Sara Høyrup: Højredrejning aflyst i Spanien

af i Europa/Politik & Samfund

POLITIK // SPANIEN – Søndagens valg stod mellem pest og kolera, mente mangen en progressiv vælger. Kringsat af nationalismer til alle sider vaklede de mellem at sætte hårdt mod hårdt eller holde fast i det socialdemokrati, der forgæves har forsøgt at forhandle sig til en løsning i løsrivelsesregionen Catalonien. Søndag stemte spanierne imod nationalismen.

Fascismealarmen har kimet i årevis i Spanien. Det har ikke været kosher siden demokratiets indførelse i 1978 at slå om sig med slagord fra den yderste højre kant. De tider var ovre.

For blot 16 måneder siden var højreekstremisterne i Vox stadig til latter, når de unge spindoktorer holdt en pause i arbejdet for de fremstormende spansksindede i Ciudadanos, som dengang kaldte sig socialliberale. I mellemtiden er Ciudadanos drevet mod højre, og Vox bliver taget gravalvorligt. Og enhver udgrænsning af dem er forsvundet ud af den moderate højrefløjs programerklæringer i løbet af valgkampen. Vox har kunnet sole sig i opmærksomhed som privat part i retssagen mod løsrivelseslederne. Intet så ud til at kunne stoppe deres fremdrift.

Valgdeltagelsen i Spanien har været høj i år, især i Catalonien. Vox er stormet ind i parlamentet, men de holder ikke nøglen til regeringsmagten, sådan som det ellers har tegnet til i den seneste tid

Både Ciudadanos og Vox trækker stemmer ud af det konservative Partido Popular, som er arvtageren efter den nationalkatolske militærdiktator Francisco Franco. Men hvor Vox er dannet af en utilfreds herre til hest fra PP’s indre rækker, opstod Ciudadanos ud af det catalanske socialdemokrati, PSC, som havde glemt alt om, at den røde sag er international, ikke national.

Nogle er mere lige end andre

Spansk politik tager altid farve af, hvad der sker i de to evigt utilfredse regioner, Catalonien og Baskerlandet. Baskerne prægede i fire årtier dagsordenen med bomber og bortførelser, politiske mord og en revolutionsskat pålagt erhvervslivet. Med terroren som bagtæppe bedrev selv pæne partier som de borgerlige PNV politik, og de skiftende centralregeringer var altid klar til at indgå studehandler med regionalisterne for at holde sig selv ved magten.

Catalanerne har alle dage irriteret de andre spaniere mere end baskerne, der om ikke andet blev set som mandhaftige. Catalanerne er kendt som grådkvalte og nedladende på én og samme tid – og med løsrivelsesforsøget i efteråret 2017 fik de resten af landet helt op i det røde felt.

Og alligevel er unionisterne i regionen så underligt alene. De er overladt til sig selv, når de bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. Det er bare ærgerligt, at deres børn ikke kan få undervisning på spansk, og at nationsopbygningen er vigtigere end alt andet i skolerne. De må slå sig til tåls med, at lokaladministrationen kun kommunikerer på et af regionens to sprog og ikke tillader dissens.

Staten har i mange år været fraværende i de to selvhævdende regioner. Derfor opstod Ciudadanos – og da det ikke rakte, opstod Vox. Machomændene i det brune protestparti får stemmer både fra folk, der deler deres dybt problematiske ideologiske tankegods, og fra andre, der mener, at der skal skarp lud til skurvede hoveder. Mange tiltror ikke socialdemokraten Pedro Sánchez, som har ledet landet i et år, evne og vilje til at standse, hvad der for dem føles som en opløsning af landet.

Fascistoide antifascister

Selverklærede antifascister forsøger at slå det nye højre ned, som var vi tilbage i tredivernes sammenstød mellem skråremme og knyttede næver. Men de påståede antifascister er selv reaktionære, så langt øjet rækker. Og deres metoder er fascistoide.

I Catalonien – såvel som i Baskerlandet – foregår der en ublu ensretning af den tilladte tænkning. Tankens frihed er lagt i spændetrøje af gule bånd

Igennem år og dag har de forsøgt at lukke ned for al dissens først i Baskerlandet, hvor de udgør miljøet omkring den nu nedlagte terrororganisation ETA, og siden i Catalonien. De har stået vagt om udkantsnationalismen i begge regionerne og ageret militant værn om diskrimination og socialt ingeniørarbejde.

Overalt i Catalonien har de ved hver en given lejlighed ”boykottet” Ciudadanos, som ved den søde grød ikke er fascister. Og ”boykot” betyder på spansk en meget proaktiv, skræmmende indsats for at lukke ned for andres ytringsfrihed.

Om det så var et litterært arrangement om Cervantes – forfatteren til Don Quixote– måtte deltagerne sidste sommer gå spidsrod ud gennem de råbende og truende horder. Aldrende tilhørere og tilrejste akademikere måtte forlade det offentlige Universitat de Barcelona med bøjet hoved, alt imens dekanen nægtede at lade politiet sikre forsamlingsretten.

Hvorfor? Fordi arrangementet var organiseret af den store civilforening Societat Civil Catalana, der taler udkantsnationalismen midt imod. I Catalonien – såvel som i Baskerlandet – foregår der en ublu ensretning af den tilladte tænkning. Tankens frihed er lagt i spændetrøje af gule bånd.

Den nationale socialisme

Det kan jo nok få én og anden til at tvivle på, at den drømmenes republik, som lokalnationalisterne stadig brygger på, nu også ville være så herligt et sted. Den forfatning, separatisterne havde gjort klar i 2017, manglede magtens tredeling mellem lovgivende, dømmende og udøvende. Den lagde op til et autokrati uden sikring af de borgerrettigheder, som Spanien alle mangler til trods tilbyder.

Byggestenene i den catalanske nationalisme er et broget sammenrend af det borgerlige Convergència, som under konstant skiftende navne er blevet radikaliseret til det ukendelige, ”venstrerepublikanerne” i ERC og det lille ”antikapitalistiske” CUP. ”Venstrerepublikanerne” præsenteres gerne som socialdemokrater i udlandet.

Det dybt reaktionære og hyklerisk fascistoide præger i forvejen hverdagen og det politiske liv i Catalonien – og i Baskerlandet med

Men vel er de ej. Esquerra Republicana Catalana er mere reaktionære end Dansk Folkeparti. Deres foretrukne hadeobjekt er sortsmuskere i form af ”indvandrerne” sydfra – og så selvfølgelig enhver raceforrædder eller overløber til mere moderate positioner. Selv de faktiske socialdemokrater i Catalonien, PSC, har igennem år og dag danset til lokalnationalisternes pibe og dermed mistet al troværdighed som socialdemokrater.

”Venstrerepublikanerne” i ERC tager patent på det vilde spanske demokratieksperiment i trediverne, men de står reelt for en rural reaktion mod moderniteten. Selv vandringen fra land til by, der i Spanien er foregået fra syd mod nord, er de stadig ikke kommet sig over.

Det kan derfor være svært at blive helt så bange for det antimoderne Vox, som partiets sexisme og racisme, våbenbegejstring og dyremishandlingsapologi inviterer til. Det dybt reaktionære og hyklerisk fascistoide præger i forvejen hverdagen og det politiske liv i Catalonien – og i Baskerlandet med.

Udsigterne efter valget

Valgdeltagelsen i Spanien har været høj i år, især i Catalonien. Vox er stormet ind i parlamentet, men de holder ikke nøglen til regeringsmagten, sådan som det ellers har tegnet til i den seneste tid. De konservative har som ventet blødt stemmer til begge sider: til Vox mod højre og til det ideologisk flertydige Ciudadanos længere inde mod midten.

Socialdemokraterne fører. De tegner til at kunne klare sig uden de disruptive lokalnationalister, hvilket gør en kolossal forskel for den faktisk førte politik. PSOE får brug for enten at læne sig mod venstre på ny og støtte sig til Unidas Podemos, der er lidt lune på lokalnationalisterne, men ellers mest går op i at byde eliten trods og indføre en feministisk grammatik. Den kombination vil eksempelvis sikre den nye lejelovgivning, der modvirker den totale retsløshed på området. De får brug for PNV også – de borgerlige baskere, der altid er friske på en god aftale.

Eller den siddende statsminister Sánchez kan gå mod højre og danne ny regering med de liberale i Ciudadanos. Det vil fastholde de spanske socialdemokrater på deres nyeste toner om, at de altså ikke har solgt Catalonien til lokalnationalisterne, sådan som mange hævder. Ciudadanos har godt nok forsvoret at ville danne regering sammen med PSOE, og siden har PSOE sagt, at de vil da heller ikke lege med Ciudadanos. Men politikere siger jo så meget, og tilsammen danner de en progressiv duo, der er det bedste værn mod nationalismens svøbe.


Foto: Wikimedia Commons.

Tags:

Sara Høyrup er freelance Spanienskorrespondent med base i Barcelona. Hun er uddannet i spanske forhold og har boet i byen on/off siden 1996. Hun holder også foredrag i Danmark, arbejder som tolk og oversætter samt arrangerer studieture til Spanien.

Vil du støtte Sara Høyrups arbejde og artikler fra Spanien, så giv gerne bidrag til hendes virke:

reg. 8401, konto 5346731

http://SaraHoyrup.com
http://magasineteuropa.dk/sara-hoeyrup/

Seneste artikler om Europa