NASHVILLE NIGHTS // REPORTAGE – I weekenden d. 15.-18. september blev festivalen Nashville Nights afviklet i Odense. Det blev til flere lykkestunder for Side33’s Mads Kornum. Som han skriver i sin reportage: “Hvis du lider af FOMO (Fear of Missing Out) og ikke var på festivalen, og normalt elsker håndspillet musik, så skal du måske ikke læse videre – for så er du godt nok gået glip af meget.”
Manden bag først Nashville Nights-koncertserien og siden festivalen Nashville Nights International Songwriters Festival hedder Stefan Mørk.
Han er selv aktivt udøvende musiker, og så er han iværksætter og meget andet. Han voksede op på Fyn og har de seneste år af jobmæssige og familiære årsager bevæget sig rundt omkring i det store udland.
Uanset hvor han har været, så har musikken været et fælles sprog, der både kan rejse og leve – og skabe nye eventyr – ja, selv i H.C. Andersens hjemby Odense.
Måske netop derfor er denne festival fordelt over otte indendørs scener i Odense så vigtig og så anderledes. For den er primært skabt for, at alle – musikere, samarbejdspartnere, byen og publikum – kan få nogle unikke oplevelser med hjem og få en følelse af musik som noget fællesskabskabende.
Noget der er historie i, noget der kommer historier ud af.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at forsalget til festivalen ikke har levet op til forventningerne. Jeg er så også sikker på, at det er de eneste forventninger, der ikke bliver indfriet omkring festivalen, der i år afvikles for anden gang.
60 shows venter forude – og mere end 80 musikere kigger forbi – heraf godt halvdelen topprofessionelle sangere og sangskrivere direkte fra Nashville.
Mange af dem var på scenen torsdag d. 15. september til en festfyldt og levende pre-opening af festivalen på Posten, hvor også svenske Stiko Per Larsson gav prøver på, hvorfor han er en af de mest nærende og dragende sangskrivere fra Sverige i disse år. Flere af artisterne fra Nashville havde tilmed også både onsdag og torsdag givet små koncerter nede ved den lokale pladepusher.
Det her er altså tydeligvis musikere, der vil give noget af den selv og involvere sig.
Nashville-fristelser og svære valg
Efter de mange positive oplevelser både torsdag aften til pre-opening og til fredagens to ganske unikke koncertevents – The Johnny Cash Tribute og Women of Country Music – var turen kommet til en lørdag, hvis program fra formiddag til midnat bugnede af fristelser og derved svære valg og fravalg.
Det gav undertegnede otte koncertoplevelser, jeg ikke ville have været foruden, men alligevel sidder jeg med en fornemmelse af at være gået glip af noget, når jeg genkalder mig de glade munde og ansigter, der berettede om andre minderige stunder med f.eks. Loud Tiger, Allan Olsen, Texas Hill, Cassandra Jenkins og diverse “writers rounds” i løbet af dagen.
Og lad mig her komme med en advarsel. Hvis du lider af FOMO (Fear of Missing Out) og ikke var på festivalen, og normalt elsker håndspillet musik, så skal du måske ikke læse videre – for så er du godt nok gået glip af meget!
For sådan spillede virkeligheden sig ud på en festival, der er skabt for at præsentere et program, der både er anderledes og hjemmevant, med udgangspunkt i at tilbyde brede og mangfoldige oplevelser, hvor det ikke nødvendigvis “kun” er den traditionelle koncertoplevelse, der tæller.
Folk spørger tit, hvad lykken er. Var man til stede her, så kunne man finde svaret!
Jovist er det sangskrivningen, der i centrum, men det er også historierne bag, fællesskabet omkring dem, og så det ofte lange og forskelligartede liv en enkelt sang kan få. Og festivalen er beviset på, at en singer/songwriter sjældent kan placeres i bare en enkelt genrebås. Derfor kunne man i løbet af disse tre dage opleve både folk, country, americana, roots, gospel, blues og rock. Ikke nødvendigvis af den i folkemunde mest kendte slags, men af den fineste slags.
Det er dybt professionelle folk og håndværkere, der kommer til festivalen fra Nashville og mange andre steder – det er mennesker og musikere, der vil musikken, og som elsker at dele den med publikum. Derfor oplever man også, at de mange musikere mingler rundt i byen og på kryds og tværs snakker uformelt med kollegaer og et interesseret og engageret publikum.
Mange af musikerne kan man tilmed opleve i flere sammenhænge. Til koncerter, til “writers rounds”, til talks og til jams. Ja, undervejs blev der endda skrevet nye sange direkte på scenen. Så bliver musik da ikke mere levende!
Musikalsk overskud – økonomisk underskud
Publikum elskede det tydeligvis. Så konceptet må betragtes som en klokkeklar succes, men desværre med alt for få gæster til hovedparten af de omkring 60 events. Det er bare at håbe, at festivalarrangøren Stefan Mørk, hans crew og samarbejdspartnere kan se et lys forude, selvom det utvivlsomt ender med et markant underskud i år.
Stefan Mørk er heldigvis en glødende musikalsk ildsjæl, der drives af passion, ikke af penge. Men uanset hvad, så skal der jo altid være en form for økonomisk balance og penge til at videreudvikle for.
Tilbage til de otte musikalske oplevelser. I det hyggelige Storms Pakhus med adskillige madboder og barer var der gratiskoncerter med diverse upcoming artister. At have en scene i pakhuset er uden tvivl godt og velment tænkt som en mulighed for, at artister kan optræde, hvor der altid er en del mennesker. Men det viste sig svært at få ørenlyd og opmærksomhed sådan et sted, hvor indehaverne af madboderne i øvrigt flere gange kom over og bad om, at der blev skruet ned.
Jeg så lidt af de to koncerter med duoen Glimtvis og dansk/islandske Anna Hansen – og fælles for de to var, at de leverede solide beviser på, at der skal mere til at holde god sangskrivning og gode sangere nede end dunsten af fish’n chips, klangen af ølsmagning og almindelig frokostsnak.
Det var derfor ikke med min gode vilje, at jeg forlod disse koncerter efter små 20 minutters lytning, men fordi andre koncerter ventede. Første stop var en af de i Nashville berømte “writers rounds”, som på en pænt besøgt Posten blev foldet ud i et unika af den dansk udgave, hvor sangskriveren Marcus Winther-John styrede slagets gang flankeret af Rikke Thomsen, Sys Bjerre og LiveStrings.
Og sikke en oplevelse, det var, da de hver spillede fire sange på skift. Første runde uden LiveStrings. Resten med. Og det var i samspillet med netop LiveStrings, at tryllestøvet kom frem og løftede fortryllende sange som Kings Garden, Vausen og Hey Vanessa.
Mesterlig var også urpremieren på Airpods fra Sys Bjerres kommende album – for ikke at tale om en særdeles underholdende og tankevækkende præsentation om positive og negative konsekvenser af fravalg af de sociale medier.
I det hele taget blev vi forkælet af gode og personlige historier fra alle tre solister, der i den grad gav noget af sig selv, og hvor alle i øvrigt voksede og vovede mere i selskab med LiveStrings.
Kunne det blive bedre? Svaret skulle vise sig at være ja, for i Dexter leverede Kajsa Vale & Mike Andersen, der var sammen på en scene for første gang, det, der for mig personligt fremstår foreløbigt som årets mest fantastiske og enestående koncert.
90 minutter uden et eneste overflødigt indslag og så 95% improviseret. Kun den nye sang, de havde skrevet i fællesskab forinden, var aftalt på forhånd. Sagen, der måske kunne hedde ”Fly Free” – var i sig selv en gave midt i en gaveregn, der blev ved med at give. Jeg sad selv nærmest målløs af begejstring over, at vi her til lands har to så fantastiske sangere, sangskrivere og ikke mindst guitarister. Wauw, hvor de supplerede hinanden godt undervejs – f.eks. i “Vala’s Poison”, der uden tvivl udvidede grænserne for, hvor meget magi i luften der kan være i luften på Dexter.
Hyldest til Dissing
Perlerne kom på snor, og Mike Andersen fik undervejs også på smukkeste vis hyldet Povl Dissing via en fremragende version af “Careless Love”.
Nøj, hvor de og deres sangkataloger klædte hinanden. At de i første hug kan ramme så sublimt et niveau, kan ikke være begynderheld, det må være et kald til noget, der bare skal have lov at gro fremover.
Et af festivalen hovednavne var irske Foy Vance, hvis største fan efter sigende er Ed Sheeran. Pudsigt nok er det lærlingen Ed Sheeran, der kan samle 152.000 over fire dage i København, mens mesteren Foy Vance sådan en lørdag aften kan samle godt 300 mennesker på Posten. Sådan er verden så forunderlig.
Foy Vance skulle lige i gang og føle varmen fra et publikum, der ville ham og hans sange alt godt. Da han derpå ved fjerde nummer satte sig ved klaveret og spillede en guddommelig og indlevende version af “Sapling” med glimt i øjnene og glød i stemmen, så han sig ikke tilbage. Han leverede en koncert til topkarakter med utallige højdepunkter, hvor magien også her spillede med.
Folk i salen kunne det meste af hans sangkatalog, og den helt naturlige og uopfordrede fællessang brød ofte ud. Den britiske humor faldt i god jord, og den gode kemi mellem scene og publikum smittede af. Hele 21 numre forkælede han os med – hvoraf især numre som “She Burns”, “Roman Attack”, “Strong Hand” og “Shed a Little Light” var balsam til forløste musiksjæle.
Lykken er …
I slutningen af koncerten kom landsmanden Lee Rogers med på scenen på nummeret “Barefoot in the Basement”. Et nummer, de har skrevet sammen, og som er med på Lee Rogers seneste album, der meget passende til dagens oplevelse hedder ”Gameblood”. Lee Rogers har været med Foy Vance som support på den aktuelle tur – og skulle da selvfølgelig også have plads her, selvom det var en koncert uden opvarmningsnavn. Det er da det, man kalder god stil.
Det hele sluttede med en nærmest spirituel udgave af “Guiding Light”, hvor Foy Vance bakkede længere og længere væk fra mikrofonen, alt imens publikum sang højere og højere med. Da Foy Vance var helt ude af scenen, blev publikum ved med at synge i 2-3 minutter derefter.
Folk spørger tit, hvad lykken er. Var man til stede her, så kunne man finde svaret!
Herefter gik turen videre til koncert på Dexter med Craig Finn, der til sidste års festival optrådte solo samme sted. Denne gang var det med bandet The Uptown Controllers og med fokus på det aktuelle A Legacy of Rentals-album. Bandet var ikke uefne, men de løftede ikke noget denne aften i Odense.
Craig Finn har dog et højt niveau i sine sange, der serveres med “The Craig Finn guarantee” – dvs. garantien om, at alt fra hans mund er sandt eller i hvert fald er based on a true story. I modsætning til sidste år fortalte han ikke så meget om sine sange men lod mest sangene tale for sig selv, hvilket resulterede i, at lidt af den skarpe og tit spiddende lyrik gik tabt.
Derfor måtte jeg videre inden koncertens afslutning til “Writers Round” på Anarkist. Storytellingen var her det helt bærende element, da tre veletablerede amerikanske sangskrivere indtog den cirkelformede scene. Blot flankeret af en guitarist fandt man her hitsmedene Beth Nielsen-Chapman og Eric Bazilian og den anerkendte sangskriver Jonatha Brooke.
At tænke sig at sidde vel blot 30-35 mennesker og i så intime rammer opleve artister, der normalt optræder for publikum i en helt andet størrelsesorden, er alligevel vildt. Eric Bazilian, der aktuelt er på en stor europæisk 40-års jubilæumstur med The Hooters, huskede, at han sidst var på Fyn i 1995, da The Hooters spillede på den store scene på Midtfyns Festival foran, som jeg husker det, vel mindst 20.-25.000 mennesker. Det var en koncert, man ikke glemmer – slet ikke afslutningen, hvor folk slet ikke ville slippe bandet og insisterende blev ved at synge videre på bandets store hit, ”Satellite”, lang tid efter, at bandet havde forladt scenen.
Også Beth Nielsen-Chapman kom med en dansk vinkel, da hun havde fundet ud af, at hun rent faktisk havde danske aner, som hun skulle forske mere i. Hun gav en smuk og rørende version af sin sang ”Sand and Water”, som Elton John næsten har gjort til sin, og den trak tårer i flere øjenkroge rundt om i lokalet.
En dejlig intim oplevelse med tre utroligt sympatiske og hamrende dygtige musikalske personligheder.
Jeg nåede derfra lige over til afslutningen af dagens mest velbesøgte koncert med amerikanske The Bros. Landreth på Posten. Stemningen var på kogepunktet fra godt 400 vidner, der lagde ører til en velspillende trio, der bare har hele rock-roots-country pakken – fyldt med musikalitet, virtuositet og samklang.
Bedre punktum kunne man næppe ønske sig ovenpå en lang dag, hvor der var masser af magi i luften over eventyrbyen.
Hør mere om Nashville Nights Songwriters Festival i denne POV Mediano Music podcast:
Formidling af musik er i dag totalt domineret af diverse streamingtjenester og store radiostationer.
Som konsekvens heraf er det blevet sværere end umuligt for ny pop- og rockmusik at få ørenlyd i det store billede.
Den musikalske ildsjæl Mads Kornum, der står bag sitet Side33.dk, søger musikken, der falder under den radar.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
