11. september 2001 skinnede solen også fra en klar himmel

Den smukkeste solskinsdag da alt forandrede sig – tanker om 11. september 2001

af i Liv & Mennesker/Politik & Samfund/USA

ESSAY – For amerikanerne forandrede alt sig med terrorangrebet den 11. september 2001. ‘Jeg tror, man skal have været i USA enten, da det skete eller boet her i mange år for at forstå’, skriver Annegrethe Rasmussen, der flyttede til Washington D.C. i 2008 og som mindes den solskinsdag for 18 år siden, da små 3000 mennesker mistede livet.

Essayet er opdateret til minde om angrebet den 11. september 2001 – senest 11. september 2019 med datoangivelser (red).

Den 10. september 2001 skrev Leslie Whittington et postkort til sin søster og hendes mand: “Kære Sarah og Jay, Well så er vi rejst til Australien. Når vi kommer hjem igen, er vi flyttet til en ny adresse; 8034 Glendale Rd., Chevy Chase, MD 20815. Vi har ikke fået vores nye telefonnummer endnu. Mens vi er i ’Oz’, vil det være bedst at e-maile os: whittinl@georgetown.edu. Kærlig hilsen, Leslie, Chas, Zoe & Dana.”

Whittington, hendes mand og deres to piger på otte og tre år flyttede aldrig ind på Glendale Road, der ligger fem minutters kørsel fra, hvor jeg bor

Leslie Whittington postede sit kort i Dulles lufthavn i Virginia lige uden for Washington DC tidligt om morgenen, lige før familien, der var på vej til Australien på ferie, steg ombord på American Flight 77, en Boeing 757 med kurs mod Los Angeles. Flyet lettede kl. 08.20.

Whittington, hendes mand og deres to piger på otte og tre år flyttede aldrig ind på Glendale Road, der ligger fem minutters kørsel fra, hvor jeg bor.

Hendes søster Sarah modtog kortet den 13. september 2001, to dage efter, at American Airlines 77 pløjede sig ind i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon kl. 09.37 om morgenen. Alle 58 passagerer og personale på flyet omkom.

Dagligdags øjeblikke midt i ødelæggelsen

Ofte er det lærerigt at zoome ind på de store tragedier gennem et fragment af ulykken. Et fnug i den store historie, et postkort, en logbog, en sikkerhedssele, en dukke fundet i ruinerne fra World Trade Center, et ur der gik i stå præcis på det tidspunkt, terrorangrebet fandt sted.

Postkortet fra Leslie Whittington er en stump af historien om 11. september 2001 og var en del af en lille særudstilling, som the Smithsonians National Museum of American History viste i den amerikanske hovedstad under titlen September 11: Remembrance and Reflection på tiårsdagen for terrorangrebet.

Jeg så dengang udstillingen, der rummede omkring 60 genstande fra World Trade Center, fra Pentagon og Shanksville, Pennsylvania, hvor det fjerde fly styrtede ned, og lyttede til Cedric Yeh, udstillingens kurator, der forklarede, hvorfor lige disse ting var blevet udvalgt som udstillingsgenstande.

Han sagde: “Det er dagligdags øjeblikke midt i ødelæggelsen. Det er ting, vi alle genkender, og de hjælper mennesker med at forstå, at dette fandt sted for os alle”.

Fokuseringen på små ting kan være de mest velegnede, hvis man vil fortælle om tragedier, der er overvældende eller uden for skalaen. Det er derfor, historier om enkelte familier eller mennesker, rammer hårdere og huskes bedre end tal og statistikker

Dele af særudstillingen er forblevet en del af museets store permanente udstilling The Price of Freedom: Americans at War.

Og i dag, på årsdagen for angrebet, er der igen åben for en særudstilling, som kun kun kan ses i 24 timer, med titlen Out of Storage: Sept. 11.

Det er sandt, at fokuseringen på små ting kan være de mest velegnede, hvis man vil fortælle om tragedier, der er overvældende eller uden for skalaen. Det er derfor, historier om enkelte familier eller mennesker, rammer hårdere og huskes bedre end tal og statistikker.

Det er derfor, Anne Franks dagbog griber børn og unge, der ikke selv har noget forhold til Holocaust eller måske ikke er videre interesseret i Anden Verdenskrig eller Det Tredje Riges uhyrligheder som begreber.

Mobiltelefonernes ringetoner var det værste

Også for de mennesker, der kommer til efter et terrorangreb, kan de små ting ramme hårdere end de udpenslede eller blodige detaljer.

Sidste år havde jeg besøg af en mand i Washington D.C., hvor jeg bor. Han havde deltaget i det umiddelbare efterforskningsarbejde efter terrorangrebet 13. november 2015 på spillestedet Bataclan i Paris.

Det dagligdags, der pludselig bliver en del af det utænkelige. Mobilen, der ringer i lommen hos en teenager, som havde hele livet foran sig

Da han fortalte om det, sagde han, at noget af det værste for ham havde været at gå rundt blandt de døde unge og lytte til lyden af alle deres mobiltelefoner, der bare ringede og ringede. Angstfulde opkald fra rædselsslagne forældre, bedsteforælde, søskende, venner – opkald, der aldrig blev besvaret.

Det dagligdags, der pludselig bliver en del af det utænkelige. Mobilen, der ringer i lommen hos en teenager, som havde hele livet foran sig. Tilskueren, som intet kan gøre ud over blot at observere. Det fyldte min ven, den franske politimand, med rædsel og fortvivlelse.

På samme måde – bare værre fordi det handlede om et nært familiemedlem – forestiller jeg mig, som Leslie Whittingtons søster må have følt det, da hun modtog det glade postkort fra Dulles Airport, to dage efter sin søsters død. Et postkort, der emmede af forventning og forudsigelser om en ferie og en fremtid, der aldrig fik lov at udfolde sig.

I skyggen af tårnene skinner solen stadig

Og nu i dag er vi så igen nået til årsdagen for 11. september 2001.

For halvanden måned siden gik jeg rundt i New York en halv dag på Ground Zero og besøgte museet samt det nye World Trade Center, der har rejst sig i tvillingetårnenes skygge.

Reflecting Absence - foto: Annegrethe Rasmussen
Reflecting Absence mindes terrorangrebet 11. september 2001 ved at vise ofrenes navne på en mindeplade rundt om ¨the infinity pool’ – foto: Annegrethe Rasmussen

Et nyt højhus. En ny arbejdsplads – og et smukt, men også dystert mindesmærke om fravær, de to store reflecting pools, hvor kaskader af vand løber ned i dybet, der er omringet af blankpoleret sort, granit.

De to store bassiner ligger for foden af tvillingetårnene og pladsen udenom er omkranset af hundredvis af hvide egetræer. Hele vejen rundt om de to vandbassiner løber to bronzepaneler med navnene på de 2983 ofre indgraveret. Titlen på mindesmærket er da også netop “Reflecting Absence”.

Jeg deltog i den officielle åbning af museet i New York i 2011.

Dengang talte jeg med flere familier, de efterladte såkaldte 9-11 families, som også var inviterede til åbningen, og jeg blev opmuntret, da en mor, Marina Are Valo, der var kommet for at mindes sin søn Kenneth, sagde: ”Dette er et værdigt mindested, et sted, vi kan komme og ære dem, vi har mistet. Men også et vidnesbyrd om, at New York kan komme videre. Vi lever måske nok i skyggen af tårnene, men solen skinner fortsat. Det må vi aldrig glemme”.

11. september 2001: Det store tab af uskyld og sikkerhed

Men selv om jeg blev rørt og eftertænksom både i 2011 og i juli måned i år, og selv om jeg mener, jeg har forstået lidt af, hvad 9-11 har betydet for verden – den mistede uskyld og introduktionen til en anden, og dengang ny type terror, som betød at ‘terror’ ikke længere var lig med at fanatikere dræber andre i en politisk sags tjeneste, men også kan indebære, at denne sag er så stor, og hadet så dybt, at man udsletter sig selv, at man vælger sin egen død til – så er det fortsat min påstand, at vi europæere aldrig rigtigt vil begribe, hvad 11. september 2001 betød og stadig betyder for amerikanerne.

En nations selvfølelse kan ikke meningsfyldt måles med tal alene. Ej heller er tragedier størrelser, der proportionelt kan sættes på ligefremme skalaer

Talrige er de danskere, som med en lidt træt mine er fløjet ind til Washington og over en frokost har betroet mig, at de ikke helt fatter, hvorfor lige dette terrorangreb skal have så meget omtale for slet ikke at tale om så meget betydning.

De minder om, at der er blevet dræbt ”mange, mange flere afghanere og irakere” som følge af USA’s krigsførelse i de to lande.

Og om at der i det hele taget dør flere mennesker hver eneste dag af stort set alt andet end terrorangreb, det være sig mæslinger, trafikulykker, vold i hjemmet eller drab som følge af den amerikanske våbenlovgivning.

Det er jo rigtigt, statistisk set. Men en nations selvfølelse kan ikke meningsfyldt måles med tal alene. Ej heller er tragedier størrelser, der proportionelt kan sættes på ligefremme skalaer.

Hvis de kunne, ville amerikanerne i øvrigt være på spanden i mere end en forstand. For mange numeriske indikatorer peger den forkerte vej – fra antallet af svært overvægtige over den nationale gæld til en fortsat voksende ulighed.

Truslen mod The Homeland

Terrorangrebet 11. september 2001 var så chokerende for USA, at man måske skal være amerikaner for at forstå effekten. Eller i hver fald have boet her i landet, da angrebet skete.

Jeg har endnu til gode at møde en eneste voksen amerikaner, der ikke kan fortælle i detaljer, hvad han eller hun foretog sig i timerne under og efter angrebet.

Min gamle nabo, Marissa, fortæller, at ”vi troede, der ville komme flere angreb. Der var kampvogne og bevæbnede soldater på alle gadehjørnerne i Georgetown, vagter ved mit ældste barns børnehave. Stemningen var ubeskrivelig. Trykket. Angst.”

Ved middagsselskaber fortæller venner fortsat historier om folk, de kendte, venner eller familiemedlemmer, som omkom, især i disse dage, hvor angrebet rykker tæt på igen. Både i medierne og i amerikanernes bevidsthed.

Det var først, da jeg selv havde været i USA et års tid, at brikkerne faldt lidt på plads ad en omvej.

I månedsvis efter min ankomst i 2008 – direkte fra Paris – havde jeg været irriteret, nærmest fornærmet på mit kontinents vegne over, hvor lille interessen for Europa var i de amerikanske medier. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor alle aviser, tv, radio og online-medier var proppet med krig, terror, sikkerhed, udenrigs- og forsvarspolitik men især emner inden for det amerikanerne kalder homeland security.

Jeg har en nagende mistanke om, at det også er fordi, mange amerikanere ser Europa som et irrelevant frilandsmuseum af døende velfærdsstater uden skarpe albuer, et kontinent, der har tabt evnen til innovation

Geografisk tager Asien og Mellemøsten det meste af pladsen, mens Europa behandles med en lidt distræt, nærmeste overbærende distance. Dag efter dag, uge efter uge. Og sådan er det i øvrigt stadig – her 11 år efter. Det meste handler  på forskellig vis om amerikanerne selv.

Men så spiste jeg frokost med en højtstående amerikansk diplomat, der netop havde ansvaret for håndteringen af Europa i State Department – det amerikanske udenrigsministerium.

Han sagde med et lille smil: ”Vi taler ikke så meget om europæerne, fordi I er vores venner. I truer os ikke, og det er jo sådan set bare en kompliment. Medierne skriver, som du ved, mest negative historier”.

Og ja, amerikanske medier er mest optagede af trusler mod supermagten. Som kommer enten fra lande, hvor USA er i krig eller er til stede militært eller fra de lande, der kan true Amerika på længere sigt enten militært eller økonomisk. Europa er i den sammenhæng lettere uinteressant.

Hvilket vi selvfølgelig godt, som min diplomat-ven foreslog, kan vælge at se som en kompliment.

Men jeg har en nagende mistanke om, at det også er fordi, mange amerikanere ser Europa som et irrelevant frilandsmuseum af døende velfærdsstater uden skarpe albuer, et kontinent, der har tabt evnen til innovation.

Vi er ikke alle amerikanere

At vi er langt mere interesserede i amerikanerne, end de er i os, er der imidlertid ikke noget nyt i.

Påvirkningen er altid gået i én retning over Atlanten, hvis man undtager en lille i egen forstand avanceret østkyst-overklasse af intellektuelle amerikanere, der er nogenlunde lige så repræsentative for USA som de københavnske Kartoffelrækker er for Danmark.

Og det er en del af forklaringen på, hvorfor vi ikke helt kommer til at fatte, hvor dybt traumet sidder eller i hvor høj grad 11. september 2001 fortsat influerer betydelige dele af USA’s sikkerheds- udenrigs- og forsvarspolitik.

For nok var mange europæere – også mange danskere – instinktivt enige med den tidligere franske præsident Jacques Chirac, der i et ekko af en leder fra Le Monde, lige efter angrebet udtalte at ”vi alle er amerikanere”.

Men som danskere i en europæisk småstat fatter vi ikke, hvad det vil sige at leve i en krigsførende supermagt; vi føler ikke, hvilket traume 9-11 er forblevet for den amerikanske nation. Livet går jo videre.

For amerikanerne ændrede noget sig for evigt i september 2001; følelsen af usårlighed smuldrede den smukke efterårsdag for 18 år siden

Og jovist – det gør det heldigvis også for amerikanerne, som den førnævnte surviver mom også udtrykte det.

Men for dem ændrede noget sig for evigt i september 2001; følelsen af usårlighed smuldrede den smukke efterårsdag for 15 år siden. Men også noget andet og uhåndgribeligt.

Som Lawrence Wright, forfatter til bogen The Looming Tower: al-Qaeda and the Road to 9/11, har sagt det:

”Ingen vil igen blive inviteret op i et kontroltårn for at se flyene lande, som jeg gjorde, da jeg var gymnasieelev og havde inviteret en kæreste med ud i lufthavnen, fordi det var alt, jeg havde råd til. Vi har mistet den troskyldighed og tillid til hinanden, som vi engang havde. Jeg tror aldrig den kommer igen”.

Solen skinnede, som den også gør i dag, og selv om det er angstens billeder, medierne husker – de brændende tårne, desperate mennesker, som hopper i døden, den allestedsnærværende, massive støvsky, der ruller gennem det nedre Manhattan, brandmænd dækket af blod og nedfaldent byggemateriale – så starter næsten alle, der selv skal fortælle om angrebet, og hvor lige netop de befandt sig, med at sige, hvor skinnende blå og skyfri himlen var.


Holder du af det jeg skriver? POV International lønner ikke sine skribenter. Men du kan donere direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 93 85 05 85


Alle fotos: Annegrethe Rasmussen.

Dele af denne artikel har stået i en klumme, jeg skrev til dagbladet Information i september 2011. Den kan læses her. For en anden tekst til minde om terrorangrebet 11. september 2001, læs professor Peter Kurrild-Klitgaards artikel, Dén dag i New York.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Liv & Mennesker