Matador: Spillet om Korsbæk – Årets Julekalender 16.12

i Kultur/Film af

JULEKALENDER // 16. DECEMBER – Laura får sin store dag. Og et af de bedste afsnit i Matador. Et af seriens vendepunkter bliver dedikeret til en af de mindre karakterer, men en af de bedste. Hvis bittersøde fortælling er helt igennem suveræn.

Kom ikke her og sig Matador ikke har tålmodighed. Helt tilbage i afsnit 3, ‘Skiftedag’, forklarede Laura, at hvis man ville være ‘fin’, så skulle man blive, hvor man var. To sæsoner, tretten afsnit og ti år senere får Laura endelig sin medalje. Men er hun fin? Er hun tilfreds? Det spørgsmål bliver pludselig nærmest til seriens bankende hjerte. Og det i et afsnit der alene af historiske grunde ville være blandt de vigtigste i serien. Det er stærkt set og stort forløst. Det er muligvis det bedste afsnit overhovedet?

Spøgelseskirken

Første halvdel, der kredser om Lauras medalje fra ‘Selskabet for Trofast Tyende’, indeholder både subtile og knap så subtile pointer. At f.eks. Maude ikke rigtig bryder sig om at hænge ud med Laura, og forsvinder med en veninde så snart chancen byder sig, er ikke voldsomt subtilt. Eller at Laura har billet til 1. klasse, men ikke bryder sig om at sidde der.

Stærk er dog scenen i kirken, der er så absurd, så mørk, at den har noget spøgelsesagtigt over sig. Kirken er næsten helt tom, for det trofaste tyende har ikke nogen, der kommer og hylder dem (de har jo netop været så ‘trofaste’, fordi de aldrig er blevet gift…). Laura er nærmest den yngste, de resterende gamle damer har siddet fast i 50 år, og ingen af dem ser ud til at have noget specielt godt forhold til deres fruer. Og så talen, om hvordan tyendet tjener fruer, som tjener mænd – som underforstået tjener nationen, kongehuset, etc. Der er ikke meget ‘fint’ over det, der er bare hierarki. Det er fastfrosset, et frosset rum, frosne mennesker, en frossen verden. Der er ikke noget at sige til, at Laura bliver ked af det.

Tyendet tjener fruen, som tjener manden, som tjener nationen, men hvis ikke nationen består, og i en eller anden forstand forsvarer befolkningen, hvad er så formålet med resten af rangordenen?

Det er en stærk og mystisk kobling, der laves til besættelsen, som sker allerede morgenen efter. Elisabeth anklager Maude for manglende proportionssans, når hun efter Lauras opsigelse udtaler ‘En ulykke kommer sjældent alene’, men de to hændelser er forbundne ifølge serien. I talen til tyendet beklages tidens ‘opløsning og forfald’, og de præmierede lykønskes for at bevise, at ‘der stadigvæk eksisterer flid og troskab’. Og så længe det der opløsning og forfald er langt væk, så kan det give mening at forblive trofast og flittig.

Men hvad de fornemme i kirken, eller rundt om kaffebordet hos Varnæs, ikke forstår, er, at opløsningen og forfaldet ikke blot kommer udefra. Det kommer indefra. Det er deres verden, der har spillet fallit, og som ikke har formået at udføre deres del af opgaven. Tyendet tjener fruen, som tjener manden, som tjener nationen, men hvis ikke nationen består, og i en eller anden forstand forsvarer befolkningen, hvad er så formålet med resten af rangordenen?

Den dynamiske krig

Det er en mærkelig effekt i Matador. Jo tættere vi kommer på krigen, jo mørkere og mere trøstesløse bliver afsnittene. Men så snart invasionen rent faktisk sker, så er det, som om der bliver sluppet en eller anden energi løs. Det sker blandt de erhversdrivende, hvor både Skjern og Skjold-Hansen ser forretningsmuligheder – men to meget forskellige af slagsen, må man nok sige. Det sker også i befolkningen, der samler sig sammen om alsangen, hvilket den nye borgmester udnytter til at få finansieret en vej til en ny folkepark.

I de næste fem afsnit vil nogen være helte, nogen vil være skurke. Det er i de her afsnit at meget af det mest ikoniske sker.

Tolkningen af Anden Verdenskrig giver på en måde historisk mening. For på brutal vis var Anden Verdenskrig faktisk noget af det mest dynamiske, der skete i det 20. århundrede. Det medførte, at kvinder måtte ud på arbejdsmarkedet, mens mændende var ude at slås. Det medførte, at diskriminerede grupper fik mulighed for at bevise, at de kunne kæmpe lige så godt som alle andre. Og fordi så mange i eliten blev taget som værnemagere – hej hej Skjold-Hansen – så gjorde det samfundene mere egale og dynamiske efter krigen.

Det er i og for sig det samme, som sker i Matador: Efter at Korsbæk har været frosset i frygt for fremtiden, så sker det værste nogen overhovedet kunne forestille sig. Og… det giver en masse muligheder for at bevise, hvem man er. I de næste fem afsnit vil nogle være helte, nogle vil være skurke. Det er i de afsnit, at meget af det mest ikoniske sker. Dermed ikke sagt, at mørket går væk, helt væk, for det vil komme tilbage i de sidste tre afsnit. Men tingene bliver en del mere klare.

Lauras store klarsyn

Hvad er det egentlig, der sker med Laura? Jeg sidder med en klump i maven, for hvilken udvikling er det helt præcist hun går igennem? Hun starter ud med at være trist og ked af det og bliver ignoreret af alle andre end Elisabeth. Så bliver hun selvstændig, finder ud af, at de fleste andre steder er endnu værre end familien Varnæs, og så er hun stadig ked af det. Så spørger Hans-Christian, om hun vil hjem, og så tager hun hjem. Der er ting, som er nemme at se: at hun reagerer på at blive behandlet som – mere – ligeværdig den aften i beskyttelsesrummet, f.eks. At hun også indser, at om hun måske aldrig bliver fin, så er hun da i det mindste blevet dygtig, og efter hun har fået bevist det, vil hun gerne vende tilbage dertil, hvor forholdene er bedst. Men stadig, hvad siger de konklusioner om de resterende spillere og brikker i Korsbæk?

For mig virker det centrale ikke til at være noget specifikt svar på det spørgsmål; der bliver ikke formuleret nogen morale i dette afsnit. Det centrale er det øjeblik, hvor Laura og Røde bugserer hendes møbler tilbage til familien Varnæs igen, mens Matador-temaet spiller. En af brikkerne har taget sit sidste træk, har af egen fri vilje rykket hen, hvor hun helst vil være. Er det en god ting, fordi hun selv har valgt det? Eller er det lidt melankolsk, at hun ikke ville noget mere? Det er som i så megen kunst op til den enkelte at vurdere. Men som jeg ser det, så sker der det, at fordi tingene bliver sat på spidsen, fordi illusionerne brister, så giver det mulighed for at se virkeligheden i øjnene. Det gør Laura først af alle. Det er bittersødt, det hun ser. Det er også ualmindelig stærkt.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: DR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur

Merete Riisager skole

Forfriskende altmodisch

NY BOG // ANMELDELSE- Merete Riisager leverer et skolepolitisk kampskrift, hvor hun