FILM – “Hvis man bare ser på prisvinderne, så ser det egentlig meget godt ud. Men det må siges, at festivalen i år i det store hele var skuffende. Der var for mange fusere, for mange fejlslagne film, for mange der ikke rigtig forsøgte noget.” Efter tre uger, to festivaler, tres film lagde POV’s Frederik Bojer Bové sig syg med influenza. Men nu er han klar med en opsummerende artikel om årets Berlin-festival, som han vurderer ganske enkelt ikke var god nok.
Noget af det værste ved festival-journalistik er den traditionelle dagbogs-dækning, hvor alt for kortfattede anmeldelser kombineres med ligegyldige noter, såsom hvilken stjerne der var til hvilket pressemøde, eller hvad journalisten hører, mens han står i kø til den næste film.
Jeg prøver at skære så meget som muligt ned på det.
Jeg må dog alligevel lige indlede denne afrundingstekst med en biografisk note: Efter tre uger, to festivaler, tres film, så ramte jeg nok grænsen for min fysiske evne til at se film og skrive om dem. Så jeg sov rigtig meget og lagde mig derefter syg med influenza.
Af den grund afrunder jeg min Berlin-dækning ganske meget forsinket, først med denne afrundende artikel, og så snarest med to tema-artikler, der vil blive præsenteret som sædvanlige kinok’er, de handler nemlig om tendenser i henholdsvis tysk og kinesisk film, snarere end de handler om Berlin.
Når det så er sagt, så lad mig også få skrevet lidt om de sidste tre film fra festivalen, der ellers ikke passer ind i tema-artiklerne. De har meget forskelligt kvalitetsniveau, men til sammen siger de en del om problemerne med årets Berlin-årgang. Og lad mig starte med den dårligste først:
Elisa y Marcela (Isabel Coixet)
Halvvejs inde i Isabels Coixets Elisa y Marcela var jeg nemlig ved at blive for alvor træt.
Det var den tredje decideret dårlige film i årets konkurrence – efter The Kindness of Strangers og den tyske The Golden Glove. Tre dårlige film ud af seksten, det er simpelthen for mange.
Coixets film nåede at rette lidt op på det hen imod slutningen, men Netflix-produktionen lider under et helt generelt problem, som den aldrig får løst.
Filmen fortæller den virkelige historie om de to kvinder Elisa og Marcela, der blev gift i Spanien som det første lesbiske par. Men det var altså allerede i 1901, og de to kvinder formåede at gifte sig i det katolske land ved at Elisa klædte sig ud som en mand.
Det kan simpelthen ikke bære den patos-fyldte dialog og den glitrede æstetik. Ingen af kvinderne har personlighed til at retfærdiggøre det. Hvilket de heller ikke skal have
Det var på mange måder ulovligt, så de to kvinder måtte flygte, kom i fængsel i Portugal og udvandrede derefter til Argentina. Det er altså en højdramatisk historie, fyldt med intriger, gå-på-mod og overraskende udviklinger. Coixet fortæller den dog umanerlig pænt.
For det første er filmen holdt i høj-kontrast sort/hvid, hvilket altid er godt til at få en historie til at føles vægtig. Derudover bruger filmens første halvdel mest tid på at beskrive den spirende forelskelse mellem de to, på trods af forældrenes misbilligelse.
Da de to unge kvinder senere hen møder hinanden igen, forløber midterdelen mest af alt med lesbiske sexscener. Her begynder vi at nærme os noget fra en softcore-film fra firserne.
Problemet er, at historien sådan set er ganske banal: To mennesker mødes, forelsker sig, og stifter familie. Der er bare det, at omverdenen bestemt ikke synes det er banalt, men raser med ord som ‘blasfemi’ og ‘perversitet’ mod de to kvinder.
Alligevel, fra filmens synspunkt, er det ganske banalt, så de kitchede kærlighedsscener, der forsøger at gå Titanic i bedene, får filmen til at kæntre.
Det kan simpelthen ikke bære den patos-fyldte dialog og den glitrede æstetik. Ingen af kvinderne har personlighed til at retfærdiggøre det. Hvilket de heller ikke skal have. De er bare to almindelige kvinder, der fortjener præcis samme behandling som alle andre mennesker.
Filmens anden halvdel formår som nævnt at rette lidt op. Når de kommer til Portugal, bliver de mest af alt behandlet som uskyldigt forfulgte, og der er noget godmodig satire over forholdet mellem Spanien og Portugal.
Under rulleteksterne vises der billeder fra moderne homovielser, og det er decideret rørende. Her bliver Elisa og Marcela sat ind i rette kontekst: De er blot ét par blandt mange, og alle fortjener samme rettigheder.
Hvorvidt man har sex i sort-hvid er sagen komplet uvedkommende.
A Tale of Three Sisters (Emin Alper)
Den tyrkiske film A Tale of Three Sisters var en del bedre. Jeg vil sige, at den havde fuld berettigelse i enhver festival-konkurrence.
Den var dog også lidt emblematisk for årets konkurrence – lidt for ujævn, lidt for velkendt, lidt for meget en b-udgave af en anden og bedre auteur. Glimt af det fantastiske, men i en samlet pakke der kun er god, ikke fantastisk.
Tre søstre bor i en lille isoleret anatolsk bjerglandsby. Den ældste, Reyhan, har været tjenestepige i den nærmeste reelle by, men måtte vende hjem igen, da hun blev gravid.
Den mellemste, Nurhan, afløste hende, men bliver ved filmens start også sendt hjem igen, da hun har behandlet de børn, hun skulle passe på, for dårligt. Den yngste, Havva, skal så måske afløse de to andre, selvom hun hellere vil gå i skole.
Det meste af filmen foregår på én nat, hvor de tre søstre egentlig bare arbejder hjemme, mens der lægges planer af deres far Sevket, deres ven fra byen Necati og en ung mand ved navn Veysel, den lokale landsbyidiot, den eneste der ville gifte sig med den gravide Reyhan.
Veysel er en så komplet idiot, at han til tider bliver en doofus ex machina; når plottet er ved at gå i stå, så gør han lige noget dumt igen
A Tale of Three Sisters kunne godt have vundet en pris for bedste manuskript, den er som et velskrevet skuespil. Det meste af filmen foregår i løbet af én nat, ganske få scener, lange dialoger mellem de mennesker der sidder rundt omkring på det lille bjerg, og små detaljer der efterhånden får tragiske konsekvenser.
Det minder en del om Ibsen, eller Tjekhov, der i øvrigt også har skrevet et stykke, der hedder Tre Søstre.
Til gengæld er det heller ikke verdens mest subtile film. Den handler naturligvis om klasse, om rurale forhold i Tyrkiet, om forholdet mellem mænd og kvinder. Og så handler den virkelig meget om sex.
I en scene står Reyhan og Nurhan og vasker tøj i en ophængt balje, og den dunkende rytme matcher deres samtale om Nurhans ulyst mod hendes kommende ægteskabelige liv. Ligeledes knap så subtilt er Veysel også en så komplet idiot, at han til tider bliver en doofus ex machina; når plottet er ved at gå i stå, så gør han lige noget dumt igen.
https://www.youtube.com/watch?v=EF8y8rHyKZQ
Problemet med A Tale of Three Sisters er dog lidt mere kompliceret.
Det er en god og stærk film med noget på hjerte, og jeg er ret glad for at have set den, men samtidig er både den her film og Emin Alper generelt så tydeligvis Tyrkiets næstbedste auteur, at det hele virker lidt overflødigt.
Alper har nu lavet tre film, efter den meget skrabede og landskabsbaserede Beyond the Hill – der vandt Caligari-prisen i Berlin 2012 – og den mere krimiagtige Frenzy fra 2015. Alle tre er rigtig gode, ingen af dem er fantastiske. Og ingen siger noget, som ikke før er blevet sagt af Alpers landsmand, Guldpalmevinderen Nuri Bilge Ceylan.
På trods af at A Tale of Three Sisters er en glimrende film, der ind imellem tager nogle fascinerende filmiske kolbøtter, så virker det stadigvæk lidt overflødigt at forholde sig til.
Det er ikke, fordi der kun kan være én god tyrkisk instruktør ad gangen. Men jeg kan lidt godt forstå, hvis der kun er plads til én tyrkisk instruktør i rotation i de danske biografer. Og Bilge Ceylan, der snart er aktuel med hans Det Vilde Pæretræ, er længder bedre end Emin Alper.
Og det problem bliver ikke mindre af, at Alper lader sig inspirere af Tjekhov, der netop har været Bilge Ceylans store forbillede de sidste par film.
På trods af at A Tale of Three Sisters er en glimrende film, der ind imellem tager nogle fascinerende filmiske kolbøtter, så virker det stadigvæk lidt overflødigt at forholde sig til.
Synonymes (Nadav Lapid)
Jeg følte derimod altid, det var værd at forholde mig til den israelske film Synonymes, selvom jeg også følte, den var akavet, smal og ikke 100 procent vellykket.
Forskellen er, at Synonymes tydeligvis forsøger noget nyt, forsøger at kommunikere noget, jeg ikke har set før og forsøger at finde et kunstnerisk filmsprog at kommunikere det i, så selvom den ikke helt løser den opgave, så løfter den vores forståelse af Israel, emigration såvel som filmkunsten som sådan. Og det er vel værd at snakke lidt om.
Den unge israeler Yoav ankommer til Paris med blot en rygsæk, og da han tager et bad i en forladt lejlighed bliver alle hans ting stjålet, så han ender nøgen, forfrossen og alene i den store by.
Han bliver reddet af det unge hipster-par Emile og Caroline, der passer på ham, giver ham penge og hjælper ham med at klare sig.
I virkeligheden skildrer filmen blot derefter Yoav, der eksisterer i Paris, forsøger at lære fransk, fortæller om sin fortid, får viklet sig ind i den ene muntre episode efter den anden.
Yoav længes mod noget sort/hvidt, som ikke findes længere. Og helt reelt, i verdenshistorien, kan den fortælling så komme fra andre steder end Israel?
Den franske teoretiker Gilles Deleuze skrev en bog om Kafka, som på dansk har titlen Kafka – For en Mindre litteratur. Hans begreb ‘mindre’ henviser til, at jødiske Kafka ikke kunne skrive i den ‘store’ tyske eller østrigske tradition; han kunne ikke skrive om krige, om kejsere, om politiske konflikter, men fandt en ‘mindre’ tradition om forvandlinger, processer, uvished.
Det er blevet til et stort begreb inden for kulturteori, hvor både postkolonialisme, feminisme og queer-kultur kan henregnes til ‘mindre’ kultur.
Men det, Nadav Lapid gør, er alligevel ganske unikt. På et tidspunkt bliver Yoav konfronteret med, at han ikke længere vil tale hebraisk – han får at vide, at hvis man opgiver sit sprog, så opgiver man en del af sig selv.
Men, svarer Yoav, min bedstefar opgav da netop sit jiddische modersmål, da han emigrerede til Israel, og ingen sagde noget til, at han skiftede sprog.
I det udsagn ligger en længsel om at være som hans bedstefar; en besynderlig længsel tilbage mod den tid, da jøder var emigrerende, hjemløse og på det forfærdeligste forfulgte. Og jeg tror aldrig, jeg før har set en film, der handler om længslen fra det større mod det mindre.
Det er da en bizar længsel. Israel har netop, efter 2000 år, igen fået en ‘stor’ historie. Kafkas trosfæller kan igen skrive ‘stor’ litteratur.
Men så søger den her store, stærke, gudesmukke unge mand tilbage mod det mindre? Hvorfor? Der er ingen tvivl om, med de historier Yoav fortæller, og de glimt, vi ser fra hans militær-tid, at han er dybt traumatiseret af et eller andet, han har gjort.
Han længes mod en tidligere tid, hvor man nok blev dårligt behandlet, men hvor man ikke selv havde muligheden for at behandle andre dårligt.
Han længes mod noget sort/hvidt, som ikke findes længere. Og helt reelt, i verdenshistorien, kan den fortælling så komme fra andre steder end Israel?
Det er en nærmest umulig opgave, Lapid har stillet sig selv. Han skal skildre en mand, som gerne vil være noget andet, end han er. Han skal skildre noget, som ikke er.
På en og samme tid skal vi forstå, at Yoav har en ‘stor’ historie, men forsøger at skabe en ‘mindre’ historie. De to slags historier har som regel hver deres æstetik, og Synonymes skal altså jonglere med lidt fra den ene stil og lidt fra den anden og på en eller anden måde få dem til at hænge sammen.
Det lykkes langt hen ad vejen, men så alligevel ikke helt. Filmen er ganske episodisk, til tider drømmende, og består mest af dybt satiriske scener, hvor Yoav gør et eller andet mærkværdigt.
Når film forsøger noget nyt, så lærer vi af både dens styrker og svagheder. Synonymes fortjener at blive diskuteret i hele verden
Den unge immigrant bryder reglerne i den franske kultur, og med et lille twist kunne det være en hjertevarm Ken Loach film, men så omvendt er der en lidt for spydig replik, eller en komposition der ikke helt hænger sammen, eller et flashback der er lidt for voldsomt.
Det hele virker dog stadigvæk enormt søgende. For hver fantastisk scene, som når Yoav er til audition hos en porno-fotograf, er der en scene, som ikke rigtig gør noget, som når Yoav går amok til en klassisk koncert.
Og Lapid kan heller ikke rigtig afrunde historien, men placerer en højlydt råbe-scene, som om det kunne give sig ud for at være et dramatisk klimaks.
Her sad jeg igen med fornemmelsen af, at Synonymes nok var dømt til at være en lille og obskur film. Men når film forsøger noget nyt, så lærer vi af både dens styrker og svagheder. Synonymes fortjener at blive diskuteret i hele verden.
Opsummering
Og det skal den så nok også blive. Det gik nemlig hverken værre eller bedre, end at Synonymes gik hen og vandt Guldbjørnen.
Måske ikke min yndlingsfilm fra konkurrencen – det var nok Teona Strugar Mitevskas God Exist, Her Name Is Petrunya, der til gengæld blev komplet forbigået – men som den film med det måske højeste ambitionsniveau var det ganske glædeligt, at den vandt.
Andenpræmien, eller Juryens Store Pris, gik til Francois Ozons By the Grace of God, der allerede er indkøbt til dansk distribution.
Alfred Bauer-prisen for at gå nye veje gik til Nora Fingscheidts System Crasher, formentlig for det kompromisløse portræt af et ‘problembarn’ for nu at sige det eufemistisk.
Hovedkonkurrencen var mest af alt pæn; ikke så populistisk at man blev revet med, heller ikke så skæv at man slog sig
Bedste Manuskript gik til den italienske Piranhas, der har et ligegyldigt manuskript, som dog er skrevet af den kendte forfatter Roberto Saviano.
Bedste Kunstneriske Bidrag blev vundet af den danske fotograf Rasmus Videbæk for Ud og Stjæle Heste, selvom jeg kaldte hans fotografering for en af filmens svagheder, men den film er også indkøbt til dansk distribution, så det vil der være anledning til selv at vurdere.
De to skuespiller-priser gik til hovedrollerne i den kinesiske storfilm So Long, My Son, der skildrer et ægtepars op og nedture igennem tredive år. Jeg havde tippet den til Bedste Manuskript, men fuldt fortjent at den vandt et eller andet.
Og Bedste Instruktør gik til den tyske instruktør Angela Schanelec for I Was at Home, But… – den eneste anden film der kunne konkurrere med Synonymes, når det kom til kunstnerisk ambitionsniveau.
Hvis man bare ser på prisvinderne, så ser det egentlig meget godt ud. Men det må siges, at festivalen i år i det store hele var skuffende.
Der var for mange fusere, for mange fejlslagne film, for mange der ikke rigtig forsøgte noget. Det var en rigtig ærgerlig måde for festivalchef Dieter Kosslick at slutte af på.
Der er noget at gøre for Carlo Chatrian, den kommende festival-leder, der skal forsøge at rette op på skuden
Det mærkeligste var, at det sådan set virker, som om der var film for enhver smag på festivalen, de var bare rundt omkring i alle sidekonkurrencerne.
Hvis man kunne lide amerikanske filmstjerner, så kunne man se Jonah Hills Mid90 eller Casey Afflecks Light of My Life, der begge konkurrerede i Panorama, bredt set som den næstbedste række.
For feinschmeckere, der kun vil have det eksperimenterende og smalle, så var Forum igen i år et overflødighedshorn af nye billeder.
Men hovedkonkurrencen, den var mest af alt pæn; ikke så populistisk at man blev revet med, heller ikke så skæv at man slog sig.
Jeg tror, man kunne sammensætte en fantastisk konkurrence, hvis man tog det mest populære fra Panorama eller galla-visningerne (og ignorerede, at en del af det blev vist på Sundance et par uger i forvejen) og blandede med det skæve og kompromisløse fra Forum.
Det ville også sætte gang i filmdebatten, når der skulle skændes om, hvilken slags film der er den bedste, hvor pressen, som det er nu, mest er delt i to grupper – én der ser ting fra Forum, og én der ser ting fra Sundance – men begge grupper kan dog fint enes om, at hovedkonkurrencefilmene er kedelige.
Der er noget at gøre for Carlo Chatrian, den kommende festival-leder, der skal forsøge at rette op på skuden. Men jeg vil sige, at delelementerne er der. Der skal bare ruskes op.
Billeder: Berlin-festivalen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
