Nutidens woke-blik på malerier er arrogant og falsk

Freddy Hagen 19.08.2024

KUNST // KOMMENTAR – Kan det være rigtigt, at det ”ny-idealistiske” wokeblik skal have lov til at nedbryde alle former for æstetisk sans og særlig unik genialitet, blot for at vi sammen skal kunne rumme mere diversitet og respekt for den enkelte, spørger Freddy Hagen. Kritikerne analyserer, som om at de er de første i historien til at kunne ”gennemskue” løgnen og blotte sandheden, men kunsten har beskæftiget sig med det ideale i århundreder.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nutidens helt store kunsthistoriske trend er dekonstruktion af især Guldalderen. Eksempelvis i Politiken. Guldalderen er et navn og en kulturhistorisk periode, der falder nutidens oplyste kritikere for brystet, fordi de mener at kunne gennemskue, at tidens malerier var ideale, det vil sige forfalskede, og derfor et rent udtryk for tidens magtdiskurser, der udplyndrede kolonierne, forherligede sig selv og undertrykte kvinder (og queers).

Det er korrekt. Men samtidig er det pivfalsk. Og fattigt på den arrogante måde.

For det første har maleriet beskæftiget sig med det ideale i århundreder og peakede sådan set allerede i renæssancen, hvor man simpelthen efterstræbte det mest ideale i arkitekturen og i portrættet af mennesket. Eller som man sagde dengang: Man ville sætte mennesket og de ”vitruviske” proportioner i centrum.

Det værste ved nutidens dekonstruktion er selvsagt den arrogance, som den bæres af

Et seriøst skifte kom på mode i 1870’erne, hvor man i en kort periode arbejdede med socialrealistiske billeder, men også disse var ”ideale” eller i hvert fald symbolsk ladede, det vil sige, at de på en sær måde også fremstod som opstillet.

Det værste ved nutidens dekonstruktion er selvsagt den arrogance, som den bæres af. Kritikerne analyserer, som om at de er de første i historien til at kunne ”gennemskue” løgnen og blotte sandheden.

Resultatet er desværre endt med, at denne arrogance også ser ned på datidens mesterværker, selvom de intuitivt, for de fleste med en sund og naturlig forkærlighed for det æstetiske, er blændende.

Mest beskæmmende er nok, at disse dekonstruktivister helt har forladt analyser af det rent tekniske, det vil sige måden, et kunstværk er udført på.

Woke-blikkets kontradiktion

Og det er netop dette ”ny-idealistiske” woke-blik, der ikke alene er en kontradiktion, fordi det også er et ideal, og samtidig æstetisk fattigt, fordi det ikke respekterer skønheden, der for mig at se gør en helt reel og oplyst emancipation af for eksempel kvindelige kunstnere, samt en kritik af datidens udbytning, til sådan noget, som de fleste af os finder trættende og altødelæggende.

For det kan vitterligt ikke være rigtigt, at disse amatøristiske billedanalytikere skal nedbryde alle former for æstetisk sans og særlig unik genialitet, blot for at vi sammen skal kunne rumme mere diversitet og respekt for den enkelte.

Særligt grel er denne kritik, fordi den ser det hele fra et fingeret helikopterperspektiv, hvor der simpelthen ses forbi de forsøg, der blev gjort for at gøre op med et klassisk ideal, der var bundet til en anakronistisk fortid og særligt til Syden, til det gamle Grækenland og Italien. De såkaldte ”Guldaldermalere” var de første nordlige kunstnere, der fandt værdi i den lokale natur, men også i de folkelige karakterer, på tværs af klasseskel.

Alt dette hverken kan eller bør reduceres til ideale forblændelser og magtdemonstrationer. Det er et falsk narrativ, især fordi disse kunstnere faktisk ofte var i opposition til datidens herskere, der var meget mere internationalt orienterede, vendt mod en særlig europæisk magtelite, der foragtede det folkelige og de fattige.

Der er virkelig sørgeligt, at disse tendenser dominerer så meget i disse tider

At disse nationale bevægelser også endte med at respektere kvinder, så mange af de fremmeligste endte med karrierer og anseelse, der langt overgik deres mandlige kolleger, er også en vigtig pointe, som disse dekonstruktive og magtkritiske analyser totalt forbigår, hvilket betyder, at deres nye fortællinger er mindst lige så foregøglede, løgnagtige og falsk ideale som alt det, de kritiserer.

Det er virkelig sørgeligt, at disse tendenser dominerer så meget i disse tider. Det er både skørt og nedladende. Men selvom det fremstår som en stormende bølge med ekstrem vind i sejlende, som de dominerende museer er hoppet med på, så synes kernen i ”guldalderkunsten”, det moderne gennembrud og hele det nittende århundredes kulturrevolution at være stærkere.

Det er i det mindste en sandhed, der kan lindre lidt.

Klik dig videre til mere opinionsstof lige her.

Freddy Hagen

Freddy Hagen er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet med en bachelor i Filosofi. Kommer fra et arbejderhjem, har været i lære som tømrer og kok. Freddy har rejst i mange lande, levet som freelancejournalist og fotograf, undervist på forskellige skoler i litteratur og historie. Studeret i Firenze, boet i Berlin og arbejdet som kokkeelev i Paris. Freddy Hagen har studeret islam og formidlet viden om islam og muslimer gennem mange år, og fokuseret på dem der er i klemme, for eksempel homoseksuelle muslimer der har måttet leve under trusler. Han har også rejst sammen med muslimer til lande, hvor der er krig og konflikt og dokumenteret deres vilkår i artikler og gennem fotojournalistik. Han er også vidende om et hav af minoritetsmiljøer samt grupperinger til højre og venstre på de politiske fløje. I dag er han fast kulturskribent på Netavisen Pio og Netavisen Kontrast.