POVL DISSING // HYLDEST – Forleden blev Povl Dissing som den første udnævnt til medlem af den nystartede Hall of Fame for dansk folkemusik med hjemsted i Tønder. Det skete i forbindelse med Danish Music Awards Roots 2021. Efter sin hjerneblødning og efterfølgende styrt på et hårdt gulv er det ikke meget den gamle trubadur optræder. Men efter Jens Folmer Jepsens motivationstale – læs den længere nede i denne artikel – var Dissing på scenen flankeret af guitaristen Jakob Bro. Ved nyheden om denne hyldest tænkte POV’s musikredaktør Jan Eriksen tilbage på sit og sin afdøde fars fællesskab omkring denne ambassadør for “ægte dansk folkelighed”.
Da jeg læste, at Povl Dissing ville blive hædret med denne ærespris, kom jeg til at tænke på Benny Andersens sang ”Barndommens land”, som han skrev til sit og Dissings album Oven visse vande fra 1981.
For præcis fire år siden boede min far på i en såkaldt aflastningsbolig, der skulle blive hans sidste bopæl. I øvrigt en utrolig ubehagelig tanke, at tusinder af os har oplevet eller kommer til at opleve livet ebbe ud på et værelse, hvis titel signalerer, at man er en belastning. Det er der ingen almindelige mennesker, der har fortjent.
Tredje søndag i advent 2017 besøgte jeg min far. I løbet af eftermiddagen kom vi til at tale om Povl Dissing. Endnu en gang grinede vi ved mindet om Dissing/Andersens sange ”Skvadderkål blues”, ”Mælkebøttens dans” og ”Tidsel tango”.
Niels Hausgård har da også opgraderet Povl til at være en del af hans hellige tre enighed: Jesus, van Gogh og Povl Dissing
Efter 48 år som dedikeret havemand havde min far indstillet sig på, at det var slut med at slås med skvadderkål og tidsler. Jeg fortalte ham, at jeg huskede Povl Dissing som noget af det første, vi havde sammen – sådan far- og sønagtigt.
For alle andre omkring os lød Dissing dengang sidst i 60’erne gyselig, men min far kunne åbenbart høre hans blues. Især tror jeg, at vi begge fornemmede humoren, som i dette tilfælde var nært beslægtet med en vis rebelskhed og indiskutabel egenartethed. Dissing lød som ingen andre, tør jeg godt skrive, når han sang sig igennem sine Shell Silverstein-fortolkninger ”5 minutter endnu” og ”Den grimmeste mand i byen.”
”Jeg kan godt lide originaler,” husker jeg min far sige i en diskussion om Dissing med nogle andre voksne.
Senere kom Benny Andersen og poesien og den særlige tone af, hvad jeg vil kalde ægte dansk folkelighed ind i Dissings musikalske udtryk. Det forsvandt som bekendt aldrig igen.
I min erindring er vi et par år længere fremme ved aftensmaden i køkkenet, mens sangene fra Svantes Viser blev spillet igen og igen. Nogen i centralkomiteen i Danmarks Radio må have fundet sangene gode nok til at blive spillet udenfor Dansktoppen. Heldigvis.
Mange år senere gav jeg min far cd’en Hymner og ukrudt med de nævnte ukrudtssange. Det skete ikke sjældent, at vi gengav små brudstykker af disse sange – hvad man nu kunne huske – og andre Dissing statements på vores bilture gennem Europa.
Det skulle senere vise sig, at min far kun havde fem dage tilbage at leve i, da jeg forlod ham den aften for fire år siden. Det kunne vi af gode grunde ikke vide, selvom han åbenlyst nærmede sig sin afslutning.
På et tidspunkt mod slutningen af besøget sagde jeg, “Livet er ikke det værste man har”. Min far svarede: “Nej, dét er det ikke. Husk det”. Det husker jeg meget tydeligt. Både at vi talte om det – og meningen.
Så det er med stor glæde, at jeg har fået Jens Folmer Jepsens tilladelse til at optrykke den tale, han holdt for Povl Dissing i Tønder. Ordet til Jepsen:
Talen til Dissing
Første gang Povl Dissing kom til Tønder for at optræde, var, som han selv siger det, “før jeg blev berømt”.
Han skulle spille på et gymnasium og blev henvist til sig selv i et omklædningsrum, der lugtede fælt af svedige fodboldtrøjer.
Han var blevet trakteret med en apollinaris, men kunne godt have brugt noget stærkere.
Under et bord fik han øje på en papirlap, som han samlede op. Nogen havde skrevet på den, og der stod:
”Hvis du har haft samleje med en pige i dag så smil”.
Nu er Povl Dissing så i Tønder igen, og tiderne skifter som bekendt, og han er med tiden blevet mere berømt, men:
Lad mig starte med at bede om tilgivelse – især fra Povl. Når man skal forsøge at holde så lang og mægtig en karriere i kort og forståelig form med 10-12 min til rådighed, bliver man nødt at være lige lovlig generel og ty til store overordnede, måske ligefrem bastante ord. Det bryder Povl sig forståeligt nok ikke særligt om (man kommer så let til at befamle det tryllestøv, der giver kunstnere som Povl en særlig aura.)
Så tilgiv mig venligst Povl og alle I andre.
Tilgiv også, at jeg springer let henover barndommen i Stavnsholdt, hvor en Aksel Schiøtz-syngende handelsgartner til far ville kalde sit barn Poul Edvard Rasmussen efter forfatteren til “Danmark Dejligst i vang og vænge”, ligesom jeg springer let henover noget så væsentligt som en kunstnerisk mor, der sang gamle viser som f.eks. “Alperosen” og tidens melodier som f eks “Lille kammerat” og “Drengen og hesten” for sine sønner og især en lydhør Poul. Tilgiv, at jeg springer let henover tiden med boksning i Farum og tiden som trommeslager i The Hot Dogs.
Og går let henover den kornet, som skraldemanden Lesley forærede teenageren Povl, så han kunne blæse lange kvalificerede marcher i mangen et trad. jazzorkester – som vist alle havde det til fælles at ordet stompers på en eller anden måde indgik i navnet.
Beklageligvis går jeg også let henover den guitar, kusine Bigga lånte til sin fætter Povl, som åbnede for en helt ny solistkarriere og en blaffetur gennem Frankrig og Spanien med den savspillende ven Rauff fra kunsthåndværkerskolen.
Og let må jeg skridte henover Louis Armstrong, Snooks Eaglin, Ledbelly og Ray Charles, som sammen med sangene fra mor og far var med til at danne Dissings tilgang til musik.
Det vil også bare blive konstateret, at Povl startede sin never ending tour ca. 20 år, før Bob Dylan påbegyndte sin.
Ingen ende på Dissing
Hvis man først går i gang, må man konstatere, at der ingen ende er på Povl Dissing – og så megen plads har vi altså ikke på denne aften i Tønder.
Tillad mig at gå direkte til dengang, Povl blev kendt af en større del af den danske befolkning.
Hvis man i 1965, eller ca. deromkring, uforberedt lyttede til Povl Dissings version af “Drengen og Hesten”, så risikerede man at få spidset og vredet sine undrende ører ud af form. Der var nemlig tale om en radikal nyfortolkning af den kendte tyske sang “Mamutcha”, der var et tysk hit i 40’erne – den blev i øvrigt brugt af Steven Spielberg i filmen Schindlers liste, hvor den akkompagnerede transporten af børn i lejrene på deres vej mod det usigelige onde.
Den mørke dimension var ikke at føle i tidlige danske versioner, i ’53 var “Mamutcha” blevet til “Drengen og Hesten” og blev et lødigt hit for Elsa Sigfuss og igen i 1960 for refrænsangerinden Grethe Klitgaard, hende der i ’65 havde et radiohit med “Åh, ja ham kan vi li han skal i glas og ramme” – kun nævnt, nå ja fordi. Men altså i 1960 sang hun sin yndige udgave af “Drengen og Hesten”.
Men Dissing repræsenterede mere end bare noget tidstypisk. Vigtigst af alt ramte han noget, der er gængs til alle tider; han havde fundet en stemme, der med den rette tekst – den rette historie – og melodi gav ham adgang til det ubevidste, måske endda noget menneskeligt alment
Så i 1965 må vi sige, at den danske udgave blev udsat for lidt af en overhaling… og efter den behandling “Drengen og hesten” fik af Dissing, blev sangen aldrig helt sig selv igen.
Der var i det hele taget noget i gære på denne tid. Den samtidige Bob Dylan havde gang i det knurrende omkvæd: something is happening and you don`t know what it is. Dem, der ikke kunne greje, hvad det, der var i gang, det var, var sikkert de samme, der anså det for sædernes forfald, at Dissing vendte vrangen ud på sig selv og den pæne sang.
På den anden side var der også de danskere, der tog den nye version af “Drengen og hesten” til sig som et pant på, at plejer var afgået ved døden, at tiderne netop var i gang med at skifte, og det til noget bedre og mere interessant. Det ægte, fremfor ak, nej mor-imitationen. Vi vil have rigtige heste, ikke dem af træ eller marcipan.
Nærvær, nærvær, nærvær
Man var nødt til at forholde sig til Povl Dissing, der med sin anderledeshed ramte landet med noget helt nyt, når han virrende lagde hovedet tilbage, vendte det hvide ud af øjnene og pressede struben til at afgive lyde, der aldrig før havde været en del af den danske populærmusik. Alt i kroppen syntes at synge med. Det var blotlæggelse/synliggørelse af følelser mere end det var et stiliseret foredrag af teksten – smerte og melankoli fremfor sødme og artighed. Det var nærvær, nærvær og nærvær.
Og så var “Drengen og hesten” en ældre tysk sang, som var blevet udstyret med en dansk tekst, og den blev nu leveret med amerikansk blues i ascendanten, og dermed fik vi et hint om, at Povl Dissing nok eksisterer i sin egen lille verden, men trækker på noget, der kommer fra overalt (af) og fra alle tider.
Han forfinede sit udtryk med bredere accept fra publikum godt et år senere, da han udlånte krop og sjæl til manden, der indser, at han kun har “25 minutter endnu”.
Alle store kunstnere har, i kortere eller længere tid, en nøgle til det sted, der huser en rummeligere version af, hvad der opfattes som virkeligt
En sang af Shell Silverstein, der taget på ophavsmandens ord synes at være en parodi på en blues – men ikke i Dissings version. Han indlevede sig, så man grinte og græd med den dødsdømte.
Ved at udstråle noget inderligt og fanden-i-voldsk sang han sig lige lukt ind i den del af samtiden, der hyldede fantasien som en reaktion mod alt, hvad der var konformt. Den langhårede provo Peter Belli havde tidligt i årtiet lagt afstand til dem, der led af kedsommelig pænhed med sangen om manden, der var ”helt i gennem respektabel som gør hvad man bør og gør det pænt og nobelt”.
Men Dissing repræsenterede mere end bare noget tidstypisk. Vigtigst af alt ramte han noget, der er gængs til alle tider. Han havde fundet en stemme, der med den rette tekst – den rette historie – og melodi gav ham adgang til det ubevidste, måske endda noget menneskeligt alment. Uden at blive sentimental kunne og kan han formidle og destillere de inderste menneskelige følelser rent og troværdigt i ellers møgsentimentale sange.
Han var ankommet til et sted, hvor hjerte uden ironi kan rime på smerte. Et sted, hvor han kunne finde sin plads i musikken og være tydelig og 100% tilstede og skabe troværdig overensstemmelse mellem det fortalte og fortælleren, et sted hvor hans udtryk gjorde indtryk.
Stemmen havde og har det, stemmepædagoger kalder autenticitet.
At der var noget særlig på spil med Dissing, blev de sidste tvivlere vel overbevist om, da han i 70’ernes begyndelse gav liv til svenskeren Svante. Svante Svensson. Med poetisk vælde fortolker historiefortælleren Dissing en vrissen svenskers følelser, så alle danskere føler sig genkendt.
Alle store kunstnere har, i kortere eller længere tid, en nøgle til det sted, der huser en rummeligere version af, hvad der opfattes som virkeligt. De kan derfor troværdigt anskueliggøre andre vinkler på livet i den konkrete verden, vi andre befinder os i. De skaber med deres kunst et modbillede til hverdagens vaneforestillinger.
Povl Dissings gave
I midttresserne havde Povl Dissing fundet den nøgle, der kunne åbne døren til det sted, og han har passet godt på den lige siden.
Det var og er Povl Dissings gave til os. Han skaber kunst, som forstås af folk af alle slags til alle tider. Og den forstås intuitivt af de mange internationale musikere, som har spillet med ham, uden at de har delt andet sprog end netop det musikalske.
Povl Dissings er en historie, der er fyldt til randen med poesi og eventyr. Hovedpersonen selv bevæger sig frit mellem fortid og nutid og fremtid, når han fortæller, ligesom han ubesværet bevæger sig mellem musikalske stilarter, folk, blues, rock, jazz, recitationer og endda opera, og han gør børnesange til voksensange og voksensange til alles allemandseje – og han samler dem til en tilstand eller stil, han kunne tage patent på og varedeklarere under navnet Povl Dissing.
Niels Hausgård har da også opgraderet Povl til at være en del af hans hellige tre enighed: Jesus, van Gogh og Povl Dissing.
Povl Dissing har modtaget ridderkorset – men som han vist nok oplyste dronningen om, så har han stadig ikke fået en rigtig hest og den kunne han ellers godt bruge som ridder.
Hendes majestæt burde have været til stede i dag til at klappe for, men heldigvis har vi det, der er bedre end hendes majestæt, nemlig hans helt særlige særlighed PD.
Jeg fandt denne seddel nede under bordet i garderoben ude bag ved scenen her – og nogen har skrevet: Hvis du ser povl dissing i dag så smil …
Og så må jeg tilføje: Klap til I dejser.
Jens Folmer Jepsen er vært på programmet Dagen i dag på Radio4. Han har været direktør for Aarhus Festuge i 9 år, instrueret tv-portrætter af bl.a. C.V. Jørgensen og Klaus Rifbjerg. Og har forfattet en hel del sange som f.eks Hjem til Aarhus og Lis Sørensens Morgensol m.fl.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
