PET-bogen er helt ukritisk – men drønspændende

af i Danmark/Featured/Kultur/Politik & Samfund

’Syv år for PET’ giver et fascinerende kig ind bag kulisserne hos Politiets Efterretningstjeneste – men forfatteren er mikrofonholder for PET’s tidligere chef Jakob Scharf, siger Bjarke Larsen i sin anmeldelse af den omstridte bog.

Da Øksemanden besluttede sig for at ville myrde Kurt Westergaard, der lavede den berømte/berygtede tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, slog han tegnerens adresse op på internettet! Fire år efter, at Kurt Westergaard kom under PET-beskyttelse.

Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor har PET ikke sørget for at slette den slags digitale spor efter en af de personer, der var mest forhadt af islamistiske ekstremister verden over? Jeg ved godt, det i praksis er umuligt at slette alle digitale spor, men adressen kan i det mindste fjernes fra forskellige adressedatabaser. Så terrorister ikke bare kan finde frem til deres potentielle offer med de berømte ”to museklik”.

Det opmuntrende indtryk, der står tilbage efter den detaljerede gennemgang af de mange sager, er, at de terrorister, vi har oplevet i Danmark, hovedsageligt er en samling amatører.

Det er en af de oplysninger i bogen ’Syv år for PET’, der efterlader et indtryk af, at forfatteren, journalist Morten Skjoldager, ikke forholder sig kritisk til de mange oplysninger om PET, han bringer i bogen. Det er ærgerligt, for Morten Skjoldager har gennem sine mange år som journalist på området indsamlet en enorm viden, som han formidler på glimrende vis. ’Syv år for PET’ er ganske enkelt elementært spændende og giver et detaljeret kig ind bag kulisserne hos Politiets Efterretningstjeneste.

Det er dybt fascinerende at følge, hvordan PET f.eks. overvåger de to personer i Glasvejssagen, mens de indsamler remedier til at fremstille en bombe, eller hvordan man i samarbejde med den svenske sikkerhedstjeneste SÄPO følger fire svenske terroristers vej fra Stockholm til København, hvor de vil angribe Jyllands-Posten og dræbe så mange som muligt. Vi hører om alle PET’s overvejelser undervejs, og om nogle af de metoder, de har adgang til. F.eks. at de kan komme til at åbne folks bagage i Københavns Lufthavn, at PET-chefen har kompetence til at udstede en direkte ordre om at skyde for at dræbe, hvis en terrormistænkt forsøger at slippe væk, og at man overvejer at sprænge et vandrør i en etageejendom for at få beboerne evakueret som led i en operation.

Amatør-terrorister

Det opmuntrende indtryk, der står tilbage efter den detaljerede gennemgang af de mange sager, er, at de terrorister, vi har oplevet i Danmark, hovedsageligt er en samling amatører. De to terrorister fra Glasvej bruger et par måneder på at skaffe en særlig pære, der skal bruges i en bombe, og de laver en prøvesprængning i trappeopgangen, hvor de bor. Manden, der ville dræbe Lars Hedegaard, skyder forbi fra en meters afstand. Den etbenede tjetjener, der vil angribe Jyllands-Posten, får ved et uheld en bombe til at sprænge på et hotel-toilet, og han er ikke klar over, at avisen er flyttet til en ny adresse. Og så videre.

For mig er der i hvert fald ingen tvivl om, at Jakob Scharf klart har overtrådt den tavshedsklausul, han har underskrevet, da han forlod PET. Det skal blive spændende, om PET beslutter sig for at retsforfølge ham.

Samme indtryk fik man af Omar el-Hussein, der ganske vist lykkedes med at dræbe to, men som optrådte så amatøragtigt, at politiet umiddelbart bagefter fandt frem til ham.

For detaljeret?

Der er ikke nogen rygende pistol i bogen i form af afsløringer af operationer eller handlinger, hvor PET har overtrådt love og regler – og som kunne begrunde, at Politiken valgte at tilsidesætte alle demokratiske spilleregler ved at trodse et fogedforbud og offentliggøre bogen søndag.

Derimod er spørgsmålet, om summen af de mange oplysninger om, hvordan PET opererer, og de taktiske og strategiske overvejelser, man gør sig, er med til at give den interesserede terrorist et lidt for detaljeret indblik i tjenestens indre liv, så bogen dermed svækker kampen mod terroristerne? For mig er der i hvert fald ingen tvivl om, at Jakob Scharf klart har overtrådt den tavshedsklausul, han har underskrevet, da han forlod PET. Det virker derfor helt logisk, at PET nu har politianmeldt Jakob Scharf for at overtræde denne aftale.

Bogens store svaghed er, at den er så helt igennem ukritisk. Den ene sag efter den anden gennemgås detaljeret og bliver løbende kommenteret af Scharf. PET fremstår så godt som pletfri, og Scharf er den ufejlbarlige helt i spidsen for det hele.

Også afsløringerne af samarbejdet med CIA og andre udenlandske efterretningstjenester er uden tvivl med til at svække PET’s muligheder for i fremtiden at samarbejde tæt med disse organisationer. Også selv om der dybest set ikke kommer noget frem, som man ikke vidste i forvejen – eller som man kunne tænke sig til. Men hvem vil dele fortrolige oplysninger med en organisation, der kan finde på at ansætte en chef, der fremstår så åbenlyst drevet af sit eget store ego, som tilfældet er med Jakob Scharf?

100 pct. medvind til Scharf

Og så er vi fremme ved bogens store svaghed: at den er så helt igennem ukritisk. Den ene sag efter den anden gennemgås detaljeret og bliver løbende kommenteret af Scharf. PET fremstår så godt som pletfri, og Scharf er den ufejlbarlige helt i spidsen for det hele.

Helt galt går det i sidste kapitel, hvor Morten Skjoldager skriver om det mere end betændte forhold til medarbejderne, som ender med at opsige alle samarbejdsaftaler og lækker så mange oplysninger til Ekstra Bladet, at det er med til at koste Scharf stillingen. Selv hvis han ikke var blevet fældet af sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania, ville han være blevet tvunget væk.

I bogen får Scharf uden modspil lov til at fortælle en historie om, at det bare er forandringsresistente medarbejdere, der som småfornærmede primadonnaer er skyld i det hele. Men læser man den rapport, som konsulentfirmaet Cairos Consult udarbejdede, er konklusionen helt entydigt den stik modsatte. Her hedder det:

”Umiddelbart kan det på overfladen ligne en traditionel uenighed mellem ledelse og medarbejdere om tab af velerhvervede rettigheder og krav om moderniseringer i en offentlig organisation. Men samtalerne (med over 50 medarbejdere og ledere, red.) … har vist, at det er andre forhold, der vejer tungere end denne traditionelle modsætning”.

Og senere:

”Et stor antal medarbejdere og ledere oplever, at enten er man med den nye PET-chef, eller også er man ude. Et skarpt spil og eksklusion og inklusion er sat i gang. Kan chefen lide dig, er du inde, og er du ude, er det forbundet med negative konsekvenser. I personalesager opleves en uprofessionel personaleledelse, som ikke har PET-chefens store interesse”.

Alt dette og mere i samme boldgade får Scharf lov til uden kritisk modspil at verfe af vejen.

På samme måde savner jeg et eller flere kapitler, hvor forfatteren samler op, runder af, reflekterer og med et helikopterblik ser nuanceret men kritisk på, hvordan PET og PET-chefen har ageret i de syv år, bogen dækker.

Morten Skjoldager: ”Syv år for PET – Jakob Scharfs tid”.  People’s Press. 440 sider. 299,95. kr.

Illustration: Blomster ved Krudttønden, der sammen med drabet ved Synagogen, er det hidtil eneste terrorangreb på dansk jord, der er lykkedes. Wikimedia Commons.

 Skribenter hos POV International modtager ikke honorar. Men hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.