MEDIEKRITIK // KOMMENTAR – Medier ved, at #Metoo og indvandring er så betændte emner, at de, der står frem, risikerer at blive udsat for karaktermord og trusler. Alligevel puster pressen til ilden. Der bruges oceaner af plads til påstande om, at kvinder lyver. Faktatjek undlades, når forskere angribes ud fra vinklen, redaktionen selv dyrker. Bundtrawlet kastes også på Facebook, og resultatet for de ramte kan være sjælsrystende shitstorme. Det tjener måske pressen, men ikke oplysningsniveauet, skriver journalist Dorte Toft, der også nævner Weekendavisens nylige ageren i sagen om Naser Khader.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Døren lukkes. Ikke flere udtalelser til medier. Den vidende tier, om det er forskeren eller den med den levede erfaring. Aldrig mere, når det gælder indvandring. Aldrig mere, når det gælder #Metoo. Mistænkeliggørelsen gør ondt. Råbekoret har igen vundet på hån, spot og latterliggørelse.
Døren lukkes også fra andres side. Kolleger og venner nægter at stå frem, belært af skæbnen for den, som medierne smed under bussen. Den, som blev udsat for en shitstorm efter at have været i pressen og på mediets egen Facebookside.
Hvem er tilbage, når de vidende nægter at træde op på, hvad der på sin vis er blevet torvets skafot?
Men når de mest kyndige siger ”aldrig mere”, hvad så? Hvem er tilbage, når de vidende nægter at træde op på, hvad der på sin vis er blevet torvets skafot? Hvem vil tale ren symbolpolitik imod? Hvem vil tale de opflammende faktuelt forkerte påstande imod? Hvem vil tale overgrebspersonen imod?
Medierne kender risikoen for dem, der udtaler sig om de to betændte emner. Ikke kun grundet nødskrig fra kilder, der blev udsat for chikane, trusler på levebrødet eller på familiens liv.
Risikoen er jo kendt fra egne rækker i mediehuset. En del journalister fravælger at dække netop disse to emner efter massiv chikane, og da emnerne heller ikke rangerer højt på det interne statusbarometer er der ingen incitamenter i modsat retning.
Selvcensuren i danske medier er dokumenteret så sent som i december 2020 via en undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund blandt medlemmerne. 18 procent har oplevet chikane efter dækning af ”indvandring/minoriteter”. 14 procent efter dækning af ”ligestilling/køn”. Og som nævnt har en del fravalgt emnerne af samme årsag.
Fra fjer til fjendebillede
Journalisternes eget fravalg kan være blandt årsagerne til, at medier yderst sjældent sætter lige så mange kræfter ind på at kulegrave vigtige sager inden for de to emner, som de gør med mistanke om svindel i erhvervslivet eller udsigten til at kunne vælte en minister.
Medierne grovæder, spytter ud og bøvser fornøjet, ligeglade med kildernes skæbne, ligeglade med skæbnen for de mennesker, som halve sandheder og løgne hænger til tørre, ligeglade med fordummelsen
Blandt det, der ses solgt som solid journalistisk dækning, ses fjer forstørret til fjendebillede, med politikere og slagkraftige debattører som primære kilder. I bedste fald afsluttes artiklen med et objektivitetsfigenblad i form af en kort korrektion fra nogen, der vitterligt er inde i sagen.
Større korrektioner med faktuel viden om de fremmede, om overgreb? Det kan i heldigste fald senere ses på opinionssiderne. Hvis ikke de kyndige for længst har opgivet og sagt ”aldrig mere”.
Lyspunkter slukkes
Der ses dog lyspunkter hos seriøse medier, men de giver sjældent anledning til optimisme, da de typisk følges af et efterspil, der ødelægger indsatsen, om efterspillet er fra mediet selv eller konkurrerende medier.
Mikrofonen rækkes til værdikrigere, kendt for at finde roden til alt ondt i fremmede henholdsvis i feminister. Personer, berømte for at finde det ledige standpunkt, kontaktes, hvor syret standpunktet end er. Mediedarlings, der hver gang benægter, at problemer er reelle for de udsatte, interviewes. Og kendte i søgelys for overgreb får stillet oceaner af plads til rådighed for at bedyre deres uskyld.
Bundtrawler efter skidt
Selv medier, der afholder sig fra falsk begge-siders-ism, kan ikke altid nære sig, men smider bundtrawlet på sociale medier. En hårdt optrukket teaser og vupti. Storfangst. Hån, spot og latterliggørelse af den kyndige. Klikfester, der tæller flot ved næste præsentation af ”engagement på sociale medier”, men ikke for den demokratiske debat.
Medierne svigter deres ansvar for saglig information. Med modviljen mod at bruge nok kræfter på kompetent journalistisk dækning. Med ”kioskbasker”-henvisningen på de sociale medier. Med svigtende moderation.
Selv de værste chikanerier og trusler får lov til at stå for længe, så røvhuller på evig jagt efter nye ofre via mediernes Facebook-sider, opildnes yderligere. Så politikere og debattører på evig jagt efter at kunne fodre forargelsen belønnes.
At præventivt lukke for kommentarspor, hvor man ved, at kilden vil blive forsøgt slagtet? Nej, da. Man skulle nødigt ophidse de trofaste røvhuller.
Den demokratiske debat berøves desuden ilten af fraværet af seriøst tjek af opinionsindlæg fra politikere og andre værdikrigere, der slår sig op på angreb på udlændinge og kvinder
Mediernes kommentarfelter på Facebook er i sig selv et dementi af påstande om, at kommentarfelter bidrager til den demokratiske debat. Den debat berøves desuden ilten af fraværet af seriøst tjek af opinionsindlæg fra politikere og andre værdikrigere, der slår sig op på angreb på udlændinge og kvinder. Alt går, alle kort kan trækkes. I ytringsfrihedsfundamentalismens navn.
Medierne grovæder, spytter ud og bøvser fornøjet, ligeglade med kildernes skæbne, ligeglade med skæbnen for de mennesker, som halve sandheder og løgne hænger til tørre, ligeglade med fordummelsen.
Konsekvensen? Læs for eksempel den undersøgelse, som DM, en fagforening for 55.000 akademikere, offentliggjorde i juni.
Frygtens følger
Undersøgelsen skete i kølvandet på mediernes ukritiske videreformidling af angreb på navngivne kønsforskere og indvandringsforskere. Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) kunne ikke ønske sig bedre hjælpere, men DM’s artikel med overskriften Forskere trækker sig fra den offentlig debat af frygt for trusler og hård tone burde vække eftertanke:
”Fire ud af ti [akademikere] svarer, at de ikke indenfor de sidste tre år har udtalt sig i medierne om et emne, som de ellers har faglig indsigt i.”
Senere følger: “Ca. 14 procent af forskerne, som har vovet pelsen og har udtalt sig i medierne, svarer i hvert fald, at de har oplevet negative reaktioner som eksempelvis trusler, klager til deres arbejdsgiver eller negative reaktioner på deres private profil på sociale medier.”
Det, der skulle være en hjælp til at undgå, at kvinder siger ”aldrig mere” efter at være overtalt til at stå frem og derefter smidt under bussen, blev til grove angreb på de to skribenter
Det var ikke mediernes egne journalister, der afslørede, hvor uvidende politikerne var om både forskningen og forskeres aktivisme. Igen var det kyndige udenfor, der måtte træde til. At lægge det fulde ansvar for de beskidte angreb på politikernes skuldre i det aktuelle tilfælde, er derfor nonsens.
Weekendavisen og #Metoo
Men redaktører og journalister holder sig ikke selv tilbage fra grove angreb, hverken i egne medier eller på Facebook og Twitter. Værst står det nok til i relation til #Metoo.
Aktuelt debatteres Weekendavisens fremfærd i relation til sagen om Naser Khader, der ifølge avisens journalist, Poul Pilgaard Johnsen, har ”en af den nyere danmarkshistories mest betydningsfulde politiske karrierer”. Khader nåede at sige farvel de Konservative, inden han blev ekskluderet som følge af en fortrolig advokatredegørelse for Khaders ageren over for syv kvinder.
Weekendavisen fik et scoop. Syv kvinder fik et chok. Dele af deres beretninger, afgivet til advokater under løfte om fuld fortrolighed, blev forsidestof i avisen, og det var især de dele, som kunne benyttes til at så tvivl om kvindernes sanddruelighed.
Der gisnes på, hvem der fandt det formålstjenligt at forære Weekendavisens journalist den fortrolige rapport. Men uanset hvem, så ved de syv kvinder nu, at en magtfuld journalist og – må man formode – en chefredaktør har nærstuderet deres beretninger. At fortroligheden er brudt.
Kvinderne var ikke adviseret om artiklen, der kan fremstå som var Weekendavisen retssalen, hvor Khader og hans advokat plæderer forsvaret. Kvinderne havde ikke selv set Khaders modargumenter til advokaterne. Kvinderne fik af Weekendavisen ingen chance for at gendrive eventuelle usandheder om det i avisen, eller det, der ikke blev bragt i avisen. Det hele står uimodsagt i Poul Pilgaard Johnsens hoved – og vel chefredaktørens. Og det hele ligger vel et eller andet sted i en skuffe på redaktionen.
Advokaterne beklikkes af Krasnik
Men også advokaterne bag undersøgelsen af Naser Khaders møder og kommunikation med kvinderne beklikkes. De er ikke uddannet til at påtage sig en sådan rolle, skriver Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik i sin leder.
Han mener, at det er ”en problematisk retsnorm”, hvis advokater bliver det fortrolige sted, kvinder i #Metoo-sager kan henvende sig. Det er, hvad Weekendavisens dækning ifølge ham handler om.
Om det problematiske kun gælder, når advokater bliver det fortrolige sted for kvinder i #Metoo-sager eller om det gælder generelt for whistleblowers, står der intet om.
Journalister i stedet for advokater? Mon Krasnik husker, at journalister stadig ikke har belyst sexismen hos TV2 trods annoncerede bestræbelser derpå?
Krasnik ville foretrække, at de konservatives egen HR-afdeling havde forestået undersøgelsen, i stedet for, at der blev ”orkestreret en slags retssag bag lukkede døre”. Altså partiet skulle undersøge eget folketingsmedlem, selv om mangeårige rygter om Khaders ageren var ignoreret i årevis. Kvinfo, foreslår han også som alternativ til advokater – en organisation, der af den borgerlige regering (VLAK) blev mistænkeliggjort og frataget 3,4 mio. kroner i bevillinger.
Sexismen hos TV2
Krasniks tredje forslag lyder på journalister. Journalister i stedet for advokater. Mon Krasnik husker, at journalister stadig ikke har belyst sexismen hos TV2 trods annoncerede bestræbelser derpå? TV2 fandt sig i øvrigt inhabil, hvad angik selv at forestå afdækningen, og TV2 overlod derfor undersøgelsen til advokater.
Chefredaktøren er vist heller ikke bevidst om, hvorfor kvinder, der har været udsat for overgreb fra magtens folk, sjældent føler sig trygge ved journalister.
Men Krasniks frygt for en “problematisk retsnorm” med advokater som det fortrolige sted punkterer hans egen avis. Weekendavisens følte sig ikke forpligtet af den fortrolighed, et advokatfirma lovede kvinder, så hvor meget er et advokatfirmas garanti værd næste gang i den næste #Metoo-sag?
Weekendavisen kan dog slappe af oven på sin etiske brøler. Næppe nogen af kvinderne vil tage sagen til Pressenævnet. Det er for sårbart for dem, og der er for mange interessenter i at gentage mistænkeliggørelsen, også med gummibegrebet “offentlighedens interesse” som forsvarsværk.
Hård kritik af vejledning i dækning af #Metoo
I en anden aktuel #Metoo-sammenhæng kan nævnes, at to erfarne, kvindelige journalister netop er blevet udsat for en shitstorm fra visse kolleger. De blev mistænkeliggjort, herunder anklaget for at ville indføre censur i dækning af #Metoo.
De to journalisters brøde var, at de – for Dansk Journalistforbund – havde udarbejdet en vejledning i, hvorledes journalister og redaktører kunne dække sager om #metoo og sexisme bedre.
Det, der skulle være en hjælp til at undgå, at kvinder siger ”aldrig mere” efter at være overtalt til at stå frem i pressen og derefter smidt under bussen, blev til grove angreb på de to skribenter. Det, der skulle øge pressens vidensniveau om overgreb og reaktioner, så medierne ikke pustede yderligere til læsernes fordomme, men løftede informationsniveauet, blev der ikke talt om. Og flere af de to journalisters kilder blev kaldt noget nær rabiate. Så var den ged barberet. Af mediefolk.
Qvortrups omsorg for mænd
Ekstrabladets nye chefredaktør, Henrik Qvortrup, talte faktisk på mange mediefolks vegne, da han den 29. august i anden del af Presselogen gav udtryk for, at #Metoo er gået for langt, at mændene er ofre for heksejagt og folkedomstol. Han bebudede også, at Ekstrabladet skulle være den lille mands avis.
Marchen Neel, chefredaktør på Jyllands-Posten, der også var i studiet ligesom Jakob Nielsen, chefredaktør for Altinget, kvitterede med et tweet. Det handlede om Qvortrups holdning til #Metoo og hans løfte om mere fokus på ”retssikkerhed” for de anklagede. Ekstrabladet kunne derefter kalde sig krænkernes avis, mente chefredaktør Jacob Nielsen.
Nåmen dagens @PRESSELOGEN i øvrigt: status efter et år med #MeToo …. 😬🤷🏻♀️@QvortrupHenrik sagde, at det var gået for vidt og lovede mere fokus på heksejagt og retssikkerhed for de anklagede. Ifølge @jakobnielsen kan EB så kalde sig krænkernes avis snarere end den lille mands avis
— Marchen N Gjertsen (@Marchen_Neel) August 29, 2021
Neels tweet fortæller heldigvis også en anden historie, end da mediebosser for to år siden var i Presselogen for at debattere selvsamme emne. Som skildret i artiklen ”Pressens skallesmækkende mimoser om #Metoo” blev da antydet, at #Metoo-tilkendegivelser bare var ”voksdugssnak” – ”en masse udokumenterede påstande”. Og den gang gled chefredaktørerne behændigt uden om at forklare, hvorfor syv af ni store danske medier på et år havde delt dobbelt så meget negativt på Facebook om #Metoo som positivt.
Mediernes folkedomstol
Skal der snakkes om folkedomstol, så er den sande folkedomstol, den som medierne skaber ved at overprioritere det negative. I dette tilfælde om kvinder. I andre tilfælde om andre grupper.
Modellen er velafprøvet historisk. Umulig at gå op imod. Erfaret af dem, der nu siger ”aldrig mere”.
LÆS MERE AF DORTE TOFT HER
LÆS MERE MEDIEKRITIK I POV HER
Topillustration: BTH
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
