FILM – Hvordan går man til en festival som PIX med et program med over 180 film? Frederik Bové vælger et tema og bruger her tre film til at se historisk på filmfestivalen i Cannes.
14 dage 180 film. Et overflødighedshorn. Hvad skal man vælge? Man ved jo ikke, hvad der er godt. Efterhånden begynder meget andet at spille ind end de hårde kriterier: Lørdag valgte jeg f.eks. fire film, der alle sammen gik i Empire Bio, så slap jeg for at bevæge mig.
Men ved et sammentræf viste PIX også på de første dage tre film, der alle havde vundet priser i Cannes. Og vel og mærke ikke de store priser, men de små og lidt skæve priser, som det måske ikke er lige til at forstå betydningen af.
De tre film Diamantino, The Rider og Girl har vundet henholdsvis Nespresso Grand Prize i serien Semaine de la Critique, Art Cinema Award i serien Quinzaine des Realisateurs, og Camera d’Or. Hvad betyder det? Jeg satte mig ned og googlede, og tog ind og så. Her er, hvad jeg har fundet ud af.
Semaine de la Critique: Fornyelse
Først lidt historie om Cannes. Cannes festivalen skulle være startet i efteråret 1939, men efter et par dage gik Tyskland ind i Polen og så var man ikke så meget i festival-humør længere. I stedet kom første udgave i 1946, og blev en fejring af kvalitetsfilm fra hele verden. Eller i hvert fald den del af verden der var på den rigtige side. Tyskland og Japan blev ikke inviteret med.
I halvtredserne begyndte festivaler at spille en stor rolle med at introducere instruktører fra hele verden til det vestlige publikum. Folk fik for alvor øjnene op for eksotiske filmnationer som Japan, Indien og Sverige. Den franske festival lå lidt i skyggen af Venedig, men havde dog sine øjeblikke som f.eks. i 1956 hvor Satyajit Rays Pather Panchali vandt for mest humane film mens Ingmar Bergmans Sommernattens Smil fik en pris for sin poetiske humor.
Al den fokus på rørende auteur-film betød dog også at festivalen efterhånden fik et lidt støvet image. Omkring 1959 skyllede den franske nybølge ind over verden, men udover Truffauts Ung Flugt, der i 59 vandt prisen for Bedste Instruktør, var det ikke på hjemmebane at de unge instruktører høstede triumfer.
Der er virkelig meget vanvid i denne film. Når Diamantino spiller fodbold, forestiller han sig en verden af lyserøde skyer med gigantiske hundehvalpe. Han bliver viklet ind i at lave propaganda-videoer, der skal hjælpe med at få Portugal ud af EU, alt imens han efterforskes for skattesnyd og har adopteret en bådflygtning fra Mozambique
Måske var det derfor, at man i 1962 oprettede den første sidekonkurrence på festivalen, Semaine de la Critique, der var forbeholdt film nummer et eller to fra fortrinsvis unge instruktører. Når man ser tilbage på de første udgaver fra midttresserne, optræder der hurtigt store navne som Bernardo Bertolucci – med Prima della Rivoluzione fra 1964 – og Ken Loach – med Kes fra 1970. Samtidig har der altid været plads til lidt mere eksperimenterende film, end de der har været i hovedkonkurrence.
I dag er der hvert år udtaget syv film til denne konkurrence, hvilket gør det til en af de mere prestigiøse debut-konkurrencer.
De er værd at tjekke ud, og det er et stort skulderklap når en dansk film er med, som Jonas Ambys Når Dyrene Drømmer var det i 2014. Jeg er gået ret målrettet efter at se de film, der vinder hovedprisen, kaldet Nespresso Grand Prize, da det de sidste par år ikke bare har været gode film, men også film, der virkelig forsøger noget nyt.
Diamantino (Gabriel Abrantes & Daniel Schmidt)
Det gør sig også gældende med den portugisiske Diamantino, der på én måde er en ret typisk portugisisk film, men som samtidig gentænker og fornyer og ikke ligner ret meget andet.
Central i portugisisk film, men ret ukendt internationalt, er en instruktør ved navn António Reis.
Han underviste i mange år på den portugisiske filmskole, hvor han prægede generationer af portugisiske instruktører med idéer om nærmest antropologisk funderede film, der undersøgte folks myter og legender for at skildre deres hverdage. Det er noget af den samme idé, man mærker, når Miguel Gomes i Arabian Nights indsamlede fortællinger fra et kriseramt Portugal til seks timers fabulerende vanvid, eller når João Pedro Rodrigues genfortolker den hellige Antonius som fuglekigger i O Ornitólogo.
Diamantino laver dog en ny krølle på halen ved at foregå i et univers af moderne myter og ikoner. Det er legenden om Christiano Ronaldo som helligt fjols, der bliver genfortalt på en bund af ikonografi hentet fra flygtningekrise og højrefløjsnationalisme, plus lidt genrevanvid.
Det bliver forklaret i den indledende voiceover, at fodboldspillere har overtaget den rolle, som folk som Michelangelo havde i gamle dage, så hvorfor dog ikke fortælle deres historie med samme legende tilgang som Antonius?
Halvdelen af billederne virker som om de er optaget med gamle analoge kameraer, mens den anden halvdel virker som om de er lavet i virkelig billige computerprogrammer
Der er virkelig meget vanvid i denne film. Når Diamantino spiller fodbold, forestiller han sig en verden af lyserøde skyer med gigantiske hundehvalpe. Han bliver viklet ind i at lave propaganda-videoer, der skal hjælpe med at få Portugal ud af EU, alt imens han efterforskes for skattesnyd og har adopteret en bådflygtning fra Mozambique (som ikke rigtig ligger i sejlafstand af Portugal, men altså…)
Det kan virke fjollet, men samtidig er æstetikken så stærk og særegen. Halvdelen af billederne virker som om de er optaget med gamle analoge kameraer, mens den anden halvdel virker som om de er lavet i virkelig billige computerprogrammer. Det er som om der er lagt en håndfuld instagram-filtre nedover billederne, så de kan virke rigtig selfie-ikonigrafiske, det er et ret unikt billedsprog, der dog samtidig virker som en videreudvikling af den lofi-surrealisme der har præget film i António Reis’ ånd.
Det er bizart, legende og på ingen måde gennemtænkt. Det er en virkelig stærk film, der sætter streg under at Nespresso-prisen, på trods af det forfærdelige navn, er en man skal holde øje med.
Quinzaine des Réalisateurs: Oprør
Tilbage til Cannes-festivalen. Som tresserne skred frem blev festivalen mere og mere politiseret, hvilket kulminerede i 1968. Da festivalen finder sted i maj faldt det sammen med optøjerne i Paris, og en gruppe af instruktører med bl.a. Jean-Luc Godard i spidsen krævede at årets udgave skulle aflyses af solidaritet med oprørerne.
Perioden efter 68 er den mest politiske periode i fransk film, hvor f.eks. Godard begyndte at lave film som del af det ekstremt venstreorienterede Dziga Vertov kollektiv. Det var en periode, hvor flere maoistiske partier bekrigede hinanden alt imens Kina var inde i sin mest repressive fase, og hvor terrorisme – undskyld, ‘guerilla-bevægelser’ – var chic hos unge vesterlændinge, alt imens terror-angreb slog flere og flere civile ihjel.
Jeg kalder tiden fra Paris 68 til München 72 for årene mellem Røde Maj og Sorte September, og det er en periode, der langt hen af vejen er blevet set som et vildspor af eftertiden, uden de helt store kulturelle klassikere.
Men arven lever dog videre i Cannes. I 1969, året efter aflysningen, blev endnu en sidekonkurrence oprettet, med navnet Quinzaine des Réalisateurs, hvilket betyder instruktørernes egne 14 dage. Helt i tråd med tidens idéer om uafhængighed og oprør mod grå og kedelige systemer.
I halvfjerdserne viste franskmænd som Godard og Rivette film som henholdsvis Le Vent d’est og Céline et Julie vont en bateau. Nye instruktører som Werner Herzog og Der var politisk fokus film som Chantal Akermans feministiske hovedværk Jeanne Dielmann og Patricio Guzmans dokumentar La Batalla de Chile om Pinochets kup. Genre-værker som The Texas Chainsaw Massacre kunne også vises her. Der var sågar plads til danske film af instruktører som Henrik Stangerup og Nils Malmros.
Det kan stadig ofte føles sådan, at Quinzaine viser film der er for ‘vilde’ for systemet.
Når f.eks. Miguel Gomes laver en seks timer lang film, så er det Quinzaine der tør vise den. Det er ofte her, ukendte navne slår sit navn fast. Der er dog ikke meget oprør over det længere.
Det er en blanding af mindre kendte instruktører, og store navne, som der ikke lige blev plads til af en eller anden grund. Hovedprisen, Art Cinema Award, har heller ikke rigtig nogen særlig identitet, men den går da ofte til gode film.
The Rider (Chloe Zhao)
Af de tre priser jeg diskuterer i den her tekst er Art Cinema Award den eneste, hvor der ikke er nogen begrænsning på, hvor erfaren instruktøren kan være.
Og The Rider er da også Chloe Zhaos anden film. Derfor er det også lidt ironisk, at det er den film af de tre, som mest føles så stereotypt lovende. Det er en glimrende film, der bestemt har meget personlige kvaliteter. Men alligevel føles det også som et filmsprog, der ikke helt er faldet på plads endnu.
Unge Brady Blackburn er en moderne cowboy. Det er i hvert fald sådan, folk opfatter ham.
De er også enige om, at de i hvert fald ikke skal holde op og blive landmænd eller noget tilsvarende kedeligt.
Han har været ung og lovende rodeo-rytter, men var i en voldsom ulykke. Nu siger han, at han slapper af og kommer til kræfter, inden han skal op på hesten igen så at sige.
Da hans venner tager ham med ud og drikke øl, snakker de sammen om, hvor mange gange de har slået sig hver især, men er også enige om, at de i hvert fald ikke skal holde op og blive landmænd eller noget tilsvarende kedeligt. Skrækeksemplet er vennen Lane, der var en bedre rytter end nogen af de andre, men som nu også er blevet nærmest totalt invalid.
The Rider giver et utrolig autentisk indblik i en ukendt verden. Rollerne spilles af amatørskuespillere, der som regel deler navn med deres roller. Vi får ikke blot vist miljøet i en forarmet del af South Dakota, men lærer også om deres idealer og muligheder. En mand som Brady har ingen uddannelse, ikke ret mange jobmuligheder, ikke megen fremtid, men hvis han sætter livet på spil til rodeo-showsne har han en mulighed for at være noget. Noget særligt.
Det er ikke tilfældigt at hans venner sammenligner sig selv med NFL-stjerner, der også konstant giver sig selv hjerneskader i håbet om at det trods alt vil blive til et bedre liv end der hvor de kommer fra.
Filmen viser unikke tegn og kvaliteter, i viljen til at bruge amatører, tage deres verden alvorligt, og skildre deres drømme med stor flair. Men Chloe Zhao har endnu ikke formået at få de talenter til at gå op i en højere enhed.
Det er en ret ny måde at skildre fattigdom på. som ikke er socialrealistisk, men i stedet er funderet i den særlige kultur der opstår som modvægt til dagligdagen.
Rodeoen og ridningen spiller lidt samme rolle i The Rider som Disneyworld i Sean Bakers The Florida Project –vist i Quinzaine samme år som The Rider – eller forlystelsesparken i filmen Good Time af Safdie-brødrene – hvis to første film blev vist i Quinzaine inden de blev forfremmet til hovedkonkurrencen. Det er med andre ord ikke helt originalt længere, omend især ride-scenerne er alligevel umanerligt medrivende rent filmisk.
Problemet er blot, at der på grund af filmens konstruktion er for få af dem. Det er jo logisk nok, at en film om en mand, der ikke længere kan ride ,kke vil være så mange ridescener, men resten af filmen er ikke fascinerende nok til at kompensere for det. Det er her, der er præg af manglende rutine.
Filmen viser unikke tegn og kvaliteter i viljen til at bruge amatører, tage deres verden alvorligt, og skildre deres drømme med stor flair. Men Chloe Zhao har endnu ikke formået at få de talenter til at gå op i en højere enhed.
Det kan dog komme Både Sean Baker og brødrene Safdie lavede flere end to film, før de for alvor fik tingene til at falde på plads.
Un Certain Regard / Camera d’Or: Kontinuitet
Hvis Quinzaine kommer af et oprør mod topstyringen af Cannes, så er de to sidste priser til gengæld eksempel på at systemet satte sig igen.
Begge blev indført i 1978 af Gilles Jacob, der var ansat ved festivalen fra 1977 til 2014, og fra 2001 som festival-præsident.
Camera d’Or er en ret simpel pris, der uddeles til bedste debutfilm på hele festivalen. Un Certain Regard er endnu en serie af film, i stil med Quinzaine, der bare ganske enkelt ikke har fundet plads i hovedkonkurrencen, men eftersom den arrangeres af de samme programlæggere som hovedkonkurrencen gør, har den i endnu højere grad en afsmag af andensortering.
Der er mange yngre kræfter, men hvis en instruktør en gang har været i hovedkonkurrence, og nu er i UCR, er det et tegn på at der er noget galt.
Fra 1977 til 2014, det er 37 år med Gilles Jacob, det tyder på kontinuitet, og det er svært at sige andet end at Cannes også har været ret stabilt det samme siden dengang.
Der har ikke været skandaler og aflysninger som i 1968, og selvom der er blevet indført nye serie med navne som Cinefoundation og ACID, så har fokus stadig været på de fire serier: Hovedkonkurrencen, UCR, Quinzaine og Semaine. Det vigtigste der er sket siden da er nok de to priser Palm Dog og Queer Palm, der uddeles til henholdsvis bedste hund og bedste film med LGBT-tema.
Selvom især sidste pris er ret interessant, har det ikke været skelsættende.
Girl (Lukas Dhont)
Lukas Dhonts Girl er den gode form for UCR-film. Debutant, endda bare 27 år, så den må nok mere nøjes med sidekonkurrence på grund af manglende erfaring end af manglende kvalitet.
Jeg vil endda gå skridtet videre: Eftersom Cannes i 2018 udtalte at de var gået efter nye navne i hovedkonkurrencen, så er det tæt på at være uforståeligt,at der ikke var plads til Girl. Det er en film, der er så sikker i sit filmsprog, så fin, og så væsentlig, og samtidig er sådan nogenlunde konventionel – og ikke ret mange onde ord om det – at den virkelig ville have pyntet.
Jeg kunne godt have lidt mistanke om, at filmen er røget i sidekonkurrence på grund af sit emne: Det er en af de mest opsigtsvækkende kunstfilm, der hidtil er lavet om transkønnethed. Og det ville ligne Cannes at tænke, at det derfor ergo må være en niche-film.
Teenagepigen Lara kæmper med at transitionere, at tilpasse sig sine omgivelser, og især med drømmen om at blive ballerina. Det er ikke helt let, når man i årevis har trænet sin krop anderledes.
Det er en film, der skildrer transkønnethed blot som en virkelig ting i verden. Ikke som en sygdom, ikke som et symbol, men som noget som mennesker lever med
Der vil senere komme en tematisk artikel om Girl, så det skal jeg ikke dvæle så meget ved, men jeg vil i stedet forholde mig til de rent tekniske kvaliteter:
Der er en nænsomhed og en empati i skildringen af Lara, som er ret forrygende. Unge Victor Polster – den krævende rolle blev castet uden at der blev taget hensyn til køn, eftersom den var så rent fysisk og dansemæssigt krævende, hvilket er en bedre grund end normalt – er fremragende, men hjælpes også af et filmsprog der fokuserer på krop og fremtoning snarere end dialog og dramatiske handlinger – med en enkelt beklagelig undtagelse, som jeg dog ikke vil afsløre her.
Det er en film, der skildrer transkønnethed blot som en virkelig ting i verden. Ikke som en sygdom, ikke som et symbol, men som noget som mennesker lever med.
Af samme grund er det også en film, hvor der ikke er nogle skurke, men hvor gældende normer godt kan gøre ondt. Og Laras problem er ikke så meget at være en pige; snarere at hun skal være en meget specifik form for pige, hvis hun skal få succes som danser. Der er meget stramme normer som balletdanser, men Girl lader de udbredte problemer for balletelever forblive ved f.eks. antydningen af en spiseforstyrrelse.
Girl er ikke filmen om transkønnethed, ligesom Lara ikke er pigen men bare er en pige med specifikke drømme og forhåbninger. Hvad der dog er svært at komme udenom er, at Lucas Dhont viser sig som en filmskaber, der formår at skildre følsomme emner med omsorg, indsigt og idérigdom. Fortjent vinder af debutantprisen, og forhåbentlig genganger i Cannes.
Fotocredit: CPH:PIX
Diamantino vises igen onsdag 3/10 kl 17:30 i Empire og Lørdag 6/10 kl 19:00 i Palads
The Rider vises igen lørdag 6/10 kl 15:00 i Empire og Onsdag 10/10 kl 21:15 i Cinemateket
Girl vises igen Onsdag 3/10 kl 19:00 i Grand
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
