Den 27. marts 2017 døde Peter Bastian. Alt for tidligt stoppede hans mission her i livet; at være en inspiration, ikke kun i musikken men også for de tusindvis af mennesker han indførte i spiritualitetens mysterium. Også han blev offer for den skide kræft, som så ofte har frarøvet verden dem, som har noget på og i hjertet.
Men selv med døden i hælene ville Peter Bastian ud med ordene, og det blev til en helt igennem fantastisk bog, Altid allerede elsket. Den er blevet til på baggrund af et fire og en halv time lang samtale med hans ven gennem mange år, Tor Nørretranders.
En samtale af Guds nåde
Den 27. juni 2015 blev Peter Bastian døbt.
Jeg vil ikke spolere læselysten ved at fortælle om hans vej til dåben, men når man læser den, virker det så oprigtigt og som en naturlig slutning på livet. Som det at blive troende næsten lovmæssigt følger det, at have været spirituelt søgende gennem hele sit liv.
For Peter Bastian var målet med den spirituelle søgen mesterskabet.
Vi skulle gøre os umage, uanset hvad vi beskæftigede os med. Det var ingen let vej til mesterskabet, kun hårdt arbejde og en universel tro på, at det ville lykkes. For ham var viljestyrke en begrænset ressource; kun med en flammende ild i hjertet ville man nå sine mål: en overgivelse til det fælles ubevidste. Det var den ild, han de sidste år viede sit liv for at tænde i os andre.
Dette er ikke en anmeldelse, for jeg nægter at læse Bastians ord med kritiske og analyserende briller. Jeg vil tage hans ord for pålydende. Mærke, hvad de gør, og hvor de flytter mig hen
Men hvor vejen til mesterskabet ikke nødvendigvis, og det tydeligvis i Peter Bastians tilfælde, gør op med det at se verden som et objekt og med kritiske og analytiske briller, forsøgte han bare at være. At tage livet for pålydende.
Samme tilgang hjælp ham i forståelsen af Biblens til tider kryptiske tekster. Han tog teksten for pålydende. Var med teksten og i mod, ikke udenfor, kritisk og analyserende.
En musiker finder fred i eget hus
Derfor er det her heller ikke en anmeldelse, for jeg nægter at læse Bastians ord med kritiske og analyserende briller. Jeg vil tage hans ord for pålydende. Mærke, hvad de gør, og hvor de flytter mig hen. For det er det, som jeg får ud af at læse Bastians bog, først og fremmest at blive berørt, men også at opleve hvordan den berørthed flytter mig, får mig i bevægelse.
Bastian fik sin Kristus et øjeblik, hvor det hele lukkede sig op, hvor han ikke levede i repræsentationen af virkeligheden, men var til stede i virkeligheden, hvor dødsdommen også blev en oplevelse af at være nyfødt.
Vi kender det vel alle sammen? At man midt i et splitsekund, hvor tiden er væk og alligevel så langsom, at det sker, når at blive erkendt, indoptaget, og man er et komplet andet menneske øjeblikket efter. For Bastian var det at få dødsdommen også ensbetydende med, at det at være til blev helt enkelt. Læs det igen: at få en dødsdom kan gøre det at være til helt enkelt.
Du har, når du læser dette, ikke nødvendigvis fået din dødsdom endnu, men det store spørgsmål er, om du om et par minutter ville kunne leve, som om du havde. For som Tor Nørretranders spørger et sted i bogen, ”er det muligt af få den intensitet til at blomstre op tidligere i folks liv? Altså, det er en lidt voldsom omkostning, hvis man skal have en dødsdom, før man kan begynde at se forårsblomsterne blomstre, ikke?”
Det kan ikke Bastian ikke give et umiddelbart bud på. Men Tor giver nogle bud, der handler om at få mangfoldighed ind i sit liv. At man hele tiden skifter kilden til sin glæde ud.
Men nærværet skulle også være kontekstuelt, hvor nærværet er at være opmærksom på sine følelser, ikke lade sig voldtage af dem, men netop være opmærksom på dem
Det lyder besnærende, men faldt i forhold til det abstraktionsniveau, som Bastian hele tiden vil have os ud på. Ikke fordi han nødvendigvis altid selv har været der, hvor han ville have os ud, og ikke fordi han udspyr løsninger til det “giv mig opskriften på livet”-hungerende publikum.
Nej, det lyder mere, som om han vil have os med på sin rejse, tilbød at holde os i hånden. Ikke kun for at gøre os trygge, men også for at tøjle sin egen usikkerhed og tvivl.
Han blev klar i mødet med dem der også ville være klare
Der er ikke noget overlegent ved Peter Bastian, han taler ikke ned til folk, men stiller krav om at gøre sig umage og vove rejsen. Vi var mange, der tog med på noget af den, men den sidste del måtte han tage selv.
Vi, der venter tilbage på perronen, må vente, til vi er klar, men vi kan tage hans livsvisdom med os ud i resten af det liv, vi skal leve.
Mine egne refleksioner ved disse møder har været, at hans liv har være ubesværet hårdt. Forløst på væsentlige niveauer, uforløst på væsentligere. Og det er det, som jeg i sidste ende respekterer den mand så højt for
For Peter Bastian stod taknemmelighed over krævementalitet. Det ville han have, at vi åbnede øjnene for.
Vi skulle være opmærksomme på, at vores brede perspektiver ikke kollapsede til synspunkter. Hvis verden skal forandres, må vi alle udvikle global bevidsthed, hvor vi som individer tager ansvaret for at elske den andens synspunkt – hvor langt det så end måtte ligge fra vores eget. Ikke kun være optaget af at forsvare vores eget. Verden flytter sig ikke, hvis vi alle står stædigt fast på vores.
Bastian ville nærvær, det var det, han trænede folk i bl.a. via meditationen. Men nærværet skulle også have sammenhæng, hvor nærværet er at være opmærksom på sine følelser, ikke lade sig voldtage af dem, men netop være opmærksom på dem. Fordi vores egen selvoptagethed kan skygge for, at andre mennesker har mere brug for vores hjælp, end vi for deres – eller i det mindste stå ved, hvordan man har det, og så bruge dem som er omkring.
Jeg skal ikke gøre mig klog på Peter Bastians liv. Jeg har været hans elev eller en del af hans publikum ved flere lejligheder, og mine egne refleksioner ved disse møder har været, at hans liv har være ubesværet hårdt. Forløst på væsentlige niveauer, uforløst på væsentligere. Og det er det, som jeg i sidste ende respekterer den mand så højt for.
Han var ikke klar i den forstand, at han var en sand mester frigjort fra sit ego, men han blev mere og mere klar i mødet med sit publikum og sine elever. Og han turde møde sit publikum, selvom han ikke var færdig med sin egen opgave.
Forlaget Gyldendal skriver om bogen:
“Efter at Mesterlære udkom i 2011, er der sket mange afgørende ting i mit liv. Jeg kan se, hvordan forestillingen om det gode, det højere og den bedste udgave af mig selv har været en drivkraft, men også hvordan den forestilling har skabt fjendskab i mit eget liv.
Bogen handler om, hvordan jeg er kommet til forsoning med mig selv – fred i eget hus. Og om efter et langt liv at have fundet et nyt syn på kærlighed.”
Peter Bastian, den 20. marts 2017
Sådan skrev musikeren Peter Bastian, en uge før han døde efter flere års sygdom, 73 år gammel.
Ordene faldt som en indledning til denne bog, der gengiver Bastians begejstring og forundring over at være nået frem til en tro på at være altid allerede elsket. Et tankevækkende indblik i et menneskes inderlige længsel efter kærlighed.
Bogen blev til ved en samtale på Arresødal Hospice, hvor forfatteren Tor Nørretranders var på besøg 11 dage før Peter Bastians død. De to venner talte sig gennem alt det, Peter Bastian havde på hjerte.
En let redigeret båndudskrift blev til bogens tekst. Bogens billeder er udvalgt af Lars H.U.G. blandt tegninger og malerier udført af Peter Bastian gennem et langt liv.
Topfoto: Fra bogen.
Tor Nørretranders: Peter Bastian. Altid allerede elsket, Gyldendal. Vejledende pris: 249,95
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
