Heartland Dag 1: Sang, dans og lykke i forsamlingshuset

i Featured/Kultur & Medier af

HEARTLAND – ‘Festivalen er vor tids store kulturelle forsamlingshus.’ Sådan siger Rasmus Quistgaard, der kuraterer Talks og Kunst på den fynske festival Heartland. Det er to ud af de fire søjler der skaber festivalen, de to andre er Musik og Mad – men ingen Film??? I ringer bare, Heartland, så skal vi hurtigt stykke noget sammen til næste år.

Visionen er at få de fire ting til at spille sammen – og at få det til at spille sammen med omgivelserne ved det gamle renæssanceslot Egeskov. Musikprogrammet er nok det centrale, men alt det andet skal få musikoplevelserne til at give endnu mere mening.

Foto: Tobias Stæhr Jakobsen

Det var der et ret indlysende eksempel på allerede fra start torsdag, hvor FutureTalks-programmet lagde ud med snakken HVAD BETYDER #METOO FOR KVINDER OG MÆND I FREMTIDEN? med sangskriver, producer og sanger Jenny Wilson og kønsforsker Cecilie Nørgård, modereret af Abdel Aziz Mahmoud.

Inkluderingen af Jenny Wilson viste yderligere, hvor indlysende musik spiller sammen med resten af samfundet, da der på storskærm blev vist et klip af hendes musik-video LO’ HI’, der omhandler hendes egen voldtægt.

Derudover ved jeg i virkeligheden ikke, hvor meget jeg kan rapportere. Cecilie Nørgård var især overbevist om, at MeToo var en historisk begivenhed, der for altid vil ændre den måde, vi behandler hinanden på, og det gør mig jublende lykkelig.

Talks er bare meget hjerne-fikserede, og derfor lidt svære at kritisere. Som Jenny Wilson så fint sagde det, da hun blev spurgt om, hvorfor hendes sange på det nye album Exorcism, skønt mørke og exorcerende, alligevel er så dansable: “Egentlig er det bedst at danse og føle lykke, og så bruge sin hjerne samtidig.”

Men talken kom til at påvirke min opfattelse af musikprogrammet på to måder: For det første gik det op for mig, at hovedscenen torsdag kun var befolket af kvindelige kunstnere: Marie Key, Lykke Li og Patti Smith. Det er meget godt gået, når andre festivaler altid klager over, at der bare ikke er de der kvindelige hovednavne.

Her var i hvert fald tre, som burde kunne stå på hovedscenen overalt i landet.

Men talken betød så også, at jeg ikke kunne nå at høre Marie Key alligevel, da det foregik samtidig. Så jeg gik mod en mindre scene, hvor der såmænd også var en kvindelig kunstner på programmet.

Coco O

‘Kvindelig kunstner’, det er noget mærkelig noget, man er vel bare kunstner eller hvad? Det kan man jo påstå man er til dommedag, så længe samfundet stadigvæk bedømmer en ud fra sit køn.

Jeg tænkte en del på et værk til programmet Heartland Temporary, et værk der hedder Within My Voice, og som er en lydinstallation af kunstner Marie Thams. Det tager udgangspunkt i stemmetræningsteknikker, der skal få den talende til at virke mere professionel, og Thams forklarede til pressen hvor meget hun var nødt til at arbejde med sin egen kvindelige stemme, som bare bliver bedømt anderledes.

Det tænkte jeg naturligvis over, fordi jeg stod til koncert med en af Danmarks bedste stemmer, kvinde eller ej. Coco O er først og fremmest kendt som Stemme, som del af en helhed, som sangerinden på hendes band Quadrons hit Hey Love, som vokalist på numre med rappere som Jay-Z og Tyler the Creator. Først nu skal hun slå sit navn fast som solokunstner.

Hun har Stemmen, nu skal hun helt selv beslutte hvad den skal bruges til.

Sikke en Stemme! Det blev slået fast med den smukke indledning, der blot bestod af Coco O og stille lydflader. Stemmen har ikke bare fylde, Coco har også en helt afsindig rytmisk fornemmelse, der fik sangen til at svinge selv om det vitterlig kun var hende, der lavede andet end meget lange toner. Sikke et instrument! Sikke en ressource! Vi behøvede stort set ikke andet end det.

Men der var jo så et band. Og der var nogle jazz-inspirerede r’n’b-sange. Og de var alle sammen fine, blev løftet af stemmen. Men er det virkelig det bedste, man kan bruge den stemme til? Det var en smule pænt, en smule anonymt. Men som koncerten skred frem var der afveksling. Der var et huggende, nærmest ophakket r’n’b-beat, der virkelig gav plads til Stemmens rytmiske kvalitet.

Der var hendes nye single ‘Bled For You’, en akustisk sang, hvor længslen lyser ud af hende. Og så sluttede vi af med Credo, pt II af August Rosenbaum, der også var pianist til koncerten. Det samarbejde vil jeg gerne høre meget mere til.

Og hey, Rosenbaum spiller på Heartland lørdag med CTM, som Coco O også har sunget med, så der burde være mulighed for at det skete. Der skal enten mere kant eller flere hits til, før Coco O kan vælte en hovedscene på egen hånd, men indtil da er hun via Stemmen en af landets bedste musikere, og det skal man da heller ikke kimse af.

Lykke Li

Svenske Lykke Li kan godt vælte en hovedscene. Er det hits eller kant?

Det er nemt at påstå, det er det første: Publikum bevæger sig mest til sange de kender som ‘Little Bit’ ‘No Rest for the Wicked’ og især ‘I Follow Rivers’ og lidt mindre, når hun præsenterer de nye sange fra hendes kommende album so sad so sexy. Men det lykkedes også at skabe en sammenhængende seance, hvor Lykke Li i læderbukser og -jakke og med vandkæmmet hår viste sig som en hårdere kvinde end hendes tidligere look, og hvor nye og gamle sange hang fint sammen.

Der er kontinuitet i det, på en eller anden måde.

Lykke Lis første albums er skrevet i samarbejde med Björn Yttling, også kendt fra Peter, Bjorn & John, der hittede med Young Folks. Det har naturligvis ført til den sædvanlige pointe med at fjerne credit fra Lykke Li, men man kan også vende den om og sige, at Lykke Li har haft langt større succes end Yttlings faste band, så hun lader altså til at være bedre end i hvert fald Peter og John til sammen.

Og der er da også ting der er umiskendelig Lykke Li’ske. Hendes melodier bevæger sig i små ryk op og ned, mens hendes tekster gentager brudstykker: ‘Little bit, a little bit, a little bit in lo-lo-lo-love with you’ ‘I I follow, I follow you, I I follow you…’

Det passer perfekt med akompagnementet, der ligesom med Peter, Bjorn & John er fyldt med hooks og samples. Poly-rytmik, poly-foni, poly-tankespind.

Alt er for meget på en gang, vi danser og er så lykkelige. Gad vide om vi også når at tænke? Nå, ligemeget, det kan komme bagefter.

Lis nye album går i en ny retning, med tungere beats, hiphop-inspirerede rytmer og et hårdere udtryk. Det gav bl.a. hendes trommeslager mulighed for at bevise, at man sagtens kan lave live ‘trap-hiphop’, hvis bare man kan tæve bækkenet hurtigt nok.

Der er en muskel i de nye sange, som ikke var der før. En insisteren. Det bliver lidt mindre poly, lidt mere retlinet. Men der passede godt nok fint sammen live, en dynamik mellem det svævende og det fuldt fast insisterende.

Oneohtrix Point Never

Kunst, Talk, Musik. Det er den syntese Heartland vil lave (plus Mad). Så hvad sker der, hvis en kunstner selv laver alle tre ting på samme tid?

Der er få kunstnere, som er så konceptuelle som amerikanske Oneohtrix Point Never. Han har lavet synth-albums, han har lavet sample-kollager, sideprojekter som Games og Chuck Person har lavet henholdsvis synth-pop og skabt mikro-genren vaporwave. Hans seneste album Garden of Delete havde noget at gøre med en person og nu-metal på en eller anden måde.

Hans seneste projekt består af albummet Age Of, der live er blevet omsat til den firdelte konceptuelle opera Myriad. Og jeg bliver nødt til bare at copy-paste fra kunstneren selv, der forklarede inddelingen til musikmagasinet The Quietus:

‘Age of Ecco’

This is where we can’t express ourselves because we don’t have language and we don’t have tools. We just float listlessly in this digital ether just wanting to express things, but being unable to.

‘Age of Harvest’

After we figure out expression we are then in Age of Harvest. We start extracting energy and vital nutrients from the earth.

‘Age of Excess’

We get really good at it though, and we start sapping the earth dry.

‘Age of Bondage’

By this time we’re so inflated with our stupid shit that there’s nothing to do and nowhere to go. We just have a rusty dry ball called Earth that we sit on top of, then it pops and we start all over again. The album itself is a little rougher. I didn’t create it to be a parable like the Myriad. The album definitely hints it at the concept, but it’s a lot more subtle. For instance, by the end of the record, it’s a bit more… bondagey.

Oneohtrix Point Never er uovertruffen til at lave det der, som ikke helt giver mening, men når så man fanger det, giver sådan nogenlunde mening (se f.eks. navnet, der virker uforståeligt, men handler om en radiostation med frekvens 106.7, One-oh-six Point Seven).

Ecco? Jo, men hans album som Chuck Person hed netop EccoJams og bestod af samples fra popkultur, det lød netop som at flyde i popæteren og ikke kunne udtrykke sig.

Gæt et sample

OPN er traditionelt blevet set som en solo-artist, men på Heartland fungerede det nærmest som en band-koncert, med fire medlemmer på scenen, ledsaget af mærkværdige digitale filmklip, der dog også gav nogenlunde mening i forhold til plotbeskrivelsen.

Meget af det lød som en helt særlig genre, en blanding af 80’er-pop à la Tears for Fears, med free-jazzet lilletromme-spil, lydflader hentet fra new age og muzak og en god portion decideret støj oveni.

Og så var der nærmest hits! Der var en del bekymring i fanskaren, da første single Black Snow blev udgivet; det er det mest poppede OPN nogensinde har lavet. Men live, som konklusion på koncert/opera, fungerer det uovertruffent.

Men. Fungerede det i forsamlingshuset?

Det mærkværdige og nuancerede show blev i hvert fald ikke bedre af at få tilsat de sædvanlige og nærmest uundgåelige festivallydproblemer i starten af koncerten, og lyden af Grizzly Bear, der spillede samtidigt, påvirkede også de mere stille numre.

Ligeledes virkede det som om store dele af publikum var mere end almindeligt forvirret over, hvad i alverden der foregik, hvorfor grafikken var så grim, hvorfor det var så kitchet, hvorfor det larmede.

Når en kunstner selv stiller op med så meget, så kræver det også plads, og det kan man næsten ikke finde eller forvente i et forsamlingshus. Det var en stærk oplevelse, men den havde næsten været bedre på et spillested.

Eller på album. Der er det lidt pudsige ved Heartland, at det ligger meget tidligt i festivalkalenderen, så alle de tre kunstnere, jeg har omtalt, havde ikke udgivet det album de turnerer med før koncerten.

Med OPN er det nærmest komisk for albummet udkom ved midnat, dvs. bare to timer efter koncerten sluttede. Giv det et lyt, det er noget af det mest ambitiøse, mærkværdige og stort tænkte der findes på musikscenen i dag:

Patti Smith & Her Band

Der er dem, der kræver plads til deres helt specielle opsætning, hvor de vil stå for alt. Og så er der dem, der er lidt mindre krævende.

Legendariske Patti Smith gjorde helt klart det andet, da hun diskede op med en seance, der selv for dem der ikke kender til hovedværket ‘Horses’ var godt garneret med cover-numre. Og så er det heller ikke svært at forstå omkvæd som ‘The people got the power’.

Nu er det ikke for at lyde fordumsfuld, men det levede godt nok op til mange klichéer om forsamlingshuse. Og jeg troede egentlig at Patti Smith var punk, det her var godt nok en hippie-sceance.

Måske bliver vi alle gamle. Jeg ved det ikke, publikum sang med. Og dansede og var lykkelige. Men jeg tror ikke, vi tænkte, jeg tror alle vidste det hele i forvejen og fik deres holdninger bekræftede. Jeg var lidt sur og gnaven. Så hvem er den gamle her?

Topillustration: Mathias Bak Larsen

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Featured

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,