MINDEORD – ”Det er let af fortabe sig i Gas og Dan-perioden i Peders karriere,” skriver Eddie Michel om tegneren Peder Bundgaards legendariske karriere. Men selvom det blev til 23 års venskab med Onkel D og godt og vel 50 bogomslag ud af de 87 titler samt rundt regnet et tiår med Gasserne, så var Peder oceaner af meget mere, både før, under og efter.
”Midt i livet sker det, at døden kommer og tager mål af mennesket. Besøget glemmes, og livet fortsætter. Men tøjet sys i det stille.”
Så enkelt og smukt er det engang sagt af den svenske nobelprismodtager, digteren Tomas Tranströmer. Efter at have taget mål kom døden mandag morgen til Peder Bundgaard og tog ham med ind i den drømmeløse søvn.
Han var en fortællingens mand. Det, der på nydansk kaldes en ægte storyteller. Han delte evig og altid ud
79 år er ikke en ung alder, men ikke desto mindre er det svært at acceptere, at verden nu er uden Peder. Midt i denne tristesse er det dog lysende smukt at opleve, hvor mange der særligt på de sociale medier fremkalder de varmeste fortællinger om ham, hans liv og tid med dem … og mange andre.
For det var sådan, det var med Peder. Han var en fortællingens mand. Det, der på nydansk kaldes en ægte storyteller. Han delte evig og altid ud.
Jeg er en af de mange og (føler jeg) særligt heldige, der kan prise sig lykkelig for at have været kammerat med Peder – og som derfor fra første parket fik hans altid betagende mangefacetterede dybt begavede anekdoter, minder og observationer.
Peder Bundgaard (Mein Freund)
Da vi lærte hinanden at kende tilbage i 00’erne, var det de første mange gange ikke let for mig at slappe af i hans selskab. Det havde intet med ham at gøre – det var han alt for sød, lun og mild til – men jeg var star struck. Jeg var blevet kammerat med ham, der var selveste Dan Turèlls bedste ven. Turèll, mit største danske litterære idol, der i kolofonen til de fleste af sine bøger skrev: ”Cover: Peder Bundgaard (Mein Freund).”
Peder var nemlig Dans faste omslagstegner og designer af Turèlls bogomslag, hans ”håndtegner”, som Peder og ham altid kaldte det. Ham, der skabte alle de mange, mange nu danmarksberømte bogomslag/covers, der indrammer Turèlls ord. Bogomslag, der ikke alene introducerede en billedhistorisk banebrydende ny popart-inspireret stil inden for dansk bogdesign og billedkunst – en stil, der inspirerede to generationer af illustratorer, designere og billedkunstnere – men bogomslag, som blev kendt af de fleste læsende danskere.
Fra Peders allerførste Dan-omslag, Onkel Danny’s dadaistiske discjockey djellaba jazzjungle joysticks (1973), til Vangede Billeder (1974), Karma Cowboy (1975), Onkel Danny Fortæller (1976), Mord i mørket (1981) og helt frem til Dans allersidste, Tja-a cha-cha (1993).
Del af Gasolins inderkreds
Men der, hvor Peder nåede bredest ud, og det, der måske gjorde ham mest berømt, var alle hans LP-pladecovers til Gasolin’ – begyndende i 1972 med Gasolin’ 2, også kendt som ”Fedtmule”-coveret. Det var Gas-produceren Poul Bruun, der havde bestilt det, fordi han vidste, at Peder havde en tegneserieagtig streg.
”Opgaven lød: Tegn et pladeomslag som pop art à la Roy Lichtenstein. Gerne i bedste Disney-stil, men med en ironisk distance,” fortæller Peder i sin bog, Album (2005). ”Figuren skal være enkel og iøjnefaldende med en kraftig, sort kontur og med klare, rene farver. Figuren skal kunne fungere som en logo.”
Motivet til Gas 2 blev ikke alene anvendt som pladeomslag, men også som plakat, skilt, display, annonce, T-shirt, badge, klistermærke, gummistempel og meget mere
”Det blev en simpel rockfan med snot i håret og en joint i kæften. Jeg kaldte ham ’Fedtmule’,” skriver Peder i Gasolin’ – masser af succes, hans blændende bog om de mange år som en del af Gasolin’s inderkreds.
”Selv om denne tegning ikke var lige præcis min stil, havde jeg gjort mig meget umage. Den glade producer ville straks vise tegningen til bandet. På vej ud ad døren tøvede han: ’Du må hellere tage med … Jeg skal nok kæmpe med dem’,” afslører han i Album.
”Pludselig sad jeg i en rusten folkevogn med Poul ved rattet på vej ud mod selveste Gasolin’ i deres førerbunker, Sekseren, en saneringsmoden ejendom i Dronningensgade 6 på Christianshavn. I hånden havde jeg min tegning. ’Jeg er ikke crazy med den,’ sagde Kim Larsen og slængte tegningen fra sig. Bassisten Willi Jönsson er en høflig mand og sagde ikke noget. Men jeg kunne se, han tænkte det samme. Trommeslageren Søren ’Charlie’ Berlev sagde heller ikke noget. Poul Bruun begyndte at tale. Han har en stærk aura og får altid sin vilje. Ofte på en så subtil måde, at folk ovenikøbet takker ham bagefter. Franz Beckerlee var modtagelig. Franz kunne godt se Poul Bruuns argumenter for lige præcis dette pladeomslag.”
Fordi Franz var så udglattende og fremhævede tegningens logoagtige præg og ikonografiske værdi, blødte Larsen op. Hvis Bruun lovede, at ”Fedtmule” ville blive fyret af som T-shirts, annoncer og alt det andet, kunne han leve med den. Bruun lovede, at det ville blive den hidtil største reklamekampagne i dansk rock. Og det blev det.
Motivet til Gas 2 blev ikke alene anvendt som pladeomslag, men også som plakat, skilt, display, annonce, T-shirt, badge, klistermærke, gummistempel og meget mere.
”Vi kendte dengang ikke ord som marketing og merchandise, men kampagnen var et af de første eksempler på massiv markedsføring af en dansk rockplade,” påpeger Peder i Album.
Peder understregede flere gange, i sine bøger, i medierne, over for mig og alle andre, at hvis ikke Franz den dag havde kunnet se noget i hans streger, var det aldrig blevet til noget med ham og Gasserne. At det var svært for alle andre end Franz og Poul Bruun, forstår man jo ikke, for tal lige om, at Peder var i besiddelse af netop en ikonografisk kraft, når der skulle skabes … så mægtig, at den fra denne eftermiddag på Christianshavn var med til at understrege udødeliggørelsen af Gasserne. Her må heller ikke glemmes, at det sgu var Peder, der designede og tegnede selveste Gasolin’-logoet med vingerne og det hele – som man kan læse i Album, kom vingelogo-idéen fra en Morgan sportsvogn.
Vingerne var ”skræddersyet” tiI dette ene album, men blev et fast logo for Gasolin
”Efter endnu en dag fra 1976, Gasolin’s svar på The Beatles og Sgt. Pepper, og det tætteste jeg kom på at lave et Hipgnosis-inspireret omslag [Hipgnosis, et kendt designfirma i London, red.]. Et fly passerede under en fotosession, og bandet vendte sig spontant om og pegede. På omslaget er flyveren malet på. Vingerne var ’skræddersyet’ til dette ene album, men blev et fast logo for Gasolin.”
Gas 2 blev både et kommercielt såvel som et kunstnerisk gennembrud – og dengang som i alle årtierne efter var Peder naturligvis stolt af, at musiktosser (det var han for øvrigt også selv hele livet) som jeg og litterære nørder dyrkede og helgenkårede hans Dan- og Gas-covers … men evigt beskeden og jordnær, som han var, selvtrippede han aldrig.
”Rocken havde sin guldalder i 70’erne, og samtidig blev pladeomslaget ophøjet fra at være ren og skær emballage til også at være et signal om livsstil – muligvis endda kunst,” efterrationaliserer han i Album. ”Fint nok. Men her er min personlige erfaring fra branchen: 1) Ingen køber en plade kun på grund af omslaget. 2) Et godt omslag kan alligevel ikke redde en skodplade. 3) En fed plade kan sælge helt fint på trods af et elendigt omslag. 4) Et forkert signal på omslaget kan betyde døden for en plade.”
Formet af tiden … Fred og kærlighed
Og det samme mente Peder om bogomslag. Ja, han elskede at lave pladecovers, bl.a. for TV-2, Kashmir og ikke mindst det berømte første cover for Sods (senere Sort Sol), Minutes To Go, men … det var noget andet med bogomslag.
”Et bogomslag kan i princippet ekspederes af en person, nemlig den forlagsredaktør, som bestiller omslaget. Derfor savnede jeg ikke pladebranchen, da jeg begyndte at arbejde for bogforlagene. Gas kunne være slem, Dan var altid nem,” som den enkle forklaring lyder et sted i Gasolin’ – masser af succes.
I mange af Dan Turèlls bøger står der også: ”Concept: Asger Schnack, Dan Turèll & Peder Bundgaard.”
Fred ligger jo lige ved siden af kærlighed (som ligger lige ved siden af forståelse). Og det var stort set, hvad vi ville! I en cool version, forstås
Asger Schnack, digteren og forlæggeren, blev på linje med Peder også en af Turèlls (og Peders) meget nære venner. For nogle år siden, da Schnack kom ind på Turèlls Drive-in Digte, den første bog Onkel Danny udgav på Borgens Forlag i 1976, blev det også til et indblik i, hvordan Peder arbejdede.
”[Dan] havde i 1975 udgivet to bøger på (mit forlag) Swing, og han ringede en aften og spurgte, om jeg ville med ud at drikke en øl (eller to, skal vi sige det sådan), der var noget, han gerne ville tale med mig om. Næste dag var han forfatter på Borgens Forlag (vi havde bl.a. været forbi baglokalet i Comet Bar i Istedgade). Samlingen hed oprindelig Non-Stop Neon-Nat Lys-Avis i stil med fx Live-Show Feed-Back (også 1976), men Jarl Borgen kunne ikke lide titlen; han ville gerne have en mere mundret titel, og Dan kom op med Drive-in Digte. Peder Bundgaard havde allerede lavet omslaget, men tilføjede ”Drive-in Digte” på skiltet over aviskiosken. Men øverst – under forfatternavnet – på lysavisen – står: ”Non-Stop Neon-Nat Lys-Avis” med store typer. Jeg elsker det omslag, med taxaen og Dans fødselsdato som nummerplade (og ’Borgen’ på vej ned til toiletterne).”
Forlægger Jarl Borgen fik sin mundrette titel, men samtidig fik Turèll alligevel sin oprindelige titel flettet tydeligt ind på forsiden – det var (også), hvad Peder kunne. Det var (også) et bevis på hans mesterlige fantasi og enorme talent.
”Og er det ikke en fredsdue, der slår op i midten af billedet?” lød det retorisk fra Schnack. ”Fred ligger jo lige ved siden af kærlighed (som ligger lige ved siden af forståelse). Og det var stort set, hvad vi ville! I en cool version, forstås.”
Formet af tiden var det nemlig, hvad Turèll, Asger Schnack og Peder ville … fred og kærlighed.
Oceaner af meget mere
Det er let af fortabe sig i Gas og Dan-perioden i Peders karriere, og selvom det blev til 23 års venskab med Onkel D og godt og vel 50 bogomslag ud af de 87 titler samt rundt regnet et tiår med Gasserne, så var Peder oceaner af meget mere, både før, under og efter.
Siden 1965 og frem til mandag morgen blev det til artikler, kronikker, essays i magasiner, tidsskrifter og dagblade, foredrag om musik, design, byhistorie, arbejde som freelanceprogrammedarbejder inden for radio og tv, redaktør af filmtidsskriftet Levende Billeder, fotograf (med et hav af 70’er-fotos af Kim Larsen, Gasserne og Dan Turèll), med til at starte Politikens Rockleksikon samt dets faste bidragsyder i perioden 1974-2004, illustrator af en lang række børnebøger af bl.a. Dennis Jürgensen, Peter Gotthardt og Claes Johansen, forfatter til kriminalromaner, fagbøger og biografier med hovedvægt på musik, billedkunst, litteratur, arkitektur, historie og … nå ja, en af de tolv tegnere, der i 2005 blev hyret af Jyllands-Posten til at tegne den islamiske profet, Muhammed. Noget, han aldrig havde forudset ville få de konsekvenser, og som påvirkede ham dybt – fortrydelse og angst. Noget, vi var mange, der mærkede selv flere år efter.
Dan Turèll
Alt det, Peder også har lavet ud over Dan og Gas, begyndte jeg først at interessere mig for, efter jeg havde lært ham at kende i 00’erne. Indtil da var det der ”Mein Freund” det, jeg var mest besat af, det havde gjort størst indtryk. Jeg bemærkede det allerede helt tilbage i forrige århundrede, hvor jeg gik i gymnasiet.
Vi fik stukket en bog i hånden med den besynderlige titel, Vangede Billeder. Skrevet af en, hvis navn var endnu mere mystisk: Dan Turèll. Det var første gang. Første gang, jeg blev grebet om hjertet. Af gåden Turèll og alle de der ord og sætninger! Nogle forstod jeg, andre ikke. Det gjorde heller ikke så meget. Det lignede ikke noget, jeg havde set eller hørt før.
Det vigtige var, at hans ord pirrede og udfordrede mig og mine klassekammerater til at tænke. I alt andet end horisontale eller lodrette liner. Og over værdien i at gå sine egne veje. Ham drømte jeg om at kende … tænk sig at være hans freund! Peder Bundgaard måtte være verdens heldigste, tænkte jeg. Ham der Peder Bundgaard måtte jo være et helt særligt menneske, siden Onkel Danny anså ham som sin bedste ven … hans freund!
For som enhver anden rebel i historien havde Turèll sine medsammensvorne, uden hvem omvæltningen ikke var mulig. Onkel Danny-figuren, Turèlls måde at iscenesætte sig selv på som et brand, blev jo altid tegnet på hans omslag. Tag bare bøger som Onkel Danny Fortæller Videre – her er Bundgaard den, der udformer den visuelle dimension i dette brand. Derfor kom Onkel Danny ikke til at trone i ensom majestæt i mit hjerte. For evigt og uløseligt deler han tronen med Peder, der blev født året før Dan – i 1945 i Aarup, i det vestlige højfynske landskab.
På en utvungen måde fortalte han med sin særlige lune sprogtone om sine berømte venskaber med gasserne, Kim Larsen og naturligvis min helt, Onkel Danny
Heldigvis gik der kun kort tid med at være nervøs og småstammende, når jeg i begyndelsen mødte Peder – det sørgede han for med hele sit afvæbnende milde og humoristiske væsen. Det var også med til at gøre, at jeg trygt følte, jeg kunne gå til bekendelse over for ham; jeg var fan. Det, og mig, omfavnede han ved at erklære, at jeg da evig og altid kunne spørge ind til hans gamle bedste ven … og Gasserne tilmed. Det syntes han kun ville være skønt.
På en utvungen måde fortalte han med sin særlige lune sprogtone (der også kendetegner hans egne skøn- og faglitterære værker) om sine berømte venskaber med Gasserne, Kim Larsen og naturligvis min helt, Onkel Danny.
En tid, som holdt op
Jeg kom endnu flere meter ind på livet af den gådefulde, sammensatte og reserverede hippie og kollektivist, ægtemand og far: Mennesket Dan Turèll. På godt og ondt!
Jeg hørte om, hvordan de side om side, omgivet af luderne, drankerne og pornobutikkerne i Istedgade, lod dage og nætter gå på alle de små huleagtige bodegaer på Vesterbro, hvor den lyssky folkelighed trivedes på en streng diæt af bajere og portere. Jeg hørte om livet i Turèlls hjem på Alhambravej, hvor der bliver drukket flere bajere, røget endnu flere fede og spist så meget LSD, at man ikke er i tvivl om, det var halvfjerdserne.
Både i varme og kærligt livsbekræftende oder, men også i ærlige beretninger om alkoholikeren og stofmisbrugeren Dan Turèll, som ofte var plaget af dæmoner og til tider var sarkastisk ondsindet.
”Han var til sidst fanget i sit eget fængsel,” som Peder formulerede det, og ville gerne være den store eksotiske narkoman, men var i virkeligheden den alkoholiske socialdemokrat. Ligesom jeg hørte om patienten Dan Turèll og afrundingen på et stærkt levet liv. På samme tid var det også en umærkelig fortælling om mennesket, billedkunstneren og forfatteren Peder Bundgaard, der foldede sig ud … og ikke bare om deres tid, men også om deres samtid.
”Der var noget praktisk, noget arbejdsomt, noget, der ikke ville holde op, over den tid; men som holdt op,” som Asger Schnack har formuleret det. Et Danmark, som er passeret forbi og aldrig kommer tilbage.
Team Jazzhouse
Vi var en del af en lille gruppe, der holdt meget af at ses privat: Politikens Henrik Palle, topbassisten Flemming Muus, radioværten Claudia Bækhave og ham, der sammenbragte os, Morten Wulff, dengang en af bosserne i den nu for længst forsvundne og hæderkronede jazzklub, Copenhagen Jazzhouse.
Enkelte af os kendte hinanden i forvejen og sås privat, men til at begynde med sås vi alle seks til musikquizzer i Jazzhouse. Her var vi på hold sammen og udgjorde Team Jazzhouse – holdet, der repræsenterede Jazzhouse.
Hurtigt var det ikke nok med de der musikquizzer. Så blev det til, at vi også lige skulle mødes og spise lidt inden quiz. Så blev det til, at vi efter quizzen også måtte lave noget sammen – helst videre ud i aftenen og natten for at nyde lidt vådt til ganen.
Men dét var heller ikke nok. Så skulle vi også ses hjemme hos hinanden til musikaftener – med mad inden, så pladelytning, intern quiz, tilsat drinks, cigaretter, bajere og cigarer … og helst til ud på natten.
Men det var så heller ikke nok. Vi måtte også klemme almindelige middagssammenkomster, bar- og cafétræf ind på hverdage. Og ultimativt skete der så altså det, at enten Peder eller Henrik Palle bare mødtes til cafékaffe. Eller os tre. Eller Henrik og jeg, eller bare Peder og mig. Sådan gik det i årevis.
Når jeg tænker på Peder
”Når jeg tænker på Dan, er det ofte tilsyneladende ligegyldige småting fra hverdagen, et lysindfald, synet af en kinesisk restaurant, en lokalitet, et bogomslag, der er årsagen, men jeg mener nu, at intet er ligegyldige småting, alt har tværtimod en betydning (om ikke en mening),” tilføjede Asger Schnack i sit skriv om Turèll for år tilbage.
Når jeg tænker på Peder, er det også småting som et møde over en kold fadøl, en flad kop kaffe og modtagelsen af mails, der kunne handle om alt fra ”det uendeligt smaae til det uendeligt store”, som Georg Brandes engang har formuleret det et sted.
Det kunne være, hvis jeg havde udtrykt irritation over en tabt sejr i musikquizzen: ”Eddie, husk én ting. Når man vinder, betyder det kun, at man har samme viden (og smag) som quizmasteren. Når man IKKE vinder, betyder det kun, at man har en anden viden.”
Eller, når det kneb med at få freelanceopgaver ind, så var der forståelse, endda tilsat humor.
”Alle vi freelancere er fra tid til anden lettere på røven. Det ligger i selve jobbet, og det må man bare tage, som det kommer. Men jeg ville sgu nødig være i Finn Nørbygårds bukser lige nu.” (Nørbygaard blev indblandet i en økonomisk aktieskandale, hvor han mistede aktier til en værdi af omkring 250 mio.).
Eller, hvis han ad omveje havde hørt, at jeg var ked af noget: ”Kære Eddie, Det bekymrer mig at høre, at du har the blues. Hvis du har lyst til at snakke over en kop kaffe, er jeg altid parat.”
Eller glæden ved at blive inspireret over, hvordan han hele tiden omfavnede og levede livet, også selvom han var blevet folkepensionist – kunne han mon ses i næste uge? Nej, for ”Fruen og jeg er både på vej ind og ud ad døren. Vi er lige kommet hjem fra London, hvor vi bl.a. hørte Neil Young, og nu er vi på vej til Berlin, hvor vi bl.a. skal høre U2.”
Peder fortsatte med at have travlt
I sidste halvdel af 10’erne gik der længere og længere imellem, at vi sås og skrev sammen.
Jeg har tænkt over, hvorfor mon – for det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden. Måske fordi jeg blev far, og livet (heldigvis) udviklede sig og fordrede et andet og nyt nærvær? Who knows? Eller også var det netop, fordi Peder fortsatte med at have travlt – for at være fyldt 65 og være folkepensionist kunne han ikke bruge til så meget.
”Jeg troede, sådan noget gik helt automatisk, men no way,” skrev han i en mail om sin nye titel som folkepensionist. ”Man skal søge om en formular, som giver ret til at søge om en ny formular, for at man kan indsende en ansøgning om en ansøgning. Et bizart cirkus. Bureaukrati – I fucking hate it.”
Og belønningen, den månedlige ydelse, pensionen, kaldte han ”en udsøgt form for hån, spot og latterliggørelse. Der er end ikke råd til kattemad. Menuen vil for den enlige fremover kun stå på rødder og vilde bær. Dem, som har så ondt bagi over ”Ældrebyrden”, skulle skamme sig. Så jeg arbejder stadig, hvilket vil sige, at jeg lever det samme liv som før. Jeg bliver aldrig pensioneret. I år har jeg tjent mine penge ved at skrive og holde foredrag.”
Sådan var han heldigvis også – fyldt med skarpe meninger.
I stedet for julekort var vi en heldig udvalgt skare, der som regel i midten af december modtog en mail med overskriften ”Julen kort”. Her opsummerede han det forgangne år, både med sin Lise, og hvad han selv havde bedrevet, hvor han var, og hvor han var på vej hen i det kommende år.
Til alle wanna-be-story-tellers: Skriv først jeres historie. Så kan I researche af hjertens lyst bagefter
Fordi der både var skarpe holdninger og dejlige beskrivelser af rejser og oplevelser, var det altid skøn læsning:
”Indien er et overflødighedshorn af minder fra fortiden. Muslimerne gjorde i deres tid, hvad de kunne for at smadre de andres vantro lort, men der er masser tilbage af mageløse templer og andre former for mesterlig arkitektur. Et land med en kultur så lang og så rig, så rig. I dag markeres den nye rigdom diskret med RayBans, Rolex-ur og Mercer med privatchauffør.
I byerne buldrer økonomien frem med turbo. Ude på landet sidder folk i nogle spraglede klude på den bare jord, mens en ko skider dem ned ad nakken. Og alligevel er de glade. Mage til søde, rare, venlige, imødekommende og gæstfri mennesker skal man lede længe efter. Få har for meget, og alt for mange alt for lidt. Men de klarer sig. Når den heldige ko har afleveret sit herlige visitkort, skal der klappes kage. De færdige kager tørres i solen, siden stables de kunstfærdigt. Og så er der ildebrændsel til en karrygryde.
Og midt i al kolorten er der også plads til en glad og rummelig religion. Det er svært at opleve en ligbrænding på Ganges uden at blive berørt af en spirituel dimension. Og at se Taj Mahal lyse i solopgangen er en ud-af-kroppen-oplevelse.”
Skriv først jeres historie
Mange, mange gange har hans rejsefortællinger pirret min lyst til at drage mod fjerne pavilloner og øjeblikkeligt drømme mig væk. Eller inspireret, når han ikke har været bange for at udstille sig selv, som da Lindhardt og Ringhof havde hyret ham til at skrive en historisk roman, der skulle indgå i serien Slægten og var sat til at foregå omkring 1849, da enevælden blev afskaffet, og Danmark fik en ny grundlov.
”Jeg er ikke helt uvidende om historie, men jeg anede ikke en kæft om lige dén periode. Og jeg kom naturligvis til at gøre den mest oplagte fejl af alle. Jeg brugte alt for meget tid på research. Til alle wanna-be-story-tellers: Skriv først jeres historie. Så kan I researche af hjertens lyst bagefter. Ellers risikerer man at dratte i nørdens fælde, nemlig at man ikke kan se historie-skoven for bare detalje-træer. […] Fordi jeg har en skummel fortid som forfatter til tre tvivlsomme kriminalromaner, kunne jeg ikke dy mig for at give hele denne historiske gyser en gang lak fra den store bøtte med ’Neo Noir’. Min redaktør Ingelise så på mig med store, sorte, sorgfulde øjne og sagde: ’Man må jo erkende, at mænd skriver på en anden måde, end kvinder gør.’ En behersket form for anerkendelse må man nok sige. Hun har heldigvis rettet alle mine kommafejl. På den anden side har hun ikke pillet spor ved selve teksten.”
Det eneste fysiske minde, jeg har om ham – en tyve år gammel karikaturtegning, han lavede og forærede mig, baseret på billedet af mig med Team Jazzhouse
Jeg er lykkelig for, at vi nåede at genoptage kontakten forrige år – desværre kun via mail. Sidste gang vi skrev sammen, var for fem måneder siden. ”Those were the days,” indledte han en mail og hentydede til dengang i 00’erne og 10’erne med Jazzhouse, musikaftener, Claudia, Morten, Muus og Henrik Palle (som var den af os, der holdt kontakten med ham i alle årerne og fik det længste og smukkeste venskab med ham).
Og selvfølgelig skulle vi ses, ”Palle og dig og alle de andre”, som han skrev. Selvom jeg godt vidste, at det nok aldrig ville lykkes, var tanken noget at varme sig på.
Selvom Peder Bundgaard døde mandag morgen, så gjorde han det alligevel ikke. Jeg kan altid varme mig på alle minderne om ham … og dem har jeg da lov at have. Så dem beholder jeg.
Sammen med det eneste fysiske minde, jeg har om ham – en tyve år gammel karikaturtegning, han lavede og forærede mig, baseret på billedet af mig med Team Jazzhouse. En gave, jeg altid har været beæret over – tænk sig, at selveste ”Mein Freund” også nåede at tegne mig.
Det kommer jeg mig heldigvis aldrig over. Ligesom alle, der mødte og kendte Peder, heldigvis heller ikke kommer sig over at have kendt ham. Han lever videre. I sine egne bøger, de mange bog- og pladecovers, i hukommelsen hos hans elskede Lise og familien, vennerne, kammeraterne og hos hans fans.
Når han underskrev sine mails, var det ofte med ’Eders forbundne’ og særligt, ’The best, Peder’. Kære Peder, tak for alle dine ord, tegninger og billeder. The best fra Eddie, Eders forbundne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her