TEATER // ANMELDELSE – Hun ser så køn ud, der i sit pigeværelse. Kridhvidt undertøj, et lysende neonhjerte bag det lette bagtæppe, blødt lyserødt sengetøj på en alterlignende forhøjning på scenen i, hvad der ligner og lyder som en religiøs højmesse. Pigedyr kropsliggøres ambivalent med Sara som både ypperstepræst og offerlam.
Cecilie Linds roman, Pigedyr, er her rykket fra skriftkunst til scenekunst på Sort/Hvid. Stykket, skal det dog siges, er langt fra sort/hvidt, selvom modsætningerne er konstant tilstedeværende. I den bagudskuende 30-årige kvindes prolog og epilog rammesættes den unge piges seksuelle opblomstring og afblomstring.
Den pubertære pige Sara indleder i forbindelse med sin konfirmation et forhold til den gifte og granvoksne præst Dario – ”et underligt navn til en præst”, som hun bemærker. I Saras optik har hun magten til at forføre præsten ved at sende suggestive sms’er og lade sommerkjolen falde. Hun vinder magtkampen.
Pigedyr og fædre
Det er dog interessant at bemærke, at det i første omgang er Dario, der efterlader sit telefonnummer i den 13-årige konfirmands salmebog. Præsten Dario er en faderfigur i kraft i sit embede, og også Saras næste seksuelle relation er en far – til bedsteveninden og rivalinden Rosa.
Man skal ikke være meget psykolog for at lægge mærke til Saras præsentation af forældrene. Hun har en relativt gammel mor, som har svært ved at rumme hende. Og en endnu ældre far. Måske en ret fraværende far.
Man kan fristes til at anse Sara som et offer for patriarkatet.
Så nemt får vi bare ikke lov at slippe i denne teatermonolog. For Sara insisterer på bevidstheden om sin magt i kraft af seksuel kapital. ”Negle er torne, torne er våben, våben er smykker, smykker er penge, penge er mænds, mænd er vores”. Dette er Saras mantra. Hun er det pubertære pigedyr, der betvinger den mytiske ungpigeseksualitet i et famlende American Beauty orgie på scenen i Kødbyen.
Liveshow
Spillet er in-your-face. Fra starten sættes det lette pigefnis op mod to fingre i munden og et dybt støn. Laura Skjoldborg skøjter ind og ud af den dybe fortællerstemme, mændenes ord og så den spinkle lillepige-stemme, som hun udmærket ved, har en effekt på mændene.
Pausen fra det provokerende, kvalmende, klistrede og knaldhamrende liderlige er tiltrængt
Det er modigt spil, men virker også til tider en smule manieret.
Teatermonologen løftes, når humoren og det musiske skinner igennem. Som når Laura Skjoldborg understøttet af koret UngKlang synger desperate serenader, der afslører noget smukt sårbart i pigedyret.
Specielt sangen om Rosas far er morsom og fremhæver, at Saras motivation om at vinde et udefinerbart spil over Rosa er mindst lige så vigtig som at vinde manden.
En pause fra liderligheden
Pausen fra det provokerende, kvalmende, klistrede og knaldhamrende liderlige er tiltrængt. Jovist, det virker bestemt også, som om forestillingens ærinde er at skubbe til os i publikumsrækkerne. Vi skal være med til at have lyst til den unge pige … og hade hende for det. Her træder instruktør Rebekka Boyding i Saras sko og bruger sin magt til at konfrontere det skamfulde hos os tilskuere.
Ikke desto mindre er det stadig svært at acceptere det, der hænder Sara. Det er absolut ubehageligt at være vidne til en pige under 16, der, om end blot med ord, udlever pornografiske sexfantasier med voksne mænd.
Kort sagt lever denne forestilling fint op til Sort/Hvids intention om at lade publikum komme i tvivl
Mændene i Pigedyr er ikke onde. De er ansigtsløse figurer, som lader sig lokke af den besnærende magt, den dyriske urkraft, som den unge pige er bevidst om, og som forestillingens Sara ikke har ladet sig skamme sig fra at bruge. Men de burde sgu’ have vidst bedre.
Provokerende og ubekvemt
Som kvinde på 31 kan jeg desværre godt stå ved at have været skyldig i at være i slet skjult konkurrence med mine medsøstre gennem ungdommen. Og til dels også stå ved om ikke at hade, så dog misunde de unge piger deres ungdom. Præcis som den 30-årige Sara erklærer, at vi, der må lægge ungdommen bag os, gør.
Det er skamfuldt, ukorrekt og grimt, men det ligger nok i mange af os i en eller anden grad, og ja, det er sundt at blive konfronteret med. Kort sagt lever denne forestilling fint op til Sort/Hvids intention om at lade publikum komme i tvivl.
Det er provokerende og ubehageligt, men vigtigt, at vi ikke bare bliver fodret med den rene, politisk korrekte feminisme, som alle vi dannede akademikertyper kan sidde og blive enige om og så kaste al skyld på mænd.
Var det sådan, det var for pigedyret?
Rammen med den voksne kvindes prolog og epilog skaber også tvivl om, hvorvidt denne fortælling er pigens eller kvindens. Dog kan man ikke lade være med at bemærke, at det virker som en bagudskuende fortælling. Den bliver fortalt med en voksens kvindes perspektiv fremfor med den unge piges.
I sin ambivalens lykkes stykket med at insistere på, at den unge pige, pigedyret, kan være farligt. Spørgsmålet er, farlig for hvem? Hun kan være sin egen magt bevidst, men kender hun konsekvensen?
I stort set alle seksuelle relationer er hun et objekt. Hun fortærer sin egen krop og er så tynd, at hendes skulderblade ligner vinger. Hun ser på sig selv med kolde øjne og lader sig være et hylster for mandens sæd. For hvad? For at eje manden.
Men det er den voksne kvinde, der skal fordøje det, hun har fortæret i sin blinde iver.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
