PINK // ANMELDELSE – Selvom amerikanske Pinks niende album, Trustfall, ikke byder på de store overraskelser, så er de 13 nye sange i den grad besøget værd, mener Henning Høeg i denne anmeldelse. Specielt “Never Gonna Not Dance Again” skaber begejstring.
Pink er nemlig den ægte vare. Og efter 23 år i en potentielt sjæleædende musikbranche synger den 43-årige rebel, Alecia Beth Moore Hart stadig kun om de ting, hun mener – 100 procent.
De første singler, “Trustfall” og “Never Gonna Not Dance Again” (min album-favorit) er klassisk Pink. På en gang lidt tongue in cheek, men samtidig dybt alvorlige kommentarer til tiden, vi lever i.
“Trustfall”, der med sin solide diskoramme kunne være et nyt og kompetent udspil fra Pet Shop Boys, refererer til tidens usikkerhed for både børn og forældre, hvem kan du stole på, tør du overhovedet sende dine børn i skole, og hvad byder fremtiden egentlig på?
Melodien er her som hele vejen igennem albummet gennemsolid. Selvom stilen på albummet spænder lige fra country-feel, “When I Get There” til disko og 80’er-pop i “Our Song”, så er Pink i dag i en position, hvor hun kun accepterer det allerbedste håndværk. Og selvom automatpiloten truer med at tage over på enkelte tracks som “Long Way to Go” og “Runaway”, så giver Pink aldrig mindre end 100 procent.
Og på “Never Gonna Not Dance Again” falder alt efter min mening i fabelagtigt hak.
Med et dynamisk Motown groove signaler Pink, at festen endnu engang er startet. Bassen lægger sig godt til rette “lige i lommen”. Og med charmerende selvsikkerhed erklærer hun:
“I want my life to be a Whitney Houston song. I got good luck and zero fucks. Don’t care if I belong.”
Den slags kan enhver jo komme at sige og synge. Men når det er Alecia Hart alias Pink, der fyrer den af, så må man bare tage et skridt tilbage og danse med.
Pink har ikke været i bedre form
Og efter små fire minutter er der ingen tvivl: Pink har aldrig været i bedre form. Stemmen er i perfekt topform, attituden er måske mere moden, men samtidig endnu mere mere flabet end for tyve år siden, og så ved hun præcis, hvad hun gør. Hun byder op til dans for alverdens outcasts … og vi danser alle med.
Efter en lidt vaklende begyndelse i 2000 lagde Pink det mest af verden ned med fest-hymnen “Let’s Get This Party Started”.
Det gjorde hun vel at mærke blot en måned efter terrorangrebet på Manhattan d. 11. september 2001. Men verden havde i den grad brug for positive vibrationer med en underlæggende seriøs vibe. Og med sin what-you-see-is-what-you-get fremtoning var hun netop den ultimative afsender af netop det budskab.
Sammen med Linda Perry (4 Non-blondes) havde Pink skabt en partysang, der ganske enkelt var skrubumulig at få ud af hovedet. Og netop aldrende stikstikkere som undertegnede havde afskrevet Pink som endnu et one-hit-wonder (blind høne og den slags), hittede hun igen, igen og igen med sange som “So What” og “Just Give Me a Reason”.
Efter 22 år har der været adskille risici for at slappe lidt for meget af og måske miste sit bid. Men ligesom os andre har Pink levet livet. Hun er blevet ældre og til tider også lidt klogere. Og selvom ikke hvert år har været bedre end det foregående, så holder hun 100 procent på Trustfall.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
