SELVBIOGRAFI//ANMELDELSE – Jesper Stein Larsens gribende og afslørende selvbiografi, Rampen, er mere medrivende end en krimi. Alle tilværelsens udfordringer og fejltagelser er med. Isabella Miehe-Renard har læst den. Ok, mere end det. Hun har hulket sig igennem den.
Det er ikke mærkeligt, at det er Frank Jæger, der citeres på første side i Rampen. Digteren, som gik fra lys til mørke og endte sine dage i afmagt og ensomhed. Citatet er kort: “Eet er nødvendigt: At godtage sine skrammer”.
Klip til næste side – in media res og fuld fart – hvor selvbiografiens forfatter fortæller os, at han er i gang med denne bog. Og sin forestående død.
Angsten fylder. Men “jeg er ikke syg. Jeg er holdt op med at drikke. Jeg er blevet skilt. Min mor er død. Det er derfor, jeg er bange”.
Ergo en cliffhanger, der vil noget. Et kendt litterært kneb især i krimigenren. Og Jesper Stein Larsen, som også er Jesper i bogen, har med succes og bestseller-status skrevet krimier de sidste otte år. Ligesom i Frank Jægers udsagn ønsker han at forlige sig med sine skrammer og prøve at forstå, hvem han er blevet. Måske et klassisk “hvorfor” begrunder fortællingen om en opvækst i kærlighed, svigt, skilsmisse og gradvis selvdestruktion og druk.
Rampen i Risskov
Rampen er den vej i Risskov, hvor huset lå. Familiens villa og scenen hvor 29 års velfungerende ægteskab mellem Lektor Finn og sygeplejerske Jytte med børnene Jesper og hans bror i 70’erne skabte tryg samhørighed og absolut fulgte tidens nytænkning, hvor modernitetens frihed råbte på mindre konformitet og mere selvbevidsthed og frigjorthed, end den voksne generation egentlig var rustet til.
Forargelse var et fy-ord. So last year.
Hvis jeg ikke har din støtte, har jeg ingenting. Så kan jeg lige så godt begå selvmord
Jespers barndom er fri som teenager, men der kræves “flid og ånd” i forældrenes intellektuelle, progressive miljø. Faren underviser, er forfatter og bliver litteraturanmelder på Weekendavisen og skriver i øvrigt en omdiskuteret bog om – netop – Frank Jæger.
Moren er sygeplejerske i godt job, men får afslag på en lederuddannelse, hun virkelig ønsker sig. Jytte er loyal, stolt af sin mands anerkendelse og en kærlig mor.
Indtil chokket og tragedien, der kommer til at præge resten af Jespers barndom og voksne liv, pludselig indfinder sig: Finn forelsker sig i en elev, Gitte, og forlader familien Stein. Tilbage sidder en chokeret og bitter mor, der i magtesløsheden kræver det umulige af sine sønner, både fuld loyalitet og samtykke til at hade Finn og ændre fortællingen om, hvad der engang var godt.
Morens utilgivelige grænseoverskridelser
Da begynder især morens utilgivelige grænseoverskridelser. Han skal for alt i verden deltage i hendes sorg:
“ Jeg ved ikke, om jeg kan klare det, Jesper. Jeg ved det simpelthen ikke. Hvordan skal jeg komme videre? Jeg har ikke lyst til at leve. Jeg har jo ikke noget at leve for mere.”, siger hun til sin søn. Broren er ældre og netop flyttet hjemmefra.
“Hvis jeg ikke har din støtte, har jeg ingenting. Så kan jeg lige så godt begå selvmord”. Senere kommer hun skidefuld ned på 16-årige Jespers sengekant en sen aften:
“Jeg savner fysisk kontakt så frygteligt.” – “Han var en dårlig elsker, men det savner jeg. Hvordan skal jeg få det?” – “Hvorfor kan du ikke give mig det, kan du ikke tage hans plads?”- “Stop mor, jeg er din søn. Jeg kan ikke gå i seng med dig”. – “Jeg kommer til dig, jeg trænger til trøst, jeg er helt ude at skide, jeg kan ikke bære, hvis du bliver vred på mig nu, hvad skal jeg leve for, hvis jeg ikke har dig?”.
Farens nedtur år senere ender også i krav. Han vil reddes, da karrieren går ned ad bakke og hans undervisning går af mode: ”Jeg er ved at gå i frø og blive ensidig”.
Fra da af skriver han kun et årligt håndskrevet brev (om sig selv) til sin søn. Blandt andet om, at han fornemmer, de to i de sidste år, efter skilsmissen, har haft et fint indbyrdes forhold, som han godt mener kan tåle nogle intermezzi af begrænset kommunikation. Og så lader han ikke høre fra sig.
Ærgrelse over et levet liv
Begge forældre bliver især virkelighedsnære, fordi Jesper Stein bruger tid på at undersøge og forestille sig forældrenes ungdom. Han opstiller hypoteser om, hvad de mon hver især drømte om engang.
Kunne deres skæbner være endt anderledes? Lykkeligt? Et rørende kapitel, hvor vi, der ikke kendte dem og deres længsler, pludselig ærgres over et levet liv, der måske kunne have været så anderledes for dem begge, og som får os medlæsere (man læser med i denne roman, man er ikke blot læser) til at dele hans omsorg.
Han forsøger inderligt at forlige sig med deres handlinger og fejl. Noget, ingen dem af selv formår.
I dag byder forfatterne ind med SoMe-afstemninger om den kommende forside eller option om at forudbestille for så at vinde en signeret udgave
Som selvbiografi er Rampen medrivende og mere rørende, end en krimi nogensinde er. Den er befriende ukunstlet.
Vi inviteres til at læse og forstå det, Jesper Stein selv prøver at forstå. Og så er den rå. Der er selvdestruktion hos alle parter med individets opløsning til sidst. Også i nutidens Jesper Stein, journalisten og den berømte krimiforfatter, der ser sig selv svigte som voksen og drikker fra en tidlig alder. Dulme, masser af forelskelser og seksuelle eksperimenter, dulme igen, gifte sig og mislykkes med børn og egen skilsmisse, dulme endnu mere med voldsom druk.
Præcis som far og mor, der begge ender i bitterhed, den livslange skilsmissefejde, hvor selvrespekten til sidst tabes totalt og bliver en patetisk kamp. De æder ham op.
Det er ikke et banalt klassisk opgør eller en Freudiansk analyse af hans egen skæbne. Bogen adskiller sig.
Den er – ikke så mærkeligt – skrevet med journalistisk akkuratesse, og dokumenterer mere begivenhederne og dramaet, end den tolker det skete.
Mennesket bag værket
Både inden og efter læsningen af Rampen har jeg som storforbruger af Facebook ikke kunnet undgå at følge den nutidige “personlige bog-release”, hvor mennesket bag værket i reklameøjemed kommer til orde via egen indsats og utallige opslag.
Jeg er puritaner, åbenbart, som gammel bestyrer af et bog-tv-program. Ikke så begejstret for at få mere end rigeligt at vide om skriveprocessen eller anekdoter om de svære valg undervejs.
Tidligere havde kunstnere begrænsede muligheder for at ytre sig, hvis ikke radio eller tv inviterede ind. Frustrerende vel, men i dag byder forfatterne ind med SoMe-afstemninger om den kommende forside eller option om at forudbestille for så at vinde en “signeret udgave”.
Rampen som spejl
Min egen far var skuespiller, berømt, døgnet rundt ugeblads-eksponeret, men han var meget privat på et punkt: Værket. Det være sig teaterforestillingen, tv-dramaet eller filmen. Arbejdet, det nogle gange hårde slid med at finde frem til rollen, skulle publikum ikke involveres i.
“Det ødelægger magien, som kunsten byder på”, yndede han at sige.
Og eventuelt at gå i rette med en anmelder, man følte sig fejllæst af, var det rene selvmord.
“Enhver idiot må mene, hvad idioter nu mener”, lød hans afvisning.
Familiens deroute, øl og vin i lange og for store baner, fortrydelser, voksne, der var uansvarlige legebørn, tidsbilledets beskrivelse af forældrenes intellektuelle selvforståelse (og misforståelser), detaljerne om madvaner, storrygning, Nivea-creme på natbordet
Så jeg er indoktrineret. Kunstudøvere må også gerne mene, hvad de mener. Hvad idioter gælder, har jeg dog mere forbehold. Men ærligt?
Det meget personlige islæt tænder mig ikke. Jeg vil helst have lov til at blive ven med bogen og ikke personen bag teksten. Well, well, det er forhåbentligt hjerteblod, der er på spil.
Jeg har selv (yderst tidligt) skrevet mine memoirs/selvbiografi. Det føles hudløst. Man spørger tusind gange sig selv og forlaget, hvorfor egentlig?
Og derfor kan man som i mit tilfælde – af frygt for eksponeringen, for at skuffe helt fremmede menneskers indtryk og i generel utryghed ved tabloidaviserne, der “skræller det sensationelle” i en simpel overskrift eller to – ende med en bog fyldt med halve sandheder.
Den troværdige sandhed
I Jesper Stein Larsens Rampen tror jeg vitterligt på hans sandhed. Det er et modigt projekt. Han giver af sig selv, hvilket han kun selv behøver. Her er der noget på spil. En nødvendighed, der kun er hans.
Indtil nu var læserne ligeglade og uvidende om adressen på Rampens villavej. En fortælling om real life, vi ikke vidste, vi gad vide noget om.
Jeg er selv Netflix-afhængig, hvilket alle ved er en tidsrøver og i konkurrence med kontemplation i bøger. Men konceptet “True Crime” er jeg heller aldrig blevet fan af. I Rampen er der i mine øjne både “Poetic crime” og “Poetic justice”. Fiktionens greb er her mere gribende, so to speak.
Jeg græd under læsningen, fordi mine forældre endte i en lignende magtesløs deroute
Aldrig før har jeg tudet mig igennem en selvbiografi. Endda hulket.
Familiens deroute, øl og vin i lange og for store baner, fortrydelser, voksne, der var uansvarlige legebørn, tidsbilledets beskrivelse af forældrenes intellektuelle selvforståelse (og misforståelser), detaljerne om madvaner, storrygning, Nivea-creme på natbordet, helt ned til de møbler, man dengang burde have, samt bestemte bøger i reolen, de fleste kulturfolk i den særlige Risskov-enklave og i Hellerup, hvor jeg voksede op, læste, fordi de fulgte med, men også i status-øjemed.
Personligt genkendte jeg det hele. Som i det hele.
En slags 70’ernes statement
Jeg kunne lige såvel have boet i Rampen. Mine forældre abonnerede også på Playboy-bladet, kun fordi der var litterære noveller og nybrud indenfor Gonzo-journalistik imellem nøgenbillederne. En slags 70’ernes statement, blandingen af frigjorthed og status forvirrede selvbilledet.
Vi befinder os i socialklasse 1. Jeg græd under læsningen, fordi mine forældre endte i en lignende magtesløs deroute. Og jeg, ligesom drengen Jesper, oplevede det voksne ansvar, der indfandt sig ved mine forbilleders alderdoms-demens og deres hjerteskærende, men også patetiske slutsætninger som “Ved-du-hvem-jeg-var-engang?”.
Det er svært og en stor stor ambition at “godtage sine skrammer”.
Jeg er ikke sikker på, at det lykkedes for Frank Jæger. Personligt er det stadig et work-in-progress. Og det er smertefuldt. Jesper Stein Larsens bog sætter ord på. Jeg ikke selv er parat til den dag i dag.
Rampen er en no-bullshit bog. Måske en socialrealistisk krimi, om man vil.
LÆS MERE AF ISABELLA MIEHE-RENARD HER
Jesper Stein Larsen
Rampen. Selvbiografi.
335 sider. Politikens forlag
Fotos: Pressefotos, Gyldendal
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her