NEW YORK // ESSAY – The Chelsea Hotel i New York City er mere end et hotel. Det er en institution i ikke blot New Yorks, men hele USA’s kulturelle historie, skriver Birgitte Carlsen, der har boet i New York siden 1992.
Oprindelig var The Chelsea ikke et hotel, men en af New Yorks første andelsboligforeninger. Det blev bygget af arkitekten Philip Hubert som et utopisk socialistisk kollektivprojekt inspireret af filosoffen Charles Fourier. Fouriers teori gik ud på, at personer af bred demografisk diversitet kunne leve en tilfredsstillende og berigende tilværelse i kollektiver, han kaldte ‘phalanxes’.
Fourier konfigurerede 810 personlighedstyper repræsenterende tangenterne på et klaver, som han forestillede sig skulle spille en symfoni af menneskeligt udtryk, fri for ekstern regulering og med fælles ejendomsret. Nogle kunne slippe for konventionelt arbejde og hengive sig til kreativ virksomhed og leve af kollektivets fælles indtægter fra de forskellige socioøkonomiske grupper. Der skulle være seksuel frihed, medlemmerne skulle kunne hengive sig til orgier, om de ville, på tværs af klasse og køn.
Det var på The Chelsea, Mark Twain gemte sig for sine kreditorer efter mislykkede investeringer
The Chelsea Association Building, som bygningen hed, stod færdig i 1884. Den var bygget i gotisk/victoriansk/Queen Anne-stil og var med sine 12 etager den højeste beboelsesejendom i New York. Der var 80 lejligheder og suiter i forskellige størrelser med op til 8-12 rum ned til 2-3-værelses lejligheder og 4-værelses ungkarleenheder til deling. Der var 15 atelierer til kunstnere på øverste etage og en klinik for rekreation. Der var lydisolerede vægge, brandsikkert tag, tagterrasse med have, promenade og en pyramide.
Nogle af lejlighederne blev reserveret for de håndværkere og designere, der havde opført bygningen. Andre var til rådighed for kunstnere, forfattere og skuespillere, mens de store suiter selvsagt var forbeholdt personer med høj indkomst.
Indledningsvist var eksperimentet en succes, men boligforeningen gik bankerot i 1905, og bygningen blev konverteret til beboelseshotel med 300 suiter og individuelle værelser.
Diversitet
Under det fourierianske koncept var stilen lagt for et sted, der repræsenterede diversitet, kreativitet og tolerance, (selvom afroamerikanske lejere/hotelgæster ikke blev accepteret før sidst i 1950erne) og blev i de efterfølgende mange årtier et refugium for kunstnere af enhver tænkelig beskaffenhed og for personer, der foretrak ukonventionel livsstil.
Efter mange af de oprindelige boligforeningsmedlemmer var flyttet ud, blev ledelsen af hotellet i 1921 overtaget af The Knott Corporation, som administrerede Chelsea indtil 1942, hvor David Bard købte det som konkursbo. I årenes løb var hotellet blevet misligholdt, priserne faldt, specielt under den store depression i 30erne. Et andet og mindre elitært, men mere eklektisk klientel okkuperede nu hotellet, og dets status som oase for bohemer blev cementeret.
Sherrill Tippins skriver i sin meget velskrevne bog Inside the Dream Palace: “Since 1884, the mammoth red-brock edifice has sheltered some of the most dynamic innovative artisits the United States has produced. The list has grown so lengthy that it is hard to take in.” Og det var ikke kun amerikanere. Mange europæiske kunstnere har følt sig hjemme på The Chelsea.
Selvom The Chelsea var hjem for mange personer, som var i opposition til konventioner og kritiske overfor USAs evigt eskalerende kapitalisme og voksende status som supermagt, var dette parallelunivers selvfølgelig ikke upåvirket af verden udenfor, med konjunkturforandringer, krige, verdenspolitiske konflikter og lokalpolitisk korruption. Men mange graviterede til The Chelsea for at leve i et miljø med ligesindede.
Det var på The Chelsea, Mark Twain gemte sig for sine kreditorer efter mislykkede investeringer. Her dansede Isadora Duncan for private gæster, og Sarah Bernhard benyttede atelierne.
Janis Joplin havde en suite på hotellet, da hendes karriere var på sit højeste. Hun holdt hof på restauranten El Quijote og drak så meget Southern Comfort, at producenten forærede hende en pels
Men Chelsea har også huset overlevende fra Titanics forlis i 1912 og var, før det begyndte at gå i forfald, stedet, hvor velhavende kvinder kunne hvile sig, når de var udmattede efter timers shopping on the Ladies Mile, som West 23rd Street blev kaldt, på grund af de mange stormagasiner, der lå på strækningen.
En overgang var anden etage forbeholdt marinesoldater. Årtier senere var den etage der, hvor hotelmanager Stanley Bard indlogerede de mest notoriske stofmisbrugere, der udgjorde en risiko for utilsigtet ildspåsættelse; her han bedre kunne holde øje med dem. Andy Warhols superstar Edie Sedgwick var en af dem.
Sociologen og aktivisten W.E.B Dubois havde mødelokale på første sal i for The Peace Information Center, grundlagt med det formål at forbyde brug og produktion af atomvåben. Og lederen af det kommunistiske parti, Elizabeth Gurley Flynn, lavede stuvede ærter for Arthur C. Clarke, som skrev 2001:A Space Odyssee i The Chelsea.
Talentfuld og tørstig
For nogle var bohemelivsstilen forbundet med megen alkoholindtagelse. Hotellets beliggenhed tæt på barene San Remo, The White Horse og Cedar Tavern, gjorde det nemt for de tørstige, for ikke at tale om restauranten El Quijote, beliggende i hotellets stueetage.
I 1937 flyttede forfatteren Thomas Wolfe ind på ottende etage, hvor han levede i et uoverskueligt rod, mens han dikterede over en million ord til manuskripterne til det, der skulle blive The Web and the Rock og You Can’t Go Home Again. Han befandt sig i en cyklisk tilstand vekslende mellem dystopi, manisk selvoptagethed og beruselse. Han døde september 1938 af tuberkuløs hjernebetændelse i Baltimore efter at være blevet syg under en foredragsturne.
Den irske poet Brendan Behan færdiggjorde to bøger, mens han boede på The Chelsea. Han var en tidligere IRA-radikal fra Dublin, med flere fængselsstraffefor revolutionære aktiviteter bag sig, da han ankom til Hotel Chelsea i 1963. Han var ballademager og kendt for værtshusslagsmål og var blevet smidt ud af adskillige hoteller, da den evigt tolerante manager Stanley Bard lod ham flytte ind. Danseren Katherine Dunham påtog sig at hjælpe med at genoprette hans alkoholbelastede helbred.
Hans restitution var effektiv omend kortvarig, og han begyndte at diktere Confessions of an Irish Rebel – han rystede for meget på hænderne til at kunne skrive selv – men efter kort tid begyndte han at drikke igen. Han sang og brølede, gik uinviteret ind i andres værelser og jagtede stuepigerne i korridorerne. En dag faldt han om i et epilepsilignende anfald og blev indlagt. Han blev udskrevet i en tilstand af delirium, og blev kort efter mod sin vilje sejlet hjem til Dublin, hvor han døde i marts 1964 i en alder af 41.
Dylan Thomas, den walisiske poet og forfatter, boede på Chelsea Hotel, når han var i New York. Thomas var voldsomt alkoholiseret og ophavsmand til en af hotellets mange anekdoter. Han skal ifølge vidneudsagn, som formentlig er blevet genstand for inflation, have sat sig op i sin seng en nat og meddelt sin elskerinde, at “I am going for a drink, be back in half an hour.”
Timer senere returnerede han og bedyrede: “I just had 18 straight whiskies. I think that’s the record.” (Det korrekte antal var nok nærmere seks). Kort efter gik han i koma, og blev indlagt på St. Vincent’s Hospital. Han kone Caitlin var ankommet og skal have angrebet lægerne, bidt en portør, flået habitten af en nonne, før hun blev lagt i spændetrøje og indlagt på en psykiatrisk afdeling. Thomas døde få dage senere, 39 år gammel. Alle tre har mindeplader på The Chelseas facade.
The Beats
I 1953 checkede en beruset Jack Kerouac, beatpoet mest kendt for On the Road sig ind med forfatteren Gore Vidal. De benyttede deres egne navne, fordi “we owe it to history to couple”, hvorefter de tilbragte en nat sammen, som inkluderede fellatio, hvilket Kerouac til fortrydelse for Allen Ginsberg, som propaganderede for “make the private public,” undlod at nævne i The Subterraneans.
En anden beatpoet, William Burroughs, skrev efter sigende en del af Naked Lunch på The Chelsea. Poeten Gregory Corso var kendt for sine udskejelser, og ifølge Patti Smith, skabte han instant mayhem det øjeblik, han trådte ind i et lokale og havde for vane at løbe nøgen rundt i gangene. Allen Ginsberg var en hyppig gæst, som navnlig besøgte filmanimatoren, alkymisten, samleren, musikantropologen og mystikeren Harry Smith, som boede i hotellet mange år, mens han arbejdede på filmen The Rise and Fall of Mahagonny, af mange betragtet som hans filmiske mesterværk.
Faste beboere
Hotellet var kendt som et sted, hvor personer indlogerede sig for et par dage og endte med at blive boende i årevis. Virgil Thomson, komponist og musikanmelder, var en af dem. Han var ophavsmand til the american sound i klassisk musik og havde skrevet en opera med Gertrude Stein, Four Saints in Three Acts, som var exceptionel, fordi sangerne var sorte.
Ikke som en politisk manifestation, men fordi, som Thomson udtrykte det, “whites just hate to move their lips” og “blacks sing English beautifully.” Han boede i en suite, hvor han yndede at holde store middagsselskaber omgivet af prominente gæster som Leonard Bernstein, Tennessee Williams, John Cage, Willem De Kooning, The Vanderbilts, The Guggenheims og Igor Stravinsky.
The Chelsea Hotel kunne ikke have bibeholdt sin status som anarkistisk kunstnerkoloni i så lang tid, hvis det ikke havde været for dets manager gennem fire årtier, Stanley Bard
En anden var komponisten George Kleinsinger. Han boede i en penthouselejlighed fra 1957 til sin død i 1982. Han indrettede lejligheden som en tropisk jungle med palmer og bregner, eksotiske fugle, et stinkdyr, en skildpadde, fugleedderkopper, leguaner, en pytonslange, en abe og diverse tropefisk. Han skal også på et tidspunkt have haft en babyflodhest i sin private zoo. Desværre, og helt utilsigtet, var han også en overgang vært for en kakerlakkoloni, der boede i hans flygel. Efter Kleinsingers død blev hans aske spredt i tagterrassens have.
Flere anekdoter
En dag i 1943 havde Peggy Guggenheim, kunstkender og -mæcen og i en periode gift med kunstneren Max Ernst, frokost med sine velhavende kunstinteresserede veninder i The Chelsea. Hun ville introducere dem til Jackson Pollock, i hendes opfattelse Amerikas nye store talent.
Pollock drak sig så fuld, at han brækkede sig på gulvtæppet, hvorefter Hazel McKinley Guggenheim, Peggys søster, lakonisk foreslog hotelledelsen at skære pletten ud af tæppet og indramme den, for den ville sikkert blive meget værd en dag – (og var, underforstået, måske ikke ulig den kunst han producerede…)
Om ikke ligefrem repræsentativ, var hændelsen ikke specielt atypisk for hverdagen i The Chelsea. Gæster og beboere spildte ikke tiden med at lade sig forarge. Det var et sted, hvor ingen blandede sig i, hvem der foretog sig hvad med hvem under indflydelse af hvad.
Janis Joplin havde en suite på hotellet, da hendes karriere var på sit højeste. Hun holdt hof på restauranten El Quijote og drak så meget Southern Comfort, at producenten forærede hende en pels.
En dag mødte hun Leonard Cohen i elevatoren i The Chelsea. “Are you looking for someone?”spurgte han.
“Yes, I am looking for Kris Kristoffersen.”
“Little lady, it is your lucky day, I am Kris Kristoffersen,” hvorefter de tilbragte natten sammen. Senere skrev Cohen sangen “Chelsea Hotel #2” om oplevelsen.
Shirley Clarke, eksperimenterende filmskaber, boede i pyramiden på taget. Hun holdt filmforestillinger og fester bl.a. en med Grateful Death i 1967, som stoppede da Andy Warhol ankom, for som Jerry Garcia annoncerede “He is an ambulatory black hole whose vibe sucked the energy out of the experience.”
Rose og Harley
Jeg kendte selv fire new yorkere, da jeg flyttede til byen. En af dem var Rose, der var født i byen, som i en periode var bosiddende i Aarhus. Efter hun flyttede tilbage til New York, boede hun i The East Village i samme opgang som poeten Allen Ginsberg, som hun havde kendt siden 1966. Rosebud, som Ginsberg kaldte hende, blev min personlige kulturambassadør, som tog mig med til koncerter, parader, poesioplæsninger og i det hele taget orkestrerede en meget blød landing for mig i metropolen.
Rose var kommet meget i Hotel Chelsea, hvor hendes spirituelle soulmate, Harry Smith, boede i lange perioder. Det var også her hun til en fest mødte faderen til sønnen, Harley, som sandsynligvis blev undfanget på hotellet.
Rose døde desværre i 2015, men jeg er stadig ven med Harley. Han er musiker og medstifter af punk hardcore-bandet Cro-Mags. Han startede faktisk sin karriere allerede i Aarhus som 10-årig, hvor han havde sit eget band, Little Big Boss, og iøvrigt jammede med Jacob Haugaard, som gav Harley hans første trommesæt.
I selvbiografien Hardcore – Life of My Own skriver Harley:
“I actually have the key to room 100, the infamous room. This punk rock couple I knew were the first people to stay in the room after they reopened it, and the police took the ‘Do Not Cross’ tape off the door. I stayed with them and kept the key. The night we stayed there we were crawling around on the floor trying to find any bloodstains they might have missed during the cleanup. I found what I thought was one on the rug, so in true punk rock form, I licked it.”
Harley var ikke den eneste med en morbid fascination af åstedet for Nancy Spungens drab. Efter utallige punk-aficionados bad om at bo der, valgte administrationen at annullereværelset. Room #100 eksisterer ikke længere.
Stanley Bard
The Chelsea Hotel kunne ikke have bibeholdt sin status som anarkistisk kunstnerkoloni i så lang tid, hvis det ikke havde været for dets manager gennem fire årtier, Stanley Bard. Hans far, David var en af ejerne af det ungarske konsortium, der købte hotellet i 1942. Der gik rygter om, at han havde vundet det i et pokerspil. Han varetog ledelsen indtil sin død i1964. Stanley var indledningsvist uinteresseret i den daglige drift, men lod sig charmere af det spraglede klientel og den stemning, de kreerede. I de næste mere end 40 år var Stanley Bard manager, diplomat, barnepige og kurator.
Da Chelsea blev et rockhotel, navnlig i forbindelse med åbningen af musikstedet Fillmore East, boede der undertiden op mod 20 bands i hotellet ad gangen. Rolling Stones holdt vilde fester, lobbyen vrimlede med ikoner som Jimi Hendrix, Grace Slick, Alice Cooper med pythonslange om halsen
Han opererede meget ukonventionelt og var kendt or lejlighedsvist at lade kunstnere betale huslejen i naturalier i form af kunstværker – eller måske slet ikke, hvis han godt kunne lide dem. Harry Smith, for eksempel, boede i årevis uden at betale.
Følgelig var hotellets økonomi kaotisk, og vedligeholdelse og opgradering nærmest ikkeeksisterende. Stanley Bard udviste en for en manager, exceptionel høj tolerance for sine lejere og gæster, hvilket omsider førte til hans afskedigelse.
Gengangere
Det siges også, at The Chelsea siges er hjemsøgt af spøgelser.
Mange, inklusive skuespilleren Michael Imperioli, mener at have set Marys genfærd. Hun var enke efter et af ofrene fra Titanics forlis og hængte sig på hotellet. Hun siges at svæve rundt på femte og ottende etage, hvor hun hulker og ser sig i spejlet, og derfor bliver kaldt ‘The Vain Ghost. Imperioli forføjede sig skyndsomt fra hotellet efter oplevelsen.
I 1922 klippede en ung kvinde ved navn Etelka Graf sin venstre hånd af med en saks, smed den ind under sengen, hvorefter hun hoppede ud ad vinduet fra femte sal. Hun skal også være en genganger.
Dylan Thomas’ hoved er rapporteret svævende rundt ved nattetide, og adskillige gæster har hørt skænderier og høj musik i værelse 100, når det ikke var okkuperet.
Andre gæster påstår at have set William Burroughs og Thomas Wolfe rumstere rundt. Der er løbende rapporter om blinkende lys, møbler der flytter sig selv, skrig, hulken, uforklarlige temperaturforandringer, fodtrin og skeletter. Det er ikke usædvanligt, at gæster beder om at blive flyttet til et andet værelse.
Bob Dylan og Andy Warhol
Den opmærksomme iagttager, som går ind og ser den nye film om Bob Dylan, Complete Unknown, vil notere sig, at Dylan på et tidspunkt stiger ud af en bil og går ind på The Chelsea, hvor han går og banker på døre, indtil Joan Baez lukker op.
Dylan boede selv på Chelsea i perioder. Det var her, han skrev meget af materialet til Blonde on Blonde, bl.a. “Sad-Eyed Lady of the Lowlands” og “Sara”. Blonde on Blonde er muligvis en reference til Andy Warhol og Edie Sedgwick. Sedgwick var Warhols ‘It-girl‘ i en periode og boede på hotellet, hvor hun plejede det stofmisbrug, der kostede hende livet i en alder af 28. Hun kom til at sætte ild til sit værelse og måtte indlægges med forbrændinger.
Warhol filmede Chelsea Girls i hotellet, hvor også den mentalt forstyrrede Valerie Solanas boede i ugerne, inden hun skød Warhol to get his attention, efter han undlod at reagere på et filmmanus, hun havde givet ham. Det var umiddelbare før attantatet på Robert Kennedy, hvilken, efter sigende, anstødte Warhol, fordi det tog opmærksomheden fra mordforsøget på ham.
Smith og Mapplethorpe
I 1969 flyttede et ungt par, Patti Smith og Robert Mapplethorpe, ind i hotellets mindste rum, 1017.
“To dwell in this eccentric and damned hotel provided a sense of security as well as a stellar education”, skrev Smith. “The Chelsea was like a doll’s house in the Twilight Zone.”
Mapplethorpe blev filmet af deres nabo, Sandy Daley, mens han efter at have indtaget LSD fik sin brystvorte pierced. Filmen blev akkompagneret af et narrativ af Patti Smith, som selv senere blev filmet, mens hun fik et lyn tatoveret på sit knæ
Sex, drugs and rock’n’roll
Da Chelsea blev et rockhotel, navnlig i forbindelse med åbningen af musikstedet Fillmore East, boede der undertiden op mod 20 bands i hotellet ad gangen. Rolling Stones holdt vilde fester, lobbyen vrimlede med ikoner som Jimi Hendrix, Grace Slick, Alice Cooper med pythonslange om halsen.
Men festen var ved at være forbi. Som hotellet tiltagende gik i forfald, reflekteredes det i beboerne og deres livsstil.
Hotellet var hjemsøgt af kakerlakker og væggelus, elevatoren fungerede kun halvdelen af tiden. New York gik bankerot og præsident Ford sagde “Drop Dead” til bystyret, da det bad om føderal assistance.
Chelsea er nu et luksus boutique-hotel, hvor priserne for en overnatning ligger mellem 350-1500 dollars
Det blev mod slutningen ikke usædvanligt, at røverier foregik i lobbyen, som nu havde en skudsikker barriere ved skranken. Mange af portiererne solgte stoffer, prostituerede servicerede kunderne, og det var ikke sjældent, at en junkie overdoserede. Brande forekom jævnligt, men de tykke vægge forebyggede i reglen, at ilden ikke bredte sig, men en ælde dame mistede livet ved en brand.
Alligevel holdt Stanley skansen og stilen. Hans tålmodighed og stoicisme overfor det kaos, der herskede, var legendarisk, og hotellets renommé bragte fortsat en lind strøm af kunstnere til hotellet, som Madonna, der poserede der for sin bog Sex og Isabelle Rosselini, som havde et værelse, hvor hun gav interviews.
Men omsider fik det øvrige management nok af laissez faire-stilen og fyrede Bard, efter han havde arbejdet på hotellet i næsten et halvt århundrede. Han blev forment adgang til hotellet, som lukkede ikke længe efter.
Renovering
Chelsea Hotel opnåede landemærkestatus i 1966, for både dets arkitektoniske og dets historiske betydning, hvilket indebar, at der var specifikke grænser for, hvor aggressivt de nye ejere kunne gå til værks under den højt tiltrængte renovering. Det forhindrede dem imidlertid ikke i at rive den berømte pyramide på tagterrassen ned og fjerne haven, hvor Shirley Clarke og George Kleinsingers aske var blevet spredt. Men det store ovenlysvindue består ligesom den berømte smedejernstrappe, hvor en scene i The Professionals, samt en musikvideo med Mariah Carey blev indspillet.
Ligeledes er mindepladerne på hotellets facade for nogle af de mest prominente beboere bevaret.
The Chelsea var lukket for renovering i 2011. De beboere, der var bagud med husleje, blev smidt ud. Mange andre lå i de efterfølgende år i retssag med hotellets nye ejere. Nogle gav op hen ad vejen på grund af støv og støjforurening, men 42 af de oprindelige lejere bor der endnu, nogle af dem har boet der siden 60’erne.
En af dem, Rose Cory, som har boet i Chelsea siden 1989 siger i en dokumentarfilm produceret af Martin Scorsese, Dreaming Walls: “It is like a grand old tree that has been chopped down, but the roots are deep an there is still life coming from it.”
Hotellet blev solgt endnu et par gange, og er nu ejet af et konsortium, SIR Chelsea, LLC.
The Chelsea genåbnede i 2022. Renoveringen er udført med lovbestemt hensyntagen til det oprindelige design, og al af den kunst, der hænger, er fra samlingen fra Bard æraen. Der er ikke to rum, der er ens. Chelsea er nu et luksus boutique hotel, hvor priserne for en overnatning ligger mellem 350-1500 dollars.
Hvor meget man end, tynget af aktuelle begivenheder, føler trang til at flytte ind i et kontrakulturelt parallelunivers, og hengive sig til kreativitet og eskapisme – og måske uden at betale husleje – er The Chelsea Hotel ikke længere en mulighed. Men The Chelsea består i den kollektive kunstneristiske bevidsthed. Som Sherril Tippins skriver:
“The spirit of this nineteenth-century tribute to the power of creative living has moved into the imaginations of the people who love and understand it.”
Klik dig videre til meget mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
