
Den traditionelle betragtning af Guldalderen som en periode, der indledes efter statsbankerotten i 1813, holder ikke, understreger Maria Helleberg. Landet opdagede ikke med ét slag sine skjulte potentialer. Langt snarere er Guldalderen en lang, glidende periode, der omfatter flere årtier på den anden side af år 1800. Og en enkelt familie dækker hele perioden, med stadig nye højdepunkter: Familien Heiberg.
I starten af 1800-tallet gik det ikke specielt godt hverken økonomisk eller politisk i Danmark. Til gengæld blomstrede kunsten. Det er den særlige romantiske kunst fra denne periode, der har lagt navn til Guldalderen. Det er svært at udelukke navne som Jens Juel og Nicolai Abildgaard fra placering indenfor denne epoke. Begges bedste værker var af samme kvalitet som malerier af David, Ingres, Gainsborough, Reynolds og Graff. Kun tyve år efter åbningen af Kunstakademiet i København havde man kunstnere af europæisk kaliber.
Og det blev ved.
Litteraturen blomstrede også
Men det er ikke kun billedkunsten, der har tegnet Guldalderen. Litterært blomstrede landet også inden Baggesen og Oehlenschläger. En enkelt familie dækker hele perioden, med stadig nye højdepunkter: Familien Heiberg.
Peter Andreas Heiberg var ganske vist nordmand af herkomst, men gjorde ikke noget stort nummer ud af sin afstamning. Han blev en meget energisk københavner – et storbymenneske med hang til cafeer, klubliv, mandevenskaber, politisk satire, moderne scenekunst. Og druk.
Heiberg havde som student truffet Knud Lyne Rahbek, og de to kom til at spille sammen lige til P.A.s forvisning i år 1800. Rahbek var allerede i år 1800 på en måde kulturens “gamle mand”, smagsdommer og æstet i særklasse. Og han var lidt bagefter de yngre generations politiske radikalisering. I dag er han mest af alt kendt som Kammas ægtemand, en rar og ældet dyreven, der krøb lidt i skjul bag de voldsomme venner, han holdt sig.
P.A. var den vildeste af alle. I en tid, hvor selv kongelige yndede at kalde sig selv “borgere”, skulle der noget til for at skille sig ud. Det gjorde han så. For P.A. mundede en urolig ungdom, med rodløshed, gæld, tilfældige studier og jobs, ud i et ønske om at blive dramatiker.
I 1787 kom han til København og begyndte sin spredte karriere, som translatør, huslærer og dramatiker. P.A. havde samme problem som en række yngre mennesker i samtiden: De var veluddannede og havde et stort overblik men meget små indtægter og ikke noget fast holdepunkt i tilværelsen. De ville gerne leve som frie kunstnere og ikke som ansatte i enevældens centraladministration. De udgjorde i og for sig en helt ny klasse i samfundet.
Komedierne klædte P.A.s talent, han var bedre til at fremkalde latter end knyttede hænder og vrede. Men han VAR vred meget af tiden. Som oftest dog charmerende vred
P.A. kørte på med sin karriere som dramatiker og fik en vis succes – han havde brug for økonomisk medvind, så selv om han afskyede operaen som en unødvendig unaturlig kunstart, skrev han tekster til syngespil. I det mindste var de populære og spredte hans navn.
Det var den franske revolution, som for alvor frisatte Heibergs satiriske talent. Han skrev lystspil i holbergsk stil, men også beslægtet med samtidens franske komedier, med socialt sigte. ”De Vonner og Vanner” berører både problemet med tysksprogede officerer – og tidens snobberi. Komedierne klædte P.A.s talent, han var bedre til at fremkalde latter end knyttede hænder og vrede. Men han VAR vred meget af tiden. Som oftest dog charmerende vred.
Omverdenen – oververdenen, om man vil – havde for længst lagt mærke til hans skarpe pen. De bestemmende, styrende, enevældige kræfter. Heiberg krævede konsekvens af de mennesker, han formodedes at beundre. Han ærede nok juristen Chr. Colbjørnsen for dennes indsats som sekretær i den store Landbokommission, men han afskyede samtidig Colbjørnsen for hans ubehøvlede adfærd over for en krofatter i Nærum, der holdt på sine rettigheder over for den hovedrige mand.
Colbjørnsen var blevet smålig. Det var en synd, P.A. ikke kunne tilgive. Hvis personer ville opfattes som storslåede historiske figurer, skulle de være st0re hele vejen igennem!
Heibergs dramaer gik hurtigt i glemmebogen, men var utroligt populære, blev både læst og citeret i samtiden, og udgør grobunden for 1790ernes store, offentlige diskussionsklub. Han var skarp og præcis, og han viste ingen pardon. Det, man ikke kunne skrive i et stykke, der skulle opføres på Det Kongelige Teater, kunne man skrive i viser til klubber og saloner.
Heiberg havde ustandselig retssager på halsen, foranlediget af injurier og udfald. I 1790, efter at byen København havde fejret den nye kronprinsesse Maries indtog, var der fest hos Skydebrødrene i deres friske domicil uden for Vesterport. Hertil havde Heiberg skrevet ”Indtogsvisen”
Indtogsvise
Hver Mand i Byen om Indtoget taler,
Om Transparenter og Dandserens Gang.
Decorationer og Porte man maler;
Synger hvad elleve Muser besang.
Alle begloede,
Faa kun forstode
Digterens Fingal og Frode.
Ordener hænger man paa Idioter,
Stierner og Baand man kun Adelen gier;
Men om de Mallinger, Suhmer og Rother,
Men ei et Ord i Aviserne seer.
Dog, har man Hierne,
Kan man jo gierne
Undvære Orden og Stierne.
Rigdommen voxer i Adelens Bleer; Og, som en Skoemager nyeligt har sagt, Eene de van’er, og von’er, og de’er, Holder Fortuna og Plutus i Agt. Har vi ei meget, Er det vort eget, Som ei fra Staten er sveget.
Her man despotiske Satser ei lærer;
Lighed blant Mennesker drive vi paa;
Og ei, som Jydernes Proprietærer,
Ønske os Slaver, og Bønder at flaae.
Selv vi os føde;
Agerens Grøde
Vi ei som Dosmere øde.
Stormanden svirer, og glemmer den Arme,
Kan ham med kold Ligegyldighed see.
Vi ere Smaafolk, og føle med Varme,
Midt under Sviren, Elendigheds Vee.
Hungriges Mave
Fordrer en Gave;
Giver! og Tak skal I have.
Teksten er faktisk et hovedværk i Heibergs produktion, og et helt lille katalog over hans antipatier. Der er ikke så meget tale om had til aristokraterne, mere væmmelse ved deres privilegier i et samfund, der var ved at forandres til et forsigtigt meritokrati. Ordener og udnævnelser til de højeste embeder var dog endnu stort set uden for de ikke-adeliges rækkevidde. Først Slaget på Reden i 1801 affødte så megen respekt for søofficerer og matroser, at man var nødt til at indføre et nyt ordensvæsen – Dannebrogsordenen, inspireret af den franske Æreslegion.
I 1797 engagerede han sig i debatten om trykkefrihedsanordningen. Året efter følte han sig snydt for stillingen som Notarius Publicus, og striden udartede til et offentligt skænderi med mange deltagere, om udnævnelser af uværdige personer til offentlige embeder
Heiberg gik jævnligt over stregen, som da han anklagede englænderne for at have antændt branden på Christiansborg i 1794. Han havde få virkelige venner, men mange fjender, og de befandt sig i betydningsfulde positioner. Heiberg havde også svært ved at skelne stort fra småt – han gerådede i store kampe om, hvorvidt den ene eller den anden skuespillerinde blev favoriseret.
I 1797 engagerede han sig i debatten om trykkefrihedsanordningen. Året efter følte han sig snydt for stillingen som Notarius Publicus, og striden udartede til et offentligt skænderi med mange deltagere, om udnævnelser af uværdige personer til offentlige embeder.
Førnævnte ellers så afholdte Christian Colbjørnsen kom til at fremstå som den store djævel i Heibergs liv. I 1799 strammedes nettet, efter at Heiberg havde udsendt en satirisk ordbog (“Sproggranskning”), hvori alle samtidens begreber forklares ud fra hans personlige politiske holdning. Det er et flot landkort over de mest ekstreme ideer i samtiden. Rusland krævede justeringer i den alt for frie danske censurpolitik. Der var lagt op til stramninger, og de kom, i stedet for at forsvare ytringsfrihed og landets borgere valgte styret at gå til yderligheder. Forbud, straf og en helt ny lovgivning, der endda forbød at ytre ateistiske holdninger (som ellers bl.a. kongens svoger, hertugen af Augustenborg åbent lagde frem).
Heiberg blev forvist i februar 1800 for aldrig at vende tilbage. Han fik arbejde i det store bureaukrati i det franske udenrigsministerium under Talleyrand, men skrev ikke længere meget, før han i 1817 gik på pension. Hustruen så han aldrig mere, men hans søn og svigerdatter besøgte ham i Paris.
Symbol på en tidsalder
Dramaerne er glemt, men Indtogsvisen står tilbage som monument over en tidsalder og nogle holdninger, som eftertiden kunne genkende. Heiberg var en sprudlende, ildsprudende skribent, fuld af indfald og holdninger. Det er dog meget lettere at se, hvad han var imod, end hvad han var for. Og selv de mest elaborerede politiske angreb endte i private stridigheder.
Men han var ikke kværulant, og han kendte ikke til frygt, før det var for sent. Dybest set ønskede han at lære enhver at tænke sit. I tilfældet hustruen Thomasine, født Buntzen, lykkedes det egentlig kun alt for godt.
Thomasine fremstiller det nye ideal – den frie, lidenskabelige og ikke mindst lighedsskabende kærlighed – som det eneste valide grundlag for et ægteskab. En mand skulle være sin hustrus ”bedste ven, eneste elsker og ægtemand”. Kvinden krævede man til gengæld ikke så meget af
Thomasine skulle have været en rig families søn og arving, deraf navnet. Hun voksede op som en forkælet, begavet datter af en hovedrig mand, og i 1790 ægtede hun sin huslærer, P.A. Heiberg, hun var selv kun seksten år gammel – og han var femogtredive. Han havde godt nok sikret sig landets smukkeste unge kvinde, og mænd undrede sig over dette parti, for han havde jo hverken penge eller familie eller midler eller formue eller betydelige venner. En del af forklaringen synes at være, at Thomasine jo kendte ham og holdt af ham og måske troede, han var forelsket, sådan som hun sværmede for den voksne, vidende mand.

Hun beundrede ham, men følte sig anbragt på en emotionel rasteplads i udkanten af hans liv. Drengen Johan Ludvigs fødsel fjernede kun ægtefællerne endnu mere fra hinanden. Han fandt, at hun foretrak barnet. Mens hun på sin side blev feteret af udsendinge fra det republikanske Frankrig, og lancerede den nyeste franske mode: hun blev det danske svar på mode- og stil-ikonen madame Récamier.
Hun havde været sin mand tro, til den dag, han skriftligt gav hende hendes fulde frihed. Det opfattede hun som en anmodning om skilsmisse. Hvis han ikke ønskede at være alene om hende, hvorfor så være sammen? Samtidig forelskede hun sig gensidigt i den svenske eksilent, baron Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd. Han betragtedes i nogle kredse som en vanvittig terrorist, men i virkeligheden havde han aldrig begået noget værre end at befordre hemmelige breve. Disse breve handlede så om mordet på den svenske kong Gustav den Tredje. Og den danske Frederik den Sjette gik absolut ikke ind for kongemordere. Det er svært at forestille sig noget mindre voldeligt end den milde, svage Gyllembourg.
Skilsmissen vakte Thomasines forfatterskab
Thomasine vågnede menneskeligt og kunstnerisk gennem sin skilsmisse, snarere end gennem forelskelsen, og begyndte at skrive. Først en række forklarende breve til den eksilerede ægtemand, og som moden kvinde en lang række noveller og romaner. Brevene til P. A. var ikke beregnet på udgivelse, og blev da også først trykt i udvalg af Thomasines svigerdatter i 1883. Ikke desto mindre dækker disse breve alle 1790ernes overvejelser om det nye liv, det nye ægteskab og den nye kærlighed. Man levede jo i et livets laboratorium, og gennem hendes og ægtemandens breve til hinanden forstår man, hvad det var, man ønskede at bygge. Men de var jo netop ikke forskere. De levede deres videnskab og lidenskab. Først da Thomasine gjorde alvor af at elske en anden mand, gik det op for P.A., at han elskede hende desperat og ikke ville miste hende.
P.A.s køligt fornuftsbestemte forhold til hustruen var i hendes øjne (og liv) en skrækkelig afvigelse. At elske var ikke længere en passiv tilstand, men en aktiviserende, besættende situation
Thomasine fremstiller det nye ideal – den frie, lidenskabelige og ikke mindst lighedsskabende kærlighed – som det eneste valide grundlag for et ægteskab. En mand skulle være sin hustrus ”bedste ven, eneste elsker og ægtemand”. Kvinden krævede man til gengæld ikke så meget af.
P.A.s køligt fornuftsbestemte forhold til hustruen var i hendes øjne (og liv) en skrækkelig afvigelse. At elske var ikke længere en passiv tilstand, men en aktiviserende, besættende situation. Men i den Heibergske skilsmisse bemærker man også en anden forskel: P.A. er panisk ræd, og uden evne for at koncentrere sine angreb, mens Thomasines vilje er som et samuraisværd, og hendes argumentation kløgtig og både moralsk og etisk uangribelig.
Hun var tvunget til at afstå fra forældremyndigheden over sønnen, Johan Ludvig, og både mor og søn kom resten af livet til at lide under denne adskillelse. Først levede hun sammen med sin mand på gården Ruhedal: Gyllembourg var i alt fald i teorien agrar-forsker. Efter gårdens brand i 1806 flyttede man tilbage til København, men i 1815 døde Gyllembourg, og Thomasines vandreår tog deres begyndelse.
Nok havde hun en pension efter sin mand, men hun savnede at have et hjem, især fordi de 9 år, de havde levet sammen i København, havde tilladt hende i al beskedenhed at holde salon. Nu blev hun så huslærer for sine slægtninges børn, og derefter husholderske for sin søn. Først i 1825, hvor de igen sammen flyttede til København, fik hun fast grund under fødderne. Fra da af forlod de to ikke hinanden, og hun kunne i de kommende 30 år være værtinde i hans hus.
Disse trange år havde om ikke andet, så dog givet hende en værdifuld introduktion til livet, som det formede sig for mindre heldige eksistenser end hovedstadens begunstigede borgerskab. Hun havde været midtpunkt i Københavns historie siden 1790erne og havde fået indblik i alle klasser og begge køns verden. Det udnyttede hun i sine litterære værker. Der i øvrigt egentlig begyndte som udfyldning af tomme sider i sønnens tidsskrift.
Hun blev Danmarks første bestseller forfatter
I 1827 bad Johan Ludvig sin mor skrive noget trykværdigt til hans ”Den flyvende Post”, og hun opfandt en ny genre. Hun debuterede med et læserbrev fra en ung officer til redaktionen, affødt af en annonce. Fortællingen voksede i læserbrevform, med stadig skiftende synsvinkler på begivenhederne –man fornemmer, at hun skrev af karsken bælg og med stor morskab. Følgende år skrev hun ”En Hverdagshistorie”, et af sine hovedværker, og derefter gik det rap i rap til 1844.
Thomasine blev den første regulære danske bestsellerforfatter. Hvor tidligere generationer havde forsøgt at skrive romaner, uden større held, magtede hun formen fra første færd
Alle hendes beretninger foregik i København og skildrede det almindelige liv a la Jane Austen. Det offentlige spejles i privatlivet og omvendt. Hun anvendte figurer og begivenheder fra sit eget liv (som i ”Ægtestand” om en skilsmisse), uden at karikere voldsomt eller brutalt synliggøre. Og hun forblev anonym, skønt det var tydeligt, at hun alene blandt alle veluddannede københavnske kvinder ville være i strand til at trække på så omfattende en viden om livet.
Thomasine moraliserede i tidens ånd, men kunne ikke løbe fra sin egen ungdoms idealer, så selv bigamister var hun parat til at forsvare. Bøgerne var utroligt populære, og Thomasine blev den første regulære danske bestsellerforfatter. Hvor tidligere generationer havde forsøgt at skrive romaner, uden større held, magtede hun formen fra første færd.
Eftertiden havde sværere ved at acceptere hende: det sene 1800-tal frakendte hende snart sagt alle kvaliteter, og der skulle en kvindefrigørelse til, for at man igen fik øjnene op for hendes mesterskab. Hendes romaner er den bedst tænkelige introduktion til samtidens mentalitet og opførsel. Ydermere skrev hun aldrig ud fra noget som helst litterært eller politisk apparatur, og hun var i stand til at filtrere tidens moderetninger – hun blev ikke plat rørstrømsk som Rahbek og absolut aldrig høj- eller hastemt som den modne Oehlenschläger. Hendes naturlige sprog er den ”romantiske realisme”, hvor i bund og grund gode mennesker gennemlever normale konflikter og løser dem. Hun er lige så tidsbunden som sin første mand, men paradoksalt nok langt mere levedygtig
Topfoto:Portræt af Thomasine Gyllembourg (1773-1856) Malet af Jens Juel i 1790. Wikipedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her