FILM // ANMELDELSE – Pedro Almodóvars Autofiktion er en kompleks film om en instruktør, der skriver en film om en instruktør, der vil lave en film inspireret af sig selv. Men bag de mange lag finder man en varm og personlig fortælling om kunst, smerte og tab – båret af Almodóvars velkendte farver og følelser.
Pedro Almodóvar er et af de største auteur-brands, der stadig er tilbage. Han er yderst genkendelig med sit hvide strithår og ofte mørke solbriller, og hans film har også flere iøjnefaldende kendetegn. Men faktisk må man efterhånden sige, at der er tre typer af Almodóvar-film.
Der er de punkede, eksperimenterende og queer film, han lavede i firserne og halvfemserne. Hvor han var en del af den eksplosive bølge af kultur, der kom frem, efter Spanien blev et demokrati igen. Dernæst er der konsensusmesterværkerne – dem de fleste kan være enige om – Alt om min mor (1999), Tal til hende (2002), Dårlig dannelse (2004) og Volver (2006), der stadig i dag kan forbløffe med deres nærmest postmoderne melodramatik.
Og med hensyn til den tredje type, så må man efterhånden sige, at Almodóvars karriere de sidste 20 år har været ret anderledes. Mere knudret, ofte selvbiografisk, præget af smerte og tab, ofte uden det stod helt klart, hvad der egentlig var sket, som gjorde, at den spanske instruktørs film mistede deres lyse energi.
Almodóvar har lavet en film om en instruktør, der er ved at skrive en film om en instruktør, der vil lave en film inspireret af sig selv
Med Smerte og ære (2019) fik Almodóvar dog fortalt en historie om en filminstruktør, der havde været præget af migræne og sorg, men som nu langsomt var ved at finde tilbage til livet igen og hans to film siden da, Parallelle mødre (2021) og Guldløve-vinderen The Room Next Door (2024), har – omend de stadig er film, der kredser om død og tab – været blandt hans største succeser, siden tiden hvor han kun lavede mesterværker.
Også Autofiktion er en vellykket film, men en noget mere mærkelig én af slagsen. Som den danske titel antyder, så blander den virkelighed og fiktion, og er endnu et portræt af en filminstruktør, der mistænkeligt meget ligner Almodóvar selv. En metafilm, med andre ord. Men denne gang er det en metafilm om en metafilm: en film om en instruktør, der er ved at skrive en film om en instruktør, der vil lave en film inspireret af Almodóvar selv.
Det er komplekst, man skal holde tungen lige i munden, og det hjælper, hvis man kender til Almodóvar og hans film i forvejen. Men heldigvis er der stadig de smukke billeder, og man mærker mere personlighed og følelser i filmen, hvorfor den ikke bliver ren stiløvelse.
Reddet af kunsten?
Den succesfulde spanske instruktør Raúl (Leonardo Sbaraglia) er i 2026 i gang med at skrive på sin nye film. Den skal foregå i 2004 og handle om en kvindelig reklamefilmsinstruktør ved navn Elsa (Bárbara Lennie), der i 2004 gennemgår en hård periode i sit liv. Hun bliver ramt af migræne, hendes mor bliver syg, og jobbet som reklamefilmsinstruktør giver hende stress.
Raúl kan skrive Elsa, hans hovedkarakter, ud af hendes problemer. Men kan han med sine kunstneriske evner redde situationen for sig selv?
En tid lang veksler filmen mellem de to spor. Vi følger Elsas forsøg på at komme sig efter sin nedtur samt Raúls forsøg på at gøre hendes historie færdig, og som vi fornemmer også kan beskrive dele af Raúls liv. (I parentes bemærket passer kronologien omkring migræneanfald m.m. også godt, med det lidt, vi ved om Almodóvars eget liv).
Tingene bliver dog komplekse, da Elsa beslutter sig for, at hun vil forsøge at lave en spillefilm igen, for den historie hun begynder at skrive på, trækker lidt vel meget på noget, som sker i hendes gode venindes liv. Og som en ekstra ironisk krølle begynder det også at give problemer for Raúl, for det viser sig, at Elsas situation måske også er noget, han har lånt fra en bekendt. Raúl kan skrive Elsa, hans hovedkarakter, ud af hendes problemer. Men kan han med sine kunstneriske evner redde situationen for sig selv?
Og et spørgsmål man kommer til at stille sig selv: Kan Almodóvar?
Pedro Almodóvars farver og følelser
I andre “tredje-type-film” som Brudte favntag (2009) og Julieta (2016) var det, som om ét eller andet var gået galt, men selvom personerne forsøgte at sætte ord på og begynde at rette op på det, så virkede det aldrig rigtig troværdigt.
Siden da har det meget direkte handlet om migræneanfald og sorg, så det er ikke overraskende, at Autofiktion også kredser herom, hvorfor Raúl da også får påtalt i en af filmens sjoveste scener, at han gentager sig selv.
Men det gør ikke så meget, at tematikken er set før, for sådan er det jo med livet. De store traumer, sygdom og sorg kommer vi os aldrig rigtig over, så det giver mening, at Almodóvars film heller ikke bare får det færdigbehandlet og kommer videre. Problemet har tidligere været, at sorgen og dunkelheden skyggede for de filmiske kvaliteter, Almodóvar plejede at have.
Og det gør de ikke længere. Nu laver Almodóvar film, der måske nok ikke er store mesterværker, men som er små personlige perler, der stadigvæk har for eksempel de vidunderlige farveflader, som ingen andre kan lave som ham. Det er stadig “tredje-type-film”, men de er bare blevet bedre.
Autofiktion er også en af de mest kødeligt optagede film, Almodóvar har lavet meget længe. Han er kendt som en stor queer-instruktør, men det skyldes i høj grad hans optagethed af transkønnede karakterer og kvinders rolle i samfundet.
Det er længe siden, han som i Autofiktion har svælget så meget i unge mandekroppe, som filmen til tider gør med Elsas kæreste Bonifacio (Patrick Criado), der både arbejder som brandmand og stripper.
Autofiktion er en lille film, som alligevel er ret så kompleks og meta. Men varmen, farverne og følelserne bærer den hjem
Elsas kæreste Bonifacio minder naturligvis også om en karakter i Raúls liv. Og fortællingen om ham passer nogenlunde med en mand, vi trods alt kender lidt til fra Almodóvars eget privatliv. Selvom han har lavet et væld af mere eller mindre autobiografiske film på det seneste, så er de sjældent kommet ind på hans kærlighedsliv, hvilket måske er grunden til, de til tider har kunnet føles en smule kolde.
Derfor er Autofiktion en af de varmeste film, Almodóvar har lavet længe. Man kan mærke hengivenheden til filmens karakterer, fra såvel Raúl som fra Elsa, og – forestiller jeg mig – også fra Pedro.
Man kan mærke det i de varme farver. Og i filmens selvironi. Raúl får at vide, at han ikke laver store film længere, men at publikum også godt kan lide små film fra store instruktører som for eksempel Bergman. Det er nok rigtig nok, så længe de ikke er små, fordi de forsøger at være store og bare fejler dermed.
Autofiktion er en lille film, som alligevel er ret kompleks og meta-agtig. Men varmen, farverne og følelserne bærer den hjem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og