdens parklignende omgivelser, hvor gravene og de afdøde bliver hans venner. De hedder alle sammen noget med -son, men de lytter. De døde siger ikke noget, men de er gode at betro sig til, for de har tålmodigheden til at lytte.
Dette er et af omdrejningspunkterne i den svensk-syriske forfatter Khaled Alesmaels roman Selamlik, der bedst kan kendetegnes som lavmælt og afdæmpet, selv om den handler om store og hjerteskærende ting, og i perioder bliver både rå og dybt erotisk. Hovedpersonen Furat kommer fra en verden, hvor der ikke er meget æstetik over døden. Han er født og opvokset i Syrien. Han er ud af en solid familie, men samtidig er han både i opposition til Bashar al Assads brutale diktatur og han er homoseksuel, så under den blodige syriske borgerkrig er han blevet tvunget til at flygte og er således endt som asylansøger i Sverige.
Et palads for mænd
Samtalerne med de afdøde svenskere i Åseda sætter noget i gang. Han beslutter at skrive det hele ned i kladdehæfter, som han køber for de sparsomme midler, han får udbetalt fra Migrationsverket. Han vælger at skrive det hele på engelsk og ikke arabisk, for hans personlige fortælling rummer mange ting, som heller ikke de øvrige flygtninge vil bryde sig om at læse. Og her ligger hans vanskelige dilemma.
Gennem disse optegnelser er romanen et langt tilbageblik, eller rettere en følsom krydsklipning mellem Syrien og Sverige, hvor tilværelsen begge steder balancerer mellem håb og frygt, mellem smuk kærlighed og dyb angst og skyldfølelse. Han fortæller om parkerne i Damaskus, som før borgerkrigen var populært mødested for homoseksuelle mænd.
Navnlig Sibkiparken, som ligger midt i Shaalan i det centrale Damaskus, er meget søgt, selv om alle ved, at det hemmelige politi holder et skarpt øje med, hvad der foregår. Men hvis politiagenterne får lidt bestikkelse i ny og næ, volder de som regel ikke problemer. Og om fredagen, når de fleste mænd er til middagsbøn i storbyens moskeer, er der som regel uforstyrret ro i parkerne.
Romanen er en eminent skildring af en verden, der udfolder sig både skjult og mindre skjult i en storby og en kultur, som befinder sig i vadestedet mellem dyb konservatisme og et indestængt ønske om frihed og modernitet. I Alesmaels sprogbrug bliver det hele synonymt med den frihedstrang, som lever i de fleste borgere under et knugende diktatur som det syriske. Alle prøver at skaffe sig selv en smule albuerum, hvad enten dette er politisk eller seksuelt, og i dette syriske univers bliver de to vanskelige at skelne fra hinanden.
Det er en underfundig tekst, der flere steder ændrer form og retning med stor pludselighed
Furat har sit første forhold til en noget ældre mand, mens han er studerende på universitetet i Aleppo. I sine optegnelser fortæller han, hvordan han indimellem ”gik rundt på gangene på kollegiet og mødtes med de andre studerende, som boede der. Stedet var et selamlik, et sted udelukkende beboet af mænd, et palads, hvor mænd frit kunne tale sammen, frigøre deres tanker og kroppe. De kunne gå rundt på alle tider af døgnet i bar overkrop og vise deres behårede brystkasser.”
For de flestes vedkommende nød mændene den afklædte frihed, fordi sommerdagene i Aleppo er smeltende varme, men i denne sammenhæng bliver det også en del af forfatterens interessante billedsprog, hvor antydningerne ofte dækker over, hvad der er hvad. Og det virker som en meget træffende karakteristik af den usikkerhed, som ligger over store dele af den syriske hverdag.
Det er en underfundig tekst, der flere steder ændrer form og retning med stor pludselighed, og det står som et fantastisk fortælleteknisk greb. I lange passager er bogen nøgtern og nærmest dokumentarisk, og da føler man, at det er journalisten Furat, der er på færde med sit skarpsyn. Og så slår den over i de poetiske dybder, hvor det er mennesket, der udtrykker sig, som når han husker, hvordan duften af arabisk brød nåede næseborene, når han stod i kø foran et bageri i Bab Touma, duften af ful og hummus med spidskommen, lyden af skeer mod tallerkner ved morgenbordene.”
Problemerne flytter med
”Rejsen til fortiden har ikke brug for pas, visum eller papirer,” konstaterer han på et tidspunkt, og her rører vi ved den længsel og det savn, som følger enhver flygtning.
Tilværelsen i Sverige er ikke nogen dans på roser. Det er umuligt, ikke at tænke tilbage, når man sidder i et asylcenter i det kolde og mørke nord, for også det er på mange måder en rå tilværelse. Folkene fra Migrationsverket er korrekte svenskere, der i flygtningens øjne virker kolde og afstumpede, og hvordan man end vender og drejer det, følger mange af problemerne med hjemmefra.
Han kommer til at tænke på parkerne i Damaskus, som bød på en anden frihed, selv om det hemmelige politi konstant stod på lur
På et tidspunkt sidder Furat sammen med de andre flygtninge og selv når de finder sammen i deres foragt og frygt for Islamisk Stat, dukker fordommene frem:
”Alle var enige og nikkede samtykkende. Ham, der havde talt om sin bekymring over Daesh’ magt over børnene, tilføjede: ’Afvigerne er nævnt i Koranen som syndere. Lots folk. Den sygdom er vi først begyndt at høre om her i Sverige. Det er en synd, som nogle flygtninge synker ned i, når de kommer til Europa.’ Jeg forstod nu, at det mareridt, jeg lige var vågnet af, bare fortsatte her i asylboligens køkken.
Mens jeg betragtede mændene, der sad og røg og snakkede, så jeg deres hoveder som brændende skorstene, der spyede tyk, sort røg ud. Jeg var ikke i stand til at fortsætte samtalen med dem. Jeg følte, at min tunge sad fast i ganen. Skulle jeg også holde min mund her i Sverige?”
Han kommer til at tænke på parkerne i Damaskus, som bød på en anden frihed, selv om det hemmelige politi konstant stod på lur. Dér kunne han godt nok føle, at frygten og ensomheden havde forvandlet ham til et levende lig, der var smeltet sammen med fjernsynet og levede af blodige nyheder, og som druknede i sved og sæd, så snart elektriciteten blev afbrudt. Men den svenske virkelighed er ligeså deprimerende, når han kun har kirkegårdens sorte sten at betro sig til.
Mange arabiske homoseksuelle er bange for at springe ud, fordi de lever sammen med deres familier i forstæderne. De er stadig bange og utrygge i de konservative minoritetssamfund, tænker han. Frihed er på ingen måde noget entydigt begreb, og det er i høj grad flygtningens lod. Her sættes det på spidsen på fineste vis.
Som en del af tilbageblikket husker han tiden efter 2006, hvor mængder af irakiske flygtninge kom til Damaskus. Midt i det usigelige kaos anedes nyt håb og nye muligheder for frihed. Der blev åbnet mange nye steder, hvor man kunne gå ud. Jaramanakvarteret i det sydlige Damaskus blev større med nytilkomne indbyggere fra alle hjørner af Syrien, og et enormt antal irakere. ”Det var mere afslappende at dyrke sex med de irakiske flygtninge, fordi jeg var sikker på, at de ikke samarbejdede med den indenlandske sikkerhedstjeneste,” skriver han med skæbnens ironi.
Han er kommet til Sverige for at slippe for de rædsler, han har været udsat for de senere år, og nu føler han, at han faktisk bliver konfronteret med det samme på dette sted, hvor han er tvunget til at opholde sig; i en fjern skov, isoleret fra andre mennesker. Den samme søgen efter et sted, hvor trygheden er troværdig, læser man om i Arabisk vemod, en fin lille roman af den marokkanske forfatter Abdellah Taïa, som kom på dansk i 2016. Den handler om en ung homoseksuel mand, der søger kærligheden, finder den, kæmper med den og mister den i et Marokko, der på samme måde som Syrien er delt mellem ønsket om moderne åbenhed og konservative normer.
De to romaner kan godt sammenlignes, men Khaled Alesmael har så taget skridtet videre ved at sætte fortællingen ind i det arabiske forårs op- og nedture sammen med flygtningestrømmen og Mellemøstens brutale omvæltninger. Dermed bliver den både en aktuel kommentar til en verden i uføre og en litterær perle.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
