PATTI SMITH // KONCERTANMELDELSE – Newyorker-kunstneren Patti Smith er alsidigheden selv. Indimellem turnerer hun med sine – og andres – sange, og forleden genoptog hun sin seneste turné med et besøg på Frederiksberg. “Folket i salen, hvoraf de fleste lignede nogen, der havde fulgt Smith i rigtig mange årtier, var atter på fødderne og ikke i tvivl: Smith skulle hyldes for en stor koncert inkl. al dens hvilen i sin fine uperfekthed – og for at være den, hun er,” skriver Bo Heimann om sin oplevelse.
Fotos: Eddie Michel
Med sit lange, grå hår flagrende omkring sit nu 76-årige ansigt lignede Patti Smith det, hun har været i årtier: en shaman på besøg fra evigheden for at hidkalde noget tidløst over os lyttere.
Helt tidløs blev koncerten ikke, men Smith er for længst blevet større end sine egne sange, og en lidt svag start, nogle glemte ord i et par sange undervejs og vel lange pauser imellem sangene, gjorde faktisk intet ved oplevelsen af at være i stærkt og sårbart selskab med en decideret legende.
Det er snart 50 år siden, at Patti Smith debuterede med albummet Horses, men hun brænder fortsat respektindgydende med den historiske ild, der har været med til at gøre rock til kunst og hende selv til ikon. ’Rimbaud med en guitarforstærker,’ har én så rigtigt kaldt hende.
Det hele var til stede torsdag aften, dog i en noget hyggeligere tone end Smith ellers er kendt for – rocken, trodsen i stemmen, poesien, autenticiteten, årtierne, der er gået, og menneskene, hun har mødt undervejs.
Hun lagde for med sit største og reelt eneste rigtige hit, “Because the Night”, og fulgte op med “Waiting Underground” og “My Blakean Year”. En stærk trio af sange, der dog ikke stod helt skarpe, hvilket fik en forklaring undervejs. Aftenens koncert var simpelthen bandets første i fem måneder. Det kunne godt høres.
Hun bevæger sig i dét allerhøjeste luftlag, hvor Bob Dylan nok er den eneste anden, der får rock, kunst og litteratur til at mødes og smelte sammen
Det første nummer skrev hun sammen med Bruce Springsteen i sin tid, det andet introducerede hun med en anekdote om sin gamle ven, Allen Ginsberg, og det tredje refererer til den engelske kunstner William Blake. Dermed var snittet lagt, horisonten bredt ud, og koncerten begyndte at samle sig mere og mere sammen. Den skulle ende i en triumf.
Patti Smiths hyldester til de afdøde
Smiths mand, Fred ’Sonic’ Smith, der døde alt for tidligt, blev hædret med den støjende “Up There Down There”, nyligt afdøde Tom Verlaine fra Television (’a great artist and a great friend’) blev mindet med en fin coverversion af “Guiding Light”, og endnu nyligere afdøde Tina Turner fik en hilsen med “Beneath the Southern Cross” garneret med guitar- og bassoli til minde om endnu en stor musiker, der har netop forladt os, Jeff Beck.
Og sådan fortsatte Smith sin vandring i kunsthistorien og eget katalog. Mestendels med imponerende stærk stemme og mestendels fint flankeret af det mest basale rock’n’roll-setup bestående af hendes søn, Jackson Smith, på guitar, Sebastian Rochford på trommer og Anthony Shanahan på keys og bas. Nogle har givet savnet hendes ellers faste makker siden 1970’erne, Lenny Kaye, mens andre vil mene, at der med den nye konstellation er kommet nyt liv og afslappet frihed på scenen.
Smiths stemme var det selvfølgelige omdrejningspunkt. Hun stråler fortsat af nærvær og intensitet. I sine støvler stampede hun trodsigt rytmen i en insisteren på at være til fuldt stede. Med sine hænder understregede hun sine ord. Og med sin stemme lod hun os mærke, at hun mener det, hun synger lige så meget, som da numrene blev skrevet.
Det er fysisk og emotionelt at være i selskab med Patti Smith. Hun er så meget sig selv, at vi andre må tænke over, hvor meget vi egentlig selv er det
Intet har nogensinde fået lov til at blive gammelt hos hende. Hun var levende, inspirerende frisk og ubetinget sig selv hvilende i sin alder. Hvis der nogensinde har været en intellektuel kunstner, der har insisteret på sin ret til at være sig selv og sige sin mening, så er det hende. Hun har selv igennem årene taget ordet som sanger, sangskriver, poet, forfatter, maler, fotograf, performancekunstner og menneskerettighedsaktivist. Koncerter er blot fremvisning af en lille del af hendes imponerende oeuvre.
Måske aftenens højdepunkt
Bob Dylans “All Along the Watchtower” – som Smith fortalte, hun havde taget tilløb til at synge i over 50 år – var måske aftenens højdepunkt. Startende langsomt fik den lov til at vokse så stor og flot i intensitet og styrke. Hendes egen “Dancing Barefoot” blev derefter leveret med hele hallen dansende og klappende. En stående hyldest, der fortsatte hen over en stærkt rockende version af “Pissing in the River” til afslutningsnummeret “Gloria”, Smiths mash-up af Van Morrisons hit og egne elementer, der endegyldigt fik taget til at løfte sig.
Første ekstranummer var Neil Youngs “After the Gold Rush” i en smuk og enkel version. 1970-sangens centrale linje er ‘look at Mother Nature on the run/In the twentieth century’, og Smith hyldede Young for at være tidligt ude med klimaaktivisme. Hvis der er noget, vi burde kunne stå sammen om, så må det være klimakampen, formanede hun.
Til sidst afleverede hun “People Have the Power” med den triumferende energi, som den sang lægger så slagfærdigt op til. Folket i salen, hvoraf de fleste lignede nogle, der havde fulgt Smith i rigtig mange årtier, var atter på fødderne og ikke i tvivl: Smith skulle hyldes for en stor koncert inkl. al dens hvilen i sin fine uperfekthed – og for at være den, hun er.
Patti Smith har insisteret på at leve en kunstners kompromisløse liv og er i dag større end sine værker. Hun er en legende. Et ikon simpelthen. Hun bevæger sig i dét allerhøjeste luftlag, hvor Bob Dylan nok er den eneste anden, der får rock, kunst og litteratur til at mødes og smelte sammen. Leonard Cohen er her jo begrædeligt nok ikke længere.
Det er fysisk og emotionelt at være i selskab med Patti Smith. Hun er så meget sig selv, at vi andre må tænke over, hvor meget vi egentlig selv er det. Ord kan glemmes, rytmen slingre og pauserne imellem numrene en 76-årig værdig, men der er ikke nogen, der er så perfekt passioneret til stede som Patti Smith. Koncertens største styrke var hendes stemme og autentiske nærvær, der selv langt nede på rækkerne er aldeles umuligt ikke at blive ramt af.
Patti Smith med Jackson Smith på guitar, Sebastian Rochford på trommer og Anthony Shanahan på keys og bas.
Sætliste
Because the Night (skrevet m. Bruce Springsteen)
Waiting Underground
My Blakean Years
Up there, Down there
Guiding Light (Tom Verlaine)
Beneath the Southern Cross
Ravens
‘The Captains Song’
All Along the Watchtover (Bob Dylan)
Dancing Barefoot
Pissing In a River
Gloria (til dels Van Morrison)
Ekstranumre
After the Goldrush (Neil Young)
People Have the Power
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
