FV-2019 // ABORT – Igennem de seneste år synes både debattonen og den førte politik i store dele af verden at være blevet hårdere og hårdere. Hvad der for blot et par år siden var ekstremt, er blevet hverdag i mange lande. Vi ser, at diskursen hurtigt er blevet forskubbet, mens vinduet for implementering umærkeligt er blevet åbnet. Kan det samme ske med samtalen om den frie abort i Danmark?
Måske har du aldrig hørt om spin-metoden Overton Window– men så er det på tide, du bliver opmærksom på den nu. De sidste mange års politik har været præget af de mekanismer, begrebet dækker over.
Grænserne, for hvad vi kan tale om og hvordan i forhold til segmenter og emner, flyttes kort sagt umærkeligt gennem ord, sætninger og slogans, der lidt efter lidt påvirker den almindelige borgers ’normalitetsopfattelse’.
Det, vi i dag anser som utænkeligt og ekstremistisk, bliver gradvist normaliseret, så et hidtil fuldstændig lukket emne bliver acceptabelt at debattere – og på sigt faktisk muligt at implementere.
Overton Window beskriver med andre ord, hvordan det, der før var utænkeligt, bevæger sig ind i sfæren for, hvad der bliver muligt at implementere fra politisk hånd.
Et Overton Window er altså en måde at lirke et hidtil lukket vindue umærkeligt på klem med det langsigtede mål at smække det op på vid gab.
Tænk på indvandrer- og flygtningedebatten, hvor ord som ‘værdsatte fremmede’ pludselig er dukket op, den kønsneutraliserende vinkel ’partnervold’ – eller bare ’vold’ i kontrast til emnet ’vold mod kvinder’. Eller når det kommer til debatten om ’de svage’ i samfundet, og hvordan ’sådan nogen’ skal behandles for at blive til bidragydende samfundsborgere.
En sådan diskurs om andre medborgere ville have været utænkelig for et tiår siden – for slet ikke at tale om den førte politik.
Nu er tiden kkommet til abort – et hidtil urørligt emne i Danmark, hvor adgangen til den frie abort er noget, vi historisk har brystet os af, siden retten blev vedtaget i 1973 . Men jeg er bange for, at dét snart vil ændre sig.
Sover vi med åbne øjne?
Forleden diskuterede jeg valg, politiske kandidater og en mulig indskrænkelse af fri abort med en veninde, der sagde:
“Indskrænkelse af den frie abort i Danmark? Ej, det kommer ikke til at ske i Danmark og Skandinavien – det er jo helt utænkeligt,’”
”Utænkeligt? Det tror jeg ikke,” svarede jeg, “men din holdning er præcis det, der gør, at det stille og roligt lader sig gøre at flytte mennesker. Fordi vi sover med åbne øjne – ganske som det forventes, at vi gør.”
Udgangspunktet for vores snak var Kristendemokraterne.
Dette medmenneskelige, sympatiske parti, som langt hen ad vejen står for nogle værdier, mange af os mener, at Danmark – og i særdeleshed dansk politik – mangler. Samtidig har partiet denne unge, karismatiske kvinde som talerør – bedre kan det da ikke blive.
Eller kan det?
I forhold til den frie abort i Danmark er der konkret sket det nu, at afvigende svar i dag accepteres i stedet for, som tidligere, at få både medier og borgere op på stikkerne
Isabella Arendt Laursen er i den grad brændt igennem på skærmen. I en sådan grad, at hun formår at holde fokus på alt det politisk korrekte – lige fra miljøet til velfærden. For dét er rigtig politik, og abort-temaet ’interesserer hende ikke’, så det behøver hun ikke at tale om, endsige åbent fortælle sin eller partiets inderste holdning til.
https://www.instagram.com/p/ByKl6wjB8E4/
Efter Stig Grenow midlertidigt overlod formandsposten til Isabella Arendt, har partiet oplevet en markant fremgang.
Det retoriske kneb med at fokusere på ’rigtig politik’ og at gøre aborttemaet for uinteressant til at diskutere, er en rød lampe, som bør få kvinder i hele landet til at vågne, smide ALT og komme op af sofaerne. Det er et vindue, der bliver lirket på klem.
I forhold til den frie abort i Danmark er der konkret sket det nu, at afvigende svar i dag accepteres i stedet for, som tidligere, at få både medier og borgere op på stikkerne. Alene det er en umærkelig forskydning af diskursen.
Men det er ikke kun i Danmark, der sker noget på området. Lad os lige et øjeblik tage et kig ud i verden og se, hvad der sker omkring os, når det i øvrigt kommer til abort:
- I Alabama, USA, har staten som bekendt vedtaget en striks abortlov, så piger ned til 11 år skal gennemføre graviditet – også selvom den er kommet ’i stand’ via voldtægt eller incest. Straffen for at hjælpe med abort er højere end straffen for at begå en seksualforbrydelse. Adskillige andre stater står klar i kulissen med en markant stramning af abort-rammerne i landet, og Trump arbejder målrettet på at få stærke abortmodstandere sat ind på centrale poster i det juridiske system.
- Paven har netop udtalt, under en antiabort-konference afholdt af Vatikanet, at abort svarer til lejemord. Hverken alvorlige fosterskader, død under fødslen eller alvorlig sygdom berettiger abort. Det er ikke tilfældigt, at han tager bladet fra munden netop nu. Denne sympatiske, asketiske, medmenneskelige mand har hidtil nøjedes med at tale om samling i verden, medfølelse og sammenhold, men nu ser han muligheden for at markere – sandsynligvis pænt presset af nogle flere høj(re)-hellige kardinaler, som skal være med til at vælge pave næste gang.
- Og hvem skal så hamre vinduet op for et abort-forbud i Europa? Sådan noget har man(d) – inkl. paver – nemlig folk til: Vatikanet er gået i ledtog med Trumps tidligere chefstrateg, Steve Bannon. Netop i denne tid er han på korstog i Europa og rejser rundt i de europæiske lande for at holde møder med højredrejede partier, der skal være med til at destabilisere det samlede Europa og få sande, kristne værdier til at bære fremtiden, verden og samfundet (du kan selv gætte, hvilke værdier det bl.a. handler om).
Til det formål har han etableret den såkaldte Gladiatorskole – en skole, der på et kloster fra 1200-tallet skal udklække destabiliserende strategier og få europæerne på ’ret kurs’ igen. Man(d) må jo tage ansvar, ikke?
Som hjælp til sit projekt har han en tænketank, hvis navn på dansk kan oversættes til Instituttet for Menneskelig Værdighed, og i bestyrelsen sidder – hold fast! – 12 kardinaler fra den katolske kirke, som i øvrigt også er med til at betale huslejen på klosteret.
Kan du se mønsteret?
Ellers lad mig komme med et eksempel fra fiktionens verden, der illustrerer, hvordan det utænkelige kan blive virkelighed, hvis vi åbner vinduet bare en lille smule på klem for noget, der eftertrykkeligt bør afvises.
Når fiktion bliver virkelighed
I HBO serien A Handmaid’s Tale – bygget på klassikeren skrevet af Margaret Atwood af samme navn – findes karakteren Serena Joy Waterford.
Hun er en veluddannet, klog og skarp kvinde med en vision om et nyt og anderledes Amerikak, der er præget af rene (kristne) værdier, klare roller mellem mænd og kvinder; et samfund opretholdt af stærk moral (defineret ovenfra – ganske i kirkens ånd), hvilket blandt andet inkluderer skyld og skam til overmål og naturligvis forbud mod abort.
I det øjeblik hun straffes med en afskåret finger, bryder hendes verdensbillede sammen. I det øjeblik ser hun, hvad hun har været med til at skabe. I det øjeblik opdager hun, igennem hvis briller, hun indtil nu har set verden: mændenes
Hun er gift med en mand, der villigt går sammen med hende om at gøre den nye vision til virkelighed. Hun brænder for sin sag og ønsker at stå stærkt som kvinde, at være tydelig og klar, at få sine personlige ambitioner igennem.
Serena ser sig selv som talerør for et vigtigt budskab og en tiltrængt forandring, fordi hun har set sandheden og forstår at formidle den. Lige indtil hendes vision har vokset sig større, end hun havde forestillet sig, og hun bl.a. får skåret en finger af for at tage sig den frihed at tale uden mændenes tilladelse. Hun bruger sin taletid til at bede om større råderum for kvinder, og hendes egen mand straffer hende for det.
I det øjeblik hun straffes med en afskåret finger, bryder hendes verdensbillede sammen, og hun ser, hvad hun har været med til at skabe. I det øjeblik opdager hun, at hun har set hele sin verden gennem mændenes briller.
Enhver kvinde, uanset fra hvilket parti, der taler imod eller undvigende om den frie abort, er i min optik et virkeligt eksempel på Serena Joy Waterford: en kvinde, der sover med åbne øjne.
Eller som i det mindste har en blind vinkel, der er til skade for både hende selv og andre kvinder. Hvorfor sker det – igen og igen – at kvinder taler mænds sag? Såvel i abortdebatten som i andre sammenhænge?
Det generisk maskuline
I sociologiens verden findes et begreb, der kaldes ‘det generisk maskuline’.
Det er et begreb, der dækker over, at vi alle – både mænd og kvinder – ser på verden gennem mænds linser, såvel i forhold til værdier som fysiske rammer: Et skabs højde er ubevidstmålt efter mænds højde og armlængde, sikkerhedsseler er sat efter mænds højde og skulderbredde, temperaturen i konferencerum er sat efter mænds behageligheds-niveau – for nu at komme med nogle relativt ufarlige eksempler (jeg undlader at komme ind på f.eks. hjerteanfald, biluheld, domfældelser, rekrutteringsalgoritmer mm., som har langt større konsekvenser end en stiv nakke).
Det generisk maskuline har også som konsekvens, at vi alle, uanset køn, ubevidst pejler efter mænd som den universelle norm, når det kommer til for eksempel ledelse, beslutninger, ekspertudtalelser m.m.
Det er ikke noget at være vred over – i særdeleshed ikke på nogen specifikke mænd. For det generisk maskuline er en nedarvet, ubevidst, kollektiv mekanisme, som vi alle skal være opmærksomme på i demokratiets og ligestillingens navn.
Lyder det sygt? Jeg er helt enig. Jeg påpeger bare – på en forhåbentlig illustrativ facon – at den frie abort er til for at give både mænd og kvinder råderum
Det generisk maskuline m/k er af samme grund også en opmærksomhedsfaktor i forbindelse med (anti)abort-tankegangen. For den får os til automatisk at tænke: Hvis vi vil sænke antallet af aborter, må vi stække kvinden ved at indskrænke hendes råderum. De overordnede linjer kan koges ned til:
Hun skal undgå at blive gravid (kyskhedsbælte, p-piller til kvinder, pessar til kvinder, skyld og skam ved sex for kvinder og et krav om ægteskab før sex til kvinder). Og heraf følger, at kvinden skal straffes, hvis hun alligevel bliver gravid og ikke vil have barnet
Men lad os for eksemplets skyld tage de generisk maskuline briller af og tænke: Hvad hvis det var mænd, der skulle stækkes, for at få antallet af aborter ned (hvilket i øvrigt er helt unødvendigt i Danmark, da tallet aldrig har været så lavt som nu: I både 2017 og 2018 har der været cirka 12 provokerede aborter per 1000 kvinder i aldersgruppen 15-49 år).
De ikoniske dragter fra The Handmaid’s Tale er flere steder blevet brugt som feministisk symbol i kampen mod kvindeundertrykkelse. H
Men hvis ’alt liv er helligt’, må det også gælde livlige sædceller. Sådan nogle små kære haletudser er der pænt mange af. Faktisk så mange, at hvis en mand går ubeskyttet i seng med 1000 forskellige kvinder i løbet af 9 måneder, kan han potentielt lave 1000 børn. En kvinde, derimod, kan gå i seng med 1000 mænd i det samme tidsrum og vil uanset antallet af knald maks. blive gravid én gang.
eg forstår, hvordan det sker. Jeg mærker trækket fra vinduet, som står på klem.
Det er mit ansvar at råbe op i god tid med det formål at få smækket vinduet så eftertrykkeligt i, at der forhåbentlig ikke er nogen, der forsøger at åbne det igen
Så hvis vi tænker omvendt af det generisk maskuline, kunne en mulig løsning på dette forfærdelige etiske abort-dilemma være at mænd f.eks.
Bærer obligatorisk kyskhedspose, når de går i byen (hvorvidt den skal have hængelås, kan diskuteres)
Får en operation, der sætter sædafgangen midlertidigt på standby (adgangen kan så åbnes igen, når mænd bliver gift, og begge parter er klar til det fælles ansvar at få et barn).
Og hvis mænd ikke gør det, de får besked på af loven, bliver de straffet med enten fængsel eller bøde – naturligvis afhængig af, hvor meget der er blevet ’spildt’ af de dyrebare dråber og hvordan. 99 år i brummen for at gøre en kvinde gravid kunne være et udgangspunkt.
Lyder det sygt? Jeg er helt enig. Jeg påpeger bare – på en forhåbentlig illustrativ facon – at den frie abort er til for at give både mænd og kvinder råderum. Den frie abort er til for at trodse det generisk maskuline. Og den frie abort er til for, at vi kan skabe børn sammen– i fællesskab, med kærlighed og taknemmelighed.
Jeg spørger mig selv, om jeg gør nok for at puffe til vinduet. Giver jeg det generisk maskuline og abortdiskursen et nøk, fordi det giver anledning til at åbne op for emnet? Er jeg overhovedet i stand til, med nogle få skrevne ord, at trodse det generisk maskuline og skabe en anden diskurs?
Det håber jeg da. Hellere være kvinden, der råbte “VINDUE!”, end at være et menneske, der sover med åbne øjne, og som bagefter kan stå med sin datter og sin datters datter og sige: ’Men jeg forstår ikke, hvordan det skete…’
For jeg forstår, hvordan det sker. Jeg mærker trækket fra vinduet, som står på klem.
Det gør det til mit ansvar at råbe op i god tid med det formål at få smækket vinduet så eftertrykkeligt i, at der forhåbentlig ikke er nogen, der forsøger at åbne det igen.
Foto: Wikimedia Commons.
Ovenstående artikel offentliggøres i samarbejde med forfatteren og POV Internationals mediesamarbejdspartner KForum, hvorfra denne artikel er hentet og derefter lettere redigeret og tilrettet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
