MUSIK // FESTIVAL – Kønsfordelingen var helt anderledes end den plejer på lørdagsudgaven af Roskilde Summer Days. Hvis ikke det havde været for herrelandsholdets kvartfinale, havde jeg kaldt det for damernes dag. Men det var en tematisk sammenhængende koncertserie. Som ovenikøbet meget af tiden var en fest.
Det var først og fremmest damernes dag på Roskilde, ihf til den korte seance inden kampen. Publikum må have været 90% kvinder, og jeg følte godt nok også, jeg trak gennemsnitsalderen markant op. Også på scenen var det naturligvis en kvindelig triumf, men når Tessa står på scenen, så kunne resten af programmet være Baest, Nik & Jay og Lukas Graham, og dagens historie ville stadigvæk være, at det var en kvindelig triumf.
Heldigvis for min mulighed for at skrive tematiske koncertartikler, så passer den kvindelige vinkel også med dagens to andre koncerter. En punker tog et opgør med patriarkatet. Og det kvindelige publikum overtog fuldstændig en mandlig rappers koncert. Og så overtog Tessa til sidst.
Det var en glimrende, og ganske sammenhængende dag, også inden Danmark slog Tjekkiet. Men der er kun én. Én etter. Ingen over, alle under.
Nadia Tehran
Den feministiske forfatter Lucy Ellmann har netop udgivet en essaysamling med den simple titel Things Are Against Us. Her harcelerer hun over alle de ting, der tynger kvinder. Og tillader sig selv at være pissesur.
Nadia Tehrans punk-electronica gjorde det samme. Hun var rasende og deprimeret. Mørke følelser lagde sig over festivalpladsen fra start, men det lykkedes ikke rigtig Tehran at forløse dem.
Nadia Tehran rapper, skriger, skråler, griner, på meget højt niveau, men hendes sangsstemme er ikke samme sted.
Der var en vidunderlig veltænkt rekvisit på scenen. Nadia Tehran kom ind slæbende på en gigantisk bamse, slidt og med et ACAB-skilt på, men stadig nuttet. Umanerlig sød og nuttet. Og Nadia Tehran var tydeligvis overlæsset og tynget af al den her nuttethed. Godt tænkt. Hendes djævlehorn, og den måde hun decideret skreg ind i mikrofonen, fungerede så som et opgør med den her kvælende nuttethed, selve idéen om nuttethed, der så ofte holder kvinder fast i meget snærende bånd.
Det var godt tænkt. Men vitterlig også mørkt og deprimerende. Og det var ikke kun patriarkatet Nadia Tehran harcelerede imod, alle elementer af samfundsundertrykkelse blev der råbt af, fra kapitalisme over politistat til zionisme. Det var ikke altid lige sofistikeret. Hun var fattig (I’m poor / I’m poor / I’M POOOOOOOOR!) og deprimeret (Lower than my cash flow / always lower than my cash flow), og den eneste udvej lå i eskapisme på forskellige måder (I need a ruuuuuush, skreg hun og slog en decideret vanvittig latter op). Det er der nok rigtig mange, der kan spejle sig i, så det kan på egen måde være forløsende.
View this post on Instagram
Der var dog også enkelte forsøg på at få det forløst fra scenen, med enkelte balladeagtige numre. Den første var mest en subversiv ballade, der handlede om, at skønhed ikke nytter noget – med omkvædet ‘Rainbows over deathrow’ – så det blev vi ikke meget gladere af. Men senere var der et par sange, der var smukke og svævende. Men her ramte et andet problem: Nadia Tehran rapper, skriger, skråler, griner, på meget højt niveau, men hendes sangsstemme er ikke samme sted. Der er ingen, der siger, at det skulle have lydt mere konventionelt smukt, men det lød bare ikke overbevisende. Og så fungerede det aspekt af koncerten ikke, og så blev det rigtig, rigtig mørkt alt i alt.
Vred/dansabel/skrøbelig. Nadia Tehran forsøgte alle tre ting. Og lykkedes med to af dem
Electronicascenen har taget et kæmpe skift de seneste år, hvor kvinderne nærmest fuldstændig har taget over. Electronicaens in-/anti-/cyborg-humane lyd er fantastisk til at tematisere køn, noget som gamle mandlige kunstnere som Aphex Twin sådan set også fattede (Come to Daddy, Windowlicker-videoen, hele Girl/Boy EP) Det ses også i Danmark med kunstnere som Lydmor, Nana Jacobi, Glitchi, Katrine Stochholm, alene i år.
Electronica kan være punket vred, så man kan komme af med sine frustrationer. Den kan være technoet dansabel, så man kan danse sin energi ud i verden. Og den kan være kold og skrøbelig, så man kan blotlægge sine inderste følelser. Vred/dansabel/skrøbelig. Nadia Tehran forsøgte alle tre ting. Og lykkedes med to af dem.
Larry 44
Den danske trapscene er helt absurd god for tiden. Folk som Branco, Stepz, Gilli, IceKiid holder internationalt niveau, og sammenlignet med f.eks Sverige og Norge er vi på et helt andet niveau. Derfor er jeg også glad for at se et forsøg på at få dansk trap til at fungere live. Det er virkelig paradoksal live-musik, hvilket Larry 44 nærmest beviste til fulde. Det kunne faktisk lige knap kaldes en koncert. Men kæft hvor havde publikum det fedt, og hvor var det en dejlig oplevelse.
Hver gang der kom et fedt vers var strategien at hoppe jublende op og ned og råbe, og så kunne vi ikke høre, hvad teksten var
De var fire artister på scenen. Rapperen Larry 44, der har haft en stribe af hits over de seneste par år, men stadig må kaldes up-and-coming. En back-up rapper til at tilføre ekstra energi, hvilket har været meget normalt til andre trapkoncerter jeg har set, men jeg forstår stadig ikke rigtig konceptet, og jeg må indrømme, jeg ikke fik fat i navnet. DJ/Producer Nicki Pooyandeh, der for nylig vandt en DMA for Bedste Producer, og som har en kæmpe del af æren for at dansk trap lyder så fedt. Og så en guitarist, hvis navn af gode grunde blev råbt højt mange gange, men som jeg må have noteret forkert, for jeg kan ikke google ham. Undskyld. Det kan kikse med så mange koncerter på så kort tid.
Det var ellers i høj grad guitaristens koncert. Det havde jeg ellers ikke troet om trap. Men Pooyandehs- bas og trommefigurer passede perfekt til at få sat nogle guitar-loops indover, og når så numrene kulminerede, blev der smidt en guitarsolo indover, og det var næsten ligeså guitarfedt som da jeg hørte dødsmetal i søndags. Her virkede trap-musikken nærmest som en arvtager til den tidligste jazz og funk som den fede danse/svede/sexe musik. Det var også virkelig heldigt, for rapperne kunne ikke følge med.
Larry 44 er helt vildt ung, stadigvæk teenager. Han er dybt karismatisk, charmerende, indtager scenen med selvfølgelighed. Laver fine pophits. Og forstod hvor fantastisk publikum var. Han har potentiale! Hvad han tydeligvis ikke har endnu er tryghed ved at rappe live. Det virkede ikke som en nød, han har knækket. Og ret skal være ret: Corona, jeg tvivler på, han har spillet live efter hans gennembrud. Men det skal han have til at fungere.
Hver gang, der kom et fedt vers, var strategien at hoppe jublende op og ned og råbe, og så kunne vi ikke høre hvad teksten var. Sammenspillet mellem Larry 44 og backuprapper var bare, at de rappede det samme og smilede glade til hinanden, og så kom der ad-libs på bånd. Hvorfor skiftedes de ikke til at rappe og lave ad-libs? Der er to stemmer i sangen, en der rapper og en, der laver ad-libs, så når der er to vokalister på scenen, hvorfor laver de så begge rappen? Det virkede mere som noget venner gør, når de hører et vildt fedt nummer, end hvad professionelle gør på en scene. Det var helt charmerende, men…
Her virkede trapmusikken nærmest som en arvtager til den tidligste jazz og funk som den fede danse/svede/sexe musik
Alligevel var det en dejlig koncert. Guitaristen væltede alle omkuld, inklusive hans medmusikere, der til tider tabte kæben. Og publikum nød instrumenterne og havde den dejlige danseseance. Det var først og fremmest det unge kvindelige publikum, der greb rytmerne og så bare havde en fest, selvom tekstdelen ikke fungerede. Det kom også fuldstændig bag på rapperne, som virkede overvældede og ret så lykkelige.
Pooyandeh er en megastjerne. Guitaristen skal op til mange flere trapkoncerter. Larry 44 bliver sikkert rigtig god engang. Men den her koncert, den tilhørte publikum. Det var ganske enkelt damernes eftermiddag.
Tessa
Forskellige strategier. Nadia Tehran viste, hvordan hun blev tynget ned af normer. Tessa fortalte undervejs i koncerten, at en ‘Sjakalina’ går med rank ryg og næsen i sky ned ad vejen og ikke giver en fuck. Tehran laver kunst om, at nuttethed er tungt og ødelæggende. Tessa bruger subversivt nuttede ting til eget formål (perfekt eksempel på hendes nye single: Træk min G-streng ned / Sig ‘Hello Kitty’)
Der er dog et kæmpe problem ved Tessas subversive strategi. Den kræver ligesom, at man er mere eller mindre genial. Og som Tessa også helt selv indrømmer, så er der kun én som hende, ingen over, alle under. Man kan være en ‘Sjakalina’, men det er ikke det samme som at være som Tessa. Så Tessa kommer ikke til at redde verden. Det eneste vi andre kan gøre er at stå målløse nede foran scenen og bøje os for storheden.
På et tidspunkt skal det afgøres, om Tessa bliver en popsuperstjerne eller en transcendent legendarisk popsuperstjerne.
Hvordan fuck er det her sket? Hvordan er Tessa blevet så god på en scene? Hun slog igennem i 2019, og der har været lockdown en stor del af tiden siden da. Alle andre koncerter på Summer Days har jeg set gennem en lidt rosenrød prisme på grund af corona, og så kommer Tessa bare ind og vælter teltet, som om at intet er sket? Det ødelægger jo helt min teori.
En anden teori tror jeg dog holder. Jeg klandrede lidt Sosas koncert for, at hun havde for meget at bevise, og derfor ikke kunne hvile i sig selv. Jeg tror måske, Tessa fik bevist, hvor god hun var, da hun brød igennem som freestyle rapper på Instagram. Der var ligesom ikke nogen tvivl om, at hun var et banebrydende talent, og det er, som om hun siden da lidt har hvilet i sig selv og bare lavet fantastisk musik. Vi fik en enkelt freestyle som sidste nummer før ekstranumrene, og det var præcis så imponerende, at det fungerede som afslutningsnummer. Helt uden beats, helt uden omkvæd, bare Tessa og hendes ord. Hvis man har det es i ærmet, så er det dælme også let at levere en fabelagtig koncert.
Der var da heller ikke så meget pjat. Dj, englevinger ude i siden af scenen, og så Tessa oppe foran. Som bare har så åndssvagt meget karisma, at man ikke behøver mere. Hun leverede sange, hun snakkede. Måske lidt rigeligt, men hun har jo heller ikke så vanvittigt meget materiale endnu og til gengæld umanerlig godt fat i publikum, så det giver meget god mening lige at snakke lidt med os. Derudover var der jo også lige en kvartfinale senere på dagen, så publikum havde lidt lyst til at synge Seven Nations Army nu og da. Og der er ingen fine fornemmelser i Tessas univers.
Det er så absurd godt, at det er en skandale, Marianne Stidsen ikke er skiftet ud med Tessa i Det Danske Akademi endnu
Det, der er, det er en sproglig ekvilibrisme som er fuldstændig absurd. Tessas tekster er over alle andres. Også Suspekt, som hun har samarbejdet med, og som hun gav kæmpe props for deres støtte til kvindelige kunstnere. Men ingen har rim som Tessa. Lad os bare tage et enkelt bevis. Otte absurd, vanvittige, geniale linjer fra Hallo Kitty.
Ikk’ stop, flip tungen, bar’ la’ munden beatbox
Lip-gloss med det glimmer der ku’ pynt’ din pik op
Helt vådt, råber, falder, rammer gulvet, blip-blop
Hva’ vi gør er ikk’ for børn, det’ ikk’ TikTok
Toxic, sex er fucking syg, men jeg’ ikk’ love-sick
Public, knepper på bænken og vækker opsigt
Top chick, gi’r dem noget drama, så de ka’ gossip
Boss bitch, fanger fyre, holder dem som hostage
View this post on Instagram
Der, hvor rimene skifter fra i-o til o-i med t’k-lyde oveni? Fra TikTok til Toxic? Det er så absurd godt, at det er en skandale, Marianne Stidsen ikke er skiftet ud med Tessa i Det Danske Akademi endnu.
Tessa kommer ikke til at redde verden. Det eneste, vi andre kan gøre, er at stå målløse nede foran scenen og bøje os for storheden.
Fremtiden er Tessa. Men vi venter stadig på en del mere materiale. Vi fik stort set alle sange, Tessa har udgivet, fik jeg det til, og koncerten var stadigvæk til den korte side. Og der er enkelte numre, som gør mig lidt nervøs for, at Tessa stadigvæk føler, hun har noget at bevise frem for bare at være sig selv. Numre som MUMS og Nasty Summer lyder mere poppede, end de behøver at være og virkede også en lille smule som billige tricks. På et tidspunkt skal det afgøres, om Tessa bliver en popsuperstjerne eller en transcendent legendarisk popsuperstjerne.
Og da hun undlod at spille førnævnte Hallo Kitty, var jeg en lille smule nervøs for, at hun rent faktisk helst ville housebeats’ne og de lidt mere pleasende tekster. Men så var der tomt på scenen. Og så kom Tessa tilbage, nu iklædt landsholdstrøje, fordi selvfølgelig, og så sagde hun, at hun ville spille sin nye yndlingssang, og så spillede hun den førnævnte sang, hun udgav torsdag, som vel nærmest er årets bedste danske sang allerede. Og så lige Ben bagefter.
Kom nu med det album! Det bliver legendarisk.
LÆS ALLE FREDERIK BOJER BOVÉS TEKSTER HER
Foto: Bent Gringer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og