En streg i regningen – En fabel

af i Bøger/Kultur/Mad/Musik

FABEL – “Undskyld, er du bekendt med stedet her?” sagde gekkoen til varanen, der stod mellem de fyldte hylder i BAUMOUSE Gør-Det-Selv-butikken. “Parkometret er ved at løbe ud, jeg kan ikke finde den rigtige afdeling, og du ser ud som om du kan finde rundt her.”

“Det kan man godt sige; min forretning er lige bag den her butik, og jeg kommer her tit for at købe økser, save og andet værktøj. Hvad er det, du skal bruge?” spurgte den mægtige øgle og svirpede med sin lange, spaltede tunge.

“Jeg troede, at materialerne ville være lige her i soveværelsesafdelingen, men jeg kan ikke finde noget som helst fra min liste.” Gekkoen, der havde en polo med navnet Gordon på, så usikkert på den tekniske tegning, der fungerede som indkøbsliste.

“Lad mig lige se, var det ikke Gordon? Så kan jeg afgøre, hvor du skal hen. Jeg hedder Hannibal. Åh, javel ja,” sagde han og læste højt.” Du skal bruge fire træplader, nogle tynde tagspåner, et stykke snor, en planke, en boremaskine, en skruetrækker og skruer… Hvad skal du bygge, et hønsehus?” Hannibal mønstrede gekkoen med et vurderende blik.

“Nej, et insekthotel,” svarede Gordon.

Jeg er blevet vegetar for nylig, så nej, jeg ville ikke spise insekter overhovedet! Nej, jeg gør det for miljøets skyld, vi har brug for alle insekterne til at bestøve vores afgrøder, vores bærbuske og frugttræer

“En krybhybel? Mener du et viktualierum for at holde dem tørre, indtil du spiser dem? Kasser og opbevaringskrukker til den slags finder du i køkkenafdelingen.” Hannibal slikkede sig forventningsfuldt om munden.

“Bevares, nej nej, slet ikke!” udbrød Gordon forfærdet. “Jeg er blevet vegetar for nylig, så nej, jeg ville ikke spise insekter overhovedet! Nej, jeg gør det for miljøets skyld, vi har brug for alle insekterne til at bestøve vores afgrøder, vores bærbuske og frugttræer. Men jeg skal stadig beslutte mig for, hvilke slags insekter, jeg nu egentlig foretrækker. Der skal jeg tygge lidt på,” sagde han med et genert smil.

“Hm ja, tygge på, det minder mig om frokost,” bemærkede varanen og stirrede intenst på det lille firben.

“Hvis jeg vælger bier, så skal jeg altså hænge insekthotellet mod sydsiden, så de kan holde sig tørre om vinteren, til biller skal jeg derimod vælge bark og mørke,” forklarede gekkoen. “Sikke et svært valg! Hvad ville du vælge; bier, biller eller sommerfugle?”

“Småkravl, ikke særlig velsmagende” mumlede øglen lavmælt. Højt sagde han. “Jeg har en idé. Vil en bolig til større dyr interessere dig? Jeg kan vise dig et meget godt eksempel, som jeg selv har bygget. Det ville være en inspiration, hvis jeg selv skal sige det.”

“Nå virkelig, større hva’? Det vil helt sikkert være endnu bedre. Flere muligheder, flere frequent flyers! Absolut, det vil jeg gerne se. Hvor er det henne?” spurgte Gordon entusiastisk.

“Her. Den her vej”, sagde Hannibal, piskede sin plettede hale rundt og ledte gekkoen ad bagdøren fra BAUMOUSE-bygningen ud til nogle smalle gyder. De gik i et stykke tid gennem et skummelt graffitibemalet industriområde, mens det lille firben kiggede sig omkring efter livstegn. Alting syntes at være øde. Og den store øgle ved siden af ​​slæbte på fødderne i et langsomt afmålt tempo. Natten faldt på, og det blev mørkere.

“Er det langt herfra?” spurgte gekkoen smånervøst.

“Overhovedet ikke, vi er der snart. Prøv at se, du kan allerede ane lysene,” sagde Hannibal og pegede vagt i retningen af nogle spøgelsesagtige lys som dinglede i en dyster smøge. “Det er det hotel, jeg har bygget.” De var nu tæt på en ucharmerende fritstående murstensbygning med et sæt gigantiske metaldobbeltdøre i midten.

“Det er godt,” sagde Gordon lettet. “Hvilken slags hotel er det? B&B, hostel, kæde, boutique…?”

“Det er mere som et kapselhotel,” forklarede varanen med et skjult smil. “Velkommen til Hotel California”.

Hotel California? Hvor havde han hørt det navn før? Gekkoen syntes, det lød bekendt “Hvorfor har du valgt det navn?” spurgte Gordon mens han følte sig stadig mere utilpas.

Hotel California? Hvor havde han hørt det navn før? Gekkoen syntes, det lød bekendt

“Det finder du ud af, bare kom med,” gryntede øglen, mens han tog en enorm nøglering frem og valgte en kæmpe messingnøgle for at åbne den store dør. Med en knirkende lyd svingede den langsomt op. Gekkoen kiggede ind i en dårligt belyst lang gang med smalle døre på begge sider.  I den øverste halvdel af hver dør sad et lille jerngitter.

Gordon sank spyttet et par gange, nu bestemt urolig. “Hmm, det er helt sikkert en ah … anden form for indkvartering, æh, jamen tak for visningen! Åh se, klokken er allerede mange, det er sent, jeg skal nå bilen, før jeg får en parkeringsbøde,” udbrød han og vendte om på hælene.

SMÆK! Før Gordon havde talt færdigt, tog varanen med sin klamme klo fat i det lille firbens torso. Gekkoen forsøgte at vride sig fri, forsøgte endda at tabe halen for at slippe væk, men det var umuligt at undslippe Hannibals stålgreb. Øglen åbnede en af ​​cellerne og kastede gekkoen gennem luften som en spisepind, så Gordon ramte bagvæggen af ​​det mørke rum og slog hovedet hårdt.

“Det var en streg i regningen, hva’? Velkommen til Hotel California,” snerrede Hannibal, mens hans ækle spyt dryppede fra hans giftige kæft.

Så huskede gekkoen sangteksterne i den evige popsang: Welcome to the Hotel California; you can check out any time you like, but you can never leave.

“Hvad laver du?” råbte han, stadig svimmel af slaget på hovedet. “Du kan da ikke holde mig fanget her! Slip mig ud herfra!” Forgæves sprang han op til den lukkede dør. Gennem gitteret så han ind i øglens døde øjne, der sagte hviskede: “Bare frisk dig lidt op, min kække lille gekko. Jeg kommer tilbage og henter dig til frokost!” Derefter vendte øglen sig om, slæbende med poterne som en sjælløs zombie, der klatrer op af en rådden grav.

Gordon råbte om hjælp og bankede på døren i håb om, at nogen ville høre ham. Han afsøgte minutiøst hver en sten og krog, men kunne ikke finde en vej ud. Cellen tilbød intet andet end halm på gulvet – til at opsuge blodet? Han faldt om i fortvivlelse, bange for, hvad der ventede ham. Ville han ende som madpakke for den båtnakke? Bare fordi han ønskede at bygge en bedre verden?

Ville han ende som madpakke for den båtnakke?

Psssst!!!

Var han ved at hallucinere??

”PSSSSST! Hej, du klæbefinger, er du Gordon Gekko fra insekthotellet?” En sort edderkop med glødende røde øjne så ned på gekkoen.

“Ja, ja, hvordan ved du det?”

“Jeg arbejder som sikkerhedsvagt i BAUMOUSE, jeg hørte jeres samtale i butikken og besluttede mig for at følge jer,” forklarede edderkoppen.

“Du fulgte os og kom ind her? Betyder det, at der er en vej ud?” spurgte Gordon håbefuldt.

“Ja, der er,” sagde edderkoppen, ”jeg kom jo ind, ikke? Og jeg kan hjælpe dig med at komme ud.”

“Åh, det ville være så vidunderligt, Hr. eh …, hvad hedder du?”

“Jeg hedder Dobbelt Halvstik, men alle kalder mig Webster,” svarede edderkoppen.

“Åh tak, Webster!” Gordon græd næsten af lettelse. “Hvis du kan få mig ud af det her fangehul og få mig tilbage til mit normale liv, vil jeg give dig alt, hvad du ønsker dig! Hvad som helst!”

“Det gør jeg,” sagde Webster, “hvis du lover, at du vil give mig det, jeg beder om?”

“Absolut, du har mit ord som en gentleman-gekko.”

“Okay, det er altså en aftale. Tag det her.” Webster kastede en line til ham. Gordon klatrede op og så den mørke kontur af edderkoppen foran sig.

“Følg efter mig og pas på,” hviskede Webster. De brugte rebet til at finde vej gennem en meget lang, smal passage mellem to vægge, som gekkoen helt havde overset. Vejen var tænderskærende lang. De trak sig krybende frem, skridt for skridt, men standsede nogle gange for at lytte efter varanen. Det tog lang tid før de kunne se tunnelens ende. Endelig ormede de sig op til et tagvindue, der stod halvåbent og lod sig falde på et grustag. Herfra kunne de hoppe ned i en baggyde.

Da de stod på asfalten igen i en gadelampes hårde lys, sagde Gordon til Webster: “Tak fordi du reddede mig. Jeg skylder dig, BIG TIME! Hvad er det, du vil have?”

“Ikke meget,” svarede Webster, “jeg vil bare have et job.”

“Et arbejde? Hvordan det?” spurgte Gordon totalt paf, da han ikke have forventet netop sådan et ønske.

“Jeg vil være leder af dit insekthotel, det er alt jeg beder om!” sagde edderkoppen med en uskyldig grimasse på ansigtet. “Altså, som en manager-og-stuepige-i-én. Én, der tager meget godt imod dine insektgæster, hahaha. Favne dem, forkæle dem, kapsle dem helt ind, så de aldrig vil forlade hotellet – hvis du forstår, hvad jeg mener,” sagde Webster med et sigende blik. “Jeg vil gerne kopiere Hotel California-konceptet.”

“Nåh, det er dét, du forestiller dig…” konstaterede gekkoen. Han slikkede eftertænksomt sit venstre øjeæble for at fjerne støvet, mens konsekvenserne af aftalen langsomt sivede ind.

Ha! Du kujonagtige kamæleon, du skiftede lynhurtigt mening og bestemte dig for at det med at SPISE krybet var en endnu smartere idé!

“Altså, hensigten med insekthotellet var, at gøre denne planet til et bedre sted, at gøre noget godt for miljøet og alt dét der, men når du nu sætter det på en spids på den måde, får jeg pludselig den indskydelse, at det med at spise insekter faktisk er meget bæredygtigt for vores planet!”

SLISH! Som et lyn ramte gekkoens tunge edderkoppen, som han med sine skarpe tænder skar i småstumper. Han slugte de knasende kropsdele, afsluttede med en lillebitte bøvs og sukkede tilfreds. Livet var på sporet igen, han ville tage tilbage til sin bil og køre …

SLAM! Gekkoen blev kvast under varanens kødfulde klo. Han havde fulgt parret og havde overhørt deres samtale.

“Det var en streg i regningen hva? Du troede, du kunne løbe fra vores frokostaftale og tage dig en bid fastfood for dig selv, ikke, din elendige lille orm?” hvæsede Hannibal. “Og du, som ønskede at redde verden ved at bygge insekthoteller. Ha! Din kujonagtige kamæleon, du skiftede lynhurtigt mening og bestemte dig for, at det med at SPISE krybet var en endnu smartere idé! Hør lige her, din lille fnatmide, hvad der er endnu bedre for denne planet, er faktisk helt at undgå rødt kød!” Mens hans spaltede tunge allerede slikkede gekkoens lille krop, holdt Hannibal den sprællende Gordon over sine gabende kæber, klar til at putte ham ind som en peanut.

KLANG! To håndjern blev smækket fast om varanens håndled.

Ud af øjenkrogene så Hannibal en ørn i politiuniform, der identificerede sig som Legal Eagle Gongong. Med en stemme som en rundsav buldrede den kvindelige betjent: “Det var da lige en streg i regningen, ikke? Vi har længe haft vores ørneblik på dig og dit lumske hotel, og nu ryger du i fængsel for at drive et ulovligt foretagende, for kidnapning og ulovlig tilbageholdelse og for at volde alvorlig korporlig skade. Troede du, at du kunne undslippe lovens lange arm? Så tog du grueligt fejl!”

Det kan være, at de samme kriminelle, bøller og gangstere kan leve længe efter deres “Greed is good” motto

Og mens hun begyndte at skubbe den protesterende varan ind i den ventende politibil, råbte hun over skulderen til Gordon: “Og du dér, du står egentlig til en parkeringsbøde! Men da jeg har mine klør fulde med skattebassen her, må du hellere smutte i en hulens fart!”

Gekkoen skyndte sig tilbage til sin bil, lettet og taknemmelig. Han var fri! Fri, på trods af alt det, han havde været igennem i dag!

Og mens han kørte gennem den mørke nat, tænkte han: Det kan godt være, at magtliderlige byggematadorer og mafiøse magnater tror, ​​at de ejer verden, idet de antager, at de ustandseligt kan true mindre skabninger. Det kan være, at de samme kriminelle, bøller og gangstere kan leve længe efter deres “Greed is good” motto, men Retfærdighedens lange arm vil i sidste ende sætte en stopper for deres frembusende adfærd.

For at bortjage de dårlige minder og den ørehængende sangtekst om det berygtede hotel, begyndte Gordon Gekko at nynne en anden melodi: Driving home for Christmas. Snart ville han være hjemme.

Glædelig jul og godt nytår.


© Marieke Burgers, december 2018
© Illustration: Idris van Heffen

 

Forfatter, foredragsholder, mag. art. i kunsthistorie. Født 1954, i Holland. Hollandske Marieke Burgers har boet i mere end 20 år i Danmark, men er vokset op med tigre i baghaven i Indonesien, æsler på øen Kharg i den Persiske Bugt og aber i Afrika. Hun er fast skribent på POV international, hvor hun mest skriver satiriske fabler, når hun ikke skriver om kultur. Tolv af hendes fabler er samlet i bogen "Smiling Beasts with Dirty Habits", som er udkommet på Olympia Publishers i London som paperback og e-book på Amazon.

Seneste artikler om Bøger