Paven på farlig kurs med Kina 

i Asien/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

ANALYSE – Paven har indgået en kontroversiel aftale med Kina i håb om at øge antallet af katolikker i landet. Men det er en meget høj pris Vatikanet betaler for den nye aftale, skriver Jan Larsen i denne analyse. Kommunistpartiet kommer nemlig til at styre alle aktiviteter i den katolske kirke i Kina med en jernnæve.

Religion i Kina har været en modsætningsfyldt størrelse siden landet i 1949 blev til en folkerepublik under kommunistpartiets ledelse. Det er et ateistisk styre, der dog tillader fem trosretninger, men kun hvis de er organiseret, så partiet kan styre deres religiøse indhold, økonomi og ledelse. Alligevel har de fem tilladte religioner, buddhismen, taoismen, islam, protestantismen og katolicismen, tilsammen haft meget stor fremgang de sidste 10-15 år.

Undtagelsen er katolicismen. Sammenlignet med den anden gren af kristendommen, protestantismen, er det bare gået nedad. Før de begge bogstavelig talt blev smidt på porten efter Maos magtovertagelse, var der to katolikker for hver protestant. I dag er der et sted mellem seks til ti protestanter for hver katolik.

Nu er kirkerne ikke aktieselskaber, der skal have fokus på omsætning, størrelse og overskud. Men det er selvfølgelig ikke optimalt for en pave at se, hvordan de protestantiske kirker tiltrækker op mod 100 millioner kinesere, mens katolikkerne kun samler omkring 10-12 millioner. Og fremskrivning af tallene viser, at forskellen bliver endnu større om 10-20 år.

Mens katolikkerne er stagneret omkring 10-12 mio. medlemmer i Kina, så tiltrækker de protestantiske kirker omkring 80 mio. Foto: Flickr

Begge retninger lider under samme problem, at kirkerne er opdelt i to dele. En del hvor menigheden og præsterne er underlagt den kinesiske regering og partiet – og en anden del, hvor de troende kun kan mødes i illegale hus- eller undergrundskirker, der opererer i en juridisk gråzone, hvor de kan og i stigende grad bliver chikaneret og fængslet, men til gengæld selv bestemmer indhold og udnævnelser i kirken.

Afgørende spørgsmål om biskopperne

Det er en blanding af det faldende antal medlemmer og den splittede kirke, der har fået pave Frans og Vatikanet til at tage det drastiske skridt mod en aftale med Kina.

Som det er i dag har kirkens overhoved, paven, ingen direkte adgang til de ca. seks millioner i den statsautoriserede katolske kirke, China Catholic Patriotic Association (CCPA), eller de ca. 5-6 millioner, der mødes i de katolske hus- og undergrundskirker. Helt principielt afviser Kina, at personer udenfor landet kan have indflydelse på forhold inde i Kina.

Lidt gammeldags og støvet, som en af mine kinesiske venner, opvokset som katolik, indrømmer. Den katolske kirke har ligeså mange ritualer og gentagelser som i de gamle kinesiske templer, som de unge heller ikke besøger

Det er et kæmpemæssigt problem, fordi biskopperne i den katolske kirke skal være udnævnt af paven. Men det er de ikke i Kina. Kun i de uofficielle hus- og undergrundskirker har paven velsignet biskopperne.

I den statsautoriserede kirke var det i mange år de religiøse myndigheder i Beijing, der udpegede de nye biskopper. Dog med dén praksis, at de kun valgte kandidater, der ad omveje havde fået et nik fra Vatikanstaten. Denne pragmatiske form fungerede fint under forhenværende kinesiske ledere som Jiang Zemin og Hu Jintao. Men da Xi Jinping blev Kinas partileder fra 2012, blev tonen ændret. Nu begyndte Kina alene at udnævne de nye katolske biskopper – uden at spørge Vatikanet til råds.

Det har skabt mange problemer for både præster og menigheder. Naturligt nok, fordi en ateistisk og kommunistisk organisation ikke forventes at have samme krav og ønsker til kommende biskopper som paven i Rom. Vatikanet har reageret ved at udelukke (ekskommunikere) disse partivalgte biskopper fra enhver indflydelse i kirken. Omvendt har Beijing udtrykt mistillid til en snes af de ”pave-venlige” biskopper i de statsautoriserede kirker, hvoraf flere af dem sidder i fængsel uden rettergang eller er meldt savnet.

Myndighedernes tvangsnedrivning af kirker begyndte i 2014 og er blusset op igen. Denne kirke i Shaanxi provinsen blev i januar 2018 væltet med dynamit. Foto fra Beidu.

Samtidig har Xi Jinping siden 2014 iværksat en offensiv mod alle kristne kirker, der har ført til omfattende kirkenedrivninger, fjernelse af kors og forfølgelse af kristne grupper og enkeltpersoner. Det har jeg tidligere beskrevet i artikel i POV hér.

Denne kampagne er nu med fuld kraft gået ind i anden fase, der har til mål at udrydde (både katolske og protestantiske) undergrundskirker – og tvinge medlemmerne ind i de statsautoriserede kirker. Desuden kræver myndighederne, at den kristne teologi omskrives, så den passer ind i partiets ideologi og ”socialistiske kerneværdier”.

Aftalen mellem Vatikanet og Kina

I slutningen af september 2018 indgik Vatikanet og Kina første del af aftalen. Den er ikke helt ligetil at analysere. Teksten er ikke offentliggjort i fuld længde og aftalen er provisional, der betyder, at begge kan trække sig ud. Men forhandlingerne har stået på i over to år, og det er min vurdering, at begge parter har en interesse i at få en aftale – dog allermest Vatikanet.

Det store spørgsmål, hvem der fremover skal udnævne biskopperne, fylder mest. Det er løst ved at Vatikanet har måttet godkende syv af de biskopper, som kun de kinesiske myndigheder har udnævnt. Så paven har altså måttet byde dem velkommen tilbage i den katolske kirke, efter de var blevet udelukket med kirkens hårdeste straf.

En anden delikat afgørelse betyder, at foreløbig to af de biskopper, som med pavens velsignelse har været biskopper i undergrundskirkerne, bliver tvunget til at vige deres pladser for de to af de biskopper, som Kinas partistyrede organisationer har peget på. Dén er ikke populær blandt de seks millioner troende i undergrundskirkerne. Og det er i øvrigt uklart om flere af de ca. 30 biskopper fra de uofficielle kirker bliver berørt.

De to biskopper, Zhuang Jianjian og Guo Xijin, fra hus- og undergrundskirkerne, er de første der er blevet fjernet for at give plads til to, der er udnævnt af de partistyrede myndigheder. Foto: Bishops-in-China

Aftalen viser også, at fremover skal biskopperne udnævnes ved, at Kina lægger navnene frem på kandidater. Ud fra den liste må paven så vælge den næste biskop.

Hvad får Vatikanet ud af aftalen

Det er meningen, at aftalen i de kommende måneder skal færdiggøres og finslibes, men hovedlinjerne står klart.

Som nævnt er det ikke to ligestillede parter, der har indgået en aftale. Vatikanet har forståeligt nok stort behov for at komme ud af den klemme, der har hindret fremgang og frihed for dens medlemmer i Kina. Men realiteten er, at Vatikanet ikke har ret meget at tilbyde Kina, så det er begrænset, hvad kineserne vil give igen.

Aftalen giver ingen afklaring på Taiwan spørgsmålet. Men det ville undre mig meget, hvis et forventet massivt kinesiske pres på Vatikanet ikke indenfor bare få år vil betyde, at Taiwan kun vil have 16 lande tilbage på listen over diplomatiske forbindelser

Bedømt ud fra Vatikanets egne kommentarer, så lægger man mest vægt på, at paven nu får en formel rolle i udnævnelsen af gejstligheden i den kinesiske del af kirken. Og det er da også første gang en ”fremmed magt” får lov til at deltage i religiøse spørgsmål i Kina. Hvis løftet så bliver noget værd i sidste ende. Det er trods alt Kina, der bestemmer kandidaterne – og der skal meget til at man siger nej til Beijing.

Fhv. biskop Joseph Zen har i mange år benyttet pressefriheden i Hongkong til at kritisere, hvordan styret i Beijing har strammet grebet om religion i Kina. Foto: Wikipedia

Med mine mange års erfaringer med at følge kinesiske forhandlinger, så har de for det meste en anden vurdering af teksten – og dens praktiske udførelse – end vesterlændinge. I spørgsmålet om valg af biskopper er det også dén vurdering, som en af de skarpeste analytikere af forholdet er nået frem til.

Det er Hongkongs mangeårige katolske biskop, Joseph Zen, der frygter, at Kina vil æde den katolske kirke med hud og hår. Den nu pensionerede Zen er meget skeptisk overfor aftalen og kalder den et udsalg af katolske værdier – og henviser til de personlige lidelser som de seks millioner medlemmer af undergrundskirkerne har været igennem i deres årelange loyalitet overfor paven.

”En kirke, der er regeringens slave, er ikke en ægte katolsk kirke”, har den karismatiske og ligefremme Joseph Zen flere gange udtalt. Og det bliver lidt af en opgave for Vatikanet, når det skal få menigheder til at acceptere, at der skal indsættes præster og biskopper, der er udnævnt af kommunistpartiet i stedet for deres egne undergrundsledere.

Hvad får Kina ud af aftalen

Kina er ikke ved at åbne op for mere religion – og slet ikke fremmed indflydelse. Tværtimod. Xi Jinping er en hardcore partichef, der leder det altdominerende og ateistiske kommunistparti og kun til nød accepterer landets ”egne” religioner (taoismen og buddhismen). Men han har klart markeret, at han ønsker at stække ”fremmede” religioner som islam og kristendom.

Kinas interesse i aftalen med Vatikanet handler om at undgå, at der opstår social uro i landet. Og her er de millioner af troende i de katolske (og også protestantiske) undergrundskirker en vigtig faktor. Medlemmerne er gode samfundsborgere, der tjener pænt, ofte veluddannede, godt organiserede og disciplinerede – og udgør dermed en potentielt farlig gruppe, hvis de bliver for utilfredse med styret.

Med sit hastigt voksende antal ønsker styret i Beijing at sikre social kontrol med de kristne organisationer. Foto: Wikipedia

Aftalen vil medvirke til, at de katolske undergrundskirker kan blive opløst og medlemmerne tvinges over i de statsautoriserede kirker. En samlet katolsk kirke i Kina vil give myndighederne mulighed for at sikre social kontrol med hele denne gruppe.

Men Kina regner også med, at aftalen giver to diplomatiske gevinster. Den første vil blive, at aftalen med Vatikanet vil være en stor international sejr for landets omdømme og public diplomacy. Men for Kina vil den helt store appelsin i turbanen være, at aftalen fører til, at Vatikanet opgiver sit 70 år lange bånd til Taiwan – og i stedet opretter diplomatiske forbindelser til Beijing.

Kina anser Taiwan for at være en ”udbryder-provins”, der skal tilbage til Kina. Et krav, der er kommet helt op i toppen på Xi Jinpings politiske to-do liste.

Aftalen giver ingen afklaring på Taiwan spørgsmålet. Men det ville undre mig meget, hvis et forventet massivt kinesisk pres på Vatikanet ikke indenfor bare få år vil betyde, at Taiwan kun vil have 16 lande tilbage på listen over diplomatiske forbindelser – og ingen er længere fra Vesten.

Katolicismens image problem

Når jeg så klart vurderer, at aftalen mere vil gå Beijings end Vatikanets vej, så skyldes det, at Kina samtidig med disse forhandlinger har indledt det nye velorganiserede raid mod især kristendom (og islam) i Kina. (Se min artikel om forholdene i Xinjiang hér).

Og om få måneder træder nye love i kraft, der i hidtil uset omfang vil begrænse religiøse organisationers vækst og råderum. Organisatorisk kommer der også store ændringer. Hvor det tidligere formelt var en organisation under regeringen, der styrede forholdet til de tilladte religioner, så bliver kontrollen fra næste år lagt direkte under kommunistpartiet.

Kontrollen med de tilladte religioner i Kina bliver fra næste år flyttet fra et regeringsdepartement til at ligge direkte under Kommunistpartiet. Foto: Jan Larsen

Begrænsningerne vil mest ramme de protestantiske kirker – og især deres meget populære hus- og undergrundskirker, hvis andel er meget højere (60-65 pct.) end hos katolikkerne (50 pct.). Især de unge vælter ind i de uofficielle kirker – tiltrukket af større frihedsgrader, uden store forkromede ritualer og med enkelthed i både sprog og kirkerummets indretning.

Jeg har gennem mange år fulgt religionernes betydning på mine rejser i Kina – og når jeg besøger katolske og protestantiske menigheder, så er det tydeligt, at katolicismen ikke fanger de unge, som det er tilfældet hos protestanterne. Katolicismen bliver i Kina anset som den ”seriøse” religion.

Og også lidt gammeldags og støvet, som en af mine kinesiske venner, opvokset som katolik, indrømmer. Den katolske kirke har ligeså mange ritualer og gentagelser som i de gamle kinesiske templer, som de unge heller ikke besøger. Og med helgenstatuerne, masser af levende lys og røgelse – så ligner det et buddhistisk tempel, siger min ven, som meget passende nu tilhører en protestantisk huskirke.

Topfoto: Wikipedia

Du kan læse flere af Jan Larsens analyser og reportager fra Kina hér

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.

Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.

Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste artikler om Asien