ESSAY – I år er det 25 år siden at ni unge mænd mistede livet på Roskildefestival. For nogle af dem, der var stod i menneskemængden foran Orange Scene samme aften var der tale om en oplevelse, der har efterladt ar, der aldrig forsvinder – og som de ikke ønsker skal forsvinde. Denne artikel er skrevet i samarbejde med fire sådanne vidner til ulykken. Anne Louise Bang, Mich Bruus Pedersen, Michael (Scharme) Schaumburg og Søren Holsts ord er vigtige for at forstå, hvad tragedien betød og fortsat betyder for de, der var der.
Ordene her er Michs. De er dele af et længere digt om katastrofen på Roskildefestival 2000, som viser, hvad begivenheden på festivalpladsen en sen aften d. 30. juni betød for nogle af dem, der elsker Roskildefestival højest. Og som fortsat elsker festivalen inderligt.
Mich har denne sommer været med til festivalen 40 gange. Han kommer stadigvæk. Hvert eneste år. Akkurat som Anne, Scharme og Søren, som jeg vil give ordet til i denne artikel.
Farven på festivalarmbåndet i år 2000 var sort. Det lyder som en ond profeti.
Jeg var ikke selv på Roskildefestival det år. Jeg sad i USA. Men jeg hørte om katastrofen i de lokale medier og ringede hjem til min daværende kæreste fra en mønttelefon. Siden da forsvandt begivenheden fra min bevidsthed, indtil jeg i 2015 var velsignet at blive en del af det lille Roskildefestivalfællesskab – med en helt særlig evne til at favne og omfavne – som jeg tidligere har skrevet om på POV og beskrevet som Camp Senildekadent.
Jeg har hvert år vidst, at det var vigtigt for nogle af campens deltagere trofast at besøge og klappe de sten og træer, som udgør mindestedet for de ni unge mænd, der døde den aften i juni. Jeg har lært og forstået, at det var vigtigt at gøre det.
Men hvor dybt ulykken sidder i disse mennesker, jeg har lært at kende igennem Roskildefestival, og som jeg i dag ser som nogle af mine allerbedste venner, forstod jeg først den 30. juni 2025, da vi sammen gik til Gaia-scenen for at se dokumentaren ”Nine Rocks.”
Jeg forstod, tror jeg, at der var et ydre og et indre til tragedien for 25 år siden. Jeg står som så mange andre på ”ydersiden”: Jeg kan måske nok lade mig bevæge af en dokumentar eller en podcast, men jeg bærer ikke begivenheden i mig, som et ar, der aldrig helt forsvinder. Et sørgebind, der tilmed igennem de sidste 25 år er blevet båret som et ansvar.
Hukommelsen og erindringen er blevet et mindested. Også selvom det langtfra udbasuneres eller proklameres, har det blivende, tung betydning. Som Anne skrev til mig under forberedelsen af denne artikel:
”Ulykken er i mig. Jeg havde så gerne været den foruden, men jeg forsøger ikke at fortrænge den. Det ville være respektløst, synes jeg.”
Jeg er glad for, at Anne, Mich, Scharme og Søren vil fortælle, hvad de oplevede den gang for 25 år siden. De har hver især deres tanker på sms fra årets festival, og jeg har redigeret og skrevet sammen. Og de kan sætte ord på det hele på en måde, jeg slet ikke kan.
Ulykken er i mig. Jeg havde så gerne været den foruden, men jeg forsøger ikke at fortrænge den. Det ville være respektløst synes jeg
Som Mich sagde, da vi alle sad med hver vores øl efter dokumentarvisningen på Gaia, så viste Roskildefestival sig dén aften som et janushoved. For mig at se er præcis dette begreb så meget stærkere og rammende end at sige, at Roskildefestival tabte sin uskyld.
Roskildefestival har aldrig være uskyldig i sin livsrus, i sine energiudladninger, i sin eufori, i sine overvældende mængder af menneskekroppe. Rusen, energien, euforien havde dog en bagside, som ikke skabte, men ødelagde.
Roskildefestivalen i 2000
Umiddelbart var Roskildefestival 2000 som Roskildefestivalen plejede at være. Med Sørens ord: ”et overflødighedshorn af indtryk.” Man havde glædet sig i ugevis, og så sammen til samvær med mennesker, man holdt af og til at skulle nyde mange gode koncerter.
Ikke alt var dog lige sjovt. Der var i de år opstået nogle ting med at mase sig frem arm i arm plus en masse crowdsurfing. Anne fortæller, at hun virkelig ikke brød sig om det, men at hun og de andre levede med det.
Hvor meget de fire husker fra koncerterne inden Pearl Jam-koncerten kl. 22:30 den 30. juni varierer.
Anne fortæller, at hvor hun husker koncerterne efter ulykken, så mindes hun ikke nogen af koncerterne inden.
Søren husker derimod, at han om torsdagen – altså dagen før ulykken – sammen med Scharme så Nine Inch Nails på Orange. ”De dyrkede et depressivt-nihilistisk koncept og kom på scenen i dødningekostumer, viklet ind i bandager,” fortæller han. Søren havde hørt deres plader med udbytte forud, men syntes måske ikke koncerten levede op til det.
Scharme var heller ikke begejstret. Så var det mere livsbekræftende at høre de både tyste og sprælske århusianske multiinstrumentalister i Under Byen på hvid scene fredag eftermiddag
Pearl Jam koncerten og ulykken
Jeg vil give ordet til Scharme:
”Vi var kommet i god tid til Pearl Jam, hvor vi fandt nogle gode pladser ved bølgebryderne, som stod i en halvcirkel, måske 50 m fra midten af scenekanten. Efterhånden som koncertstart nærmede sig blev der meget tæt af mennesker, ikke usædvanligt for den tid og Orange, men der var en underlig stemning. Jeg oplevede det som en ond, hensynsløs stemning, måske præget af stoffer. Nogle af dem, der maste sig frem mod scenen, virkede helt udtryksløse i øjnene. Vi havde røget en joint, mens vi ventede, og jeg har muligvis været ekstra følsom på grund af den.
Nogle af dem, der maste sig frem mod scenen, virkede helt udtryksløse i øjnene
Da koncerten gik i gang, var det så tæt, at det var ubehageligt. Jeg havde regnslag på, da det havde regnet op til koncerten, og jeg opdagede, at jeg ikke kunne få armene op, da der kom en ung kvinde forfra, som gerne ville ud. Jeg tror, at folk omkring mig forsøgte at løfte hende op, så hun kunne crowdsurfe ud, men jeg husker ikke om det lykkedes. Kun at jeg fik klaustrofobi over ikke at kunne få armene ud af regnslaget.
Jeg stod først med ryggen mod en bøjle, men presset gjorde, at jeg blev mast ind i den, så det trykkede på mine nyrer. Derfor flyttede jeg mig i løbet af koncertens første nummer om på bagsiden af bøjlen.
Der kom hele tiden unge mænd til bagfra, som maste sig frem, og jeg fandt ud af, at jeg kunne rulle på dem, så jeg kom tilbage, når de gik frem. På den måde kom jeg nogle meter bagud. Til sidst lykkedes det mig at bevæge mig sideværts væk fra det tætte område, og endelig kunne jeg få regnslaget over hovedet og af.
Nu var havde de spillet 2-3 numre, og jeg søgte væk fra Orange for at købe noget at drikke. Det år havde man bygget en stilladskonstruktion beklædt med udtjente døre fra byfornyelse, som dannede en 3-etagers trinpyramide. Den stod med udsigt ned mod Orange Scene, så jeg gik op for at følge resten af koncerten på afstand, lige da den blev stoppet. Man kunne ikke høre, hvad der foregik, så langt væk fra, men da der efter nogen tid dukkede blå blink op, gik det op for mig, at der var sket noget slemt.”
Også Anne fortæller, at det tog tid før de fandt ud af, hvad der var sket:
”Det var meget specielt ikke at vide, hvad der foregik, da musikken stoppede. Jeg frygtede det værste, samtidig med at jeg bare håbede så meget, at det ‘ikke var noget’. Efter nogen tid stykkede vi det sammen, og vi var ovre ved afspærringen og talte med en betjent. Der var også infoskærme i barerne, og vi ringede hjem og hørte hvad de havde hørt.”
De fire kammerater var på det tidspunkt kommet væk fra hinanden. Søren havde tidligt under koncerten indset, at han ikke havde fysikken til at modstå den store menneskemængde, der pressede sig på, hvor de stod.
Han var derfor gået i læ ”lige foran lydtårnet og så støvregnen blive til små regnbuer i projektørlyset og vippede med tæerne til Pearl Jam og var jævnt godt tilfreds.”
Han blev stående ”indtil Eddie Vedder stoppede musikken og flere gange bad folk træde tre skridt baglæns. Og da musikken ikke begyndte igen, trak alle jo væk, og jeg flakkede rundt i Roskilde-mørket” både for at finde kammeraterne og hans papsøn, der var på festival første gang.
Heldigvis var alle lokaliseret, inden det blev meddelt at det var en dødsulykke, det handlede om. De fulgtes ad resten af natten.
Dagene efter ulykken
Søren fortæller: ”Det var én lang kollektiv og positiv (hvis man kan bruge det ord) traumebearbejdelse. Alle koncerter var præget af det. Kunstnerne vidste, at de spillede for os, der havde oplevet ulykken. Lou Reed, den arketypiske hårde banan med læderjakke og solbriller fra Brooklyn, spurgte mellem to sange, om vi nu også alle sammen havde det OK. Sanglinjer antog ny betydning. ’Det er som alle sangene betyder noget andet i dag’, sagde Jens Unmack fra Live Shop efter at der var gået kollektivt gys gennem 5-10.000 mennesker, da han sang ’en skønne dag / er det bare nat.’”
Scharme tilføjer: ”Dagen efter var der en meget sorgfuld stemning overalt på campingområdet, og mange pakkede og tog hjem, men vi blev hurtigt enige om, at det rigtige for os var at blive og bearbejde ulykken sammen.
Vi var ovre forbi Orange, hvor der var afspærring og lagt blomster. Resten af festivalen handlede i høj grad om det, der var sket, og jeg husker især Cat Powers’ koncert, som var meget rørende og helende. Der blev holdt gudstjeneste på Orange scene lørdag eftermiddag med biskoppen i Roskilde, Jan Lindhardt, og sangeren Maria Carmen Koppel. Det var godt og smukt, for vi havde alle sammen brug for at gøre noget i fællesskab.”
Koncerten med DAD, hvor otte fakler blev rakt ud til publikum nævnes af alle de fire venner som vigtig.
‘Det er som alle sangene betyder noget andet i dag’ sagde Jens Unmack fra Live Shop efter at der var gået kollektivt gys gennem 5-10.000 mennesker, da han sang ’en skønne dag / er det bare nat.’
Søndag morgen gik Søren (der i dag er ordineret præst) ”ind til Roskilde og gik i domkirken. Karen Horsens, som var prædikant den dag, lagde ud med at sige, at salmerne var valgt og prædikenen skrevet før nogen vidste noget, men at alt i gudstjenesten naturligvis foregik med tanke på det skete.
Og så sang vi ellers ’Nu rinder solen op’, hvor der i vers 3 står ’Han har i denne nat med engleskare / mit hus og hjem omsat, at ingen fare / har mig og mine ramt i nogen måde.’
Og det var jo ikke sandt for alle på festivalpladsen, men gav mening at synge alligevel.”
Hvad betød ulykken i årene efter 2000 festivalen – og hvad betyder den i dag?
”Ulykken har for mig betydet en højere opmærksomhed på dynamikken i større menneskemængder, selvfølgelig især på festivaler,” fortæller Scharme. ”Året efter var jeg meget nærtagende overfor skubben og masen, og der røg vist et par finker af panden, når der var nogen, der overskred mine grænser. Det har fundet et mere naturligt leje med årene, men især de år, hvor jeg efterfølgende havde børn/unge, som deltog, var jeg meget på vagt.”
Når man tænker på, hvor mange mennesker, der var samlet den aften, bliver det nærmest svimlende, hvor mange sind, mindet om den fortsat bor i.
For Søren understregede begivenheden, at det at være ung ikke behøvede at betyde, at man ikke vidste, at livet havde en udløbsdato: ”Man siger, at unge mennesker tror de er udødelige. Det er jo for det første noget vrøvl, og for det andet var vi allerede i 2000 nogle halvgamle røvhuller i RF-sammenhæng (midt i 30’erne), men vi er jo i mellemtiden kommet 9132 dage tættere på at dø af naturlige årsager og har begravet et udvalg af familiemedlemmer m.m. undervejs, så ingen kan være i tvivl om, at man skal påskønne sin tid på planeten – og bruge den omsorgsfuldt. Både på Roskilde og de andre 51 uger i året.”
Den tomme plads
For Anne, Mich, Scharme og Søren er ulykken på Roskildefestival i år 2000 noget, de hverken kan eller vil glemme. Den har taget bolig i deres liv. Når man tænker på, hvor mange mennesker, der var samlet den aften, bliver det nærmest svimlende, hvor mange sind, mindet om den fortsat bor i.
Men for at slutte med endnu en strofe fra Michs digt, er en del af erfaringen at vide, at nogle betalte en endnu højere pris, og hvor smertefuldt det er:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og