JUBILÆUM – Den 14. juli er det den svenske filminstruktør Ingmar Bergmans 100-årsdag. POV’s Ole Blegvad stiftede første gang bekendtskab med Bergman som teenager i 1979, og det blev starten på en livslang kærlighed til instruktørens sublime nærbilleder, sproglige elegance og ikke mindst vilje til at tage livets største spørgsmål op – noget, der formentlig ikke ville ske i dag, skriver Blegvad: “Men Ingmar Bergman gjorde det. Han gav os filmen, teatret, tv-serierne og historierne som en håndbagage i meningen med livet. Og tak for det!”
»Du har sgu’ da ikke tænkt dig at slæbe en 9. klasse i biffen for at se film om det dekadente, snobbede, overklasse-Sveriges forfald?«
Nogenlunde sådan husker jeg min første introduktion til Ingmar Bergman. Ordene kom fra DR B&U-afdelingens producent Kjeld Ammundsen, stilet til min dansklærer i folkeskolen. Året er 1979 og filmholdet fra skolen – seks elever og en lærer – er på ekskursion i København. Besøget i Danmark Radio er ved at være forbi, og Ammundsen har lige hørt, at vi om aftenen skal i biografen og se den nyeste Ingmar Bergman-film, Høstsonaten.
Velkommen i mit liv, Ingmar Bergman, og tak fordi du lod mig komme ind i din dekadente, snobbede, overklasseverden
Vores lærer var heldigvis af en anden opfattelse. Om aftenen så vi nemlig to af Nordens største skuespillere Ingrid Bergman (hendes sidste filmrolle) og Liv Ullmann fyre den af i en mor-datter-infight. Filmen er en og samme tid råb og skrig, der går hånd i hånd med stilhed og fortielser.
Mor-barn-kærligheden ramlede hele tiden imod hadet og placeringen af ansvar for livet. Pointen i filmen er så langt fra en slutning i en mainstreamfilm, som man kan tænke sig, der er nemlig ingen forløsning og ingen forsoning mellem mor og datter.
https://www.youtube.com/watch?v=wHd4ymdGAGA
Jeg er 16 år gammel i foråret 1979. Efter at have set Høstsonaten stod jeg så efterfølgende uden for en biograf i København sammen med mit filmhold fra folkeskolen. Ingenting var, som før vi gik ind i biografen.
Velkommen i mit liv, Ingmar Bergman, og tak fordi du lod mig komme ind i din dekadente, snobbede, overklasseverden.
Bergman satte ord på sin samtid og turde holde scenen i ægteskabet, så det blev krummetær-agtigt, men på en måde, så hans film og tv-spil lignede…. virkeligheden
Ingmar Bergman debuterede i 1946 med manuskriptet til filmen Forfulgt og lavede sin sidste produktion Saraband i 2003. Det internationale gennembrud kom med filmen Sommernattens leende i 1956, da den vandt specialprisen i Cannes. Senere modtog han tre Oscar-statuetter for Jomfrukilden (1961), Som I Et Spejl (1962) og for Fanny og Alexander (1984).
Sideløbende med filmarbejdet arbejdede Bergman som anerkendt og fornyende teaterinstruktør og var en periode chef for det svenske nationalteater, Dramaten i Stockholm.
Når Bergman fører kniven i såret
Når jeg tænker mig lidt mere om og husker tilbage til min barndom, så var turen i biografen og Høstsonaten måske ikke mit første bekendtskab med Bergman. Jeg husker, om end svagt, hvordan der i midt 1970’erne blev stille i stuen foran fjernsynet. Min mor skulle se Scener fra et Ægteskab. Ingmar Bergmans tv-serie i seks dele. Om det, på overfladen, perfekte akademiker ægtepar, der bag facaden, på bedste Bergman-maner, krakelerede totalt.
Når jeg kigger i bakspejlet, så var Bergmans tv-spil (sammen med de danske tv-spil primært skrevet af Leif Panduro) måske lige så vigtige i kampen for kvindefrigørelse og bevidstheden om mand-kvinderollerne som diverse ø-lejre og demonstrationer. Bergman satte ord på sin samtid og turde holde scenen i ægteskabet, så det blev krummetær-agtigt, men på en måde, så hans film og tv-spil lignede…. virkeligheden.
Bergman ramte mig, som jeg også rammes, når jeg ser et skuespil af Ibsen eller Strindberg; når jeg ser et Munch-maleri, eller jeg lytter til musik af Sibelius eller Grieg. De får mig til at føle mig nordisk på en international måde, hvor grænserne rækker ud i hele verden
Han fik indflydelse på mit liv og mit forhold til kunsten og kulturen via de fantastiske fortællinger, hvor livets barske virkelighed gik tur med hans poetiske fortælleglæde. Godt hjulpet på vej af Danmarks “Hr. Filmleksikon”, nestoren Niels Jensen, der underviste på Krogerup Højskole, så jeg flere og flere af Ingmar Bergmans film.
Ghita Nørby sagde i tv på Bergmans dødsdag: “Hver enkelt må tage de Bergman film til sig som de selv holder mest af – jeg kan ikke udpege EN favoritfilm”.
Bergmans nordiske farve
Bergman ramte mig, som jeg også rammes, når jeg ser et skuespil af Ibsen eller Strindberg; når jeg ser et Munch-maleri, eller jeg lytter til musik af Sibelius eller Grieg. De får mig til at føle mig nordisk på en international måde, hvor grænserne rækker ud i hele verden.
Ingmar Bergman beskriver med tristesse og melankoli, som er det de nordiske lange og mørke efterår- og vintermåneder. Men personerne møder også lyset, glæden og humoren, som når foråret og sommeren tager over.
Ingmar Bergman rammer med sine store eksistentielle spørgsmål lige ned i kassen, hvor der ikke altid findes svar. Men hvor spørgsmålene alene gør hans kunst – og dermed livet – spændende og interessant. Bergman var længe før, begrebet globalisering fandtes, en globaliseret verdens kunstner, der kunne bevæge og røre folk over alt på jorden, men hele tiden på en måde, hvor man ikke var i tvivl om, hvor hans rødder var.
https://www.youtube.com/watch?v=V9y2OkkvS_c
Rødderne var også en opvækst i et strengt religiøst hjem i Uppsala, hvor faren var præst. I Bergmans over 50 film er temaet ofte et opgør med kristendommen og faren. Ingmar Bergman blev ateist. Som en moderne filmskaber forklædt som Nietzsche erklærede han Gud for død.
Men i fravalget af religionen står Bergmans produktioner og liv tilbage i en kamp for livet, hvor kunsten og kærligheden spiller en stor rolle. Men når selv kærligheden og menneskene kan være ondskabsfuld, og kunsten kan være flygtig og overfladisk, så står mennesket ensomt med livets eksistentielle spørgsmål tilbage.
Svensk verdensklasse
Jeg er i bund og grund slet ikke Bergmans generation, og desværre nåede jeg aldrig at opleve ham som iscenesætter på teatret. Men jeg har ofte diskuteret, om Bergman ville holde i dag, hvis han begyndte forfra.
Svaret får vi aldrig. Men vi kan se, at hans sublime nærbilleder overlever i filmkunsten. Hans sproglige elegance, hvor hver en sætning kan virke som one-liners. Hvor spørgsmål om liv, død, had og kærlighed står knivskarpt.
En ”ny Bergman” vil formentlig aldrig opstå. Den kolossale produktion på film og teater, hans virke som teaterdirektør og hans skriverier virker umenneskelige i forhold til et moderne liv
Ingmar Bergman skrev altid selv sine manuskripter og har en unik status i filmens verden, hvor han som inspiration ikke kan overvurderes. Verdensnavne som Lars von Trier, Woody Allen, David Lynch, Robert Altman, Bille August og Andrej Tarkovskij har alle ladet sig påvirke af Bergman.
Bergmans tempo og klipperytme er, set med nutidig brille, langsom og gammeldags. I dag ville vi nok kalde det slow. Men det er i min optik stadig verdensklasse, så jeg er ganske sikker på, at Bergman overlever. Han er stadig pensum på alverdens filmskoler. Og ser vi på vores eget Kongelige Teater, så er teaterversioner af Fanny og Alexander, Høstsonaten og Scener Fra Et Ægteskab opført inden for de seneste ti år.
En ”ny Bergman” vil formentlig aldrig opstå. Den kolossale produktion på film og teater, hans virke som teaterdirektør og hans skriverier virker umenneskelige i forhold til et moderne liv. Ligesom man kan tvivle på, at filmprojekter med SÅ store spørgsmål overhovedet kunne finde finansiering i den moderne filmverden. Ingmar Bergman gjorde det. Han gav os filmen, teatret, tv-serierne og historierne som en håndbagage i meningen med livet. Og tak for det!
Ingmar Bergman
14. juli 1918 – 31. juli 2007
“Hvem er du?”
“Jeg er Døden”
“Kommer du for at hente mig?”
“Jeg har længe gået ved din side”
“Det ved jeg”
– Fra Bergmans manuskript Det syvende segl, 1957
Topfoto: Wikipedia
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
