TYSKLAND // VALGANALYSE – To meget forskellige partier udgør til sammen tungen på vægtskålen i den tyske forbundsdag. Det gør det svært at spå om regeringsdannelsen. Men mon ikke det ender med en kansler Olaf Scholz?
For et parti, der ikke befinder sig på yderfløjene, er der normalt ikke noget bedre end at være tungen på vægtskålen.
Præcis den ønskeposition er det tyske parti Bündnis 90/Die Grünen, i Danmark bedre kendt som De Grønne, havnet i efter en bemærkelsesværdig fremgang fra under 9 til knap 15 procent ved søndagens valg. Partiet er sprunget fra at være allermindst til at være tredjestørst i Forbundsdagen.
Hvis de to partier kan blive enige, kan de bestemme, om socialdemokraten Olaf Scholz eller kristdemokraten Armin Laschet bliver ny forbundskansler i Tyskland
De Grønnes problem er bare, at partiet ikke er ene om at være tunge på vægtskålen – das Zünglein an der Waage, som man siger på tysk. Den position må partiet nemlig irriterende nok dele med det liberale FDP, De Frie Demokrater. Hvis de to partier kan blive enige, kan de bestemme, om socialdemokraten Olaf Scholz eller kristdemokraten Armin Laschet bliver ny forbundskansler i Tyskland.
Mindretalsregering en umulighed
Udfordringen ligger i, at de to partier ligger meget langt fra hinanden på fordelingspolitikken, skattepolitikken, den økonomiske politik og i den vanskelige afvejning mellem statsmagt og frie markedskræfter.
Overført til en dansk kontekst svarer det til, kunne man sige, at SF og LA, hvis de kan blive enige, kan bestemme, om Mette Frederiksen eller Jakob Ellemann-Jensen skal være statsminister. Fællesmængden mellem de to partier er som bekendt lille.
”Støttepartier” er ikke en ting i Forbundsrepublikken. Enten er et parti med i regeringen og medansvarlig for alle dens gerninger og alt dens væsen – eller i opposition
Men man kan ikke overføre tyske forhold til danske forhold. I Tyskland har man ikke en dronning Margrethe, der sidder på sit slot og venter på, at partierne kommer og ”peger”. Man har ikke negativ parlamentarisme, hvor en regeringschef blot ikke må have et flertal imod sig. Nej, kansleren skal vælges af et flertal ved et personvalg i Forbundsdagen.
Og en mindretalsregering er ikke en mulighed i Tyskland. Et parti kan altså ikke læne sig tilbage, som Dansk Folkeparti eksempelvis har gjort det under statsministrene Fogh og Løkke, ud fra en vurdering af, at partiets politiske indflydelse og fremtidige vækstbetingelser er størst og bedst uden for regeringen. ”Støttepartier” er ikke en ting i Forbundsrepublikken. Enten er et parti med i regeringen og medansvarlig for alle dens gerninger og alt dens væsen – eller i opposition.
Erfaringerne fra Weimar
Baggrunden for disse forskelle – valget af kansleren i forbundsdagen, traditionen for flertalsregeringer – ligger i erfaringerne fra den ustabile Weimar-republik i årene op til nazisternes magtovertagelse i 1933. Forbundsrepublikkens fædre (og de ganske få mødre) indbyggede ved grundlæggelsen i 1949 nogle solide, stabiliserende faktorer i den nye stats parlamentarisme – herunder også en høj spærregrænse på fem procent.
De Grønne og FDP havde bemærkelsesværdigt få grimme ting at sige om hinanden i valgaftenens partilederrunde på public service-kanalerne ARD og ZDF. Både De Grønnes Annalena Baerbock og FDP’s Christian Lindner forstod hurtigt, at vejen til maksimal indflydelse ligger i at få de to partiers politik til at stå på en fællesnævner.
Så i stedet for at grave skyttegrave, talte Christian Lindner om at skabe incitamenter og skattefordele for erhvervslivet (FDP’s mærkesag) for at opmuntre til en indsats mod klimaforandringer (De Grønnes mærkesag).
Udadtil vil de to partier de kommende dage og måske uger tale pænt om hinanden og fokusere på ligheder frem for forskelle. Fordi dét er vejen til maksimal indflydelse for begge parter
Udadtil vil de to partier de kommende dage og måske uger tale pænt om hinanden og fokusere på ligheder frem for forskelle. Fordi dét er vejen til maksimal indflydelse for begge parter.
Partierne skal ikke alene finde politiske berøringspunkter, men også blive enige om, i hvilken vægtskål, de vil lægge deres mandater.
Og her har de hver sin naturlige makker i tysk politik. For De Grønne er det det socialdemokratiske SPD, som partiet sad i regering med fra 1998 til 2005. Og for det borgerlige FDP er den naturlige partner naturligvis unionspartierne CDU og CSU, som de liberale dannede regering med 1982-98 og 2009-13. Ét af de to partier skal altså foretage den naturstridige handling at lægge stemmerne over i fjendens lejr.
Historisk har FDP været i regering med SPD både i delstater og på forbundsplan, som det var tilfældet under de socialdemokratiske kanslere Willy Brandt og Helmut Schmidt fra 1969 til 1982. Og De Grønne har i adskillige delstater været – og er – i koalition med CDU. Så utænkeligt er det ikke. Bare unaturligt.
Der er altså opstået en sælsom politisk symmetri med to store partier med omkring 25 procent, SPD og CDU/CSU, og to mellemstore med 11-15 procent, Grønne og FDP. De står over for hinanden på hver sin side af midten to og to. Men usædvanligt nok ligger initiativet ikke hos valgets nummer ét eller to, men derimod hos nummer tre og fire. De to mindre partier er så småt i gang med det, som Christian Lindner forsigtigt har kaldt ”for-sonderinger”. Altså ikke rigtige sonderinger, men et forstadium til sådanne, må man forstå.
Symmetrien er dog ikke fuldendt, eftersom SPD faktisk er godt halvandet procentpoint større end de kristelige unionspartier, og eftersom SPD’s valgresultat er udtryk for en solid fremgang, mens Unionens er en markant og ydmygende tilbagegang til det ringeste valgresultat nogensinde ved et forbundsdagsvalg.
Disse forhold forsømmer SPD-kanslerkandidat ikke at gøre opmærksom på, samtidig med, at han i det første døgn efter valget har forsikret, at han finder det helt naturligt, at Grønne og FDP taler sammen, og at partierne i en kommende Ampel-regering naturligvis skal mødes ”i øjenhøjde”. (Ampel er det tyske ord for trafiklys – her med reference til De Grønne, SPD’s røde farve og FDP’s traditionelt gule.)
Katastrofevalg
Armin Laschet står med ansvaret for et katastrofevalg, og i manges øren klingede det hult, da han i partilederrunden søndag aften forsøgte at argumentere for, at vælgerne skulle have givet ham mandat til at forsøge at danne regering. Nok vil FDP umiddelbart hælde til en CDU-ledet regering, men vil CDU virkelig fortsætte som kanslerparti med en kansler, der er ansigtet på valgnederlaget, og som ifølge målinger – modsat SPD’s Scholz – nyder meget ringe tillid i befolkningen?
CDU har haft en problematisk partihistorie med adskillige opslidende formandsopgør, som Laschet i sidste ende trak sig sejrrig men forpjusket ud af. Med i overvejelserne må også tages søsterpartiet CSU og dets stærke formand, Bayerns ministerpræsident Markus Söder, der indtil for få måneder siden kæmpede med Laschet om at blive Unionens kanslerkandidat.
I den nye CDU/CSU-forbundsdagsgruppe udgør CSU’s mandater nu i kraft af CDU’s dårlige valg næsten en fjerdedel, hvilket giver CSU og Söder øget vægt. I CSU-ledelsen kan man frygte, at Laschet for at redde sin politiske karriere og blive kansler kommer med vidtgående indrømmelser til De Grønne, som Söder vil have svært ved at forsvare i Bayern, når han går til delstatsvalg i efteråret 2023. Når han skal trænge De Grønne (som i den bayerske landdag er langt stærkere end SPD) i baggrunden, vil det være ubekvemt for ham, hvis hans parti og De Grønne er i koalition i Berlin på et regeringsgrundlag med store koncessioner til De Grønne.
Helt uden for regeringsindflydelse er nu som før det fremmedfjendske Alternative für Deutschland, der synes endnu mere splittet end tidligere
Tyskland afventer nu for-sonderinger og rigtige sonderinger, og mange håber, at Angela Merkels forretningsministerium inden jul kan træde tilbage til fordel for en ny kansler. Men sikkert er det ikke.
Et forsigtigt gæt herfra lyder, at den såkaldte Ampel er mere sandsynlig end Jamaica, som er kombinationen af de sorte unionspartier, det gule FDP og De Grønne (efter Jamaicas flag). En ny ”stor koalition”, nu med SPD på kanslerposten og med CDU/CSU i rollen som juniorpartner, er næppe sandsynlig, selv om social- og kristdemokrater stadig har flertal sammen. Dertil har de seneste mange års regeringssamarbejde og deraf følgende handlingslammelse slidt for meget på partierne.
Helt uden for regeringsindflydelse er nu som før det fremmedfjendske Alternative für Deutschland, der synes endnu mere splittet end tidligere i en völkisch fløj, der læner sig kraftigt op ad nazismens ordforråd, og en mere ”borgerlig” retning inden for partiet. Selv om AfD mistede stemmer ved valget, forsøgte frontfigur Alice Weidel i partilederrunden søndag aften noget kringlet at forklare, at partiet i virkeligheden, på en måde, var gået frem. Andre AfD-politikere havde dagen derpå et mere nøgternt syn på partiets dårlige valgresultat, hvilket de så skændes åbenlyst om derude i isolationen på den ekstreme højrefløj.
Under spærregrænsen
Venstrefløjspartiet Die Linke klarede ikke spærregrænsen, men er alligevel repræsenteret i Forbundsdagen med 39 mandater. Baggrunden for denne pudsighed er reglen om, at et parti, der får tre kredsmandater (”Direktmandate”), alligevel får en proportionel repræsentation i Forbundsdagen svarende til stemmetallet på nationalt plan.
De 4,9 procent er en til to procent under de fleste målinger. Partiet lider under, at de gamle, kommunistiske vælgere er en uddøende race i Østtyskland, hvor yngre generationer foretrækker det ultra-højreorienterede AfD. Der er gået et par årtier, siden SPD og De Grønne som regeringspartier gennemførte frontalangrebet på arbejdsløse i form af Hartz-reformerne. Det har betydet, at de to partier har kunnet tage vælgere fra Die Linke – vælgere, som har taget sociale valgløfter fra SPD og Grønne for gode varer.
Die Linkes mangeårige frontfigur, den tidligere DDR-advokat Gregor Gysi, er rykket i baggrunden, selv om han erobrede ét af de tre kredsmandater, som betyder, at Die Linke fortsat er i Forbundsdagen. En anden tidligere frontfigur, talkshowenes yndling Sahra Wagenknecht, har formået at skabe blæst om sin person og splitte sit parti ved at kritisere sine partifæller for en blødsøden udlændingepolitik, og at de gør for lidt for det arbejdende tyske folk (lidt som når danske socialdemokrater taler om alt det gode, de vil gøre for kernedanske arbejdere, der smører deres leverpostejmadder og tager S-toget på arbejde).
Die Linkes (dengang større) forbundsgruppe gjorde næppe heller sig selv en tjeneste, da medlemmerne stemte på tre forskellige måder, da Tyskland skulle vedtage evakueringsindsatsen fra Kabul i august.
Valgets resultat er en forbundsdag, der lægger op til nye samarbejdsmønstre, som det – om ikke andet – bliver spændende at følge
En SPD-ledet Ampel-koalition kan, hvis det ender med det, blive Die Linkes chance, fordi der i så fald vil være rum til oppositionspolitik fra venstre. Men givet er det ikke, at Die Linke kommer igen. Der skal nok noget fornyelse samt noget enhed og enighed til.
Endnu et parti kom ind, selv om det lå så langt fra spærregrænsen, som tænkes kan. Stefan Seidler er fra nu af Sydslesvigsk Vælgerforenings enmandshær i Forbundsdagen, hvor det danske og frisiske mindretals parti ikke har siddet siden 1953. Partiet er undtaget fra spærregrænsen som følge af København-Bonn-erklæringerne om mindretalsrettigheder fra 1955.
Med vikingesymbolik og argumenter om, at for mange forbundsmidler flyder til Østtyskland og Bayern, lykkedes det SSW at mobilisere ikke bare det danske mindretal tæt på grænsen, men også tusinder af tyske vælgere i andre dele af delstaten Slesvig-Holsten. Nu er det op til den tidligere folketings- og europakandidat for Radikale Venstre, Seidler, at bevise for sine godt 55.000 vælgere, at det giver mening at have et enkelt mandat i Berlin, hvor man uden for partigrupperne er uden ret til at stille egne lovforslag, uden stemmeret i udvalg og med stærkt begrænset taletid i plenum.
Den mest uforudsigelige tyske valgkamp i mange år er slut. Valgets resultat er en forbundsdag, der lægger op til nye samarbejdsmønstre, som det – om ikke andet – bliver spændende at følge.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
