POESI – Claus Ankersen har mødt en række indiske digterkolleger og talt med dem om, hvad der sker i livet og poesien i Indien. Om poesiens rolle og betydning som kunstnerisk udtryk og talerør. Om kvindefrigørelse og #Metoo-digte. Om Spoken Word og om fremtiden. Den sjette i rækken er Medha Singh, digter og redaktør fra New Delhi.
Medha Singh er digter fra New Delhi. Hun debuterede med digtsamlingen Ecdysis (Poetrywala, 2017) og har publiceret digte i en række litterære tidsskrifter, som fx Nether, Muse India, The Journal of The Poetry Society, Stag Hill Literary Journal (UK), The Bangalore Review og Poetry at Sangam.
Hun er snart aktuel med digte i nyudgivelser fra Sahitya Akademi (Det Indiske Litteraturakademi) og Red Hen (USA). Hendes interesser spænder vidt fra filosofi, fotografi, film, musik og maleri, hovedsageligt inspireret af filmskaberen Alejandro Jodorowsky. Hun er tidligere redaktør på Coldnoon og har en Master i engelsk litteratur fra Jawarharlal Nehru Universitetet i Indien.
Hvordan ser du poesiens rolle i nutidens Indien? Hvad kan digtekunsten?
Efter min mening burde digtere være mystiske og overlade diskussionen af håndværk og proces til de, for hvem det første er altoverskyggende og det sidste blot en afledt konsekvens. Så kan du deducere, at jeg foretrækker skønhed (og betydning). Alligevel er jeg fuldt ud er klar over, at den rette læsning af poesi ikke er blottet for mysterium. Og her ligger min sympati.
Selvfølgelig er jeg i stand til at skelne mellem en alexandrin og en tercet, en daktyl fra en trokæ (i fuld erkendelse af at dette i sig selv markerer et enormt privilegie), men der er kun brug for denne viden, når man finder sig fanget i et sensorisk mareridt som sociale sammenhænge fyldt med filistre og charlataner, som ikke ville kunne rulle en joint, om så deres liv afhang af det.
Sig noget om:
– Din poetiske arbejdsmetode
Når jeg skriver, foretrækker jeg ordentlige arbejdsredskaber, stilhed og at kunne stirre ud gennem vinduet.
– Unge kvinder og poesi
Det er godt, de er her. Omsider. Også selv om jeg ikke er fan af ideen om ’unge’ kvinder. Jeg ville foretrække at referere til dem som ’nye stemmer’, dels fordi det er et rummeligt begreb og fordi ungdom er et kønnet begreb, om man så kan lide det eller ej.
En mand kan forblive ung, til han er 30-40 år gammel, og selv er jeg åbenbart på toppen nu (som 25-årig). I løbet af den sidste håndfuld tiår har mandeklubber samtidigt både ’banet vej’ for os og holdt os udenfor ved ikke at anmelde kvindelige forfatteres bøger (med mindre vi har haft en akademisk uddannelse fra udlandet eller har datet dem eller deres venner).
Jeg er ikke sikker på, hvorvidt det skyldes at vi (Indien, den engelsktalende del af Indiens befolkning) simpelthen er en underkastningskultur grundet vores feudale fortid, eller om vores bevidsthed stadig er kolonialiseret på grund af vores fortid som koloni (eller begge dele) – for frygten lurer i os; hvordan kan vi bryde med gamle paradigmer og komme ud i lyset uden at få skrammer på sindsro eller integritet undervejs.
Vi kvinder lader os lige så let korrumpere af magtens frugter som mænd. Det er sært, som vores kamp er blevet kommercialiseret, og bevægelsen forført af storkapital, af pro-globalisering og pro-liberale værdier
Som kvinder har vi stadig brug for at bevæge os bort fra symbol- og navngivningspolitik på hjemmefronten. Det, vi har brug for, er en frigørende og transformativ bevægelse. Det er ikke tilstrækkeligt at sige, ’nu springer vi ud, vi peger på problemer, eller dette eller hint skal fikses’. Hvorfor? Hvad sker der dagen efter frigørelsen? Dagen efter du er sprunget ud?
Den rene utilslørede æsteticisme synes mig at være at foretrække frem for den overfladiske appropriation af kvindefrigørelse og feministiske værdier benyttet som markedsføringsredskab til at sælge bøger. Har man ikke har den politiske overbevisning, så bør man holde sig væk og gøre, hvad man nu gør bedst. Vi kvinder lader os lige så let korrumpere af magtens frugter som mænd. Det er sært, som vores kamp er blevet kommercialiseret, og bevægelsen forført af storkapital, af pro-globalisering og pro-liberale værdier. Det tjener som sådan ikke den bredere skare af kvinder, særligt ikke digtere/forfattere som tilfældigvis er kvinder. Alene betegnelsen ’kvindelig digter’ lyder som ’digterinde’ i mine ører. Vildt nedladende.
Alene betegnelsen ’kvindelig digter’ lyder som ’digterinde’ i mine ører. Vildt nedladende
Det er bedre at være ansvarlig end at være en skamplet, bedre at tænke på hvem vores digte frigør og henrykker end at tænke på, hvordan man sælger bøger og netværker. Hovedproblemet er dog stadig, at vi bestandigt skrives i konkurrence med den der gamle kastanje: Den frontløbende mandlige digter, velsignet med udødelighedens kys uagtet hans basale karakter eller hans kvindesyn. Men måske behøver vi slet ikke holde os så ranke (i en eller anden grad), selvom vi stadig må og skal være ubestikkelige. Det er en konstant linedans.
Vores poesi har det glimrende, men litteraturpolitisk hakker pladen, fanget mellem de store forlags støj og frygten for at virke unødigt angrebslysten (i de vagtsomme mandlige tærskelvogteres øjne).
Nogle gange er det tilstrækkeligt at bringe bud om skønhed og erfaring (og således gøre sit arbejde til et gangbart udtryk for kvindelig subjektivitet, uanset om man vælger at kalde sig feminist eller påkalder sig en autentisk udsigelsesposition) end et kampråb, som er bygget på ironisk distance og tåkrummende selvpromoverende projekter. Det er noget helt andet at udfordre dette på et substantielt niveau med integriteten intakt.
Pointen er, at hvis vi gør det til en præmis, at alt det, vi skaber, er os, så bliver det vanskeligere for folk at adskille Picassos eller Rodins, eller Woody Allens, eller Roman Polanskis eller Allen Ginsbergs forbrydelser fra, hvem de var. Dette er fundamentalt, en velkommen udvikling. Jeg er mit kunstneriske arbejde. Sådan.
– Poesi som redskab til demokratisering, frigørelse og empowerment
Jeg tænker ikke på det som poesiens hovedformål. Politik, frigørelse og ligestillingskampe findes i individets verdslige bevidsthed, i hendes placering i den kapitalistiske ordens hierarki, som udgør hende/den subjektivitet som selvsikkert bevæger og absorberer ting og vores intellektuelle kapacitet som assimilerer det omgivende politiske. Selvom det udelukkende spiller en rolle med og for sig selv i skabelsen af en poetisk bevidsthed.
Alt, hvad denne verdslige erkendelse består af, finder vej ind i poesien, hvis det er nødvendigt. Poesien er fuldkommen magtesløs, når det kommer til alt dette, og poesiens sejre overskygger langt det verdslige, så den kan i afledt forstand håne og udfordre forskellige former for undertrykkelse, med mindre den bevidst forsøger at gøre det (særligt med LGBT-relaterede emner eller revolutionær poesi fx.), men poesiens egentlige fortjeneste er ikke verdslig og heller ikke i afledt forstand verdslig. Ikke for mig. Slet ikke. Det har jeg lært af Akhmatova, af Tsvetaeva.
– Metoo-poesi i Indien
Jeg er den helt forkerte at spørge om det her. Jeg bryder mig ikke om bevægelsen, fordi den flytter fokus fra overleveren til gerningsmanden bag volden. Overlevere burde ikke skulle udlevere sig selv, fokus bør være på de mænd som må og skal holdes ansvarlige.
Alene det forhold at bevægelsen startede på de sociale medier, hvis natur er forbrugeristisk: vi hører historier om voldtægt og forulempelse på den samme platform, hvor vi bliver falbudt sko, kosmetik og penisforlængende fupkure.
Jeg ønsker ikke at være medvirkende til objektificeringen af mit eget traume, så andre voyeuristisk kan forbruge det. Det, synes jeg heller ikke, at andre skulle, men det er jo deres egen valg.
Jeg har skrevet et essay om det her:
Tag nu fx et værk som Nanette af Hannah Gadsby. Det er et brillant udført kunstværk og dybt nødvendigt og vedkommende globalt! Og alligevel er det i virkeligheden mest henvendt til en demografi bestående af forholdsvist mere frigjorte kvinder i førsteverdenslande (ikke for at sige at førsteverdenslande er langt foran os: vi har opnået nogle ting, abort er lovligt, og kvinder har altid haft stemmeret i Indien), men det er ikke alle, som har adgang til scenen, alle er ikke på de sociale medier, og alle er ikke hverken amerikanere eller klar over, hvem Alyssa Milano er.
Selv om bevægelsen maskerer sig som åben, inkluderende og for alle, er det fåtallet af engelsktalende, socialt mobile mænd og kvinder, som hopper på vognen i Indien.
Og hvad er det, der i virkeligheden sker? Deres narrativer overskygger og usynliggør fortællingerne fra de, som ikke engang er i stand til at søge hjælp. Dem, som bevægelsen virkelig skulle hjælpe, de sande stemmeløse: Dalitterne, stammefolkene, arbejderklassens mænd og kvinder. Hvem hører på dem? Hvem?
– Spoken word
Det er endnu en af de ting, som oprindeligt var forbeholdt sorte, og som nu er approprieret af progressive og frisindede hvide, er blevet moderne og bliver markedsført for resten af verden som den næste vilde ting, som kan udfordre status quo. Men så længe udtrykket tjener kapitalen og ikke modstår den, så er det håbløst.
Spoken Wordi sig selv kan jo bruges til at referere til hvad som helst, stand-up sketches, lange monologer, rap og også digte. Problemet, i denne kontekst, er Poetry Slam: Det begynder som en vred stemme, dirrende af harme, i Harlem som et modsvar til en (hovedsagelig hvid og mandlig) forlagsverden, som, endnu tidligere, også var en lånt form fra Negrityde-digterne fra Caribien. Marc Smith, som oprindeligt startede poetry slam, var erklæret socialist og bygningsarbejder, altså medlem af arbejderklassen.
Al kunst er politisk. Gennem kunst kan vi udtrykke det, politikken ikke tillader. Jeg kan ikke skille din identitet fra dine forældres. Du kan ikke adskille Indien fra dets kamp for uafhængighed. Min mor vil altid være min mor
Slam-poesien bar i sig selv på en desperation, en angst, en patos og smerte, et udtryk som var både relevant og kendetegnende for netop de som kom fra stærkt marginaliserede grupper. Og som alt andet blev det approprieret af en hoben frisindede progressive hvide.
Prøv og sammenlign Saul Williams med enhver, endda de ’allerbedste’ som Sarah Kay, og fortæl mig, hvad du så siger.
Al kunst er politisk. Gennem kunst kan vi udtrykke det, politikken ikke tillader. Jeg kan ikke skille din identitet fra dine forældres. Du kan ikke adskille Indien fra dets kamp for uafhængighed. Min mor vil altid være min mor. Det ville ikke føles særlig rart, hvis hvide mennesker i morgen begyndte at foregive at ghazal-digte tilhører dem.
Udover Eminem er det meste hvide rap lort med stort L. Eminem udfyldte en niche, fordi han gjorde noget, ingen havde gjort før ham. Han skildrede fattigdommens vold fra en hvids synspunkt, i rap. Men på trods af det, har en rap-revival først fundet sted med Kendrick i løbet af det sidste tiår. Rappens agenda var blevet udelukkende materialistisk og kapitalistisk og er det muligvis stadig. Som med Spoken Wordhar rappen stort set tabt sit udgangspunkt af syne. I princippet kan jeg ikke længere støtte rapmusik, fordi det er så fundamentalt sexistisk. I Indien er genren stadig for ny til at kunne underkastes debat.
Blake, Yeats, Keats, Wordsworth, Heaney, Szymborska, Atwood, Rimbaud, Eliot, Pound, Simic, Mandelstam, Tsvetaeva eller Akhmatova ikke var resultater af rap battles og slam-poesi, og det ækler mig at skrive det her i samme sætning
Spoken Word er talt. Det kan ligne rap, stand-up og monologer og så langt, så godt. Men når man begynder med poesi-vrøvlet, bliver det mig for meget. Mumbai-rap virker fint, fordi det for det første ikke afviger fra hiphoppens politiske udgangspunkt og fortæller magten sandheden. Det er ikke magt at appropriere noget, man ikke har legitim ret til.
Snarere end at være talt, har poesien været sunget i Indien i meget længere tid. Vi har vores egne traditioner; mushairaer, shairi, hasya, kavi og så videre. At høre hipsters tale om make-up og skønhedsidealer får mig ikke til at føle andet end fysisk ubehag over, hvor dårligt det (normalt) er skrevet. Ligeså snart en dominant gruppe tager noget (et udtryk) fra en marginaliseret gruppe, står vi overfor et alvorligt problem. Og særligt hvis ikke det magtfulde nye ejerskab er i stand til at være trofaste overfor formens oprindelige agenda. Det politiske ligger i selve formens struktur. I det allermindste burde man være tro mod dets agenda om at give marginaliserede narrativer, personlige eller kulturelle, den synlighed de fortjener.
Konkurrence er kapitalismens/det neoliberales fundamentale logik. Hér hører poesien ikke hjemme. Nogen hævder, at kunstneriske udtryk ikke tilhører grupper eller kan tilskrives gruppetilhørsforhold, og det er måske nok rigtigt i nogen grad, men de, som i overført betydning har råd til at ignorere forbindelsen, er uden tvivl endnu mere privilegerede. Metoder og æstetik, derimod, tilhører grupper, og man kan ikke tage disse ting fra dem, hvis ikke man er i stand til at gøre noget bedre med det, mens man samtidig anerkender dets rødder.
Lad mig sige det sådan, at Blake, Yeats, Keats, Wordsworth, Heaney, Szymborska, Atwood, Rimbaud, Eliot, Pound, Simic, Mandelstam, Tsvetaeva eller Akhmatova ikke var resultater af rap battles og slam-poesi, og det ækler mig at skrive det her i samme sætning. Digtningen er meget dybt forbundet med politik, og formen har ofte bistået med at fastslå, hvad der tilhører hvem.
– Regional poesi og regionale stemmer
De fleste, som skriver på engelsk, kan ikke give dig et tilfredsstillende svar. Nogen vil kunne tale om de sprog, de selv arbejder med og mellem. Mange af os er tosproglige digtere og generelt flersproglige, men Indien befinder sig her i en særdeles speciel position. Vi har 24 officielle sprog. Ingen behersker dem alle, så du ville blive nødt til at interviewe ikke så få af os for at danne dig et fyldestgørende billede.
Jeg er selv født i en digterfamilie. Af to højt skattede hindi-digtere. Min far var en marxistisk digter ved navn Pankaj Singh (1948-2015), og min mor, som i særdeleshed stadig er i live og skrivende, er Dr. Savita Singh. På den måde er det klart, at min opvækst med skrivningens verden har påvirket min egen skrivning på engelsk.
Faktisk synes jeg, der er højere erkendelse og en bedre fornemmelse for rumlig placering og situation i digte skrevet på hindi end på engelsk, men det handler i sidste ende alt sammen om marked, økonomi, neoliberalisme, og hvordan disse kræfter påvirker vores identitet, ikke sandt?
Jeg er svært tilfreds med socialismens opblomstring blandt millennials i USA, og når den slags uro breder sig fra det tidligere imperies hjerte, er der håb
Der er forfattere, som vælger at forlade landet, og som finder det helt i orden at kalde det eksil, trække det brune kort i udlandet, når de intet gør, og ikke engang orker at blive i landet og engagere sig i det rum, undtagen måske med de store forlagshuse. De lefler for den globale storkapital og er fremragende til at netværke. Så, ja, digtere, som skriver på engelsk, mangler afgjort den ansvarlighedsfølelse som de, der skriver på regionale sprog, besidder. Og, ydermere, når jeg skal være fuldkomme ærlig, kan man som sådan heller ikke rigtig kalde hverken hindi eller urdu regionale sprog. De tales i vidde områder af Nordindien og bygger sproglig bro mellem mennesker fra forskellige delstater. Begge sprog er dybest set meget unge, sammenlignet med de øvrige sprog, og sådan er det med det.
– Digtning som fælleskabsdannende kunstart
Jeg har slet ikke ret til at besvare det spørgsmål, fordi der findes folk som Abhijit Khandkar i Delhi som gør et fantastisk stykke arbejde omkring dalitter, som Manjuri Indurkar og Scherezade Siobhan i Mumbai, der arbejder med emner relateret til psykiske lidelser, digtere som Suvir Kaul som har gjort os opmærksomme på Kashmir og bragt os dets væsen nærmere.
Der er adskillige folk, som vil kunne give dig en fremragende oversigt over, hvordan alt dette udfolder sig i Indien. Selv er jeg hovedsageligt involveret i den literære forlagsverden, og i det perspektiv var den tørn, jeg tog som redaktør på det litterære magasin Coldnoon, ekstremt givende, og jeg fik muligheden for at interagere med massevis af digtere og forfattere, og endda lægfolk og læsere jeg aldrig tidligere var stødt på.
På de sociale medier har vor højst-skattede, sanskrit-talende indofile, den russisk-amerikanske Philip Nikolayev, taget initiativ til at starte store fællesskaber, som har muliggjort samtaler mellem digtningens læsere og skrivere. Det mest imponerende tiltag i dag er dog Indian Cultural Forum, drevet af Githa Hariharan. Jeg kan varmt anbefale alle og enhver at tjekke det ud.
– Hvilke indiske digterkolleger vil du anbefale danske læsere at give sig i kast med?
Jeg skal sige dig, hvem jeg læser for tiden: Nandini Dhar, Manjiri Indurkar, Gertrude Lamare, Rukmini Bhaya Nair (på ingen måde hverken en ny eller ung stemme, men hun må nævnes, fordi hun har brolagt den vej, vi andre går på), Sohini Basak, Anindita Sengupta, Ranjani Murali, Mona Zote, Sampurna Chattarji, Mani Rao, Sridala Swami, Urvashi Bahuguna, Aditi Angiras ( Angiras arbejder sammen med Akhil Katyal på at færdiggøre den første queer-antologi i Sydasien, hold øje med den).
Jeg foretrækker at forholde mig til fakta og virkelighedens verden. Ingen bliver frigjorte før arbejderklasse-, stamme- og muslimske kvinder er frie. Det er her ethvert samfund viser sit sande ansigt
– Om voldtægtskultur? Overgrebskultur og det patriarkalske system
Det er overalt. I Bollywood. I traditionen for arrangeret ægteskab. I den tydelige markering af, hvad kvinder kan studere (humaniora) og hvad mænd burde studere (ingeniørvidenskab og handel). I vore religiøse diskurser. I catcalling. I liderlige blikke. I statens afvisning af at straffe de otte mænd som kidnappede og brutalt voldtog og myrdede en 8-årig pige på vej til skole, i et hindu-tempel i Kashmir i år, fordi hun tilhørte et muslimsk stammesamfund.
Det findes i statens retorik. Det er i det politiske liv. Det er på arbejdspladsen, på gaden, du ved, de sædvanlige overgreb. Det samme som sker i Irland, i Amerika.
– Om den unge befolkning – hvilken vej går det? Ser du forandring? Hvordan ser du digternes rolle? Man siger at næste århundrede er kvindens?
Det kommer ikke til at ske. Og så dog. Jeg er svært tilfreds med socialismens opblomstring blandt millennials i USA, og når den slags uro breder sig fra det tidligere imperies hjerte, er der håb. Man ved, hvordan revolutioner opstår og vokser, og jeg håber, det kommer til at gå efter bogen her.
Men for at være ærlig så bor jeg et sted i Delhi, hvor det vrimler med nazistiske unge. Der er ikke noget håb for os, i bogstavelig forstand. For selvom der foregår en prisværdig modstandskamp blandt studenterne på Jawaharlal Nehru-universitetet, befinder alle andre universiteter sig i stor fare. Staten er i færd med at ødelægge vores institutioner, vores bureaukrati, alt.
Folk, altså millennials på min alder, tror faktisk, at et diktatur er nødvendigt, hvilket er skræmmende i lyset af hvordan fascistisk retorik ses overalt, og de rygter som spekulerer i at det nuværende regeringsparti måske vil indføre undtagelsestilstand, og at det kommende valg måske ikke engang vil komme til at blive afholdt.
Hindutva har eksisteret siden 1925, de har altid ønsket sig en hindu-stat (Hindu Rashtra) i modsætning til den forfatningsmæssige sekulære stat vi har i dag, og selv Gandhi blev snigmyrdet af det fascistiske parti RSS (Rashtriya Swayamsevak Sangh).
Vi bliver rent faktisk styret af en proto-fascistisk leder, og ungdommen, som er den største demografiske gruppe i landet, er under et enormt pres for at vende skuden.
Jeg lider af angst og social usikkerhed, fordi jeg læser nyheder dagligt. Jeg er holdt op med at gå ud og med at møde folk, fordi de synes så uberørte af alt det, som bekymrer mig. Jeg har ganske få venner. Og jeg tror enhver sensitiv person i Indien har det ligesådan
Vores kamp er radikalt anderledes end den globale kamp for frigørelse i Vesten, både som kvinder og som millennials.
Husk på, at partiet som jeg nævner, BJP, har en folkevalgt overminister siddende i Uttar Pradesh, Indiens største stat, som offentligt har udtalt, at muslimske kvinder burde og skulle graves op af deres grave og voldtages, så de kunne lære lektien. Landet bliver ledet af en mand, vores premierminister, som blev kendt ansvarlig for et muslimsk folkemord i 2002 som igangsattes med en nålestiksoperation af magasinet Tehelka.
Kort sagt, jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske, og jeg lader mig ikke rokke af lydbidder som ’the future is female’.
Jeg foretrækker at forholde mig til fakta og virkelighedens verden. Ingen bliver frigjorte før arbejderklasse-, stamme- og muslimske kvinder er frie. Det er her ethvert samfund viser sit sande ansigt. Førsteverdenslandene ynder at prale med alle de mange muligheder kvinder har, men jeg er i tvivl om, hvor meget de ved om, hvordan det er at leve som muslimsk kvinde i deres samfund, som er så grotesk og historisk islamofobe.
Jeg vil have forandring, men du taler med en socialist, som er en anomali og pinlighed i vore dage, og skal man tro de bøller, som leder vores regering, er jeg i den grad ’anti-national’.
– Hvordan tror du det vil manifestere sig i Indien?
Det manifesterer sig allerede. Der er blodudgydelse. Jeg lider af angst og social usikkerhed, fordi jeg læser nyheder dagligt. Jeg er holdt op med at gå ud og med at møde folk, fordi de synes så uberørte af alt det, som bekymrer mig. Jeg har ganske få venner. Og jeg tror enhver sensitiv person i Indien har det ligesådan.
Andre udsættes for massiv undertrykkelse, og de som er ligeglade afventer modvilligt den dag, de måske bliver nødt til at slå sig til tåls med en fascistisk stat for at sikre personlig overlevelse. Ingen er sikker. Og vi ved det alle sammen. Alt for meget afhænger af det næstkommende valg.
Vil du ikke dele et yndlingsvers eller en two-liner med læserne?
With the farming of a verse
Make a vineyard of the curse,
Sing of human unsuccess
In a rapture of distress;
In the deserts of the heart
Let the healing fountain start,
In the prison of his days
Teach the free man how to praise.
- W.H. Auden
Hovedfoto: Maria Nunes, Aurangzeb Road, New Delhi.
Claus Ankersen er i Indien med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.
#statenskunstfond #kunstgørenforskel
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her