BLACKPINK // ANMELDELSE – Den 16. december indtog K-pop fænomenet BLACKPINK Royal Arena på Amager. 17.000 fans af den koreanske gruppe ankom som myrer til en myretue, skriver POV’s anmelder Oscar Busch, der fandt sin plads mellem unge mennesker med tegnefilms- og animekostumer, høje hestehaler, endnu højere støvler, øjenskygge og mavebluser.
Der er noget specielt ved at ankomme til Royal Arena med offentlig transport. På grund af koncertstedets placering ude på Vestamagers betonhede – godt 7-8 minutter fra nærmeste stoppested – oplever man tydeligt den massevandring, som automatisk opstår før et arrangement. Jeg drejer naturligt med hæren af dynejakker til højre ad Ørestads Boulevard, hvor arenaens oplyste facade titter frem. Rækker af mennesker strømmer ind fra alle sider og må ovenfra ligne en forvokset myretue, hvor alle myrerne er blevet kaldt indenfor i varmen.
Vejledt af det travle, men kyndige personale får jeg mig placeret med min computer på første sals siddepladser. Efter overtøjet er smidt, er det tydeligt at se det farverige og forholdsvis unge klientel med alt fra tegnefilms- og animekostumer, høje hestehaler, endnu højere støvler, øjenskygge og mavebluser forskellige steder i salen.
Ved de første par numre får den fuld rebecca på dygtige dansere, ambitiøs koreografi, energisk live band, flytbart set-design og lys. Men det er, som om BLACKPINK’s medlemmer lige skal kickstartes lidt
Et hav af neonoplyste gummihammere med hjerteformede hoveder – fansenes foretrukne merchandise – banker begejstret til lyden af den koreanske popgruppe BLACKPINK’s musik og tilhørende videoer, der spiller på skærmene. Når ikke publikum fylder salen med forventningsfulde skrig, er der et kor af teenagestemmer i luften med en næsten hypnotiserende chant på pigegruppens velkendte lyriske tema ”BLACKPINK in your areaaaaa”.
En halv times tid over spilletid skrues lyden pludseligt og gevaldigt op midt i et nummer. Vi er flere, der bliver en smule forbavsede, men får hurtigt indordnet os til den kollektive glæde, der spreder sig i salen ved, at bandets medlemmer Rosé, Jisoo, Lalisa og Jennie forhåbentlig snart træder ud på scenen.
Bagvæggen åbner sig, og der står de. Med guldbroderede hvide dragter, som minder om admiraljakker med frynser på. Det er meget æstetisk dragende og nærmest mavesusende, da de kommer til syne. Og jeg må nok indrømme, trods mit korte kendskab til fænomenet K-Pop og BLACKPINK, at et lille begejstret hvin forlader min krop sammen med de omkring 17.000 andre koncertgængere, da pigerne går på.
Deres kæmpehit ‘How You Like That’ – der har fået over 715.000.000 streams på Spotify – bryder med høj gennemborende bas igennem lydmuren af larm fra publikum, men det samme kan ikke siges om vores fire frontfigurer. Ved de første par numre får den fuld rebecca på dygtige dansere, ambitiøs koreografi, energisk live band, flytbart set-design og lys. Men det er, som om BLACKPINK’s medlemmer lige skal kickstartes lidt. Der er lidt for tydelig playback, og de virker mildest talt trætte, når de danser på en facon, man kunne forvente til en lydprøve.
BLACKPINK – endelig i København
Tre numre er hurtigt spillet, og vi får nu et roligt øjeblik med gruppen. Tilstedeværelsen stiger lidt, når de taler direkte til os fra scenen. Det er svært at høre, hvad de siger, ikke på grund af sprogbarrieren, men barrieren af publikums gjaldende glæde.
Deres medrivende smil smitter af på os alle, og de introducerer sig selv med ’Mit navn er’ på dansk, og får sagt noget om, hvor spændte de er på endelig at opleve København. Man kan mærke, at de mener det.
Oven på en lidt flad start bliver batterierne så småt ladet op af deres charme – en charme, som følger dem igennem de næste to numre med tydeligere livevokal assisteret af deres dygtige dansere og det abnormt habile band ved navn The Band Six, der nu køres frem fra baggrunden.
Et setup med guitar, keyboard, bas, pro-tools og en trommeslager, som formår at stjæle rampelyset op til flere gange med hårdtslående og funky soloer. Efter et par numre med en crescendo af energi ender vi i et klimaks af konfetti, der giver os en følelse af, at vi først lige er gået i gang.
Efter en parfumereklamelignende video af BLACKPINK’s medlemmer har holdt os beskæftigede i 10 minutters tid, vender de tilbage på scenen. De er transformerede, ikke bare deres outfits, men hele deres energi.
To røde kæmpesvaner fylder bagvæggens skærme, som også kan ses i deres musikvideo til nummeret ‘Kill This Love’, der understreger symbolikken i, at denne her koncert endelig har fået luft under vingerne. Om de har været ude bagved og bælle Berocca eller tage isbade, vides ikke, men hvad end de har gjort, så virker det.
Nu får vi også fornøjelsen af at høre medlemmerne Rosés og Jisoos sang samt Lalisas og Jennies rap tydeligt live, hvor deres individuelle talenter kommer til orde. Pyroteknik samt stærk bas varmer ørene godt op i salen, der efter et par numre og vores instrumentalister bliver nu passende introduceret af BLACKPINK’s medlemmer.
Vi er en del af en lidt langtrukken og lidt misplaceret laid back afslutning på en ellers grandios koncert, som synes at ramme lidt skævt på dramaturgien
Et par vink og snak ud til publikum senere bliver vi ført til singlen ‘Pink Venom’ fra deres 2022 album Born Pink, der formåede at blive den første sang fra en pigegruppe, der er kommet på den globale billboard-listes top-200. Der har været et kæmpe energisk crescendo, og BLACKPINK har tryllebundet os, som man tydeligt kan se manifesteret i de to piger i 15-års alderen på rækken foran mig med glowsticks i håret, der kan rappe, danse og synge med på hver en takt.
Gruppen formår at aflevere nummeret med fysisk og emotionelt fyrværkeri og swapper scenegulvet med danserne, som nu har fået en dance battle på benene. Og vi hepper alle sammen febrilsk.
Vi bliver ikke snydt for at opleve BLACKPINK’s fire medlemmer på scenen hver for sig. Igennem den næste halve times tid går hvert af medlemmer på én efter én og leverer solide pop performances med hver deres charme. Dog må jeg fremhæve et af medlemmerne, Lalisa, som udviser dekadent superstjernekvalitet og formår både at rappe, danse, poledance og synge Royal Arena op med sine to solo-produktioner ‘Lalisa’ og ‘Money’.
Skævt på dramaturgien
Da de kommer tilbage på scenen med et af de få numre, jeg kan huske og synge lidt med på, ‘Shut Down’, ser jeg det som et tydeligt tegn på, at koncerten er ved at finde sin afslutning. Men lige så hurtigt de skifter til næste nummer, lige så hurtigt tog jeg gevaldigt fejl.
Vi møder dem igen, hvor vi laver call-and-response, og de får sagt, ”take a step back” og ”take care of each other” et par gange, fordi en besvimet kvinde bliver båret ud. Det håndterer de fire artister både ansvarligt og omsorgsfuldt og formår også lige efter dette at få alle op og danse til deres populære 2018 single ’Ddu-Du Dddu-Du’, som de mere dedikerede fans (også kaldet BLINKS) kan på rygraden. Det føles, som om Royal Arena er blevet én stor TikTok-video.
Folk bliver stående resten af koncerten – selv i de ti minutter, vi venter på, at de kommer tilbage til et ekstranummer. De træder ind på scenen i deres egne merchandise t-shirts for lige at reklamere lidt, før de går af. Vi er en del af en lidt langtrukken og lidt misplaceret laid-back afslutning på en ellers grandios koncert, som synes at ramme lidt skævt på dramaturgien. Gruppen, danserne og bandet bukker på en lang linje, og vi får sagt et ordenligt farvel til The Queens of K-pop.
En mør anmelder forlader Royal Arena efter at have fået gedigne popbank og oplevet fankulturens bankende hjerte på tæt hold.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her