
BIOGRAFI // ANMELDELSE – Ritt Bjerregård sætter i disse år nye standarder for politikererindringer, skriver Jytte Larsen. Værket er en født klassiker. Med fokus på miljøkommissærposten kommer tredje bind af Ritt Bjerregaards erindringer som timet til dagens klimadebat. Men det hele handler om køn.
Ritt Bjerregaard døde lørdag d. 21. januar 2023. I den forbindelse bringer POV Jytte Larsens anmeldelse af Bjerregaards erindringsværk i reprise.
Med tredje bind af sit monumentale erindringsværk er Ritt Bjerregaard nået til perioden 1991-2001 og miljøkommissærposten, der ganske opsigtsvækkende skrives frem som ”den mest spændende arbejdsopgave, jeg har haft”, og den mest magtfulde: ”I mine år som EU-kommissær fik jeg mulighed for at udrette mere, end jeg ville have været i stand til som statsminister i Danmark” (s. 318).
Arbejdet i EU-kommissionen 1995-99 udgør da også op mod en tredjedel af ”Udenfor”. Ved hendes tiltrædelse var miljøkommissærposten stadig i sin vorden, oprettet 1990 i den forrige kommission, hvor den var gået på omgang mellem tre forskellige kommissærer, og store bunker rapporter om overtrædelser af eksisterende miljøregler var havnet i skrivebordsskuffen.
Ergo var oprydning ved flittigt brug af bødeblokken og domstolen en første bunden opgave. Derefter kom udvidelser af miljøbeskyttelsen slag i slag: Havene, bade- og drikkevandet, genmodificering, affald etc. Selv kalder hun et forbud mod eksport af giftigt affald fra rige til fattige lande for ”den første sejr” (s. 187).
Selv kom hun for alvor på banen, da hun 1985 indledte en livslang kamp for økologi med et frontalangreb på landbrugets ”svineri”
Stjernestunden blev COP 3, hvor et samlet EU under hendes ledelse spillede en afgørende rolle i vedtagelsen af Kyoto-protokollen med bindende mål for udledning af drivhusgasser. At tophistorien i Danmark blev en kontrovers om et emballagedirektiv med grønt lys for dåseøl, vedtaget før hendes embedsperiode, kommer så ikke bag på hende.
Et tiår i Europapolitikkens tegn
Også i de øvrige kapitler er sigtekornet rettet mod EU, miljø og klima. Østblokkens sammenbrud, Tysklands genforening, Sovjetunionens opløsning, traktatændringer og danske folkeafstemninger – alt sammen hændelser, som gjorde Europolitik til et af 1990’ernes centrale stridspunkter, og som hun sætter i relief med tilbageblik på sin højprofilerede EF-modstand frem til 1989.
Tilsvarende giver hun et rids af den miljøpolitiske udvikling fra 1971, da Danmark som det første land i verden fik en miljøminister – op til medlemskabet af EF og samtidig med hendes indtræden i Folketinget. Selv kom hun for alvor på banen, da hun 1985 indledte en livslang kamp for økologi med et frontalangreb på landbrugets ”svineri” under overskriften: ”Nu må vi bremse den værste forurener – landmanden”, og krav om, at forureneren skulle betale (s. 93).
Året efter rykkede miljø op på førstepladsen i opinionsundersøgelser af de vigtigste politiske spørgsmål, og Folketinget satte miljøhensyn over hensynet til økonomi ved en revision af miljøbeskyttelsesloven. Bagtæppet for denne første klimapolitiske bølge var en FN ekspertkommission med norske Gro Harlem Brundtland som frontfigur, der fremlagde en stribe gennemdokumenterede rapporter om verdens kurs mod økologisk kollaps.
Ingen gider læse om EU
”Jeg havde tænkt mig et enkelt kapitel, for jeg var bange for, at der var få, der gad læse om EU”, skriver Ritt Bjerregaard i forordet (s. 9). Men stoffet åbnede sig for hende undervejs og i løbet af skriveprocessen endte den 50 år lange rejse fra frontfigur i Socialdemokrater mod EF med den fulde erkendelse af, ”at EU er et tilbud, ja, faktisk en gave, og ikke en trussel” (s. 318). Om nogen har hun været i sync med og ophav til dansk EU-skepsis, og hvis det ikke rimede så dårligt med hendes offentlige persona, kunne man fristes til at kalde ”Udenfor” en bodshandling.
At dømme efter modtagelsen gider folk faktisk ikke læse om EU. På alle platforme har kommentariatet grebet bogen som en kærkommen anledning til at trække alle de gamle travere ud af stalden og give dem endnu en tur i manegen: Lejlighedssagen, bruddet med Svend Auken, formandsopgøret, afslaget på Nyrups tilbud om trafikministerposten. Det gælder selv Informations David Rehling, hvis imponerende miljøpolitiske cv er tilbørligt honoreret i bogen.
I kraft af sin placering, iagttagelsesevne og mangel på lyst til at sløre realiteterne gør Ritt Bjerregaard køn til omdrejningspunkt for en ganske anden analyse af magtforestillinger og -spil i Socialdemokratiet og omegn end den, vi kender til bevidstløshed
I en stort opsat anmeldelse nøjes han med en nedladende sidebemærkning: ”Hendes bog indeholder også instruktive beskrivelser af, hvad en EU-kommissær bruger sine kræfter på, og hvordan man driver økologisk æbleplantage”. Men han finder det i det mindste nødvendigt at forsvare den fortærskede provinsielle tilgang: ”det er i afdækningen af det politiske magtspil, hendes unikke force ligger” og ”hendes tekst giver et dybt indblik i socialdemokratiske magtforestillinger og -spil. Her er hun simpelthen en enestående kilde – på grund af sin placering og på grund af sin iagttagelsesevne og mangel på lyst til at sløre realiteterne” (Information 11.10.2019).
Javel. Men denne unikke force mister altså sin fascinationskraft, når det kommer til EU – uanset at ”Udenfor” netop udvider politikerbiografiens traditionelle nationale rammer. Og den virkelige gamechanger er generelt gået under radaren: At Ritt Bjerregaard i kraft af sin placering, iagttagelsesevne og mangel på lyst til at sløre realiteterne gør køn til omdrejningspunkt for en ganske anden analyse af magtforestillinger og -spil i Socialdemokratiet og omegn end den, vi kender til bevidstløshed.
Drømme med kvinder om et helt andet samfund
Kønssporet er anlagt i ”Ritt, Erindringer”, 2015, der handler om opvæksten i en klassebevidst, kommunistisk arbejderfamilie på Vesterbro, uddannelsen på Emdrupborg Seminarium, ansættelserne som folkeskole- og seminarielærer i Odense frem til folketingsvalget 1971. I første omgang popper det op i spredte bemærkninger om dengang i 1970’erne, ”hvor rødstrømperne havde godt tag i mig” (s. 209), om at være sin fars ”feministiske datter (s. 210), og mere massivt i den opsigtsvækkende beskrivelse af det åbne ægteskab med historikeren Søren Mørch, der afrunder dette første bind som en feministisk ønskedrøm come true.
I ”Valgt”. Ritt. Erindringer II”, 2017, om hendes politiske karriere 1971-91, er køn den røde tråd i en fortælling om sammenstødet mellem den anden feministiske bølge og arbejderbevægelsens tunge patriarkalske arv. Hun blev båret ind i Folketinget og partitoppen som inkarnationen af ånden fra 1968 og indtog op gennem 1980’erne positionen som partiets første kronprinsesse på spring til formands- og statsministerposten. Fra denne fremskudte position orkestrerede hun en offensiv mod ”aldrende kustoder” på ”vagt om montrerne i det socialdemokratiske museum” (s. 480), som bl.a. resulterede i det første principprogram med et selvstændigt afsnit om ligestilling 1977 og oprettelse af en kønskvoteret post som organisatorisk næstformand 1980, ligestillet med ’mændenes’ næstformandspost 1984.
Køn er den røde tråd i en fortælling om sammenstødet mellem den anden feministiske bølge og arbejderbevægelsens tunge patriarkalske arv
Den første og største sejr var genindsættelse i undervisningsministeriet efter Ritz-sagen, og det varede længe, før hun indså, at døren til partitoppens mandeloge stadig var lukket – også for hende selv. Det dæmrede i private samtaler med ministerkollegaen Lise Østergaard om Anker Jørgensens brug af usynliggørelse som patriarkalsk herskerteknik: ”Min finger kan Anker ikke se. Jeg har prøvet flere gange, han kan simpelthen ikke se den” (s. 412).
Det blev uomgængeligt med Inge Fischer Møllers sammenbrud og selvmord efter tre år på som første kvinde på den hårdt tilkæmpede næstformandspost. Og som det fremgår i det vidt og bredt citerede og diskuterede afsluttende kapitel ”Hvorfor blev jeg aldrig statsminister?” i ”Udenfor” havde drømmen om at blive den første kvindelige parti- og regeringsleder i slutningen af 1980’erne mistet sin fascinationskraft.
Men det havde hendes ”drømme med kvinder om et helt andet samfund” ikke. De var vokset frem i feministiske frirum udenfor Slotsholmen (s. 195), fx ”Strikkeklubben”, der udgav en stribe kønspolitiske bøger til undervisnings- og studiekredsbrug, hvoraf ”Heltindehistorier”, 1983, med gennemresearchede portrætter af bl.a. Nina Bang og Bodil Koch er blevet en klassiker. Og det er dem, erindringsværket er båret af.
”Jeg havde det forkerte køn” er hendes simple forklaring på, at hun ikke blev statsminister
”Udenfor” trækker kønssporet helt frem i forordet, hvor hun vender tilbage til sin sene forståelse af den benhårde magtpolitiker, der skjulte sig under den joviale Anker Jørgensen, der som bekendt var opdrættet i fagbevægelsen. I et tilbageskuende kapitel om ”Fagbevægelsen” – det eneste uden relation til EU, miljø og klima – fra tiden, før båndene mellem parti og fagforeninger blev løsnet, udstiller hun LO-toppens ”gammeldags machofacon” som ”alt det, som kvindebevægelsen og jeg kæmpede imod” (s. 41-42). Omvendt beskriver hun kommissærposten som ”det job, jeg har haft, hvor kønnet spillede den mindste rolle” (s. 251). Og ”Jeg havde det forkerte køn” er hendes simple forklaring på, at hun ikke blev statsminister (s.307).
Kvindelige politikere bør måles med de samme målestokke som mænd
Køn har da også været på spil i modtagelsen, men i den særlig danske ‘på den ene og den anden side og endelig ikke for meget’-version, milevidt fra analyseniveauet i bøgerne. Tag fx det afsluttende statement i Tim Knudsens anmeldelse af ”Udenfor”: “Bjerregaard har ret i, at det har været svært for kvinder i politik. Men kvindelige politikere bør måles med de samme målestokke som mænd” (Kristeligt Dagblad 11.10.2019).
Eller Kaare R. Skou, der i sin anmeldelse af ”Valgt” henter køn op i overskriften som en original og løfterig eftersætning til klichéerne om provokatøren og magtmennesket Ritt Bjerregaard: ”En omvandrende provokation med en frygtindgydende vilje til magt. Og ikke mindst en kvinde”. Men blot for så at afvise al den snak om kvindekamp, som måske nok har haft en vis relevans engang, men nu er blevet en stråmand:
”En toppolitiker skal vælge sine kampe med omhu. Ritt Bjerregaard kæmpede mange kampe, heriblandt også kampe det synes unødvendigt at kæmpe, men hun havde et stadig tilbagevendende argument for at kæmpe dem: Kvinder kan det hele (mindst) lige så godt som mænd.
Der er heller ingen tvivl om, at det så sent som i 70’erne og 80’erne har været særdeles vanskeligt for en kvinde at nå til tops, men det bliver lidt trivielt, at årsagen til alle nederlag på ens vej gennem det politiske liv skyldes kønnet. Det kunne jo også være, at der nogle gange lå en reel politisk uenighed bag. Ritt var altid på kvindens side” (Altinget).
David Rehling stikker ud ved at anmelde ”Udenfor” uden et ord om køn. Det snor han sig udenom ved at anfægte bogens titel, som han kalder ”et meget rittsk greb” og ”en underforstået henvisning til magtspillet i de øverste socialdemokratiske lag. Skiftende ledelser – Nyrup, Lykketoft og Thorning – prøvede at holde Ritt udenfor. Når det ikke lykkedes for dem, skyldes det, at hun var smartere til julelegene end de”.
Men implicerer hans egen titel ”Ritt – Outsideren på inderbanen” ikke netop, at han godt ved, Ritt Bjerregaard kørte på en anden bane end konkurrenterne Svend Jacobsen, Svend Auken og Poul Nyrup? Men ikke vil vedgå, at kvindelige politikere som sådan altid har været og stadig er på udebane. At kvindekøn umiddelbart kan ligne et springbræt, men dybest set er et benspænd, og at kvinders udenforskab – et begreb svenskerne har udmøntet som ekskluderende modstykke til medborgerskab – er særligt massivt i arbejderbevægelsens broderskab.
Outsider som signatur
Umiddelbart refererer titlen til, at Ritt Bjerregaard stod uden for partiledelsen 1991-95, og at hun var baseret i Bruxelles 1995-99. ”Udenfor” kunne imidlertid gå som overskrift for hendes erindringsværk som helhed og for hendes kønsfæller i Socialdemokratiet, hvor kongevejen er gået via partiets ungdomsorganisationer og fagbevægelsen – en vej, som har været mænds frem til Mette Frederiksen.
Ritt Bjerregaards refleksioner over barriererne i karrieren fortsætter da også fra køn til tid: ”Det krævede yderligere 30 års indsats, før det blev muligt med en kvindelig statsminister” (s. 307). Hvor hun selv blev båret ind i folketinget som 1968’er, var bærebølgen for Helle Thorning rødstrømpeæraens kønsrevolution. Op mod årtusindskiftet var ligelig repræsentation blevet ny politisk normal. Også i Socialdemokratiet, hvis folketingsgruppe historisk havde været særlig kønsskæv. Her steg kvinderepræsentationen fra 5 til 14 pct. ved valget i 1971, toppede med 39 pct. i 1994, året efter Helle Thorning havde meldt sig ind i Socialdemokratiet.
”Helle Thorning var ikke kontroversiel. Hun var et ubeskrevet blad. Jeg havde valgt at være kontroversiel. Mange mennesker havde meget stærke meninger om, hvad jeg var for én”
Og videre fra tid til, hvad Ritt Bjerregaard lander på som det ultimative benspænd for sine statsministerdrømme: Kammerateri og ubetinget solidaritet. Opvæksten med en rettroende kommunistisk far havde nemlig vaccineret hende grundigt mod at ’elske’ politiske partier:
”For mig er partiet en ramme, en organisation – og én man skal passe på ikke bliver for magtfuld. Det hænger givetvis sammen med, at min far frem til Ungarnsopstanden i 1956 var kommunist. Jeg oplevede i min barndom, at der blev krævet meget stor loyalitet af medlemmerne i forhold til partiet. Ja, partiet var sådan set det vigtigste, og det betød bl.a., at man i Sovjetunionen kunne udrense folk, og at danske kommunister skulle forsvare det. Jeg undrede mig gang på gang over den stærke loyalitet, der blev krævet, og jeg har sidenhen i mit liv taget afstand fra den” (s. 315).
For så vidt som Helle Thorning først fik sin partibog som 27-årig og begyndte sin politiske karriere som europaparlamentsmedlem 1999-2004, mødte hun ligesom Ritt Bjerregaard – og kvinder som flest – op i Folketinget uden pas til inderbanen hverken kønsligt eller organisatorisk. Det sidste ændrede sig så kun to måneder senere, da hun blev valgt til partiformand ved den første og hidtil eneste urafstemning blandt medlemmerne.
Ifølge Ritt Bjerregaard på sit glatte ansigt, uskrammet af fløj- og kønskampe: ”Helle Thorning var ikke kontroversiel. Hun var et ubeskrevet blad. Jeg havde valgt at være kontroversiel. Mange mennesker havde meget stærke meninger om, hvad jeg var for én” (s.310).
De bestemte hændelsers tyranni
Ritt Bjerregård sætter i disse år nye standarder for politikererindringer. På basis af fyldige notater og dagbøger, suppleret med arkivstudier og interviews har hun i tre bind givet en tæt gennemdokumenteret fremstilling af dansk politisk historie i perioden 1971-2001. Og et fjerde bind om overborgmesterposten i København er på vej.
Værket er en født klassiker. Fra dag ét har ’Ritt’ været et politisk brand. Da hun fyldte 70, kunne Berlingske ikke komme i tanke om ”en nulevende dansk politiker, der er skrevet flere spaltemillimeter om”. Svend Aukens oneliner: ”Ritt formår at gøre enhver sag til en folkeafstemning om sin egen person”, er blevet folkeeje.
Nu kroner hun livsværket ved at bemægtige sig den klassiske politiske erindringsgenre, der fortsatte som mandligt domæne et helt århundrede efter mænd mistede deres historiske monopol på lovgivningsmagten
Og nu kroner hun livsværket ved at bemægtige sig den klassiske politiske erindringsgenre, der fortsatte som mandligt domæne et helt århundrede efter mænd mistede deres historiske monopol på lovgivningsmagten. Igen som første kvinde og med køn som pejlemærke.
Kimene fra 1980’ernes heltindehistorier om Nina Bangs og Bodils Kochs ligestillingskampe er foldet ud i en feministisk modhistorie, hvor mandlige politikeres køn og kvindelige politikeres feminisme synliggøres.
Ritt Bjerregaard tager med andre ord et første dansk skridt mod det arbejderhistoriske paradigmeskifte, som især svensk kønsforsknings grand old lady Yvonne Hirdman har banet vejen for og senest brugt som afsæt i ”Sveriges Historia, 1920-1965”, 2012. Her bruger hun begrebet ’de bestemte hændelsers tyranni’ som omdrejningspunkt i sin analyse af den indbyggede kønsblindhed i mainstreamhistoriens faste pensum: De uomgængelige gamle travere med mænd på inderbanen og de andre udenfor.
Ikke overraskende har der været meget lidt at hente i dansk kønsforskning. Undtagelsen er Birgitte Possings ”Uden omsvøb. Portræt af Bodil Koch”, 2007, hvor køn er et hovedtema, og Bodil Kochs livslange ligestillingspolitiske engagement får et eget kapitel ”En kvinderejsning – en bevægelse” om Folkevirke, en landsdækkende organisation til fremme af kvinders politiske repræsentation, som hun var den drivende kraft i.
Kvindepolitisk engagement var fælles for kvindelige politikere på tværs af partierne helt op mod årtusindskiftet. Også for Nina Bang, den anden store kvindelige stjerne i Socialdemokratiet forud for Ritt Bjerregaard. Om hende foreligger der blot Karsten Faurholts speciale: ”Nina Bang. Mennesket og politikeren”, 1997, der traditionen tro og uden udtømmende kildestudier dømmer hende ud som feminist, selvom hun stod i første række i kampen for kvindevalgret og videreførte kampen for lige rettigheder i Borgerrepræsentationen og på Christiansborg.
Så med siger og skriver én videnskabelig biografi om 100 års kvindelige politikere, er der langt hjem.
Nye kustoder, skabsfeminisme og faderdyrkelse
Som bekendt blev Helle Thorning hurtigt kontroversiel, bl.a. på grund af det offensive ligestillingsprogram – øremærket barsel til mænd, kvindekvoter i bestyrelser og kriminalisering af prostitutionskunder – hun som partiformand gik til valg på, men som statsminister 2011-15 måtte droppe. Generobringen af regeringsmagten blev en pyrrhussejr, de borgerlige var tilbage 2015, og Helle Thorning overlod stafetten til den designede kronprinsesse Mette Frederiksen. Også hun åben feminist indtil hun som minister vendte sig mod forslag, hun i sin tid som ligestillingsordfører havde været højlydt fortaler for.
Ligestilling blev da også nedtonet i den strategiske vending, der skulle gøre Socialdemokratiet stort igen efter rutsjeturen fra 69 mandater i 1990 til 47 i 2015. Den nye ledelse ville back to basics, hvad der i deres drejebog hverken betød socialismens og feminismens fælles internationalistiske opkomsthistorie eller den FN- og EU-baserede universalisme, som 1968’erne abonnerede på. Pejlemærket var 1930’erne, da Socialdemokratiet skiftede ham fra internationalt klasseparti til nationalt folkeparti, og under parolerne ”Danmark for Folket” og ”Stauning eller Kaos” voksede sig til regeringspartiet par excellence.
Som bekendt blev Helle Thorning hurtigt kontroversiel, bl.a. på grund af det offensive ligestillingsprogram, hun som partiformand gik til valg på, men som statsminister 2011-15 måtte droppe
At vendingen var designet til at kapitalisere på den historiske arv, især Staunings politiske brand, træder mest spektakulært frem i et syvstyks kæmpestort historiemaleri med titlen ”Folkets Tid. Socialdemokratiet og Danmark”, malet til grupperummet på Christiansborg 2019 på foranledning af daværende chefideolog Henrik Sass Larsen – en af de nye kustoder i det socialdemokratiske museum, for hvem ligestilling aldrig har været en spidskompetence og de bestemte hændelsers tyranni ville være en by i Rusland.
Men Rip Rap Rup-prisen går til ”Roser og Torne ”, en podcastserie om Socialdemokratiets historie, fortalt gennem 15 portrætter – 13 mænd plus Nina Bang og Ritt Bjerregaard – af Dan Jørgensen assisteret af historikere, heraf ingen kvinder. For Nina Bangs vedkommende er Karsten Favrholt Dan Jørgensens samtalepartner, og de konkluderer samstemmigt, at nej, feminist var hun ikke. Og hvad angår Stauning bliver hans stjernestatus, som Dan Jørgensen også har hyldet i en bog. konfirmeret af Bo Lidegaard i en samtale, der holder sig stramt til de bestemte hændelser, og er centreret i en glaskaraffel, hentet op af Arbejdermuseets magasin.
Der er med overbærende tø-hø, de gengiver det gængse machobillede af Stauning: ”hærdebred, vikingehøj og fysisk stærk”, en ”renæssanceskikkelse”, der ”ikke nægtede sig nogen del af livet”, og ”hvis håndværkervaner simpelthen var en protest mod blegnæbbede asketer, der slet ikke ser, at livet trods alt har glæder og fristelser for os alle”.
Der er heller ingen hævede øjenbryn over historien, som ”vi alle har hørt om”: Staunings karaffel, der en sen nattetime reddede de ellers kuldsejlede forhandlinger om Kanslergadeforliget. Redningskransen var en god gammel støvet whiskyflaske hentet fra kælderen, hældt i en smuk glaskaraffel og serveret for de herrer. Ikke af værten og forhandlingslederen selv. Men af hans officielt husholderske, reelt samlever Augusta Erichsen, der til lejligheden blev banket ud af sengen.
Og så giver det jo sig selv, at der heller ikke er et ord om, at Stauning som nyslået partiformand gik nordisk enegang med forbud mod partiinterne kvindeorganisationer. En beslutning med langtrækkende konsekvenser for, hvad der skulle blive det store regeringsbærende partis kvinderepræsentation og dermed også for Danmarks placering i internationale ligestillingsmålinger.
Strategiskiftet
For så vidt som Socialdemokratiet kunne danne regering efter valget i 2019, har strategiskiftet bragt partiet på vinderkurs. Men det blev ikke større, og ligestillingspolitisk led det et gevaldigt nederlag, som kun tegner til at vokse. Vundne mandestemmer fra højre blev udlignet af tabte kvindestemmer til venstre, og på bundlinjen stod en kvinderepræsentation på 25 pct., kun undergået af Alternativet og Liberal Alliance. Det ringest resultat i 32 år.
Kalkulen var rigtigt nok, at den anden feministiske bølge havde mistet bærekraft, og den tredje ikke nåede ud over akademia. Men strategerne overså fjerdebølgefeminismens gennemslagskraft. Nu uden vanlig forsinkelse i politik og selv i USA, hvor unge farvede kvinder vandt sensationelle sejre ved midtvejsvalget i 2018.
Socialdemokratiet er havnet i en ligestillingspolitisk blindgyde, som det kun kan komme ud af ved at gøre op med arbejderbevægelsens tunge patriarkalske arv gennem nye fortællinger
Siden i Danmark, hvor Socialdemokratiet blev overhalet stort, først og fremmest af støttepartierne – 79 pct. kvinder i SFs folketingsgruppe, 56 pct. i De radikales og 46 pct. i Enhedslistens – men også af oppositionen. Fra første færd har kritik af den kiksede håndtering af EU’s nye forældreorlovsdirektiv haglet ned over regeringen. Nu er tonen skærpet med krav om et regulært paradigmeskifte, hvor alle ligestillingsspørgsmål samles i et opprioriteret ministerium eller – i betragtning af feltets tværfaglige karakter – i Statsministeriet.
Summa summarum: Socialdemokratiet er havnet i en ligestillingspolitisk blindgyde, som det kun kan komme ud af ved at gøre op med arbejderbevægelsens tunge patriarkalske arv gennem nye fortællinger, der synliggør forfædrenes køn og formødrenes feminisme.
Vejen er vist af 68’erne, beskrevet af Ritt Bjerregaard og betrædes i dag af Helga Netværk, opkaldt efter partiets første og frem til 1936 eneste kvindelige folketingsmedlem Helga Larsen. Og ikke mindst af grupperingen omkring den kvindehistoriske podcast ”Pionererne. De første kvinder på magten”, lanceret parallelt med ”Roser og Torne” i 2018 af historiker og forhenværende ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff og nuværende miljøminister Lea Werdelin.
Ritt Bjerregaard: Udenfor. Erindringer III. Politikens Forlag, 2019. 338 sider. 300 kr.
Illustration: Politikens Forlag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.