PROTEST // KOMMENTAR – Vi må ikke glemme, at de virkelige forbrydelser ikke fandt sted på Orange Scene på Roskilde, skriver Erik Boel om mediestormen efter Fontaine DC’s Palæstina-stunt. De fandt sted med Hamas’ terrorangreb den 7. oktober på Israel og finder sted med Israels efterfølgende tæppebombning af Gaza. Men vi har alle blinde vinkler.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Store dele af det etablerede Danmark gik medieamok sidste uge. Fontaine DC’s Palæstina-stunt på Roskildefestivalen fremkaldte stærke følelser, fordømmelse og afstandtagen.
Der er intet nyt under solen. Kunsten har altid været politisk. Tag Billie Hollidays “Strange Fruit“, der var en protest mod lynching af sorte i 1930’ernes Amerika, Marlene Dietrich med hendes anti-nazi indstilling, Bob Dylans “Masters of War“, Rolling Stones’ “Sweet Black Angel“, en hyldest til den sorte aktivist Angela Davis og de mange protestsange som en udløber af Vietnamkrigen.
Protesterne er altid af samtiden blevet fordømt af etablissementet. Men ofte af eftertiden blevet anerkendt som kunst, der forandrede verden.
Værdien af modsigelse og debat
De unge er klar over, hvilke uhyrligheder palæstinenserne i Gaza er udsat for. På sociale medier som Instagram og TikTok sender palæstinensere dagligt beretninger om hverdagen i dødscamp Gaza uden om den israelske censur. Som Vietnamkrigen for en ældre generation bliver Gaza for mange unge et omdrejningspunkt i en politisk bevidstgørelse. Flere og flere – ikke mindst i den unge generation – oplever i disse år undertrykkelsen i verden som en del af deres hverdag.
Men protesterne mod myrderierne i Gaza i form af afbrydelse af møder, flag, graffiti, demonstrationer og stuntet på Roskilde er udtryk for, at disse unge har svært ved ellers at komme til orde. Uanset at den demokratiske debat hviler på en tro på værdien af modsigelse og debat. De ansvarlige politikere vender det døve øre til protesterne. Et foreløbigt lavpunkt, når det gælder stranguleringen af den åbne, kritiske debat var Folketingets Præsidiums beslutning om at udelukke Palæstina som tema for næste års skolevalg.
På sigt er det en ny, veluddannet, velorienteret og politisk vakt generation, der har fat i den lange ende
Dertil kommer, at regeringen i vidt omfang ignorerer katastrofen i Gaza. Vist udtrykker de ledende ministre lejlighedsvis beklagelse. Men de har ikke ambitioner om at lade handling følge ord.
Umiddelbart kommer de unges protester næppe til at gøre nogen synderlig forskel. Men på sigt er det en ny, veluddannet, velorienteret og politisk vakt generation, der har fat i den lange ende.
Vi må aldrig glemme baggrunden for Fontaine DC’s aktion: Bomber, der i flæng rammer skoler, hospitaler og caféer. En befolkning der udsultes og nægtes adgang til rent vand og medicin. Steder for udlevering af mad, hvor hundredvis af palæstinensere er blevet likvideret. Gaza er det område i verden, hvor flest børn i forhold til indbyggertal bliver amputeret; deres arme, ben, øjne.
Kritikerne af happeningen på Roskilde indleder typisk med et: “Jeg er for ytringsfrihed”. Desværre oftest efterfulgt af et “men…”. Det afslører, at ytringsfriheden ikke lige gælder dem, man er uenig med. De pågældende burde lade sig inspirere af Voltaires holdning til ytringsfrihed og tolerance. Han var en stærk fortaler for ytringsfrihed og troede på, at selv dem, man var uenige med, skulle have retten til at udtrykke deres synspunkter.
Humanismen er kollapset
På et par punkter er jeg ganske enig med kritikerne: ”From the river to the sea,” som der blev råbt fra scenen, er selvfølgelig et uacceptabelt slagord. Det kan tolkes som et ønske om udslettelse af Israel. I øvrigt er det patetisk og ironisk, da det jo klart mere realistisk må ses som den nuværende israelske regerings politik og hensigt.
Det bør give anledning til eftertanke og selvransagelse i festivalens ledelse, at ikke en af de flere hundrede kunstnere, der har optrådt på Roskilde i 2024 og 2025, har fundet anledning til at ære de israelske ofre 7. oktober
Det havde også været oplagt og ønskeligt, at der på Roskilde i år eller sidste år havde været kunstnere, der havde anerkendt ofrene for Hamas-angrebet på en anden festival, den israelske Nova-musikfestival. Det havde været det eneste rigtige.
Det flugter desværre med en kedelig tendens, hvorefter vi kun evner at udvise empati med den ene part i konflikten.
Vi har alle vore blinde vinkler og verdenssyn, som virkeligheden passes ind i. Det er Israel-Palæstina konflikten et oplagt eksempel på. Men empati med “den anden”, uanset vi er forskellige, er afgørende for forståelse og fredelig sameksistens. Det var Hannah Arendt, der skrev, at tabet af empati er et af de første og mest sigende tegn på, at en kultur er på vej til at gå under i barbari.
For mig handler sympati med palæstinensiske og israelske ofre ikke om at være højre- eller venstreorienteret. Og Roskilde Festivalen skal naturligvis ikke invitere bands og artister efter deres politiske overbevisning. Men det bør give anledning til eftertanke og selvransagelse i festivalens ledelse, at ikke en af de flere hundrede kunstnere, der har optrådt på Roskilde i 2024 og 2025, har fundet anledning til at ære de israelske ofre 7. oktober.
Vi har taget et ansvar – som medskyldige
I Gaza kollapsede Vestens humanisme, og vores dobbelte standarder, når det gælder menneskerettigheder og en regelbaseret verdensorden, blev udstillet. Mens vores ledere mistede det moralske kompas i Gaza, kræver mange unge, at Danmark engagerer sig. At vi inden for rammerne af vores muligheder yder et bidrag til at ændre de forhold, der ligger bag virkeligheden i Gaza.
De unge vil gøre op med blindheden og forræderiet mod de humanistiske værdier, Danmark officielt bekender sig til
Realiteten er, at Danmark er medskyldig, både på grund af våbensalg, men også fordi vi ikke har taget nogen reelle, effektive skridt imod den israelske regerings krigsforbrydelser og ekstremistiske politik – i modsætning til lande som Norge, Spanien og Irland.
Så reelt har vi taget ansvar, blot som medskyldige. Her er det, at de unge vil gøre op med blindheden og forræderiet mod de humanistiske værdier, Danmark officielt bekender sig til.
Danmark er alt for sent ude med at kræve stop for massakrerne i Gaza, og vi går ikke ind for selv de ringeste sanktioner imod Israel og påtager os hermed et historisk ansvar. Udenrigsministeren burde erindre Gorbatjovs berømte replik til Honecker om, at den, der kommer for sent, bliver straffet af livet.
De unges pointe
De unge har fat i en vigtig pointe ikke blot, når det gælder den moralske dimension. Den danske passivitet vil også blive husket rundt om i verden, i det omfang nogen lægger mærke til Danmark.
Det er først og fremmest børn og unge i Gaza, der har betalt den højeste pris
Den dag US Marines hopper af landgangsfartøjerne i Nuuk, vil den danske regering stå svagt, når den påkalder sig international ret i betragtning af, at vi ignorerede den groft, da det var palæstinenserne, det gjaldt.
Vi må ikke glemme, at de virkelige forbrydelser ikke fandt sted på Orange Scene på Roskilde. De fandt sted med Hamas’ terrorangreb den 7. oktober på Israel og finder sted med Israels efterfølgende tæppebombning af Gaza.
Der er noget ligetil og smukt over, at det især er unge, der viser sympati med Gaza. Det er først og fremmest børn og unge i Gaza, der har betalt den højeste pris. Det er de børn, den palæstinensiske poet Khaled Juma lovpriser i digtet Åh, Gazas slyngelbørn:
I som konstant forstyrrede mig med jeres skrig under mit vindue,
I som fyldte hver morgen med sus og kaos,
I som knuste min vase og stjal den ensomme blomst på min altan,
Kom tilbage –
Og skrig som I vil,
Og knus alle vaserne,
Stjæl alle blomsterne,
Kom tilbage,
Bare kom tilbage…
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og