ARGENTINA // VALGREPORTAGE – Søndag var der valg i Argentina, og fronterne var trukket skarpt op mellem de to førende præsidentkandidater. Den peronistiske kandidat, Alberto Fernández, vandt valget tilstrækkeligt stort til at undgå valgrunde nummer 2, men med mindre margin end forventet. Nu venter en svær opgave med at bringe landets økonomi på fode og leve op til vælgernes forventninger om bedre levevilkår. Thomas Christiansen rapporterer fra valget i Buenos Aires og ser også tilbage på den politiske arv efter Perón.
BUENOS AIRES – Klokken lidt over 22 søndag aften trådte den peronistiske præsidentkandidat, Alberto Fernández, ind på scenen i ”Complejo C” kulturcentret i Chacariota Buenos Aires, hvor han havde oprettet sit valghovedkvarter.
Den hidtidige præsident, Mauricio Macri, havde netop erkendt sit valgnederlag, og Fernández blev derfor modtaget med en stor jubel inde i salen. På scenen havde Alberto Fernández følgeskab af sin vice-præsidentkandidat, Cristina Kirchner, samt Axel Kiciloff, som havde vundet en jordskredssejr i valget til guvernør i Buenos Aires-provinsen.
Jublen var også enorm udenfor kulturcentret. Her fyldte tusindvis af tilhængere pladsen foran kulturcentret og de omkringliggende gader, og fulgte med i, hvad der foregik indenfor via storskærm og højttalere.
Da Fernández kom på scenen, havde tilhængerne udenfor allerede varmet op til den forventede sejr i flere timer. Gruppen var en blanding af børnefamilier, unge, midaldrende og pensionister, som havde underholdt sig med musik, slagsange, fyrværkeri, choripanes – som er den argentinske udgave af hotdogs – øl og vand, mens de ventede på valgresultaterne.
“Vi vender tilbage”
Slagsangene omfattede klassikere fra det peronistiske katalog som ”Vamos a volver” – det vil sige ”Vi vender tilbage”, og en opdateret version af Perón-hymnen fra 1948. Sangene blev blandet med slagord som ”Mauricio Macri, la puta madre que te parió”, hvis mening i grove træk kan oversættes til ”Mauricio Macri, jeg skider på den luder som fødte dig”, og ”1 minuto de silencio, porque Macri ya murió”, det vil sige ”1 minuts stilhed, for Macri er allerede død”. Argentinske fornærmelser kan være ret direkte!
Valgsejren var forventet, fordi Alberto Fernández overbevisende havde vundet de såkaldte primærvalg i august. Det var mere usikkert om Fernández ville vinde i første runde, da det krævede, at han enten fik mere end 45 pct. af stemmerne eller over 40 pct. af stemmerne og mindst 10 pct. mere end nummer 2. Der gik derfor et jubelbrøl gennem mængden, da Macri erkendte sit nederlag, og det samtidig blev klart, at der ikke ville blive behov for en anden valgrunde.
Han (Alberto Fernández) appellerede derfor til, at argentinere arbejdede sammen om at genrejse Argentina fra den enorme krise, som landet befinder sig i
Før Alberto Fernández tog ordet, talte både Alex Kiciloff og Cristina Kirchner. Kiciloff, der var økonomiminister under Cristina Kirchners præsidentskab fra 2013 til 2015, lagde i sin tale vægt på, at Buenos Aires provinsen skulle genrejses efter år med krise, stigende arbejdsløshed, virksomhedslukninger og nedskæringer på de offentlige udgifter. Cristina Kirchner holdt sin tale i mere generelle vendinger, men mindedes også, at det på dagen var 9 år siden af hendes mand og tidligere præsident, Nestor Kirchner, var død af et hjertetilfælde.
Da Fernández gik i gang med sin sejrstale, lagde han vægt på, at selvom det var en stor dag, ventede der hårde tider forude på grund af landets dårlige økonomi. Han appellerede derfor til, at argentinere arbejdede sammen om at genrejse Argentina fra den enorme krise, som landet befinder sig i. Uanset om de havde stemt på ham eller ej.
Han fortalte også, at han havde accepteret en invitation fra Macri til at spise morgenmad sammen om mandagen. Her skulle de blandt andet diskutere forløbet fra valget frem til 10. december, hvor Alberto Fernández overtager præsidentposten. Det er uden tvivl et vigtigt punkt på dagsordenen at forsøge at nå til enighed om, hvordan økonomien skal håndteres i de næste 6 uger.
Blandede resultater i øvrige valg
Forud for resultaterne var argentinerne mødt op på skoler i hele landet og havde ikke alene stemt til præsidentvalget, men også en række lokale og provinsielle valg. Det er obligatorisk at stemme i Argentina, så stemmeprocenten var over 80 pct., hvilket som sædvanligt skabte kø flere steder. Det blev imidlertid taget med stoisk ro, og der var kun få rapporter om fejl og uregelmæssigheder.
Resultatet af præsidentvalget var naturligvis dér den største interesse samlede sig. Men der var samtidig valg af en række guvernørposter, som er en magtfuld position i det føderale Argentina, halvdelen af Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet, samt mange borgmestre.
Den samlede politiske balance er dermed mere lige end mange forventede før valget. Det bliver derfor interessant at se, om det vil gøre det nemmere og/eller mere nødvendigt for de to parter at arbejde sammen
Resultaterne fra de øvrige valg viste ikke en klar tendens. Peronistpartiets Alex Kiciloff vandt som sagt en overbevisende sejr i Buenos Aires-provinsen, men Buenos Aires by er fortsat i hænderne på Horacio Laretta fra Macris ”Junto por el Cambio” koalition. I Repræsentanternes Hus er mandaterne nu ret lige fordelt, med 120 mandater til Fernández valgkoalition ”Frente de Todos” og 119 mandater til ”Junto por el Cambio”, med de sidste 18 mandater fordelt på 4 mindre grupper. Endeligt har Fernández et flertal i Senatet på 37 ud af 72 senatorer.
Den samlede politiske balance er dermed mere lige end mange forventede før valget. Det bliver derfor interessant at se, om det vil gøre det nemmere og/eller mere nødvendigt for de to parter at arbejde sammen i de kommende år, end hvis resultater havde været en stor valgsejr til den ene eller den anden side.
Yderligere begrænsning på køb af dollar
Det var ikke kun politikerne som var på overarbejde søndag aften. Samtidig med at politikerne fejrede deres sejre eller begræd deres nederlag, mødtes ledelsen i den argentinske centralbank. Baggrunden var, at den argentinske peso om fredagen var faldet yderligere i forhold til den amerikanske dollar. Dette skete på trods af, at centralbanken på dagen havde solgt 300 millioner dollar for at understøtte den lokale valuta.
Dette var blot det seneste skridt i udhulingen af valutareserverne, der er gået fra cirka 65 milliarder dollar til cirka 43 milliarder dollar siden primærvalget den 11. august. Centralbanken anså det derfor for nødvendigt at forhindre en yderligere udhuling af valutareserverne. Det skete ved stærkt at begrænse privatpersoners mulighed for at købe amerikanske dollar til 200 dollar (ca. 1350 kr.) pr. måned frem til december.
Man må i det hele taget forvente at diskussionen om økonomien kommer til at fylde meget i de kommende måneder. Det gælder især det gigantiske lån på 57 milliarder dollar (384 mia. kr.), som regeringen Macri optog hos Den Internationale Valutafond (IMF) i 2015. Det har Fernández sagt, at han vil genforhandle, fordi Argentina ikke har råd til at afdrage på de betingelser, som Macri indgik.
Peronistpartiets tråde tilbage i historien
Peronistpartiet har både en kortere og en længere historie at trække på. På den korte bane er det især tiden med først Nestor og siden Cristina Kirchner som præsidenter, der er det store referencepunkt. Især Cristina Kirchners anden præsidentperiode fra 2011 til 2015 er et område, som deler vandene i Argentina, hvor kritikerne kritiserer hende for at være korrupt og autokratisk, mens tilhængerne ser hende som en, der taler de svages sag.
I modsætning til de europæiske arbejderbevægelser var det derfor ikke de underpriviligeredes kamp for at få magten, men magtens, det vil sige Peróns, kamp for de loyale af de underpriviligerede. Og for Perón selv!
Den længere historie går selvfølgelig tilbage til Juan Domingo Perón, der var ved magten fra 1945 til 1955 og igen fra 1973 til sin død i 1974. Men Peronistpartiet sad også på regeringsmagten fra 1989 til 1999, hvor Carlos Menem var præsident i 2 perioder. Ideologisk set har Peronistpartiet spændt vidt, og perioden under Menem var karakteriseret ved en neoliberal økonomisk politik, der lå tættere på Macri end Nestor og Cristina Kirchner og Alberto Fernández.
Samtidig fungerer partiet også som en effektiv valg- og mobiliseringsorganisation ved lokale og nationale valg. Det betyder, at lederne på provinsniveau har en stor magt i kraft af deres evne til at mobilisere vælgerne.
Evita Perón Museet i Buenos Aires
Ud over Perón selv, spiller Evita Perón naturligvis også en stor rolle i partiets selvopfattelse. Forud for valget brugte jeg derfor en eftermiddag på at besøge Evita Perón Museet her i Buenos Aires.
Museet ligger i en villa fra begyndelsen af det 20. århundrede. I 1940’erne og starten af 1950’erne fungerede huset som et af mange steder, hvor den såkaldte Evita Perón Fond havde sine aktiviteter. Fonden blev lukket og huset konfiskeret af staten, efter et militærkup afsatte Perón i 1955. Staten ejer fortsat huset, som siden 2002 har fungeret som et på mange måder bemærkelsesværdigt museum. Både på grund af det, der fortælles, og på grund af det, der ikke fortælles.
Ikke så overraskende er museet en entydig hyldest til Evita Perón. Museet fortsætter dermed også den personkult, som var så karakteristisk for den oprindelige peronisme, og som også manifesterer sig i forhold til Nestor og især Cristina Kirchner. Beskrivelserne af Evita er ganske vist forsøgt pakket ind i relativt neutrale formuleringer, men hyldesten viser sig lige så meget i det, der ikke bliver sagt.
Peronismen var i sit udgangspunkt en massebevægelse, men en massebevægelse startet og ledet fra toppen af statsapparatet. I modsætning til de europæiske arbejderbevægelser var det derfor ikke de underpriviligeredes kamp for at få magten, men magtens, det vil sige Peróns, kamp for de loyale af de underpriviligerede. Og for Perón selv! Og mens masserne er til stede på museet, er topstyringen ikke til stede.
I forlængelse af dette er det også bemærkelsesværdigt, hvordan museet forholder sig til demokratiseringen af det argentinske samfund. Kvinderne fik valgret og blev valgbare under Perón. Men oppositionen blev også undertrykt gennem en selektiv valglov, der sikrede Peronistpartiet et stort flertal i parlamentet. Og mens den første del af historien bliver fortalt til overflod på museet, bliver den anden del forbigået i tavshed.
Museet fortæller også historien om Evitas karriere i radio og film, hendes møde med Perón, og hendes sociale engagement. Men der fortælles stort set ikke om konflikterne om hendes person i sam- og eftertiden.
Den eneste undtagelse er Peróns mislykkede forsøg på at gøre Evita til vice-præsident ved valget i 1951. Men det berøres primært på grund af Evitas berømte tale, hvor hun afstår fra at stille op. Museets filmoptagelser fra samtiden viser store demonstrationer til fordel for hendes kandidatur, og billedsiden får derfor nærmest nederlaget til at fremstå som en sejr for hende som person.
Evita Perón døde i 1952, men kontroverserne om hendes person fulgte hende ind i døden. På museet slutter udstillingen imidlertid blot med en bemærkning om, at hun ved sin død ”overgik til udødeligheden”. Men historien sluttede ikke her. I 1955 bortførte militærdiktaturet hendes balsamerede lig fra fagbevægelsens hus, hvor hun lå på lit de parade. Herefter blev det holdt skjult på forskellige steder i Buenos Aires frem til april 1957, hvor det under falsk navn blev transporteret til og begravet i Milano. Her lå det så i de næste 14 år.
Perón, som på det tidspunkt var i eksil i Spanien, fik liget udleveret i 1971, men det var først i 1974, at liget kom tilbage til Buenos Aires. Peróns kone nummer to, Isabella, som havde efterfulgt Perón som præsident i 1974, planlagde på det tidspunkt at begrave Evita og Perón sammen. Et nyt militærdiktatur i 1975 satte imidlertid en stopper for dette.
I stedet udleverede diktaturet liget til Evitas familie, som stod for den endelige begravelse i familiens mausoleum på Recoleta-kirkegården i Buenos Aires. Denne gang skete det under Evitas ungpigenavn – Eva Maria Duarte – og her kan man fortsat “finde” hende.
Således går glorificeringen og dæmoniseringen hånd i hånd i argentinsk politik. Men i sidste ende er der næppe tvivl om, at Fernández om 4 år primært vil blive målt på, hvordan det er gået med landets økonomi
Et besøg på Evita-museet er både fascinerende og underligt. Det var svært at forestille sig noget lignende i Danmark. Der findes selvfølgelig museer fokuseret på enkeltpersoner, som for eksempel Rungstedlund om Karen Blixen, men et så politisk museum som dette? Jeg kan dårligt komme i tanke om en person i danmarkshistorien, som fylder lige så meget i landets bevidsthed. Stauning måske? Men selv han er ikke længere en referenceramme for store dele af befolkningen.
Glorificering og dæmonisering
Her dagen efter valget er der ingen tvivl om, at Alberto Fernández, i kraft af Peronistpartiets historie, trækker på en stor arv og en vigtig politisk kapital indenfor egne rækker. Men de politiske modstandere kender også historien, og det politiske landskab er kraftigt polariseret mellem peronister og anti-peronister.
For eksempel annoncerede min B&B vært søndag morgen, at han klokken 18, med udsigten til Fernández valgsejr, ville kravle ned under tæppet og slukke for radio og fjernsyn, fordi ”ellos vienen otra vez” – ”nu kommer de igen”. Herefter fortalte han en lidt tåget historie om, at hans fars fabrik var blevet konfiskeret i starten af 1950’erne under Perón.
Således går glorificeringen og dæmoniseringen hånd i hånd i argentinsk politik. Men i sidste ende er der næppe tvivl om, at Fernández om 4 år primært vil blive målt på, hvordan det er gået med landets økonomi, og her er der udsigt til et langt sejt træk for den brede befolkning.
Topfoto: Thomas Christiansen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
