Nedslidning kommer i mange udgaver – et socialt udsat menneske ældes hurtigere end andre • POV International

Helle Christiansen 11.05.2019

DAGENS POV // – Fattigdom og dermed sammenhængende dårlig kost og tandvedligeholdelse, misbrug, sygdomme, ubehandlede eller utilstrækkeligt behandlede – alt sammen er det med til at ælde et socialt udsat menneske, hurtigere end det sker for mennesker med andre vilkår. Ret eller ej? – god og varig omsorg også til socialt udsatte mennesker er i hvert fald ret og rimeligt.

På opslag ved døgnkiosker ser man en kvinde med et skælmsk smil informere os om, at vi kan blive bedt om at vise ID, hvis vi skal købe den slags varer, som kræver en vis alder hos køber. Det kan nemlig være svært at bedømme folks alder.

Til min overraskelse og fortrydelse er jeg dog aldrig blevet spurgt endnu. For mange af os føler os yngre, end vi er ifølge fødselsregistreringen, og for nogle gælder det også udseendet, åbenbart. Omvendt er det med socialt udsatte mennesker: Mange føler sig, virker og ser betydeligt ældre ud, end de er. Fattigdom og dermed sammenhængende dårlig kost og tandvedligeholdelse, misbrug, sygdomme, ubehandlede eller utilstrækkeligt behandlede – alt sammen er det med til at ælde et socialt udsat menneske hurtigere, end det sker for mennesker med andre vilkår.

Gennemsnitslevealderen for socialt udsatte er meget kortere end for den almene befolkning. Socialt udsatte mænd bliver i gennemsnit 59 år og socialt udsatte kvinder 65 år

Ældre hjemløse er således ikke nødvendigvis over folkepensionsalderen. Men de har brug for tilbud, der er mere omfattende og tidligere end andre. Der er behov for tilbud til ældre hjemløse, tilbud, som har mere varig karakter end et ophold på et herberg.

Nedslidt med ret?

Hvem er nedslidt, og hvem skal i så fald have ret til at få pension før tiden? Og hvem skal bedømme, om man har ret til det? Det er nogle af de store politiske spørgsmål lige nu op til et folketingsvalg i Danmark.

Det samme spørgsmål bør vi stille i forhold til socialt udsatte, som på krop og sind bærer mærker af nedslidning. For til de fysiske skavanker føjer sig det markante fællestræk, at overvældende mange beboere på herberger har psykiske lidelser. Og der er alt for ringe muligheder for behandling til socialt udsatte mennesker, hvis misbrug også er en faktor. Undersøgelser viser, at 46% af beboerne på herberger og andre tilbud til hjemløse, har en psykisk lidelse, men kun 20% af dem har modtaget behandling i løbet af det første halve år, de har boet på stedet. Der mangler plads og behandling til hjemløse med tunge sygdomme, og der burde være flere muligheder for, at også ældre hjemløse kan få den pleje og omsorg, som de har brug for både for krop og sind.

Rådet for Socialt udsatte har løbende fået lavet undersøgelse om sundhed blandt socialt udsatte, såkaldt SUSY Udsat-undersøgelse, som kan findes på Rådets hjemmeside. Heraf fremgår, at smerter, isolation, mangel på helhedsbehandling i sundhedsvæsenet, angstfyldte lidelser og bekymring for fremtiden, manglende netværk til at hjælpe, er fremtrædende erfaringer hos socialt udsatte mennesker i undersøgelsen og som sådan repræsentative for langt flere.

Hvis det skal være et kriterium, hvor mange år man har været udsat for nedslidende omstændigheder, så lever socialt udsatte mennesker til fulde op til det krav, for sliddet på krop og sind er typisk begyndt med en barndom i svigt og forkommenhed

Fra undersøgelsen ved vi, at dødsårsager for socialt udsatte adskiller sig markant fra resten af befolkningen. Det er højere risiko for at dø af følgesygdom til stof- og alkoholmisbrug, sygdomme i åndedræts- organer, ulykker, selvmord og vold, men også andre og mere banale sygdomme, som hvis de blev behandlet i tide, ikke ville få dødelig udgang. Hjemløsetællingen fra 2017 viser, at blandt de hjemløse over 50 år har mere end 50% misbrugsproblemer, næsten 30 % har fysiske sygdomme og 40 % har psykiske sygdomme.

Levetiden blandt mennesker i social udsathed afspejler sliddet på krop og sjæl i et hårdt liv: Gennemsnitslevealderen for socialt udsatte er meget kortere end for den almene befolkning. Socialt udsatte mænd bliver i gennemsnit 59 år og socialt udsatte kvinder 65 år. Det siger noget om, hvornår man kan betragtes som ”ældre” og nedslidt.

Vi hører for tiden løfter om pension til nedslidte, og at der skal være tid efter arbejdslivet til at lege med børnebørnene og nå nogle af de ting, man ikke har nået.

Socialt udsatte mennesker har også drømme, de gerne vil have opfyldt. Det kan f.eks. bare være at få hjælp og smertelindring og lidt af den omsorg, man skulle have haft langt tidligere.

Hvor skal man være?

Et herbergsophold er ikke beregnet til at være længerevarende. Det skal sætte den hjemløse i stand til at komme i egen bolig, og der skal under opholdet lægges planer og arbejdes på at finde bolig. At finde bolig, der er til at betale for den hjemløse, er svært, uanset alder, og det er en meget stor forhindring for at afhjælpe hjemløshed, at der er færre og færre betalelige boliger for mennesker på sociale ydelser.

Mangel på betalelige boliger er en væsentlig forhindring for at komme videre fra et herberg, men også at mennesker simpelthen ikke kan klare at bo isoleret med sygdom og nedslidning af et hårdt liv. Man kan jo også spørge, hvor mange der egentlig synes, det er lykken at være alene i en lejlighed uden formål, uden relationer og med meget svage erfaringer for at klare den komplicerede hverdag?

Ressourcestærke ældre bygger seniorbofællesskaber eller hvis de er så heldige, at næste generation vil det, flytter i flere generationers boliger. Socialt udsatte mennesker har ikke de muligheder. Vi kan som fællesskab stå sammen om at tilbyde dem en ret til ordentlige og varige opholdsmuligheder med den omsorg, et nedslidt menneske har brug for.

Og hvis det skal være et kriterium, hvor mange år man har været udsat for nedslidende omstændigheder, så lever socialt udsatte mennesker til fulde op til det krav, for sliddet på krop og sind er typisk begyndt med en barndom i svigt og forkommenhed.

Ret eller ej? – god og varig omsorg også til socialt udsatte mennesker er i hvert fald ret og rimeligt.

Illustration: Wikimedia Commons.

Helle Christiansen

Helle Christiansen er født i 1957 og uddannet cand.theol. Opvokset på Sydsjælland og i Vendsyssel, har boet og arbejdet i mange egne af Danmark og hentet inspiration fra de forskellige måder at udfolde sig på i Danmark. Præsteembeder i folkekirken 1985 – 2001; lektor på Præsteuddannelserne 2001-2006 Udgivet teologiske fagbøger om liturgik og embedsteologi i den periode. Siden 2016 udviklingschef Kirkens Korshær og fra 2011 chef for Kirkens Korshær. Chef er den lederbetegnelse, Kirkens Korshær har brug siden begyndelsen i 1912, hvor Kirkens Korshær blev stiftet. Det svarer til, hvad andre foreninger kalder generalsekretær. Kirkens Korshærs varmestuer, hjemløseherberger, familiestøttende og rådgivende arbejde er tilbud til mennesker med behov for basal hjælp. Mad, bad, tøj, menneskeligt fællesskab er kerneydelser, og nærvær, omsorg, respekt er kerneord for det sociale arbejde, som Kirkens Korshær står for på basis af det kristne menneskesyn. Gennem mange år aktiv i foreninger og bestyrelser, primært inden for kirke og socialt arbejde, bla. tidligere formand for præsternes faglige organisation, Præsteforeningen. Aktuelt formand for bestyrelsen for Sankt Lukas Stiftelsen, hvor børne- og voksenhospices, krisecenter og børne- og plejeinstitutioner drives med høj faglighed og stærk menneskekærlighed. Udpeget fra 2018 som medlem af Rådet for Socialt Udsatte. Diverse artikler, bogredaktion, kronikker mv. gennem årene i relation til Kirkens Korshærs arbejde. Foto: Iben Kauffmann